Sundhedsloven § 7

Denne konsoliderede version af sundhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013

§ 7

Henvisningen til stk. 5 er ikke korrekt, idet stk. 5 endnu ikke er trådt i kraft, jf. ændringslov nr. 1638 af 26/12 2013, § 4, stk. 2. Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 2 Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.

Stk. 3 Personer fra andre EU-/EØS-lande, Færøerne og Grønland, der ikke har bopæl her i landet, har adgang til ydelser efter §§ 57 a, 78 a, 118 a og 164 a samt regler fastsat i medfør heraf, jf. dog § 8 og § 80 samt regler fastsat i medfør heraf. 1. pkt. finder ikke anvendelse for personer, som er bosat i andre EU-/EØS-lande, og som har ret til sundhedsydelser i bopælslandet til udgift for Danmark i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer, og personer omfattet af Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen.

Stk. 4 Personer, der har bopæl her i landet, og som i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer har ret til lovens ydelser i Danmark til udgift for en offentlig sygesikring i et andet EU-land, har ikke ret til tilskud til lovens ydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land efter § 89 a og § 168 og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 5 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er stk. 5 indsat i sundhedslovens § 7, på trods af at indsættelsen af den bestemmelse endnu ikke ses at være trådt i kraft, jf. § 4, stk. 2, i lov nr. 1638 af 26. december 2013, bekendtgørelse nr. 954 af 29. august 2014 og bekendtgørelse nr. 2617 af 28. december 2021. (Ikke trådt i kraft)