Sygedagpengeloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 22. august 2024

Kapitel 3 1 Ophold og beskatning her i landet
§ 3

Retten til sygedagpenge er betinget af, at personen har lovligt ophold her i landet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet, når

  • 1) en person i tilknytning til en sygeperiode er på rekreationsophold med fast lægetilsyn og opholdet inden afrejsen er anbefalet af en læge af helbredsmæssige grunde,

  • 2) en person er under sygebehandling og Sundhedsstyrelsen eller en sygehusmyndighed har givet tilladelse til behandlingen,

  • 3) en person må udsætte hjemrejse fra et ferieophold el.lign. af helbredsmæssige grunde og dette er dokumenteret ved en lægeerklæring,

  • 4) en person er udsendt af en arbejdsgiver med hjemsted her i landet til beskæftigelse i højst 1 år i udlandet og personen har indkomst, der kan beskattes i Danmark, eller

  • 5) en person på baggrund af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.

Stk. 3 Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (herefter betegnet EF-forordning nr. 1408/71), er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet, uanset om betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om de ikke har ophold her i landet, uanset om betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

§ 4

Retten til sygedagpenge er betinget af, at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget efter kapitel 17, kan beskattes i Danmark.

Stk. 2 Sygedagpenge kan dog udbetales til personer, hvis indkomst ikke er omfattet af stk. 1, når

  • 1) indkomsten kan beskattes på Færøerne eller i Grønland og

  • 2) de pågældende ikke har eller ikke længere har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter lovgivningen for Færøerne og Grønland og de pågældende i øvrigt enten har ophold her i landet eller har ophold på Færøerne eller i Grønland og indtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet eller på dansk skib.

Stk. 3 Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 5 Får en person udbetalt løn fra en udenlandsk arbejdsgiver under sygdom, har arbejdsgiveren ret til refusion af sygedagpenge, jf. § 54.

§ 5

Personer med ophold her i landet eller indkomst omfattet af § 4, stk. 1, kan ikke opnå sygedagpenge,

  • 1) så længe de efter et andet lands lovgivning eller efter lovgivningen for Færøerne eller Grønland har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt, eller

  • 2) i det omfang de efter EF-forordning nr. 1408/71 er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning om social sikring.