Forarbejder til Sygedagpengeloven § 21a

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Den daværende regering (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik den 18. december 2013 forlig om en reform af sygedagpengesystemet – Økonomisk sikkerhed for sygemeldte samt en tidligere og bedre indsats.

Med reformen, som udmøntet ved lov nr. 720 af 25. juni 2014, blev der blandt andet indført en toårig forsøgsordning, hvor borgere kan afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kan få betydning for retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension. Forsøgsordningen er senere blevet forlænget til den 30. juni 2019.

Formålet med dette lovforslag er at gøre forsøgsordningen – hvorefter en borger har ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser – permanent fra den 1. juli 2019.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser

2.1.1. De to forsøgsordninger om ret til at afvise lægebehandling

Intentionen med den eksisterende forsøgsordning – hvorefter en borger har ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser – er at sikre, at borgere ikke skal føle sig tvunget til at tage imod behandling, som de er utrygge ved, samtidig med at det i sådanne tilfælde kan blive afdækket, om der er andre behandlingsmuligheder.

En evaluering af den første forsøgsordning – der blev indført med sygedagpengereformen – viste, at ordningen blev anvendt i et begrænset omfang. Det samlede antal sager på landsplan blev estimeret til at udgøre 150-200 sager i perioden fra den 1. juli 2014 til den 1. november 2015.

I den første toårige forsøgsordning havde den enkelte borger ret til at afvise at tage imod lægebehandling, uden det fik betydning for retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse eller for kommunens vurdering af, om der var grundlag for at bevilge fleksjob eller tilkende førtidspension, så længe borgeren medvirkede til, at kommunen kunne indhente en ekstra lægefaglig vurdering af, om der kunne anbefales anden behandling.

Hvis borgeren afviste at tage imod lægebehandling, skulle sagen forelægges regionens kliniske funktion til en vurdering af, om der kunne anbefales en anden behandlingsmulighed end den, som borgeren var blevet tilbudt. Ønskede borgeren ikke at deltage i den anden lægebehandling, som regionens kliniske funktion anbefalede, fik det ikke betydning for borgerens ret til ydelse eller mulighed for at få bevilget fleksjob eller tilkendt førtidspension.

Ved lov nr. 625 af 8. juni 2016 blev den toårige forsøgsordning justeret og forlænget i en treårig forsøgsperiode (fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019), idet en treårig forlængelse skulle give mulighed for at afprøve den justerede model i praksis samt medvirke til at fastslå, om den begrænsede anvendelse af den første forsøgsordning var udtryk for et stabilt niveau forud for en eventuel beslutning om at gøre ordningen permanent.

Den nuværende treårige forsøgsordning blev justeret således, at kommunen ikke længere skulle indhente en vurdering fra regionens kliniske funktion om, hvorvidt en anden behandling kunne anbefales. I den nuværende forsøgsordning er det alene sundhedskoordinatoren fra regionens kliniske funktion, der skal komme med en udtalelse om, hvorvidt der kan anbefales en anden behandling.

Hvis der kan anbefales en anden behandling, men borgeren heller ikke ønsker denne, kan borgeren fortsat afvise lægebehandling, uden det får betydning for borgerens ret til ydelse eller mulighed for at få bevilget fleksjob eller tilkendt førtidspension.

Den justerede treårige forsøgsordning udløber den 30. juni 2019.

I 2018 er der foretaget en høring i 13 af landets kommuner samt regionernes kliniske funktioner. Høringen viser, at også den nuværende ordning anvendes i et begrænset omfang, og at anvendelsen af ordningen ikke synes at være steget, siden den første forsøgsordning blev indført. Høringen viser endvidere, at kommunernes praksis for at inddrage en sundhedskoordinator varierer. Nogle kommuner inddrager en sundhedskoordinator i alle eller de fleste sager, hvor en borger afviser lægebehandling, mens andre kun i mindre omfang inddrager en sundhedskoordinator. Høringen viser, at den type behandling, borgeren typisk afviser, er medicinsk behandling mod psykiske lidelser, rygoperationer og smertestillende medicinsk behandling. Høringen viser desuden, at sundhedskoordinatoren i et begrænset omfang kan pege på en alternativ behandling.

Forligspartierne bag sygedagpengereformen har derfor aftalt, at ordningen skal gøres permanent, men at den skal justeres således, at kommunen efter den 30. juni 2019 ikke skal inddrage sundhedskoordinatoren, hvis den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling.

2.1.2. Gældende ret om sygedagpenge

Efter § 21, stk. 1, nr. 2, i lov om sygedagpenge bortfalder retten til sygedagpenge, så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviser at lade sig indlægge på sygehus eller modtage nødvendig lægebehandling, jf. dog § 21 a, eller mod lægens eller kommunens opfordring afviser at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen.

Det er et krav, at behandlingen efter al erfaring med rimelig sikkerhed vil kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen, og den må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for personens liv og førlighed. Bestemmelsen omfatter også situationer, hvor den ordinerede behandling ikke er lægebehandling i snæver forstand, f.eks. behandling ved fysioterapeut.

Med reformen af sygedagpengesystemet, som udmøntet ved lov nr. 720 af 25. juni 2014, blev der pr. 1. juli 2014 bl.a. indført en toårig forsøgsordning, hvor borgere kunne afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kunne få betydning for retten til sygedagpenge.

I den treårige forsøgsperiode indhenter kommunen – hvis den sygemeldte afviser at modtage lægebehandling – en udtalelse fra sundhedskoordinatoren om, hvorvidt anden behandling kan anbefales. Har kommunen indhentet en udtalelse, kan det efter gældende regler ikke tillægges betydning for den sygemeldtes ret til sygedagpenge, at den sygemeldte har afvist at modtage lægebehandling.

Sundhedskoordinatoren er ansat i regionens kliniske funktion og kan i forbindelse med udtalelsen trække på den lægelige ekspertise, som er til rådighed i den kliniske funktion. Borgeren har således ret til en ekstra lægefaglig vurdering af, om der findes en anden behandlingsmulighed.

I modsætning til § 21, stk. 1, nr. 2, omfatter forsøgsordningen alene lægebehandling i snæver forstand. Det vil sige behandlinger foretaget af en læge, eksempelvis operationer og behandling med lægeordineret medicin. Forsøget omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen, idet borgeren som hidtil skal bidrage til egen helbredelse. Endvidere omfatter forsøgsordningen ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

Hvis borgeren i forsøgsperioden ikke ønsker at modtage tilbudt lægebehandling, og borgeren heller ikke ønsker at medvirke til, at kommunen indhenter en udtalelse fra en sundhedskoordinator, vil dette kunne få betydning for retten til sygedagpenge.

Den treårige forsøgsordning skal sikre, at borgeren ikke føler sig tvunget til at deltage i lægebehandling, herunder lade sig operere eller modtage medicinsk behandling, som borgeren ikke er tryg ved, eksempelvis operation for diskusprolaps, behandling med antidepressiv medicin og ECT-behandling (elektrochokbehandling).

Efter sygedagpengelovens § 27 kan sygedagpengeperioden forlænges udover revurderingstidspunktet, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hvis en sygemeldt i forsøgsperioden afviser at tage imod lægebehandling, kan det få konsekvenser for retten til sygedagpenge i de tilfælde, hvor en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27 – på grund af afvisning af lægebehandling – ikke er opfyldt.

Dette er tilfældet, hvis der f.eks. ikke kan ske en afklaring af pågældendes arbejdsevne inden for 69 uger efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2, og sygedagpengeperioden ikke kan forlænges efter denne bestemmelse. Det gælder uanset årsagen til, at afklaringen ikke kan ske og derfor også, hvis det er fordi, den sygemeldte ikke ønsker lægelig behandling. Tilsvarende kan sygedagpengeperioden ikke forlænges efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, om, at den sygemeldte er under lægelig behandling og skønnes at kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet inden for 134 uger, hvis den sygemeldte ikke er under lægelig behandling, eller den sygemeldte ikke skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger. Hvis det vurderes, at pågældende i de omhandlede tilfælde ikke opfylder betingelserne for at få sygedagpengeperioden forlænget, vil den sygemeldte skulle overgå til jobafklaringsforløb, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 24, stk. 2.

2.1.3. Gældende ret om retssikkerhedslovens § 11 m.v.

Efter § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, følger det, at myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, f.eks. sygedagpenge, førtidspension og fleksjob. For eksempel kan kommunalbestyrelsen efter pensionslovgivningen som udgangspunkt ikke tilkende førtidspension, før det er dokumenteret, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i ressourceforløb, eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige foranstaltninger eller andre foranstaltninger, herunder deltagelse i lægeligt anbefalet behandling. Hvis en borger afviser at tage imod den lægebehandling, som lægen anbefaler, kan det derfor betyde, at der ikke kan tilkendes førtidspension. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed.

Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde således afgørende for, om hjælpen kan gives til borgeren og i givet fald omfanget af hjælpen, idet der i disse sager skal indhentes oplysninger fra borgerens læge, inden sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Øvrige lægelige oplysninger og vurderinger skal altid indhentes via klinisk funktion i regionen.

Efter § 11 b i retssikkerhedsloven følger det, at hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke, f.eks. ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder efter § 11 a, stk. 1, eller nægter at lade sig undersøge af en læge, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, er udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Dette gælder også, selv om myndigheden skønner, at det vil kunne være til borgerens fordel, at myndigheden får de ønskede oplysninger. En myndighed må således ikke – heller ikke i ansøgningssager – af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke efter § 11 a eller § 11 c. Når borgerens ønske skal respekteres, skal myndigheden gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens den manglende medvirken kan få. Konsekvensen er, at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som nu er i sagen. Dette princip kaldes princippet om den processuelle skadevirkning og er lovfæstet i § 11 b.

Det er en forudsætning for, at myndigheden kan tillægge borgerens manglende medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.

Konsekvenserne af manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig f.eks. om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag. Konsekvensen kan også være, at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

2.1.4. Gældende ret om ressourceforløbsydelse

Det følger af §§ 69 e og 69 p i lov om aktiv socialpolitik, at hvis personen gentagne gange uden rimelig grund afviser eller udebliver fra tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning eller på anden vis ikke medvirker i ressourceforløbet eller jobafklaringsforløbet, som fremgår af rehabiliteringsplanen, jf. kapitel 12 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen træffe afgørelse om, at ressourceforløbsydelsen ophører.

Efter §§ 69 e og 69 p i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen træffe afgørelse om, at ressourceforløbsydelsen til en person i jobafklaringsforløb eller ressourceforløb ophører, hvis personen uden rimelig grund gentagne gange afviser eller udebliver fra tilbud eller på anden vis ikke medvirker i jobafklaringsforløbet eller ressourceforløbet.

Den toårige forsøgsperiode fra 2014 blev videreført i den gældende bestemmelse i § 110 a i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter jobcenteret i en treårig forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 skal indhente udtalelse fra en sundhedskoordinator, hvis en person i forbindelse med en afgørelse om ressourceforløbsydelse afviser at modtage lægebehandling, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven, om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales, jf. § 15, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Hvis personen heller ikke ønsker at deltage i den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, kan jobcenteret i forsøgsperioden fortsat ikke tillægge det betydning for en afgørelse om ret til ressourceforløbsydelse.

Endvidere kan det, når jobcenteret har indhentet en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, ikke tillægges betydning for jobcenterets afgørelse om ressourceforløbsydelse, at personen afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren måtte have anbefalet. Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 110 a.

Hvis personen ikke ønsker, at der indhentes en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, kan jobcenteret træffe afgørelse om, at personen ikke opfylder betingelserne for ressourceforløbsydelse. Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 110 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1. om de to forsøgsordninger om ret til at afvise lægebehandling og afsnit 2.1.3. om retssikkerhedsloven.

2.1.5. Gældende ret om førtidspension

Det følger af reglerne i § 18, stk. 1, i lov om social pension, at en sag overgår til behandling efter reglerne om førtidspension, når det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i relevante jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger.

Det betyder, at lovens almindelige udgangspunkt er, at hvis en borger afviser at tage imod relevante behandlingsmæssige foranstaltninger, herunder lægeligt anbefalet behandling, kan det få betydning for, om der kan tilkendes førtidspension.

Med de to forsøgsordninger fraviges lovens almindelige udgangspunkt. Med den aktuelle forsøgsordning, som gælder fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019, er retsstillingen, at der indhentes en udtalelse fra en sundhedskoordinator om, hvorvidt anden behandling kan anbefales, og at borgere kan afvise lægebehandling, uden at det kan tillægges betydning ved behandlingen af deres sag om førtidspension.

Det følger således af § 18 a, stk. 1, i lov om social pension, at i en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunalbestyrelsen, hvis en person afviser at modtage lægebehandling, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes arbejdsevne, en udtalelse fra sundhedskoordinatoren om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales.

Det følger videre af § 18 a, stk. 2, i lov om social pension, at hvis kommunalbestyrelsen har indhentet en udtalelse i sagen, jf. stk. 1, kan det i forsøgsperioden ikke tillægges betydning ved vurderingen af personens ret til førtidspension, at den pågældende afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling som måtte være anbefalet af sundhedskoordinatoren.

For så vidt angår frakendelse af førtidspension, er det lovens almindelige udgangspunkt, at hvis en borger afviser at tage imod relevante behandlingsmæssige foranstaltninger, herunder lægeligt anbefalet behandling, kan det få betydning for, om der kan ske frakendelse af førtidspension.

Dette følger af § 43 a, stk. 2, i lov om social pension, hvor det fremgår, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at førtidspensionen inddrages i tilfælde, hvor pensionisten ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre arbejdsevnen væsentligt.

Med de to forsøgsordninger fraviges lovens almindelige udgangspunkt. Med den aktuelle forsøgsordning, som gælder fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019, er retsstillingen, at der indhentes en udtalelse fra en sundhedskoordinator om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales, men at førtidspensionister kan afvise lægebehandling, uden at det kan tillægges betydning ved vurderingen af deres fortsatte ret til førtidspension. Dette følger af § 43 b, stk. 1, i lov om social pension, sammenholdt med § 43 b, stk. 2.

Af § 43 b, stk. 1, fremgår det, at i en forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 indhenter kommunalbestyrelsen, hvis en pensionist afviser at modtage lægebehandling, der ud fra en sundhedsfaglig vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes arbejdsevne, en udtalelse fra sundhedskoordinatoren om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales.

Det følger videre af § 43 b, stk. 2, at har kommunalbestyrelsen indhentet en udtalelse, jf. stk. 1, kan det i forsøgsperioden ikke tillægges betydning for pensionistens ret til førtidspension, at den pågældende afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling, som måtte være anbefalet af sundhedskoordinatoren.

For personer, der er tilkendt førtidspension efter gammel ordning (før 2003), er det reglerne i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., der finder anvendelse. Der kan ikke længere ske tilkendelse efter denne lov, og frakendelse kan kun ske, såfremt pensionisten selv ønsker det.

Det følger af reglerne i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om ændring af førtidspension, jf. hertil § 54, stk. 1, nr. 2. Der kan således fortsat behandles ansøgninger om forhøjelse af den tilkendte pension efter denne lov.

Det følger af § 54, stk. 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at førtidspensionen ikke kan forhøjes i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre erhvervsevnen væsentligt.

Det betyder, at lovens almindelige udgangspunkt er, at hvis en borger afviser at tage imod relevante behandlingsmæssige foranstaltninger, herunder lægeligt anbefalet behandling, kan det få betydning for, om der kan ske forhøjelse af førtidspensionen.

2.1.6. Gældende ret om fleksjob

Efter § 70 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan en person først blive visiteret til fleksjob, når der er dokumentation for, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv. Fleksjob kan først tilbydes, når alle tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Helbredsmæssige forhold har betydning for tilkendelse af en række sociale ydelser, herunder fleksjob. Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp. Det er et krav, at behandlingen efter al erfaring med rimelig sikkerhed vil kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen, og den må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for personens liv og førlighed.

Da det er en betingelse for at blive visiteret til fleksjob, at en persons arbejdsevne er varigt og væsentlig nedsat, kunne der efter reglerne før den 1. juli 2014 stilles krav om, at en person forud for visitation til fleksjob skulle lade sig undersøge og eventuelt tage imod behandling for, at jobcenteret kunne vurdere, om personen opfyldte betingelserne for visitation til fleksjob.

Med reformen af sygedagpengesystemet, som udmøntet ved lov nr. 720 af 25. juni 2014, blev der pr. 1. juli 2014 bl.a. indført en toårig forsøgsordning, hvor borgere kunne afvise at tage imod lægebehandling, uden at det kunne få betydning for kommunens vurdering af, om der er grundlag for at bevilge fleksjob.

Den toårige forsøgsperiode fra 2014 blev videreført i den gældende bestemmelse i § 70 a, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter jobcenteret i en treårig forsøgsperiode fra den 1. juli 2016 til og med den 30. juni 2019 skal indhente udtalelse fra sundhedskoordinatoren, hvis en person i forbindelse med en afgørelse om visitation til fleksjob afviser at modtage lægebehandling, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i retssikkerhedsloven om, hvorvidt en anden behandling kan anbefales, jf. § 15, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Hvis personen heller ikke ønsker at deltage i den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren anbefaler, kan jobcenteret i forsøgsperioden fortsat ikke tillægge det betydning for en afgørelse om visitation til fleksjob.

Endvidere kan det, når jobcenteret har indhentet en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, ikke tillægges betydning for jobcenterets afgørelse om fleksjob, at personen afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling, som sundhedskoordinatoren måtte have anbefalet. Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 70 a, stk. 3.

Hvis personen ikke ønsker, at der indhentes en udtalelse fra sundhedskoordinatoren, kan jobcenteret træffe afgørelse om, at personen ikke opfylder betingelserne for visitation til fleksjob. Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 70 a, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1. om de to forsøgsordninger om ret til at afvise lægebehandling og til afsnit 2.1.3. om retssikkerhedslovens § 11 m.v.

2.1.7. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

En høring i 13 kommuner og regionernes kliniske funktioner har vist, at den treårige forsøgsordning anvendes i et begrænset omfang. Kommunerne og de kliniske funktioner peger på, at det varierer efter den behandlingstype, der afvises, om der kan peges på anden behandling.

Det foreslås derfor, at ordningen gøres permanent men justeres, så en borger vil opretholde retten, til at afvise lægebehandling som i forsøgsordningen, men uden sagen skal forelægges en sundhedskoordinator. Manglende deltagelse i lægebehandling vil således ikke kunne føre til, at kommunen stopper sygedagpenge eller afviser ikke at bevilge fleksjob ligesom manglende deltagelse i lægebehandling ikke vil kunne tillægges betydning ved vurderingen af, om en person skal tilkendes eller frakendes førtidspension.

Formålet med at gøre ordningen permanent er at sikre, at borgere ikke skal føle sig tvunget til at deltage i lægebehandling, herunder lade sig operere eller modtage medicinsk behandling, som borgeren ikke er tryg ved.

Forslaget om retten til at afvise lægebehandling omfatter, som i det nuværende forsøg, alene lægebehandling i snæver forstand. Det vil sige behandlinger foretaget af en læge i form af operation eller lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter. Forslaget omfatter eksempelvis ikke genoptræning efter operation, eller behandling hos en fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet behandlingen, idet borgeren som hidtil skal bidrage til egen helbredelse. Endvidere omfatter forslaget ikke samtaleforløb og behandling hos psykolog, da disse behandlingstyper ikke betragtes som lægebehandling i snæver forstand.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes alene at indebære offentlige udgifter for personer på sygedagpenge. Det beror på, at det typisk vil dreje sig om behandlingsforslag forud for f.eks. visitation til fleksjob eller tilkendelse af førtidspension, hvor borgeren typisk vil være sygedagpengemodtager.

På baggrund af en høring foretaget i 13 kommuner af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skønnes antallet af sager til ca. 150 sager årligt på landsplan. Det skønnes, at forslaget vil betyde, at der i gennemsnit udbetales 3 ugers sygedagpenge til personer, der er berørt af forslaget.

Det skønnes, at lovforslaget vil medføre merudgifter for det offentlige (før skat og tilbageløb) på 0,8 mio. kr. i 2019 og 1,5 mio. kr. i 2020 og frem. Heraf vil staten samlet set have merudgifter på 0,3 mio. kr. i 2019 og 0,6 mio. kr. årligt i 2020 og frem, og kommunerne vil samlet set have merudgifter på 0,5 mio. kr. i 2019 og 0,9 mio. kr. i 2020 og frem. Merudgifterne vedrører ydelser til sygedagpenge.

De samlede økonomiske konsekvenser fremgår af tabellen nedenfor.

Lovforslaget finansieres via den permanente satspulje på § 17.59.21.10 Udvikling af den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked. Puljen er satspuljefinansieret og Beskæftigelses-ministeriet har fået satspuljekredsens opbakning til finansieringen af lovforslaget via puljen med 0,4 mio. kr. i 2019 og 0,7 mio. kr. årligt fra 2020 og frem.

De økonomiske konsekvenser for kommunerne skal forhandles med de kommunale parter.

Forslaget medfører i øvrigt ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 30. januar 2019 til den 13. februar 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Ankestyrelsen, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige (ASE), Arbejdsmarkedets Tillægspension, BDO Kommunernes Revision, Beskæftigelsesrådet, Business Danmark, Danske Advokater, Danske A-kasser, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer, Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, DUKH, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Forsikring & Pension, Fredensborg Kommune, Fredericia Kommune, Frie Funktionærer, Gartneri-, Land og Skovbrugets Arbejdsgivere, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Institut for Menneskerettigheder, KL, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, Landsforeningen for førtidspensionister, LEV, Lægeforeningen, Odense Kommune, Odsherred Kommune, Pension Danmark, Producentforeningen, Rigsrevisionen, Rødovre Kommune SAND – De hjemløses landsorganisation, Udbetaling Danmark, Vejle Kommune, Vesthimmerland Kommune, Viborg Kommune og Ældre Sagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser