Forarbejder til Sygedagpengeloven § 38

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Arbejdsskadesystemets primære formål er at sikre, at mennesker med en arbejdsskade får en økonomisk erstatning som følge af skaden. Fundamentet for arbejdsskadelovgivningen er arbejdsgivernes objektive arbejdsskadeansvar, som indebærer, at arbejdsgiver er ansvarlig for skader opstået i forbindelse med arbejdet, uanset om der er en ansvarlig skadevolder eller ej. Private arbejdsgivere har pligt til at tegne en forsikring i et forsikringsselskab mod de økonomiske følger af arbejdsulykker, mens offentlige arbejdsgivere som udgangspunkt er selvforsikrede. For erhvervssygdomme har både private og offentlige arbejdsgivere pligt til at betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det er herefter forsikringsselskabet, den selvforsikrede enhed eller – hvis det er en erhvervssygdom – Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der udbetaler erstatningen til tilskadekomne og i nogle tilfælde de efterladte, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udmåler erstatning m.v. i en arbejdsskadesag.

Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter skaden, og arbejdsskadesystemet er præget af lange sagsbehandlingstider og sagsforløb, hvor tilskadekomne afventer en afklaring på de erstatningsretlige følger af pågældendes arbejdsskade. Det giver store udfordringer både for den enkelte, men også for samfundet. For at understøtte håndteringen af disse udfordringer blev der i september 2022 indgået ”Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem”, der skal styrke og forbedre arbejdsskadesystemet, så det tager bedre hånd om den tilskadekomne efter en skade. Aftalen skal bidrage til, at flere kommer tilbage i job efter en arbejdsskade, forkorte sagsbehandlingstider og -forløb samt øge erstatningsniveauet. Det sker ved en række initiativer.

Tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade kan forbedres bl.a. ved at etablere en uddannelsesgodtgørelsesordning, der gør det muligt for tilskadekomne at tage en uddannelse med henblik på, at tilskadekomne i højere grad opnår varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet efter en skade. Herudover bliver der med aftalen bl.a. tilføjet en ny formålsbestemmelse i loven om, at det også er et formål, at tilskadekomne opnår tilknytning til arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. Endvidere bliver der nedsat en teknisk arbejdsgruppe med repræsentanter fra bl.a. arbejdsmarkedets parter, som skal undersøge, hvorfor tilskadekomne mister tilknytning til arbejdsmarkedet og pege på tiltag til at forbedre tilknytningen.

Kortere sagsbehandlingstider skal bl.a. opnås med en ny og forenklet årslønsberegning. Med forslaget bliver årslønnen fastsat på et objektivt grundlag. Det skal forenkle beregningen af tilskadekomnes årsløn i langt de fleste sager. Herudover omfatter aftalen en række yderligere initiativer, der skal bidrage til kortere sagsforløb, som f.eks. ændrede genoptagelsesregler og større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne samt bøder til professionelle aktører, der indsender sagsoplysninger for sent.

Erstatningssystemet forbedres bl.a. ved, at grænsen for aldersnedsættelse for størrelsen af méngodtgørelsen bliver øget fra 2035, og at erstatningsniveauet for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler bliver hævet. Herudover forpligtes visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en voldsskadeforsikring for ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet fra borgere, som de drager omsorg for. Øvrige arbejdsgivere gives mulighed for det samme.

For at tilbageføre det varige statslige provenu som følge af aftalen til arbejdsgiverne foreslås det at nedsætte arbejdsskadeafgiften med 2,2 procentpoint fra og med den 1. januar 2031. Med aftalen skal arbejdsskadeafgiften fra og med den 1. januar 2031 nedsættes fra 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme til 14,8 pct. og fra 12 pct. af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet til 9,8 pct.

2. Lovforslagets baggrund

Den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet har indgået aftale om et forbedret arbejdsskadesystem. Moderaterne har tilsluttet sig aftalen.

Aftalen skal styrke og forbedre arbejdsskadesystemet med en række konkrete initiativer, der skal fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet samt forkorte sagsbehandlingstiderne og øge erstatningsniveauet. Aftalen tager udgangspunkt i, at ændringer på arbejdsskadeområdet skal ske trinvist og i et tempo, så det er muligt at lære af erfaringerne. Som del af aftalen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse udarbejde en redegørelse om forhold, der har betydning for sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder mulige forbedringspotentialer. Redegørelsen forelægges aftalekredsen med henblik på drøftelse heraf.

Hvert år får cirka 15.000 tilskadekomne anerkendt en arbejdsulykke som en arbejdsskade, og cirka 4.000 tilskadekomne får anerkendt en erhvervssygdom, der kan knyttes til deres arbejde. Mange tilskadekomne kommer hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet, men i 2.000-3.000 sager pådrager tilskadekomne sig en så alvorlig skade, at de får et tab af erhvervsevne som følge af skaden.

Enhver arbejdsskade er én for meget, og så mange arbejdsskader som muligt skal forebygges. Det er til gavn for medarbejderne og virksomhederne.

Næsten halvdelen af de tilskadekomne, der kommer ud for en erstatningsberettiget arbejdsulykke, er ikke i ordinær beskæftigelse 5 år efter skaden. Det til trods for, at de havde en høj arbejdsmarkedstilknytning før skaden. Det er et tab både for den enkelte, der ikke længere er en del af arbejdsfællesskabet, for arbejdsgiverne, der mister værdifuld arbejdskraft, og for samfundet. Arbejdsskadesystemet skal derfor i højere grad end i dag understøtte, at tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en skade og så vidt muligt bliver selvforsørgende. Det kan ske ved, at tilskadekomne varetager nye funktioner i deres hidtidige fag eller opnår ny varig beskæftigelse indenfor et andet fag.

Tilskadekomne, der har et tab af erhvervsevne, kan vente lang tid på en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. I 2021 tog det i gennemsnit ca. 26 måneders sagsbehandling, fra en sag blev oprettet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring traf en afgørelse med tilkendelse af erstatning for erhvervsevnetab. Med aftalen er det målet, at sagsbehandlingstiden bliver forkortet, så tilskadekomne hurtigere får afklaret deres situation, herunder deres økonomi. Der sættes med aftalen særligt fokus på at få nedbragt sagsbehandlingstiden for de sager, der tager længst tid at afgøre. Aftalepartierne er enige om at følge udviklingen og implementeringen af aftalen løbende og at drøfte yderligere initiativer, hvis der vurderes at være behov.

Arbejdsskadesystemet skal sikre arbejdstagere en økonomisk kompensation, når de rammes af en arbejdsskade opstået efter en arbejdsulykke eller en erhvervsbetinget sygdom. Det sker ved at yde erstatning til tilskadekomne, men også ved f.eks. at give tilskud til permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler. Det skal bidrage til, at tilskadekomne kommer godt videre efter skaden.

For at medvirke til at øge virksomhedernes incitament til at forbedre arbejdsmiljøet og forebygge arbejdsskader er der tidligere blevet indført en arbejdsskadeafgift. Afgiften udgør 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme og 12 pct. af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet.

Afgiften pålægges arbejdsgiverne og opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sammen med det ordinære AES-bidrag. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afregner afgiften til Skatteforvaltningen én gang årligt i september.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Nyt formål om selvforsørgelse og tilknytning til arbejdsmarkedet

3.1.1. Gældende ret

Det fremgår af formålsbestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 1, at formålet med loven er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Af bemærkningerne til den gældende formålsbestemmelse fremgår det, at det er vigtigt, at arbejdsskadesikringsloven i videst muligt omfang understøtter den øvrige indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet.

For at tilgodese disse formål skal myndighederne inddrage såvel den tilskadekomne, arbejdsgiver, læger og andre relevante myndigheder under behandlingen af skadesagerne.

Arbejdsskadesikringsloven indeholder dog kun i begrænset omfang bestemmelser, som har til formål at understøtte tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade. Det indebærer, at der i arbejdsskadesystemet ikke er fokus på det specifikke formål at understøtte selvforsørgelse og/eller tilknytning til arbejdsmarkedet, som i dag er et centralt element i den øvrige lovgivning på beskæftigelsesområdet, som f.eks. i kontanthjælps- og sygedagpengelovgivningen. Selv om det allerede med den gældende retstilstand er tilsigtet, at arbejdsskadesikringsloven i videst mulig udstrækning skal understøtte disse formål, indebærer det bl.a., at de professionelle aktører på arbejdsskadeområdet ikke har et naturligt fokus på at indtænke prioriteringer, sagsskridt m.v., som kan understøtte de tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade, ved behandlingen af de konkrete arbejdsskadesager.

3.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

En analyse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der for næsten halvdelen af de personer, der kommer ud for en arbejdsulykke, ses et fald i beskæftigelsen umiddelbart efter ulykkestidspunktet. Det indebærer, at 1/4 overgår fra beskæftigelse til en offentlig forsørgelsesydelse eller trækker sig fra arbejdsmarkedet. Det betyder, at tilskadekomne i mange tilfælde mister tilknytningen til det arbejdsfællesskab, som de har været en del af.

Det følger af arbejdsskadeaftalen, at arbejdsskadesystemet udover at yde økonomisk kompensation for en arbejdsskade også skal understøtte, at tilskadekomne kommer tilbage på arbejdsmarkedet og så vidt muligt bliver selvforsørgende med varig beskæftigelse. Derfor er aftalepartierne enige om at indføre en supplerende formålsbestemmelse i arbejdsskadesikringsloven herom.

Beskæftigelsesministeriet foreslår på denne baggrund, at den gældende formålsbestemmelse udvides, således at det vil fremgå, at lovens formål er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade samt at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade.

Beskæftigelsesministeriet forventer, at den foreslåede udvidelse af formålsbestemmelsen vil kunne medvirke til at sikre, at arbejdsskadesystemet, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, ved administrationen af arbejdsskadesikringsloven, har fokus på at understøtte, at tilskadekomne så vidt muligt vender tilbage til selvforsørgelse i varig, ordinær beskæftigelse eller bevarer så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt, hvis selvforsørgelse på ordinære vilkår ikke er muligt. Dette er også i overensstemmelse med arbejdsmarkedets parters anbefaling i afrapporteringen fra de tekniske drøftelser om arbejdsskadeområdet fra maj 2022.

I dag gennemfører Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en særlig hurtig sagsbehandling af sager, hvor de økonomiske konsekvenser for tilskadekomne er meget alvorlige, for eksempel hvis pågældendes hus er ved at gå på tvangsauktion. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse vil med forslaget på tilsvarende vis kunne beslutte at prioritere hurtigere behandling af sager i forhold til andre grupper af tilskadekomne, når det for eksempel vurderes, at de har en særlig høj risiko for at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet. Forslaget vil således kunne medvirke til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse i forhold til afgrænsede grupper af tilskadekomne med særlige hensyn i forhold til, at pågældende vender tilabge til beskæftigelse, vil kunne have fokus på en hurtig indsats.

Derudover vil udvidelsen af formålsbestemmelsen særligt skulle ses i sammenhæng med andre elementer i arbejdsskadeaftalen, som skal understøtte tilskadekomnes muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i størst mulig udstrækning efter en arbejdsskade. Det drejer sig bl.a. om den foreslåede nye § 18 a, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 16, om at indføre en uddannelsesgodtgørelse, som vil være en nyskabelse på arbejdsskadeområdet, idet ydelsen er betinget af aktiv deltagelse i erhvervskompetencegivende uddannelser med henblik på at bevare eller styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet og den foreslåede nye § 16, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 5, som vil give offentligt ansatte med en arbejdsskade bedre mulighed for at modtage en særlig behandling eller indsats, der skal understøtte pågældendes tilknytning til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt.

3.2. Uddannelsesgodtgørelse

3.2.1. Ny ordning med uddannelsesgodtgørelse

3.2.1.1. Gældende ret

Efter arbejdsskadesikringsloven er der i dag ikke mulighed for at tilkende en særlig erstatning eller godtgørelse, når tilskadekomne efter en arbejdsskade er under revalidering eller omskoling, uanset om det sker for egen regning eller om pågældende modtager en offentlig ydelse, herunder eventuelt SU, under revalidering eller omskoling. Der findes således ikke en ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Ifølge lovens § 11 er de ydelser, der kan gives efter loven bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a, og godtgørelse for varigt mén, jf. § 18.

I forhold til erstatning for tab af erhvervsevne fremgår det bl.a. af § 17, stk. 1, at hvis arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Efter de nuværende regler i § 17, stk. 2, lægges der ved udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne vægt på tilskadekomnes muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. En person, som er kommet til skade på sit arbejde, vil under sagens behandling i arbejdsskadesystemet kunne gå i gang med en uddannelse enten i det ordinære uddannelsessystem, dvs. en uddannelse med SU eller som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Ud over bestemmelsen om, at tilskadekomnes muligheder for omskoling tillægges betydning ved udmåling af erstatning, indeholder arbejdsskadesikringsloven ikke regler, som tilskynder tilskadekomne til at tage en ny uddannelse efter en arbejdsskade, som kan forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Tilskadekomne har i dag mulighed for opkvalificering og omskoling efter de almindelige regler i beskæftigelsessystemet, mens pågældendes arbejdsskadesag behandles i arbejdsskadesystemet. Hvis tilskadekomne er sygedagpengemodtager, dagpengemodtager eller omfattet af en anden relevant målgruppe i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan kommunen give tilskadekomne tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering. Derudover kan der efter loven iværksættes et revalideringsforløb for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når visse betingelser er opfyldt. Opkvalificeringen vil desuden kunne ske på tilskadekomnes eget initiativ i det ordinære uddannelsessystem med SU. Hvis tilskadekomne er omfattet af reglerne om program i integrationsloven, kan kommunen tilbyde tilskadekomne program med virksomhedsrettede indsatser. Der henvises for nærmere herom til afsnit 3.2.2. om jobcentrets arbejdsopgaver.

Når betingelserne er opfyldt, kan der i en revaliderings- eller omskolingsperiode tilkendes en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab, når den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret.

Ifølge § 17, stk. 5, udgør den løbende erstatning årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, ved fuldstændigt tab af erhvervsevne, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.

3.2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Andelen af selvforsørgende falder, jo højere méngraden for de tilskadekomne er. Dette til trods for, at gruppen af arbejdsskadede har en høj tilknytning til arbejdsmarkedet inden skaden. En lav arbejdsmarkedstilknytning har negative konsekvenser både for den enkelte tilskadekomne, for arbejdsgiverne og for samfundet.

Det foreslås derfor at give tilskadekomne, som endnu ikke har fået tilkendt endeligt erhvervsevnetab, mulighed for at tage en uddannelse med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. I dag vælger få at tage en uddannelse. Ordningen skal give tilskadekomne, der ikke længere kan varetage job inden for deres hidtidige arbejdsområder, bedre muligheder for at blive omskolet med en erhvervskompetencegivende uddannelse, så de på trods af deres skade i højere grad vil kunne udnytte deres arbejdsevne. Forslaget skal derved fremme tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet og forbedre deres muligheder for at varetage et arbejde efter skaden. Med forslaget vil tilskadekomne få en frivillig mulighed for at forbedre deres mulighed til fortsat at kunne være på arbejdsmarkedet på trods af deres arbejdsskade.

Efter forslaget vil målgruppen være tilskadekomne, som endnu ikke har fået truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne med en forventet méngrad på mindst 10 procent som følge af arbejdsskaden, og som ikke er i arbejde. Tilskadekomne med en méngrad på mindst 10 pct. har en lav tilknytning til arbejdsmarkedet efter arbejdsskaden, som ikke ændrer sig mærkbart over tid. Kun ca. halvdelen af alle tilskadekomne med en méngrad på mindst 10 pct. er selvforsørgende et år efter arbejdsskaden, og dette ser ikke ud til at rette sig over tid. Det forventes derfor, at det særligt er denne gruppe, der vil få gavn af den nye ordning, som vil understøtte omskoling til et erhverv, som de kan varetage efter skaden.

Forslaget vil indebære, at visitationsprocessen, jf. den foreslåede § 18 a i lovforslagets § 1, nr. 16, tilrettelægges sådan, at det vil være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der indledningsvist vurderer, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen for ordningen. I givet fald vil tilskadekomne blive tilbudt en samtale med bopælskommunen herom, og mulighederne for omskoling via en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse undersøges ved, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter oplysninger fra kommunen om tilskadekomnes ønsker til uddannelse, behovet for arbejdskraft på det ønskede område m.v. Dialogen med borgeren om konkrete uddannelsesmuligheder og arbejdsmarkedets behov vil ske i kommunens jobcenter. Det skal ses i lyset af, at de fleste tilskadekomne, som uddannelsesgodtgørelsen kan være relevant for, allerede vil være i dialog med kommunens jobcenter.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil indledningsvist vurdere, om tilskadekomne:

1) forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader, hvoraf den seneste skade, forventes at medføre tilkendelse af mén på mindst 5 pct.,

2) er uden for beskæftigelse, eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen,

3) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid som følge af arbejdsskaden, og

4) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.

Borgere på langvarig offentlig forsørgelse er i risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Derfor forventes det, at bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opstiller mål for sagsbehandlingstiden i disse sager, der kan sikre, at den indledende vurdering i forhold til målgruppen sker tidligst muligt og senest, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om mén. Dermed vil de tilskadekomne ikke skulle vente unødigt, inden de får tilbuddet om uddannelsesgodtgørelse. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et tidligere tidspunkt, f.eks. i forbindelse med afgørelsen om, at skaden kan anerkendes som en arbejdsskade i henhold til arbejdsskadesikringsloven, skønner, at méngraden med en vis sandsynlighed vil være mindst 10 pct., vil vurderingen kunne foretages på dette tidspunkt.

Hvis tilskadekomne vurderes at være i målgruppen til ordningen, og tilskadekomne ønsker at deltage i ordningen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle anmode pågældendes bopælskommune om oplysninger om

– tilskadekomnes ønske til uddannelse, og

– kommunens vurdering af, om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Det vil således blive et krav, at uddannelsen er erhvervskompetencegivende, og at kommunen vurderer, at uddannelsen er inden for et område med behov for arbejdskraft og dermed vil give gode beskæftigelsesmuligheder. Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen) blive benyttet. Der vil skulle være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Når kommunen via samtale med tilskadekomne har afklaret ovenstående, vil kommunen skulle sende oplysningerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter vil træffe afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne kan blive omfattet af ordningen, og i givet fald med hvilken uddannelse og uddannelsesgodtgørelsens størrelse. Det foreslås, at der vil kunne udveksles oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne til brug for behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dermed kunne videregive nødvendige oplysninger til kommunerne om tilskadekomne, der skal tilbydes en samtale i jobcenteret, og kommunerne vil kunne videregive nødvendige oplysninger til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser om uddannelsesgodtgørelse.

Tilskadekomne, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, vil efter aftale med jobcentret og uden dagpengemæssige konsekvenser kunne afbryde eventuelle igangværende tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Det bemærkes, at et medlem af en arbejdsløshedskasse dog uden forudgående aftale med jobcentret vil kunne ophøre i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats uden dagpengemæssige konsekvenser, hvis det skyldes, at medlemmet skal begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed.

Hvis medlemmet derimod uden forudgående aftale med jobcenteret afbryder et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for at påbegynde uddannelse af mindre end 1 års varighed, vil medlemmet ikke have en gyldig grund til at ophøre i et tilbud og vil kunne ifalde en sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

En sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. vil ikke kunne effektueres i uddannelsesgodtgørelsen, men vil kunne få betydning, hvis medlemmet igen søger om arbejdsløshedsdagpenge mindre end 1 år efter påbegyndelse af en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Forslaget vil medføre, at når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil pågældende som alt overvejende udgangspunkt ikke længere opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, herunder uddannelseshjælp og kontanthjælp, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb eller jobafklaringsforløb efter §§ 68 og 69 j samt ledighedsydelse efter §§ 74 og 74 a, jf. afsnit 3.2.3.

Tilskadekomne vil være berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp efter §§ 22-25, ressourceforløbsydelse under ressource- og jobafklaringsforløb efter § 69 og § 69 j, og ledighedsydelse efter § 74 og § 74 a i lov om aktiv socialpolitik, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.

Efter § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne i form af indtægter og formue, der udbetales som følge af personskade efter lov om arbejdsskadesikring. Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke vil udgøre erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om arbejdsskadesikring, vil kommunen ikke skulle se bort fra uddannelsesgodtgørelse ved udmåling af hjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, herunder bl.a. uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Tilskadekomne, som forud for ret til uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har ret til arbejdsløshedsdagpenge, vil være berettiget til dagpenge, indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt fortsat opfylder betingelserne for at modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Det foreslås, at den tilskadekomne under uddannelsen vil kunne få en indtægt svarende til 83 pct. af pågældendes hidtidige årsløn, dog minimum 110 pct. af dagpengesatsen. Årslønnen kan højest fastsættes til 608.000 kr. (2024-niveau) inkl. arbejdsmarkedsbidrag efter de almindelige regler om årsløn, jf. § 24. Forslaget indebærer, at uddannelsesgodtgørelsen vil træde i stedet for eventuelt midlertidig erstatning for erhvervsevnetab. Efter forslaget vil det fortsat være muligt for tilskadekomne at modtage den tabte arbejdsfortjeneste, som pågældende evt. vil være berettiget til efter erstatningsansvarsloven, i det omfang denne måtte overstige uddannelsesgodtgørelsen.

Forslaget medfører, at øvrige A- og B-indkomst i perioden med uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt vil blive modregnet i uddannelsesgodtgørelsen. Det vil bl.a. betyde, at i de tilfælde, hvor tilskadekomne på grund af sygdom eller barsel i løbet af uddannelsen bliver berettigede til syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, vil disse blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen. Det skal bemærkes, at som udgangspunkt vil en person, der modtager uddannelsesgodtgørelse, og som undervejs i forløbet bliver syg eller skal på barsel, forblive i ordningen og modtage uddannelsesgodtgørelse, og ikke have ret til syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

Det foreslås, at en tilskadekommen, der bliver syg under uddannelsesforløbet, vil få pligt til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked om sygdommen og indsende lægelig dokumentation, hvis den pågældende ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 30 dage på grund af sygdom. Det foreslås, at tilskadekomne ikke mister uddannelsesgodtgørelsen ved sygdom i op til 6 måneder eller ved sygdom i mere end 30 dage tre gange. Ved sygdom i mere end 6 måneder i sammenhæng eller i mere end 30 dage for 4. gang vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om ophør af uddannelsesgodtgørelse og tilskadekomne vil dermed udgå af ordningen. Tilskadekomne vil evt. kunne fortsætte på uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse i det omfang reglerne for uddannelsen giver mulighed for det.

Tilskadekomne vil kunne anmode om at komme ind i ordningen med uddannelsesgodtgørelse igen én gang. Alternativt må den pågældende ansøge om sygedagpenge. Der vil være ret til sygedagpenge for en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, hvis betingelserne for sygedagpenge i øvrigt er opfyldt. Tilskadekomne vil evt. senere kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse igen.

Det foreslås, at hvis der er ret til fravær efter barselsloven, vil tilskadekomne kunne modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger. Det foreslås herudover, at uddannelsesgodtgørelsen vil skulle ophøre, og at tilskadekomne vil skulle udgå af ordningen, når pågældende udskrives af uddannelsen, ikke længere er studieaktiv eller holder orlov af andre grunde, end når der er ret til fravær efter barselsloven. Det ville være i strid med ordningens formål om at hjælpe tilskadekomne hurtigst muligt tilbage i arbejde, hvis tilskadekomne kunne sætte uddannelsen på pause, med mindre pausen skyldes orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven. Derfor foreslås det, at det ikke skal være muligt for tilskadekomne at tage orlov fra uddannelsen, med mindre der er tale om orlov med ret til fravær efter barselsloven.

Efter forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle udbetale uddannelsesgodtgørelsen i alle sager om uddannelsesgodtgørelse, uanset om det er en erhvervssygdoms- eller ulykkessag. Det foreslås endvidere, at staten vil skulle finansiere en andel af uddannelsesgodtgørelsen og refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for denne andel. I sager, hvor der er tegnet forsikring ved et arbejdsulykkesforsikringsselskab, vil forsikringsselskabet skulle refunderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forsikringsselskabets andel af uddannelsesgodtgørelsen. En selvforsikret arbejdsgiver vil ligeledes skulle refundere sin andel af uddannelsesgodtgørelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter uddannelsen alene vil skulle vurdere den tilskadekomnes erhvervsevnetab, hvis tilskadekomne anmoder om det og kan sandsynliggøre, at pågældende fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde efter gennemført uddannelse. Tabet af erhvervsevne vil – som efter gældende ret – blive vurderet ud fra tilskadekomnes samlede kompetencer. Tilskadekomne vil med uddannelsen som udgangspunkt have opnået nye kompetencer – og antages fremadrettet som udgangspunkt at kunne opnå beskæftigelse med uddannelsen. Det forventes derfor, at der fremadrettet ikke vil være et tab af erhvervsevne efter endt uddannelse, eller at tabet vil være lavere end uden den nye uddannelse, hvorefter erstatningen ligeledes vil være lavere fremadrettet fra uddannelsesgodtgørelsens ophør. For perioden, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse, tilkendes der ikke erhvervsevnetabserstatning, idet tilskadekomne vil modtage den særlige uddannelsesgodtgørelse i denne periode.

For at give tilskadekomne en yderligere tilskyndelse til at deltage i ordningen foreslås det, at tilskadekomnes eventuelle fortsatte tab af erhvervsevne efter uddannelsen vil blive kompenseret med 100 pct. ved fuldstændigt tab af erhvervsevne og ved nedsættelse af erhvervsevnen med en forholdsmæssig andel heraf. Det er 17 procentpoint højere end normalt. Hermed vil den erstatning, som tilskadekomne eventuelt vil få udbetalt efter uddannelsen, være med en højere dækningsgrad, end personen ville få uden uddannelsen. Aftalepartierne er enige om, at kompensationsgraden på 100 pct. for eventuelt resterende erhvervsevnetab alene gælder for uddannelsesgodtgørelsesordningen og skal bidrage til at gøre ordningen attraktiv for tilskadekomne. Aftalepartierne er enige om, at det generelle kompensationsniveau på 83 pct. på arbejdsskadeområdet skal fastholdes.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af ordningen vil falde ind under de opgaver, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal løse i henhold til § 2, stk. 1, i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Da der vil være tale om en ny ordning, vil implementeringen løbende blive overvåget, så der kan foretages tilpasninger, hvis det bliver nødvendigt. Det vil ske med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, KL og forsikringsselskaber. Desuden vil ordningen 5 år efter ikrafttrædelse blive evalueret med henblik på, om de tilskadekomne fuldfører uddannelsen, og om ordningen er finansieret på en hensigtsmæssig måde, herunder om beregningen af den gennemsnitlige statslige takst pr. deltager i ordningen stadig afspejler målgruppens sammensætning.

Efter 10 år evalueres ordningen med henblik på, om ordningen fører til øget beskæftigelse.

3.2.2. Jobcenterets arbejdsopgaver i forbindelse med afklaringen af uddannelsesmuligheder m.v. under ordningen

3.2.2.1. Gældende ret

Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats varetager kommunens jobcenter beskæftigelsesindsatsen for personer, som er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 og for beskæftigede m.v., som er omfattet af lovens § 7.

Efter lovens § 6 er målgrupperne: Dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet i integrationsloven (overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet), sygedagpengemodtagere, personer i jobafklarings- og ressourceforløb, fleksjobvisiterede, revalidender, førtidspensionister, selvforsørgende ledige og unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

Jobcenteret holder som led i et kontaktforløb jobsamtaler med hovedparten af personerne i målgrupperne i § 6. For sygedagpengemodtagere holdes der i stedet opfølgningssamtaler som led i sygedagpengeopfølgningen efter lov om sygedagpenge. For personer, der er omfattet af integrationsloven, holdes opfølgende samtaler som led i opfølgning på kontrakten om integrationsindsatsen samt jobsamtaler som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, jf. § 20. Integrationslovens regler finder anvendelse de første fem år, som udlændingen opholder sig her i landet.

Jobcenteret kan endvidere give en række tilbud til personer i målgrupperne i § 6. Tilbuddene gives efter reglerne i lovens kapitel 11-14, og der er i de enkelte kapitler fastsat, hvilke målgrupper der kan få de enkelte tilbud. Tilbuddene efter kapitel 11-14 er: Tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud, tilbud om nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering.

Jobcenteret kan endvidere iværksætte et revalideringsforløb for personer med begrænsninger i arbejdsevnen efter lovens kapitel 21, når øvrige beskæftigelsesrettede indsatser efter loven eller andre indsatser efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv, og personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet, så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. Et revalideringsforløb kan bl.a. bestå af tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud og tilbud om vejledning og opkvalificering.

Efter lovens § 53 skal tilbud så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og tilbud gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger, med henblik på at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Der er en række undtagelser hertil i bestemmelsens stk. 2-8 og lovens § 54.

Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats med senere ændringer.

Efter § 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats omfatter loven tillige beskæftigede personer, der kan få en indsats efter reglerne i § 97, stk. 3, om den regionale uddannelsespulje, afsnit VII om indsatsen over for beskæftigede m.v. og afsnit VIII om understøttelse af indsatsen. Det omfatter bl.a. beskæftigede, som ansættes som voksenlærlinge, eller som deltager i jobrotationsprojekter.

Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er der heller ikke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller i integrationsloven om jobcenterets samtaler med tilskadekomne om uddannelsesmuligheder og vurderinger af uddannelsen m.v. i forbindelse med ordningen.

3.2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det følger af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem fra september 2022, at der etableres en ny uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse for tilskadekomne, og at ordningen administreres af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det er således Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der skal visitere tilskadekomne til ordningen og træffe afgørelse om retten til at deltage i en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

For en nærmere beskrivelse af ordningen henvises til pkt. 3.2.1.2. ovenfor.

Det foreslås, at jobcentrene skal varetage visse arbejdsopgaver i forbindelse med ordningen, da jobcentrene i forvejen har kontakt med hovedparten af de tilskadekomne, som typisk enten får en indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge eller integrationsloven, og modtager en forsørgelsesydelse.

Jobcenteret har endvidere viden om uddannelsesmuligheder og om, hvilke uddannelser der er erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.

Det foreslås derfor, at jobcenteret vil skulle tilbyde en samtale til en person, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet er i målgruppen for ordningen efter § 18 a, i lov om arbejdsskadesikring.

Persongruppen for samtalen vil både kunne være personer, som er omfattet af en målgruppe i § 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og personer, der ikke er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 eller kan få en indsats efter lovens § 7.

Det kan f.eks. være både personer, som modtager sygedagpenge eller en anden forsørgelsesydelse, f.eks. selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse eller personer, som ikke modtager forsørgelsesydelser, eller som ikke har ophold eller bopæl i Danmark.

Jobcenteret vil have pligt til at tilbyde samtalen. For personen vil samtalen derimod være frivillig.

Det foreslås videre, at personen vælger, om samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.

Ved personligt fremmøde forstås, at jobsamtalen skal holdes ved, at personen møder fysisk frem til et møde med en ansat fra jobcenteret. Ved en telefonisk samtale forstås, at en ansat fra jobcenteret taler direkte med personen. Personligt digitalt fremmøde betyder, at der vil være krav om, at der er en direkte billed- og lydforbindelse ved jobsamtalen (video).

Det foreslås videre, at personen og jobcenteret ved samtalen skal drøfte personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

Samtalen skal tage udgangspunkt i personens overvejelser om og eventuelle ønsker til uddannelse, samt om personen mener, at vedkommende kan gennemføre uddannelsen og efterfølgende varetage et ordinært job på almindelige vilkår. Jobcenteret skal under samtalen vejlede om uddannelsesmuligheder, herunder om hvilke uddannelser, der er erhvervskompetencegivende uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.

Ved erhvervskompetencegivende uddannelser forstås en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en professionsbacheloruddannelse eller en anden videregående uddannelse.

Ved uddannelser, som giver kompetence inden for områder med behov for arbejdskraft, forstås uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Ved jobcenterets vejledning og vurderingen af, om der er tale om en uddannelse inden for jobområder med gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder, vil jobcenteret – ligesom ved vejledning om og vurderingen heraf i dag – skulle bruge Arbejdsmarkedsbalancen.

I arbejdsmarkedsbalancen vil det omfatte jobområder/stillinger på det regionale arbejdsmarked inden for følgende 4 kategorier: Gode jobmuligheder, Mangel på arbejdskraft, Paradoks og Omfattende mangel på arbejdskraft.

Jobcenteret vil til brug for vurderingen af, om en konkret uddannelse giver kompetencer til jobområder/stillinger inden for de 4 kategorier kunne anvende Børne- og Undervisningsministeriets UddannelsesGuide (www.ug.dk), som beskriver de stillinger, som en konkret uddannelse vil kunne give job indenfor. Herefter vil jobcenteret kunne anvende arbejdsmarkedsbalancen til vurderingen af, om disse stillinger ligger inden for de 4 kategorier i arbejdsmarkedsbalancen.

Det foreslås videre, at jobcenteret under samtalen også skal vejlede personen om mulighederne for tilbud m.v. i beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, som kan være alternative veje tilbage i job. Vejledningen vil skulle ske i relevant omfang ud fra personens behov.

Med forslaget får personen ret til en samtale, hvor personen får vejledning og hjælp til at afklare uddannelsesønsker og muligheder samt vejledning om tilbud m.v., som personen har mulighed for via beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik og løntilskudsjob.

Det foreslås videre, at samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale i kontaktforløbet efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller en opfølgningssamtale i opfølgningsforløbet efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge. For personer, som har et kontaktforløb/opfølgningsforløb, kan samtalen således medregnes i antallet af jobsamtaler/opfølgningssamtaler, som skal holdes i kontaktforløbet/opfølgningsforløbet.

Det foreslås endelig, at jobcenteret på baggrund af samtalen skal give oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til uddannelse og en vurdering af, om

– uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og

– personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Jobcenteret vil dermed skulle videregive oplysninger og en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan bevilges uddannelsesgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i den uddannelse, som personen ønsker at deltage i.

For en beskrivelse af hjemlen til, at jobcenteret kan udveksle oplysningerne med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 43.

Jobcenteret vil skulle videregive personens egne oplysninger om den uddannelse, som personen ønsker at deltage i, med uddannelsesgodtgørelse.

Jobcenteret vil desuden skulle oplyse, om jobcenteret vurderer, at uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft, jf. beskrivelsen ovenfor om, hvad der forstås ved en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

Jobcenteret vil endelig skulle oplyse, om det er jobcenterets vurdering, at personen må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. Jobcenterets vurdering heraf vil skulle ske på baggrund af samtalen med personen og kendskab til personens ledighedsforløb i øvrigt, f.eks. deltagelse i tidligere uddannelsesforløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra jobcenteret, som kan bidrage til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

3.2.3. Beskæftigelsesrettede ydelser ift. ordningen med uddannelsesgodtgørelse

3.2.3.1. Gældende ret

3.2.3.1.1. Sygedagpenge

Efter § 6, stk. 2, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023, fastsætter beskæftigelsesministeren regler om bl.a. personer, der deltager i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang. Reglerne herom er fastsat i § 26 i bekendtgørelse nr. 1091 af 1. juni 2021 om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. som ændret ved bekendtgørelse nr. 1484 af 29. juni 2021. Der kan herefter, til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, ydes sygedagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelse og erhvervsarbejde før sygefraværet er foregået sideløbende. Der kan endvidere ydes sygedagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse påbegyndes under sygefraværet, når der højst er 6 timers undervisning pr. uge, når uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen, og når uddannelsen ikke udskyder iværksættelse af erhvervsmæssig revalidering. Sker deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14 som led i kommunens opfølgningsindsats, fastsættes det ugentlige timetal ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag.

Efter § 7 i sygedagpengeloven er retten til sygedagpenge betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.

Efter § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven træffer kommunen afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Efter § 32, stk. 1, i sygedagpengeloven kan en lønmodtager opfylde beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge ved at være i beskæftigelse og have været det en vis periode og med et vist timetal inden sygdommen. Kravet kan f.eks. også opfyldes ved, at en person har ret til arbejdsløshedsdagpenge, eller ved at personen er elev i lønnet praktik.

Beskæftigelseskravet kan efter § 34 i sygedagpengeloven også være opfyldt ved, at en person pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Efter § 42 i sygedagpengeloven kan selvstændige opfylde beskæftigelseskravet ved at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis periode og omfang inden sygdommen.

Hvis der skal være ret til at få udbetalt sygedagpenge fra kommunen, skal sygdommen anmeldes til kommunen. Som udgangspunkt er det arbejdsgiveren, der skal anmelde for en lønmodtager og a-kassen for en ledig. En selvstændig anmelder selv sygefraværet. Reglerne herom er i sygedagpengelovens §§ 38, 40, 40 a og 43, der også fastsætter frister for, hvornår anmeldelsen skal ske, og at anmeldelse sker via Nemrefusion.

Hvis en lønmodtager ikke har en arbejdsgiver eller en a-kasse, der kan anmelde fraværet, sker anmodningen om sygedagpenge på en blanket, som udleveres af kommunen, jf. § 38, stk. 4, i sygedagpengeloven. Fristen er senest en uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden eller fra a-kassen under de første 14 dages sygefravær, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra arbejdsgiveren eller retten til arbejdsløshedsdagpenge er ophørt, jf. § 38, stk. 3. Hvis lønmodtagerens anmodning indgives senere end fastsat, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages, jf. § 38, stk. 6. Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt jf. § 38, stk. 7. Anmodningsfristen kan ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Beregningen af sygedagpenge sker som udgangspunkt ud fra den indkomst, en person har haft inden sygdommen. Reglerne herom er i sygedagpengelovens §§ 46, 47, 48 og 51. For lønmodtagere beregnes sygedagpengene således på grundlag af det ugentlige timetal under sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste 3 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag, jf. § 47.

Sygedagpenge til en ledig udbetales som udgangspunkt med den sats, som personen på første dag med ret til sygedagpenge kunne have modtaget pr. dag i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg, jf. § 51.

Sygedagpenge til selvstændige erhvervsdrivende beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten ved den selvstændige virksomhed, jf. § 46.

For personer, der har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, men som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, fastsættes den indtægt, sygedagpengene beregnes på grundlag af, efter et skøn, jf. § 48.

3.2.3.1.2. Barselsdagpenge

Det følger af § 27, stk. 1, i barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1180 af 21. september 2023, at en lønmodtager kan opfylde beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge ved at være i beskæftigelse inden fraværet og have været det en vis periode og med et vist timetal. Kravet kan f.eks. også opfyldes ved, at en person har ret til arbejdsløshedsdagpenge eller ved at personen er elev i lønnet praktik.

Efter § 28 i barselsloven kan selvstændige opfylde beskæftigelseskravet ved at have udøvet selvstændig virksomhed i en vis periode og omfang inden fraværet.

Personer under uddannelse, som skal på barsel, vil som udgangspunkt ikke opfylde beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge, idet de ikke har den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet.

3.2.3.1.3. Arbejdsløshedsdagpenge

Det følger af § 62 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 503 af 11. maj 2023, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som deltager i uddannelse.

Et medlem kan dog bevare dagpengeretten ved deltagelse i uddannelse, hvis undervisningens varighed er under 20 timer om ugen, og uddannelsen ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.

Dagpengeretten kan ligeledes bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Dagpengeretten bevares endvidere under deltagelse i jobrettet uddannelse efter kapitel 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Der kan ikke udbetales dagpenge for timer, hvor medlemmet modtager godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse eller støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Det betyder, at der ikke vil kunne udbetales arbejdsløshedsdagpenge til en person, der deltager i heltidsuddannelse og uddannelse i øvrigt, der er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, i det omfang den udbydes som heltidsuddannelse.

Det følger videre af § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem, der har opnået ret til dagpenge, kan modtage dagpenge i sammenlagt 2 år inden for en periode på 3 år, dog 1 år inden for 2 år for personer, der har ret til dagpenge på dimittendvilkår, fordi de har gennemført en uddannelse af den i lovens § 54 nævnte art. Der opnås ret til påbegyndelse af en ny periode, hvis personen dokumenterer på ny at have haft beskæftigelse i 1.924 timer optjent over 3 år.

Det følger af § 55, stk. 4, at forbruget af dagpenge m.v. opgøres i timer. Ved forbruget af perioden medregnes bl.a.

1. Perioder, som ikke er omfattet af kapitel 9 og 11-14 lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvor et ledigt medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren.

2. Perioder med ydelser, der træder i stedet for dagpenge.

Det bemærkes, at bestemmelserne blev indsat i loven i forbindelse med VEU-reformen i 2000, hvor det blev overladt til direktøren for arbejdsløshedsforsikringen (nu beskæftigelsesministeren) at fastsætte de nærmere regler om, hvilke uddannelsesperioder der skal medregnes i forbruget. Hjemlerne er i dag ikke udnyttede, og har derfor ingen indholdsmæssig betydning. Perioder, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse, vil ikke skulle sidestilles med perioderne i nr. 1 og 2.

3.2.3.1.4. Ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Efter § 2 i lov om aktiv socialpolitik har enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Den gensidige forsørgelsespligt mellem ægtefæller ophører ved separation eller skilsmisse.

Efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik yder kommunen hjælp i form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Det er en betingelse for at få hjælpen, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør, at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Efter lovens § 11, stk. 3, er det endvidere en betingelse for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, at personen lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år. Retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp er efter lovens § 11, stk. 8, tillige betinget af, at personen har haft ordinær beskæftigelse her i riget i en periode, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden for de seneste 10 år.

Efter § 12 i lov om aktiv socialpolitik kan der som hovedregel ikke ydes hjælp til personer under uddannelse, medmindre personen deltager i uddannelse som tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationslovens § 23 a, stk. 6.

Beskæftigelsesministeren kan herudover fastsætte regler om, at der i særlige tilfælde kan ydes hjælp til personer under uddannelse.

Efter lovens § 14, stk. 4, ser kommunen bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter

1. lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

2. lov om erstatningsansvar,

3. lov om arbejdsskadesikring eller

4. lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. § 30, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, medmindre indtægterne er særskilt undtaget, jf. lovens §§ 31 og 33. Der foretages blandt andet ikke fradrag i hjælpen for de erstatninger for tab af erhvervsevne, der omtales i § 14, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, godtgørelse for varigt mén og godtgørelse for ikke-økonomisk skade samt indtægter, der hidrører herfra, jf. § 33, stk. 2, i loven.

Efter § 26, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik får ægtepar, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp, hjælpen beregnet som summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til efter lovens §§ 22-25.

Er en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, gift eller samlevende med en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, nedsættes uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, således at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, dog således at begge mindst modtager det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus, hvis selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtageren eller overgangsydelsesmodtageren er berettiget til danskbonussen, jf. § 22, stk. 2 og 4, i lov om aktiv socialpolitik. Dette fremgår af § 26, stk. 2.

Det fremgår af § 26, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at når kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 og den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse, tilskud til pasning af egne børn efter § 86 i dagtilbudsloven eller deltager i en integrationsgrunduddannelse, beregnes der ikke hjælp til den ægtefælle, der modtager en offentlig forsørgelsesydelse, det nævnte tilskud eller deltager i en integrationsgrunduddannelse. Det fremgår videre af § 30, stk. 1, at når ansøgeren og ægtefællen har indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog §§ 31-33. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at når hjælpen til en gift person beregnes efter § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den del af den anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger kontanthjælpssatsen for en person, der er fyldt 30 år (beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om aktiv socialpolitik) afhængigt af, om den pågældende har forsørgelsespligt over for børn eller ikke.

Det følger af § 68, stk. 1, og § 69 j, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der er visiteret til et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 eller et ressourceforløb efter kapitel 19 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager ressourceforløbsydelse. Personen har ret til ressourceforløbsydelse uden hensyn til egen formue og en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Hvis personen får udbetalt løn fra arbejdsgiveren under sygdommen ved overgangen til jobafklaringsforløbet, vil arbejdsgiveren have ret til refusion efter § 69 t i lov om aktiv socialpolitik.

Det følger af § 69, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse efter § 68, at personen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt deltager i det individuelt tilrettelagte ressourceforløb.

Det følger af § 69 k, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse under et jobafklaringsforløb efter § 69 j, at personen deltager aktivt i jobafklaringsforløbet, genoptager sit arbejde delvis, når det er muligt, tager imod rimelige tilbud om arbejde og møder til samtaler i jobcenteret.

Personer, hvis arbejdsevne er begrænset af fysiske, psykiske eller sociale årsager, kan få tilbud om revalidering, hvor målet er hel eller delvis selvforsørgelse på arbejdsmarkedet. Det følger af § 70, stk. 1, i lov om aktiv social politik, at personer, der er visiteret efter kapitel 21 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan modtage hjælp i form af revalideringsydelse. Det er en betingelse for at modtage revalideringsydelse, at revalideringen sker i overensstemmelse med de tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min Plan på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og 46 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det fremgår af § 71 i lov om aktiv socialpolitik, at revalideringsydelsens størrelse bl.a. afhænger af

– personens alder,

– for personer under 25 år uden børn – om pågældende selv er ude- eller hjemmeboende,

– forsørgelsespligt over for børn, herunder om barnet er ude- eller hjemmeboende, og

– eventuelle indtægter af et vist niveau i de 6 kalendermåneder, der ligger forud for den måned, hvor beslutningen om revalidering blev truffet.

Revalideringsydelsen udgør et månedligt beløb mellem 3.715 kr. og 19.741 kr. i 2023 alt efter ovenstående parametre, herunder personens alder, eventuelle tidligere beskæftigelse m.v. En revalidend modtager hjælp uden hensyn til ægtefællens indtægts- eller formueforhold.

For revalidender, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22 i lov om aktiv social politik, erstatter denne ydelse revalideringsydelsen efter § 71, stk. 5, i lov om aktiv social politik.

Det fremgår af §§ 74 og 74 a i lov om en aktiv socialpolitik, at en person, der er visiteret til fleksjob og som er ledig, kan modtage ledighedsydelse, hvis pågældende efter § 74 b i øvrigt opfylder betingelserne for hjælp, herunder står til rådighed, jf. § 75 i loven.

3.2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3.2.3.2.1. Sygedagpenge

En sygedagpengemodtager, som påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil ikke længere opfylde betingelserne for ret til sygedagpenge. Dels kan personen ikke længere antages at opfylde sygedagpengelovens betingelse om uarbejdsdygtighed, og dels følger det af dobbeltforsørgelsesprincippet, at der som udgangspunkt ikke er ret til to ydelser, som dækker samme forsørgelsesbehov og samme tidsrum. Det gælder også, hvis udbetalingen af sygedagpenge er forlænget efter bestemmelsen om forlængelse af sygedagpengeperioden for personer, hvor der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Personer under uddannelse, som bliver syge, vil som udgangspunkt ikke opfylde beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge, idet de ikke har den fornødne tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder også, hvis de helt må opgive uddannelsen på grund af sygdom.

Med de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse forudsættes det, at en person, der bliver syg under uddannelsesforløbet, som udgangspunkt kan modtage uddannelsesgodtgørelse under sygdomsforløbet, selvom den pågældende ikke kan deltage i uddannelsen i 6 måneder eller i mere end 30 dage 3 gange på grund af sygdom. Tilskadekomne mister derimod uddannelsesgodtgørelsen hvis vedkommende er syg i mere end 6 måneder eller 4. gang vedkommende er syg i mere end 30 dage.

For at sikre forsørgelsesgrundlaget for personer, der modtager uddannelsesgodtgørelse, og i overensstemmelse med, at der er et særligt beskæftigelseskrav for personer, der pådrager sig en arbejdsskade, foreslås det, at der indføres et nyt beskæftigelseskrav i sygedagpengeloven, således at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. lov om arbejdsskadesikring, vil få ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører. Det gælder også, hvis sygdommen ikke skyldes arbejdsskaden.

Det betyder, at en person, der har påbegyndt en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, men på grund af længerevarende sygdom afbryder uddannelsen, vil kunne opnå ret til sygedagpenge, hvis lovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed, ophold og beskatning her i landet m.v.

Det foreslås endvidere, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse på en blanket, som udleveres af kommunen.

Med forslaget vil det dermed være personen selv, der vil skulle sørge for at få den relevante blanket fra kommunen og herefter søge om at få sygedagpenge fra kommunen. Hvis personen indgiver sin anmodning senere end de fastsatte 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse, vil personen som udgangspunkt først have ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen modtages, medmindre der er tale om undskyldelige forhold.

Det foreslås desuden, at beskæftigelsesministeren får hjemmel til at fastsætte regler om beregning af sygedagpenge til personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse.

Det er hensigten at anvende denne hjemmel til at fastsætte regler om, at personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt vil få ret til at få udbetalt sygedagpenge med den maksimale sygedagpengesats. Dog vil en person, der på det tidspunkt, hvor uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse bliver afbrudt, er elev i lønnet praktik, få beregnet sine sygedagpenge som elev i praktik, og ikke ud fra reglerne om sygedagpenge til personer med uddannelsesgodtgørelse.

Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det bemærkes, at der ved sygdom undervejs i en praktik kan være ret til sygedagpenge fra kommunen. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til sygedagpenge fra kommunen, dvs. sygedagpengelovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne udbetales sygedagpenge, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdommen, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som sygedagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesgodtgørelsen nedsættes i forhold til de udbetalte sygedagpenge eller tilskadekomnes løn, hvis tilskadekomne modtager løn under sygdom. Tilsvarende gælder for en person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge med et fritidsjob under uddannelsen.

3.2.3.2.2. Barselsdagpenge

Som følge af forslaget om at indføre en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig uddannelsesgodtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det, at reglerne om retten til barselsdagpenge er uændrede.

Med de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse vil uddannelsesgodtgørelsen fortsætte for en person, der er på barsel i en periode i løbet af uddannelsen.

Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det bemærkes, at der ved barsel undervejs i en praktik kan være ret til barselsdagpenge. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til barselsdagpenge, dvs. barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne udbetales barselsdagpenge, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under barsel, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som barselsdagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesydelsen nedsættes i forhold til de udbetalte barselsdagpenge/løn. Tilsvarende gælder for en person, der f.eks. opfylder beskæftigelseskravet for ret til barselsdagpenge med et fritidsjob under uddannelsen.

Det skal endvidere bemærkes, at en person, der er aktuelt berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, har ret til barselsdagpenge. Et dagpengeberettiget medlem af en a-kasse skal have meldt sig ledig i a-kassen og stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet forud for fraværet for at være berettiget til barselsdagpenge, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 17-16 om studerende, der skal tage orlov fra studiet, melde sig ledige i a-kassen og stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet for at blive berettiget til barselsdagpenge.

3.2.3.2.3. Arbejdsløshedsdagpenge

Som følge af forslaget om at indføre en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig uddannelsesgodtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det, at reglerne om retten til arbejdsløshedsdagpenge er uændrede.

Det betyder, at perioder med uddannelsesgodtgørelse ikke vil forbruge af dagpengeperioden, Det betyder videre, at dagpengeperioden ikke vil kunne forlænges med perioder med uddannelsesgodtgørelse, hvilket vil kunne betyde, at dagpengeperioden vil være udløbet på det tidspunkt, hvor uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse efter forslagets § 18 b, stk. 2, er afsluttet.

Efter endt uddannelse vil personen derimod kunne (gen)optages i en a-kasse på dimittendvilkår. Det følger af § 54 i loven, at en person, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed og som anmoder om at blive medlem af en a-kasse. har ret til dagpenge på dimittendvilkår. Dagpengeperioden er 1 år, og dagpengene ydes med en fast sats på 82 pct. af højeste dagpengesats til forsørgere og med 71,5 pct. af højeste dagpengesats til ikke-forsørgere, svarende til henholdsvis 16.177 kr. (2023) og 14.106 kr. (2023) pr. måned til et fuldtidsforsikret medlem. Efter sammenlagt 3 måneders ledighed nedsættes dimittendsatsen for ikke-forsørgere til 62,11 pct. af højeste dagpenge 12.253 kr. (2023) for personer der er fyldt 30 år og til 49,17 pct. 9.700 kr. (2023) for personer under 30 år Dette svarer til, hvad der gælder, når et ledigt medlem har gennemført andre ordinære uddannelser på SU.

Det følger endvidere af § 63 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at dagpenge ikke må udbetales, hvis ledigheden skyldes, at medlemmet uden fyldestgørende grund ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Beskæftigelsesministeren kan efter loven § 63, stk. 5 efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om selvforskyldt ledighed og fyldestgørende grunde. Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 1699 af 19. august 2021 om selvforskyldt ledighed, hvor der bl.a. er fastsat en række gyldige grunde til at afslå eller ophøre i et tilbud.

Det følger af bekendtgørelsens § 22, at det er en gyldig grund til, at ophøre i et tilbud for at begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed.

Ved selvforskyldt ledighed pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger. Er medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed blevet selvforskyldt ledig, bortfalder retten til dagpenge. Dagpengeretten er bortfaldet, indtil medlemmet som fuldtidsforsikret har fået indberettet 300 løntimer i en periode, der dækker 3 måneder, ved månedsindberetninger eller 276 løntimer.

Det betyder, at en person, der uden forudgående aftale med jobcenteret afbryder et tilbud efter lov om en aktiv arbejdsmarkedsindsats for at påbegynde uddannelse under 1 års varighed med uddannelsesgodtgørelse, vil blive anset for selvforskyldt ledig og dermed pålægges en sanktion.

Sanktionen vil ikke kunne effektueres i uddannelsesgodtgørelsen, men vil kunne få betydning, hvis medlemmet igen søger om dagpenge mindre et år efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelsen.

3.2.3.2.4. Ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Når tilskadekomne påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. lovens § 18 b, vil pågældende ikke længere opfylde betingelserne for hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik. Årsagen hertil er, at det er en betingelse for at få hjælp efter §§ 11 og 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Derudover kan der som hovedregel ikke ydes hjælp til personer under uddannelse, jf. § 12 i lov om aktiv socialpolitik.

Det vil ligeledes være tilfældet for tilskadekomne, der modtager ressourceforløbsydelse under ressourceforløb, ressourceforløbsydelse under jobafklaring eller ledighedsydelse, at de ikke længere vil opfylde betingelserne for at modtage ydelse efter §§ 69, 69 k og 75, i lov om aktiv socialpolitik, når de påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

I det omfang en person ikke gennemfører uddannelsen, vil der skulle ske revisitation til ressourceforløb, hvis der stadig er behov for dette. I forhold til jobafklaringsforløb skal pågældende opfylde betingelserne for dette på ny. I forhold til ledighedsydelse vil personen som udgangspunkt fortsat blive anset for at være visiteret til fleksjobordningen.

Det samme gælder for tilskadekomne, der modtager revalideringsydelse. Disse vil ikke opfylde betingelserne for at modtage ydelser efter § 71 i lov om aktiv social politik, når de påbegynder uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, da det er en betingelse for at modtage revalideringsydelse, at revalideringen sker i overensstemmelse med de tilbud, som er afgivet, og som fremgår af Min Plan på Jobnet m.v. Dette betyder også, at hvis en person overgår fra at modtage revalideringsydelse til at modtage uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil revalideringsforløbet blive betragtet som afsluttet således, at personen vil skulle genvisiteres efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 21 for igen at kunne modtage revalideringsydelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at for så vidt angår nytilkomne udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, som ikke gennemfører uddannelsen, og som ansøger om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, skal kommunalbestyrelsen foretage opfølgning på udlændingens kontrakt, og ud fra en vurdering af udlændingens situation og behov give udlændingen tilbud som led i programmet, jf. integrationslovens § 27 b.

Tilskadekomne vil være berettiget til hjælp efter §§ 22-25, § 69 og § 69 j i lov om aktiv socialpolitik indtil det tidspunkt, hvor pågældende påbegynder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, såfremt tilskadekomne i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælpen.

Efter § 14, stk. 4, nr. 3, og § 33, stk. 2, jf. § 14, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen se bort fra erstatning for tab af erhvervsevne i form af formue og indtægter, der udbetales som følge af personskade efter lov om arbejdsskadesikring.

Eftersom uddannelsesgodtgørelsen ikke udgør erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a i lov om arbejdsskadesikring, foreslås det at indsætte et nyt nr. i § 33 i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter kommunen skal se bort fra uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring udbetalt til ansøgerens ægtefælle ved udmåling af hjælp i kontanthjælpssystemet efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.

Det betyder, at har en kontanthjælpsansøgers ægtefælle indtægter i form af uddannelsesgodtgørelse, jf. lovens § 18 e, trækkes uddannelsesgodtgørelsen ikke fra i den hjælp, der beregnes til kontanthjælpsansøgeren efter reglerne om beregning af hjælp til gifte, hvor den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse som f.eks. uddannelsesgodtgørelse, jf. § 26, stk. 3, og § 30, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik.

3.2.4. Tabt arbejdsfortjeneste

3.2.4.1. Gældende ret

En ansat, som udsættes for en skade på sit arbejde, kan være berettiget til erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at tilskadekomnes krav mod en erstatningsansvarlig i medfør af erstatningsansvarsloven nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomne kan dermed kun gøre krav gældende i medfør af erstatningsansvarsloven, hvis der efter erstatningsansvarsloven er grundlag for en erstatning eller godtgørelse, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, eller en højere erstatning eller godtgørelse, og i det tilfælde kun på differencen.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. Den gældende bestemmelse i § 2, stk. 1, 2. pkt., blev indsat ved lov nr. 610 af 4. juni 2011 og er gældende for skader, der er indtrådt den 16. juni 2011 eller senere.

For det økonomiske individuelle tab af arbejdsfortjeneste gives der fuld erstatning. Ved beregningen heraf går man ud fra den indtægt, skadelidte måtte antages at ville have haft i den pågældende periode, hvor der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste fradrages efter § 2, stk. 2, løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

Hvad der nærmere skal forstås ved ”lignende ydelser” er ikke angivet i forarbejderne til bestemmelsen. Der er alene enkelte domme, der forholder sig til, hvad ”lignende ydelser” ikke er. Højesteret har i dom af 20. december 2013, som er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 933 H, fastslået, at forsikringsydelser ikke er lignende ydelser, mens Østre Landsret i dom af 13. oktober 2017, som er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 632 Ø, har fastslået, at tjenestemandspension ikke er det.

3.2.4.2. Beskæftigelsesministeriets og Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som følge af forslaget om at indføre en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig uddannelsesgodtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats, jf. lovforslagets § 1, nr. 16, foreslås det, at det skal være muligt at få differencekrav på tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, i det omfang uddannelsesgodtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Formålet hermed er sikre, at skadelidte ikke stilles ringere ved at benytte uddannelsesgodtgørelsesordningen end ved ikke at gøre det.

Det foreslås på den baggrund, at uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring skal fradrages i tabt arbejdsfortjeneste, i det omfang uddannelsesgodtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Uddannelsesgodtgørelsen vil således ikke bringe retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør. Derimod vil uddannelsesgodtgørelse skulle fradrages i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er forventningen, at muligheden for differencekrav på tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven vil understøtte tilskadekomnes incitament til at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Med hensyn til, hvad der erstattes og fradrages i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er der ikke tilsigtet nogen ændring i gældende retspraksis, bortset fra at det nu bestemmes, at uddannelsesgodtgørelse skal fradrages i tabt arbejdsfortjeneste.

Der er med lovforslaget i øvrigt lagt op til, at den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskabs mulighed for at få godtgjort erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som de har udbetalt som følge af arbejdsskadesagen, fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, udvides. Det sker via en ændring i arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, der indebærer, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i erstatningsansvarsloven anses for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a, herunder midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, og som uddannelsesgodtgørelse efter forslaget til § 18 e i arbejdsskadesikringsloven.

Forslaget til ændringen af arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2, vil bl.a. medføre, at den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab, staten i offererstatningssager eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, vil kunne få godtgjort udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse med tilbagevirkende kraft for samme periode, hvor tilskadekomne har modtaget tabt arbejdsfortjeneste. Den erstatningsansvarlige skadevolders, dennes ansvarsforsikringsselskabs, statens i offererstatningssager eller et forsikringsselskabs, hvori der er tegnet voldskadeforsikring, krav på godtgørelse omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes, og kan ikke overstige det beløb, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som følge af arbejdsskaden har tilkendt den tilskadekomne. Det betyder, at det alene vil være muligt at få godtgjort erstatning for tabt arbejdsfortjeneste af erstatnings- og godtgørelsesbeløb, herunder uddannelsesgodtgørelse, hos arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der endnu ikke er udbetalt til tilskadekomne. Det er en forudsætning, at skadevolderen, dennes ansvarsforsikringsselskab, eller staten i offererstatningssager, jf. § 11 i offererstatningsloven, underretter (denuntierer) arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når der er udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, eller når der er pligt til at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til tilskadekomne eller efterladte.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, nr. 1.

3.3. Hjemmel til, at selvforsikrede arbejdsgivere kan afholde udgifter til indsatser, der understøtter tilskadekomnes arbejdsmarkedstilknytning

3.3.1. Gældende ret

Ifølge arbejdsskadesikringsloven har offentlige myndigheder, dvs. staten, folkekirken, regionerne og kommunerne, ikke pligt til at tegne forsikring i et privat forsikringsselskab mod følgerne af arbejdsulykker. Det betyder, at de nævnte institutioner kan vælge at være selvforsikrede og selv afholde udgifterne ved arbejdsulykker. For så vidt angår statslige myndigheder og institutioner, er det ved tjenestebefaling, jf. Socialministeriets cirkulæreskrivelse af 20. november 1996, besluttet, at disse skal være selvforsikrede.

I det omfang de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere har udnyttet muligheden for ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring i et privat forsikringsselskab, eller er afskåret herfra, indtræder de i alle forsikringsselskabets rettigheder og pligter efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at de selvforsikrede arbejdsgivere selv bærer den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger m.v. til tilskadekomne og efterladte, som følger af loven, herunder udgifter til sygebehandling eller optræning under sagens behandling, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Selvforsikrede, offentlige arbejdsgivere har dog ikke hjemmel til at betale for andre udgifter til tilskadekomne i anledning af arbejdsulykken end det, som følger af arbejdsskadesikringsloven, medmindre der er bevillingsmæssig hjemmel hertil i anden lov, eller det følger af kommunalfuldmagten.

I modsætning til de selvforsikrede, offentlige arbejdsgivere, er der ikke et krav om, at private forsikringsselskaber skal have lovhjemmel for at kunne tilbyde tilskadekomne med en arbejdsskade indsatser og behandlinger, som ligger ud over arbejdsskadesikringsloven. Flere private forsikringsselskaber tilbyder derfor i dag en såkaldt aktiv skadesbehandling ud over det, de er forpligtede til efter loven. Det kan for eksempel være lindrende behandling i form af smertebehandling, psykologbehandling, forløb ved privat aktør m.v., som forsikringsselskaberne betaler for at hjælpe tilskadekomne med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet ud fra en vurdering af, at udgifterne til denne indsats i nogle tilfælde kan begrænse de betydeligt højere udgifter til erstatninger for tab af erhvervsevne.

Aktiv skadesbehandling kan bestå af tilpassede tilbud til den enkelte tilskadekomne, når forsikringsselskaberne vurderer, at der er et potentiale for, at tilskadekomne med en særlig indsats kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Indsatsen er individuelt tilrettelagt og sættes typisk i gang tidligt. Det bygger på det grundlag, at det, der kan hjælpe den ene tilskadekomne tilbage på arbejdsmarkedet, ikke nødvendigvis hjælper en anden tilbage på arbejdsmarkedet.

3.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af arbejdsskadeaftalen, at aftalepartierne ønsker også at give offentlige ansatte, som kommer ud for en ulykke på arbejdet, større muligheder for i konkrete tilfælde at få adgang til behandling eller indsatser fra de selvforsikrede arbejdsgivere, som ligger ud over det, som de selvforsikrede arbejdsgivere er forpligtede til efter arbejdsskadesikringsloven. Partierne er enige om, at de selvforsikrede arbejdsgivere kan benytte denne adgang til at afholde udgifter hertil, når de vurderer, at behandlingen eller indsatsen vil understøtte, at tilskadekomne efter arbejdsulykken bevarer tilknytningen til arbejdspladsen eller i øvrigt til arbejdsmarkedet generelt.

Beskæftigelsesministeriet foreslår på denne baggrund, at der indføres en bestemmelse i arbejdsskadesikringsloven, hvorefter selvforsikrede arbejdsgivere ved arbejdsulykker kan afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når udgifterne ikke kan afholdes efter arbejdsskadesikringslovens § 15, sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. De enkelte selvforsikrede arbejdsgiveres beslutning om at afholde disse udgifter vil således ligge ud over arbejdsskadesikringsloven og omfattes ikke af loven, herunder lovens klagebestemmelser m.v.

Forslaget vil medføre, at selvforsikrede arbejdsgivere fremadrettet vil kunne afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes fortsatte arbejdsmarkedstilknytning i tilfælde, hvor udgifterne ikke kan afholdes inden for arbejdsskadesikringsloven eller sundhedslovgivningen. Forslaget er inspireret af de muligheder, som nogle private forsikringsselskaber tilbyder privatansatte efter en arbejdsulykke i dag, uden at være forpligtede til det efter arbejdsskadesikringsloven. Det er hensigten, at mulighederne i den foreslåede bestemmelse vil kunne benyttes i tilfælde, hvor de selvforsikrede arbejdsgivere vurderer, at tilskadekomnes muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt er udfordret, at der er klare indikationer på, at indsatsen vil forbedre tilskadekomnes muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt, samt at det derfor samlet vil kunne forventes, at indsatsen i forhold til den enkelte tilskadekomne vil medvirke til at reducere udgifterne til erstatning eller godtgørelse m.v. efter arbejdsskadesikringsloven. Det vil således blive de enkelte selvforsikrede arbejdsgivere, som beslutter, om de vil benytte sig af den adgang, som forslaget giver, til at afholde udgifter ud over det, som de er forpligtede til efter loven. I det omfang de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige myndigheder, vil de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger skulle finde anvendelse ved myndighedernes stillingtagen til anvendelse af bestemmelsen i de enkelte tilfælde.

Adgangen for selvforsikrede arbejdsgivere til at benytte ordningen er uafhængig af, hvordan den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver har valgt at administrere ordningen.

3.4. Ny og forenklet årslønsberegning

3.4.1. Gældende ret

Erstatning for tab af erhvervsevne blev indført i arbejdsskadeforsikringsloven ved lov nr. 79 af 8. marts 1978 som ny erstatningsart i stedet for den tidligere invaliditetserstatning, der var fastsat i ulykkesforsikringsloven. Ved lov nr. 228 af 23. maj 1984 blev erstatning for tab af erhvervsevne indført som erstatningsart i erstatningsansvarsloven. Vurderingen af tabet af erhvervsevne ”erhvervsevnetabsprocenten” er efter ændringen af erstatningsansvarsloven ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 med virkning for skader fra 1. juli 2002 i dag den samme efter de to lovgivninger, men erhvervsevnetabsprocenten kan blive fastsat forskelligt efter de to love, hvis der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab, jf. Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2802 H. Reglerne om beregning af erstatning og udbetalingen af erstatning efter henholdsvis erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven er ikke identiske.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig ved arbejde. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.

Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2.

Erstatning for tab af erhvervsevne beregnes efter gældende regler i arbejdsskadesikringsloven på baggrund af et fastsat erhvervsevnetab i procent og en fastsat årsløn. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende erstatning årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf, jf. gældende § 17, stk. 6.

Erhvervsevnetabet i procent fastsættes på baggrund af forskellen i procent mellem tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet, og tilskadekomnes resterhvervsevne på afgørelsestidspunktet med arbejdsskaden.

Vurderingen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var indtrådt, baseres på en konkret og individuel skønsmæssig vurdering, hvor der blandt andet kan tages hensyn til forhold, der er eller kunne være indtruffet efter arbejdsskaden, herunder til tilskadekomnes muligheder for avancement eller andre ændringer i tilskadekomnes ansættelsesforhold. Efter gældende praksis er det således ikke tilskadekomnes indtægt på skadestidspunktet, der automatisk skal lægges til grund, som tilskadekomnes potentielle erhvervsevne på afgørelsestidspunktet.

Efter praksis fastsættes tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden arbejdsskaden på afgørelsestidspunktet dog i mange sager på baggrund af en opregulering af tilskadekomnes indtægt på skadestidspunktet til afgørelsestidspunktet, uden at der tages hensyn til mulige ændringer af tilskadekomnes erhvervsevne, hvis skaden ikke var indtruffet. Det er for eksempel tilfældet for tilskadekomne, der har været i stabil beskæftigelse og har været beskæftiget til samme løn i længere tid.

Vurderingen af tilskadekomnes resterhvervsevne efter arbejdsskaden baseres efter praksis enten på tilskadekomnes faktiske indtægt på afgørelsestidspunktet eller – når pågældende ikke har en erhvervsindtægt, der kan lægges til grund – på baggrund af en konkret og individuel skønsmæssig vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked.

Det fremgår af forarbejderne til lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978, jf. betænkning 792 fra 1997 vedrørende arbejdsskadeforsikring, side 17-18 og Folketingstidende 1977-78, 2. samling, sp. 498, 800, 6740, 7068; tillæg A, sp. 887; tillæg B, sp. 315, sp. 483; tillæg C, sp. 225, at det med den foreslåede nedre grænse på 15 procent ikke var hensigten at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men at sikre administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. Det betyder, at hvis et indtægtstab som følge af en arbejdsskade er lidt mindre end 15 procent, kan tilskadekomne i visse tilfælde alligevel tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.

Når tabet af erhvervsevne er fastsat i en erhvervsevnetabsprocent, skal erstatningen for tabet af erhvervsevne beregnes. Efter § 17, stk. 6, udgør den årlige løbende erstatning 83 pct. af tilskadekomnes årsløn ved fuldstændigt tab af erhvervsevne og ved en mindre nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig andel af tilskadekomnes årsløn på skadestidspunktet. Årslønnen fastsættes efter reglerne i § 24. Den fastsatte årsløn anvendes tillige i sager, hvor tilskadekomne efter arbejdsskaden visiteres til et fleksjob, og hvor tabet vurderes efter § 17 a i arbejdsskadesikringsloven.

Den fastsatte årsløn anvendes endvidere til at beregne erstatning for tab af forsørger til efterladte.

Årslønnen udgør som hovedregel tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året forud for arbejdsskadens indtræden, jf. lovens § 24, stk. 1. Reglen svarer til § 7 i erstatningsansvarsloven. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysningerne i indkomstregisteret og andre oplysninger fra skatteforvaltningen, jf. lovens § 24, stk. 6. Årslønnen er udtryk for tilskadekomnes arbejdsevne på skadestidspunktet.

Året forud for arbejdsskadens indtræden er de seneste 12 kalendermåneder forud for arbejdsskadens indtræden. Det er ikke forudgående kalenderår.

Alle lønandele indgår i årslønnen, som dermed er baseret på totalindkomstprincippet. Det drejer sig blandt andet om indtægter fra alle arbejdsgivere, herunder indtægt fra bibeskæftigelse, inkl. arbejdsmarkedsbidrag, overskud fra selvstændig virksomhed, feriepenge fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både arbejdsgiver og arbejdstager, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser. Indtægter, der kommer fra ikke-beskattet arbejde ”sort arbejde”, og som kan dokumenteres, indgår også i årslønnen efter en langvarig praksis.

Arbejdsfri indtægter som renter, private pensioner, aktieudbytte, indtægter ved udlejning af ejendomme og lignende indgår ikke i årslønnen. Arten og størrelsen af sociale ydelser m.v. indgår heller ikke i årslønnen.

Årslønnen fastsættes efter § 24, stk. 2, 1. pkt., efter et skøn, når særlige indtægtsforhold eller ansættelsesforhold gør sig gældende. Reglen svarer til § 7, stk. 2, 1. pkt., erstatningsansvarsloven. Det kan for eksempel være, når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller når tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse, eller når årslønnen fastsat efter hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke giver et retvisende billede af tilskadekomnes indtægt på skadestidspunktet. Efter praksis fastsættes årslønnen med udgangspunkt i tilskadekomnes værdi på arbejdsmarkedet på skadestidspunktet svarende til en fuldtidsstilling, i princippet uanset hvordan tilskadekomne aktuelt udnytter sin arbejdsevne på arbejdsmarkedet på skadestidspunktet.

Uanset om årslønnen fastsættes efter lovens hovedregel eller fastsættes skønsmæssigt, er der i praksis tale om en omfattende administration med henblik på at fastsætte årslønnen så retvisende som muligt i forhold til tilskadekomnes arbejdsevne på skadestidspunktet. Det vurderes, at årslønnen fastsættes skønsmæssigt i ca. 60 pct. af sagerne, hvor der tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne.

Der gælder et lovfastsat maksimum for årslønnen, jf. § 24, stk. 5. Dette maksimum er 608.000 kr. i 2024. Beløbet reguleres årligt. Der gælder ligeledes et minimum for fastsættelsen af årslønnen i særlige situationer. Dette beløb ville med et uændret niveau udgøre 248.000 kr. i 2024, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede var nedsat i væsentlig grad forud for arbejdsskaden. Minimumsårslønnen anvendes for tilskadekomne, der er under 18 eller under uddannelse.

Arbejdsskadesikringsloven indeholder særlige regler om fastsættelse af erhvervsevnetab for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. For disse fastsættes tabet af erhvervsevne på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.

Indtjeningen før arbejdsskaden for tilskadekomne i fleksjob udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt, jf. § 17 a, stk. 2. Det svarer til praksis for fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt efter § 17, stk. 1. Indtjeningen i fleksjobbet udgør summen af lønnen fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen, jf. § 17 a, stk. 3.

Tabsbegrænsningspligten gælder ikke, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. Dette følger af Østre Landsrets dom af 3. december 2021, som er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, side 541 Ø.

3.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Særligt i sager om tab af erhvervsevne kan tilskadekomne opleve at vente lang tid på en afgørelse. Det skyldes blandt andet, at den årslønsberegning, der indgår i alle afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne, er kompliceret og i vidt omfang præget af skøn.

Beskæftigelsesministeriet er enig med aftalepartierne om, at tilskadekomnes årsløn før skaden som hovedregel skal fastsættes som den faktiske samlede skattepligtige indkomst i det bedste indtægtsår ud af de seneste fem år forud for skaden. Ved at tage udgangspunkt i det bedste af de seneste fem år ønsker aftalepartierne at tage hensyn til tilskadekomne, der i en kortere midlertidig periode har haft en lavere årsindkomst, for eksempel på grund af deltidsansættelse, orlov el. lign. Aftalepartierne er enige om, at den fastsatte årsløn, opreguleret til afgørelsestidspunktet, skal anvendes som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Aftalepartierne er endelig enige om, at årslønnen som udgangspunkt skal fastsættes på baggrund af oplysninger fra indkomstregistret.

Aftalepartierne er endvidere enige om, at der i særlige tilfælde skal kunne undtages fra hovedreglen. Undtagelserne skal sikre, at tilskadekomne med særlige forhold får fastsat en årsløn, som afspejler deres indtjeningsevne uden skaden på trods af, at de faktiske lønoplysninger fra de seneste fem år ikke kan anvendes direkte. Det gælder for eksempel for personer, der er nye på arbejdsmarkedet, eller personer på deltid på grund af pasning af handicappet barn. Aftalepartierne er også enige om at hæve minimumsårslønnen og årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv, samt at lovfæste en normalårsløn og årslønnen for tilskadekomne uden for erhverv.

Formålet er, at årslønnen skal kunne fastsættes mere objektivt og med anvendelse af mindre skøn, så der opnås en kortere sagsbehandlingstid i sager om erstatning af erhvervsevnetab. Det opnås blandt andet ved, at årslønnen fastsættes efter den foreslåede nye hovedregel i flere sager, end det sker i praksis efter de gældende regler. I alle situationer, hvor årslønnen allerede i dag fastsættes efter hovedreglen i gældende lov, vil årslønnen som udgangspunkt også fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel. Derudover vil årslønnen i en række situationer, hvor årslønnen i dag fastsættes efter en undtagelse, fremover blive fastsat efter den foreslåede hovedregel.

På baggrund heraf foreslås det, at årslønnen fremover som hovedregel vil skulle fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde, i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Årslønnen fastsættes med udgangspunkt i oplysninger i indkomstregisteret, oplysninger fra skatteforvaltningen eller – hvis disse oplysninger ikke er tilgængelige, på baggrund af andre relevante oplysninger. Årslønnen fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde, i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Den samlede faktiske indkomst for det valgte indtægtsår vil efter forslaget skulle opreguleres til værdien i skadeåret for at bevare værdien af årslønnen, med henblik på at kunne udpege det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Årslønnen afrundes fortsat til nærmeste 1.000 kr. Afrundingen foretages efter, at årslønnen er fastsat.

Ved beregningen af selve erstatningen til tilskadekomne eller efterladte vil den fastsatte årsløn skulle opreguleres som efter gældende regler til afgørelsesåret.

Ved at tage udgangspunkt i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, sikres et solidt grundlag for fastsættelsen af årslønnen, hvor der ofte vil være mindst ét indtægtsår, der kan anvendes. Det sikrer således, at tilskadekomne, der inden for den fem-årige periode forud for skaden har haft en svingende årsindkomst ved arbejde, for eksempel på grund af deltidsansættelse, kortere ledighedsperioder, orlov el. lign., er sikret en årsløn fastsat ud fra det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. For tilskadekomne, hvor pågældendes indkomst ved arbejde har været påvirket af helt særlige helbredsmæssige eller familiemæssige forhold, hvor helt særlige omstændigheder i perioden indebærer, at det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, ikke kan anvendes direkte, eller hvor tilskadekomne ikke har en indkomst ved arbejde før skaden, som kan anvendes til at fastsætte en årsløn, for eksempel på grund af ung alder, foreslås det, at der fastsættes bestemmelser. Undtagelserne er specifikke i forhold til den generelle hovedregel, og der fastsættes overordnede regler for, hvordan årslønnen skal fastsættes for de enkelte undtagelser. Formålet med at fastsætte nærmere regler om årslønsfastsættelsen for undtagelserne er at etablere en forenklet og ensartet praksis i sager, hvor den foreslåede hovedregel ikke kan anvendes.

Det foreslås, at årslønnen alene fastsættes efter undtagelsesbestemmelser i visse nærmere afgrænsede situationer. Det forventes dermed, at der fremover vil være flere sager, hvor årslønnen skal fastsættes efter hovedreglen.

I forhold til undtagelsesbestemmelserne vil fastsættelsen af årslønnen som udgangspunkt også skulle ske på baggrund af oplysninger fra indkomstregistret om tilskadekomnes indkomst ved arbejde inden for de seneste 5 år forud for skadens indtræden eller en anden relevant periode. Disse oplysninger vil skulle kombineres med en omregning af tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde eller ved anvendelse af en af lovens satser m.v.

Der foreslås indsat en bestemmelse i forslaget, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser, skal anvende den undtagelsesbestemmelse, der ligger tættest i tid på skadestidspunktet. Når tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelsesbestemmelser på skadestidspunktet, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvende den undtagelsesbestemmelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes indkomstmæssige situation ved arbejde på skadestidspunktet. I helt særlige situationer vil det være muligt at anvende reglerne for flere undtagelsesbestemmelser i kombination.

Den nuværende maksimumssats for fastsættelse af årsløn videreføres uændret på 608.000 i 2024-niveau. Det foreslås, at minimumsårslønnen forhøjes fra et uændret niveau i 2024 på 248.000 kr. til 257.000 kr. i 2024-niveau, samt at der som noget nyt indføres en lovfastsat normalårsløn på 434.000 kr. i 2024-niveau og en sats for personer uden for erhverv (pensionistårsløn) på 54.000 i 2024-niveau. Beløbene reguleres årligt. I helt særlige situationer skal det være muligt at nedsatte årslønnen fastsat på baggrund af en af lovens satser, hvis erhvervsevnen i forvejen i dokumenteret omfang er nedsat før arbejdsskaden.

Den nye hovedregel og undtagelsesbestemmelserne udmøntes nærmere ved en bekendtgørelse, der udstedes af beskæftigelsesministeren. Formålet med bemyndigelsen er i en bekendtgørelse at etablere en forenklet og ensartet praksis for fastsættelse af årslønnen efter hovedreglen og undtagelsesbestemmelserne.

Forslaget indebærer samlet set, at årslønnen fremover bliver mere objektivt baseret på oplysninger fra indkomstregistret. Det indebærer, at tilskadekomne med fast tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste 5 år forud for skaden vil få fastsat årslønnen som det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest uanset om det ligger nogle år før skaden. Det indebærer ligeledes, at en række grupper, som med gældende praksis ville få deres faktiske indkomst ved arbejde omregnet til en fuldtidsårsløn, fremover vil opleve at få udmålt en erstatning for erhvervsevnetab, der er mere objektivt baseret på den tilskadekomnes det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Det gælder for eksempel for tilskadekomne, der i alle 5 år har arbejdet på deltid, eller har haft regelmæssige ledighedsperioder, for eksempel på grund af sæsonarbejde.

For grupper, der er omfattet af undtagelsesbestemmelserne, vil forslaget indebære, at årslønnen som udgangspunkt fastsættes inden for fastsatte rammer på baggrund af den tilskadekomnes indkomstforhold inden for de seneste 5 år. Det gælder for eksempel tilskadekomne, som er under 23 år eller under uddannelse.

For så vidt angår fastsættelsen af tabet af erhvervsevne skal erhvervsevnetabsprocenten på samme måde som i dag fastsættes på grundlag af en beregning af forskellen mellem indtjeningsevnen før arbejdsskaden og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden.

Indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil fremover som noget nyt skulle fastsættes til den årsløn, der fastsættes efter de nye regler i § 24. Det vil erstatte den gældende skønsmæssige fastsættelse af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden skaden.

Forslaget bidrager dermed til at forenkle fastsættelsen af årslønnen og vurderingen af tabet af erhvervsevne i alle sager, hvor der skal udmåles erstatning for tab af erhvervsevne. Det skyldes, at det ikke længere er nødvendigt at indhente omfattende supplerende oplysninger om tilskadekomnes samlede indkomst ved arbejde med henblik på fastsættelse af tilskadekomnes årsløn, og supplerende oplysninger med henblik på vurderingen af tilskadekomne potentielle erhvervsevne før skaden.

Det foreslås i forslaget at indsætte en særlig regel om vurderingen af tabet af erhvervsevne for tilskadekomne med en indkomst ved arbejde på skadestidspunktet over den maksimale årsløn, som i 2024 udgør 608.000 kr.

Reglen indebærer, at når tilskadekomnes årsløn er fastsat til den maksimale årsløn, anvendes den reelle faktiske samlede indkomst ved arbejde som indtjeningsevnen før arbejdsskaden, når tabsprocenten i forhold til tab af erhvervsevne skal fastsættes. Det vil sige, at det er den årsløn, der var fastsat efter reglen i § 24, stk. 1, eller en bestemmelse i § 24, stk. 2, før årslønnen i den konkrete sag blev fastsat med anvendelsen af reglen om maksimum årsløn.

Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vil som udgangspunkt blive fastsat som hidtil på baggrund af tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde efter skaden eller en skønsmæssig vurdering af tilskadekomnes resterhvervsevne efter arbejdsskaden. Det betyder, at hidtidig praksis herom kan opretholdes, dog bortset fra situationer vedrørende tilskadekomne med personlig assistance efter arbejdsskaden, idet disse med forslaget vil blive vurderet på baggrund af indtjeningsevnen med den personlige assistance.

Forslaget indebærer samlet set, at erstatningen for tabet af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som efter erstatningsansvarsloven. Det skyldes, at den fastsatte årsløn fremover anvendes som indtjeningsevnen før skaden efter arbejdsskadesikringsloven, dvs. at indtjeningsevnen før skaden som udgangspunkt er baseret på det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Det vil således være objektivt baseret og ikke længere være baseret på en skønsmæssig vurdering af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket. Ændringen vil indebære, at vurderingen fra arbejdsskadesagen ikke længere kan anvendes, når erstatningen skal fastsættes efter erstatningsansvarsloven.

Der foretages derfor samtidig en nyaffatning af § 29, stk. 2, som bl.a. vil medføre, at erstatning for tab af erhvervsevne begrebsmæssigt vil blive anset for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven. Herved præciseres det, at den tilskadekomnes indkomsttab alene kan kompenseres én gang. Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er fortsat primær i forhold til erstatning efter erstatningsansvarsloven. Tilskadekomne kan fortsat rejse krav om differenceerstatning i det omfang erstatningen efter erstatningsansvarsloven overstiger erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven.

3.5. Større intervaller i udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne

3.5.1. Gældende ret

Når tilskadekomnes potentielle erhvervsevne efter skaden og tilskadekomnes faktiske indtægt efter skaden er fastsat, fastsættes tabet af erhvervsevne som forskellen i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Det drejer sig om sager efter både § 17 og § 17 a i arbejdsskadesikringsloven.

Erhvervsevnetabsprocenten anvendes sammen med den fastsatte årsløn til at beregne erstatningen for tab af erhvervsevne.

Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes efter praksis med 5 procents intervaller og med en nedre grænse på 15 pct., således at tabet vurderes til 15 pct., 20 pct., 25 pct., 30 pct., 35 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes også i hele procenter delelig med 5 efter erstatningsansvarsloven.

Efter forarbejderne til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring og praksis kan der dog, når det beregnede tab er mindre end 15 pct., tilkendes et erhvervsevnetab på 15 pct. i tilfælde, hvor der er tale om et dokumenteret indtægtstab som følge af en arbejdsskade, og hvor dette tab er af nogen betydning.

3.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Beskæftigelsesministeriet foreslår på baggrund af aftalen at indføre større intervaller ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten. Det skal bidrage til en forenklet sagsbehandling.

I stedet for, at tabet af erhvervsevne fastsættes 5 procentpoints intervaller skal fastsættelsen af tilskadekomnes erhvervsevnetab fremover ske med 10 procentpoints intervaller. Samtidig fastholdes den nedre grænse for et erhvervsevnetab på 15 pct., så tabet af erhvervsevne fremadrettet bliver fastsat til 15 pct., 20 pct., 30 pct., 40 pct. og så videre op til 100 pct. Dermed vil den gældende praksis, hvor tabet af erhvervsevne fastsættes med 5 pcts. intervaller blive ændret. Den nuværende lovfastsatte grænse for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne på 15 pct. foreslås opretholdt.

Forslaget har til formål at forenkle administrationen af sager om vurdering af tabet af erhvervsevne. Forslaget indebærer, at tabet ikke bliver så præcist som efter gældende regler, og at nogle tilskadekomne vil opleve at få en højere erstatning end efter gældende regler, mens andre tilskadekomne vil opleve at få en lavere erstatning end efter gældende regler.

Forslaget indebærer, at det beregnede tab af erhvervsevne skal afrundes til den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen ligesom i dag sker efter almindelige afrundingsregler. Tabet vil således for eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct.

Forslaget indebærer tillige, at erhvervsevnetabsprocenten ikke længere skal afrundes på samme måde efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, idet fastsættelsen af tilskadekomnes erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven fortsat sker i hele procenter delelig med 5.

3.6. Tabsbegrænsningspligten og styrket incitament for personer visiteret til fleksjob

3.6.1. Gældende ret

Efter arbejdsskadesikringsloven skal der ved bedømmelsen af tab af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. den gældende § 17, stk. 2. Heri ligger også, at tilskadekomne skal opfylde den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt.

Tilskadekomne har dermed allerede efter de gældende regler en pligt til at forsøge at begrænse sit tab mest muligt. Det vil dermed kunne komme den tilskadekomne til skade ved udmålingen af erstatningens størrelse, hvis pågældende uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem f.eks. deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning.

Arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2, svarer til erstatningsansvarsloven § 5, stk. 2, for så vidt angår skader fra 1. juli 2002. Der er overensstemmelse mellem, hvordan den endelige erhvervsevnetabsprocent fastsættes efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Dette modificeres dog af arbejdsskadesikringslovens § 17 a, der blev indsat ved lov nr. 1388 af 21. december 2005 med ændring ved lov nr. 1380 af 23. december 2012 som konsekvens af fleksjob- og førtidspensionsreformen pr. 1. januar 2013.

For personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjobordningen, og dermed enten er ledige og modtager ledighedsydelse eller er ansat i fleksjob, skal tabet af erhvervsevne ifølge loven fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet, jf. § 17 a, stk. 1.

Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter arbejdsskaden, tages der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de gældende regler i arbejdsskadesikringsloven ikke hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. det gældende § 17, stk. 2. Der skal som følge heraf heller ikke tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Dette følger også af administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af retspraksis, jf. Østre landsretsdom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, side 541 Ø. Ifølge dommen må hensynet til tabsbegrænsningspligten anses for forudsat varetaget ved, at visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.

Reglerne om fleksjob fremgår af kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det er bl.a. en betingelse for visitation til fleksjob, at arbejdsevnen anses for varigt og væsentligt begrænset og ikke kan anvendes til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, jf. § 116 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det fremgår af vejledning nr. 10048 af 25. november 2019 om fleksjob m.v., at det er en kommunes rehabiliteringsteam, der indstiller, om tilskadekomne skal bevilges et fleksjob.

I forbindelse med etablering af et fleksjob skal jobcenteret:

1) Foretage en vurdering af den fleksjobvisiteredes arbejdsevne i forhold til det konkrete job, herunder de konkrete skånebehov.

2) Godkende at ansættelsen sker som et fleksjob.

Når jobcenteret skal godkende etablering af et konkret fleksjob, skal jobcenteret sikre, at den fleksjobvisiterede udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet. Jobcenteret skal endvidere foretage en opfølgning, efter at den pågældende har været ansat i fleksjobbet i 2½ år for at vurdere, om der er sket ændringer i den ansattes forhold, herunder om den pågældende fortsat opfylder betingelserne for fleksjob.

Jobcentret kan efter omstændighederne godkende, at tilskadekomne ansættes i et fleksjob med færre timer, end jobcenteret har vurderet den pågældendes arbejdsevne, hvis det bl.a. vurderes at være bedre for tilskadekomnes fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet. I forbindelse med jobcentrets opfølgning på det konkrete fleksjob taler jobcentret med tilskadekomne om mulighederne for, at pågældende evt. kan gå op i tid i fleksjobbet.

Efter erstatningsansvarsloven foretages der en vurdering af, i hvilket omfang den skadelidte vil eller burde kunne bestride et almindeligt job på normale vilkår. Ansættelse som led i en jobordning indgår dermed ikke i sig selv i erhvervsevnetabsvurderingen.

3.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2, om tabsbegrænsningspligt ændres, så ordlyden kommer til at være den samme som i erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, som vedrører den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt. Der er ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men alene en justering med det formål at kunne tydeliggøre i lovforslagets bemærkninger, at det som hidtil er de samme almindelige erstatningsretlige principper for tabsbegrænsningspligt, der gælder for sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven som efter erstatningsansvarsloven. Formålet er hermed at styrke arbejdsskademyndigheders fokus på vurderingen af tabsbegrænsningspligten.

Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvorvidt tilskadekomne har overholdt tabsbegrænsningspligten, vil fortsat skulle ske ud fra oplysninger om skadernes art og omfang samt tilskadekomnes mulighed for at begrænse tabet som følge af skaden, herunder i forhold til pågældendes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Vurderingen vil fortsat skulle bygge på en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, hvor det vil være afgørende, om der kan fastslås en manglende vilje fra tilskadekomne til at begrænse tabet, mens manglende evne til at begrænse tabet ikke vil påvirke udmålingen af erstatningen.

Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, vil det afspejle sig i udmålingen af erstatningen for tab af erhvervsevne. I afgørelser, hvor tabsbegrænsningspligten påvirker udmålingen af erstatningens størrelse, vil arbejdsskademyndighedernes vurdering altid skulle være konkret og afvejes i forhold til, at der ikke stilles krav til den tilskadekomne, som den tilskadekomne efter arbejdsskaden ikke kan leve op til. I sager, hvor arbejdsskademyndighederne har taget stilling til, om tabsbegrænsningspligten har haft indvirkning på fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocentens størrelse, vil det skulle fremgå af afgørelsens begrundelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse.

Den langvarige og grundige vurdering af tilskadekomne i forbindelse med visitering til fleksjob, hvor kommunerne har pligt til at påse, at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt, vil fortsat understøtte, at de tilskadekomne begrænser deres tab.

For at styrke incitamentet til, at personer, som er visiteret til fleksjob, udnytter deres resterhvervsevne bedst muligt og derved begrænser deres tab, foreslås det, at en kommunes afgørelse om en sanktion i ledighedsydelsen, jf. § 76, § 77 a, stk. 3-4 eller § 77 b, stk. 1, jf. dog stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik på grund af, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin rådighedsforpligtelse, vil medføre fradrag i fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne. Efter forslaget vil de øvrige muligheder for sanktioner efter lov om en aktiv socialpolitik ikke ikke skulle medføre fradrag i erstatningen. Der er tale om sanktioner, som medfører at tilskadekomne får fradrag i ledighedsydelsen for enkelte dage, bl.a. for udeblivelse fra samtaler med kommunen. Disse øvrige sanktioner synes ikke umiddelbart at udgøre et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at kunne antage, at tilskadekomne ikke begrænser sit tab af erhvervsevne.

Perioden for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne vil skulle svare til perioden for kommunens sanktion i ledighedsydelsen. Hvis tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse som følge af en sanktion, vil fradraget ske i erstatningen dog kun for perioden indtil, at tilskadekomne bliver ansat i fleksjob. Hensynet til den almindelige tabsbegrænsningspligt forudsættes i øvrigt fortsat for varetaget ved, kommunens langvarige og grundig vurdering af tilskadekomne ved visitering til fleksjob, hvor kommunen allerede har pligt til at påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt. Forslaget ændrer således ikke på, at arbejdsskademyndighederne ikke vil skulle tage stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt den almindelige tabsbegrænsningspligt ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter jf. § 17 a, stk. 1.

Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne tilrettelægger en administration, der sikrer, at tilskadekomne får vejledende information om tabsbegrænsningspligten.

3.7. Samspillet mellem erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven

3.7.1. Gældende ret

Tilskadekomne eller efterladte kan i nogle situationer være berettiget til erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Det drejer sig om skader, hvor tilskadekomne er sikret efter arbejdsskadeskadesikringsloven, og hvor der samtidig er en ansvarlig skadevolder efter dansk rets almindelige regler om erstatning.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 77, stk. 1, 2. pkt., nedsættes tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven.

Bestemmelsen har til formål at udelukke, at tilskadekomne eller de efterladte får dobbelterstatning for samme skade. Samtidig fastslår bestemmelsen princippet om, at arbejdsskadesikringsloven er primær, hvilket indebærer, at tilskadekomne og efterladte skal rejse kravet efter arbejdsskadesikringsloven, før kravet rejses efter anden lovgivning. Erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er således for eksempel også primær i forhold til erstatning fra Patienterstatningen, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse U-12-06.

Bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 77, stk. 1, 2. pkt., følges op af bestemmelsen i samme lovs § 29, stk. 2, hvorefter den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse, herunder efter erstatningsansvarsloven, som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

Bestemmelsen omfatter ansvarlige skadevoldere og deres eventuelle ansvarsforsikringsselskaber. Bestemmelsen giver således ikke for eksempel ulykkesforsikringsselskaber adgang til regres.

Bestemmelsens primære formål er at sikre, at tilskadekomne og efterladte ikke får kompensation to gange for samme skade i de situationer, hvor den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har betalt erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller dennes efterladte efter erstatningsansvarsloven eller anden lovgivning, og hvor erstatningen fastsættes efter erstatningsansvarsloven, før der er tilkendt og betalt erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte efter arbejdsskadesikringsloven. Dette kan være situationen, når den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke er opmærksom på, at der verserer en arbejdsskadesag som følge af samme skade.

Bestemmelsen giver den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab en ret til regres i kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven for den kompensation ”af samme art”, der måtte være udbetalt efter erstatningsansvarsloven. Det antages i praksis, at den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab dermed har ret til at indtræde i tilskadekomnes krav på kompensation efter arbejdsskadesikringsloven, når der er udbetalt erstatning m.v. af samme art efter erstatningsansvarsloven. Derved sikres ansvarsforsikringsselskabets ret til at blive godtgjort for den kompensation, der er udbetalt, til tilskadekomne eller efterladte uden at afvente afgørelsen om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven. Er erstatning m.v. udbetalt til tilskadekomne, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om tilbagebetaling, når betingelserne i § 40 a i arbejdsskadesikringsloven er opfyldte.

Efter praksis anses erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven ikke som erstatning af samme art som midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, jf. for eksempel Højesterets dom af 23. august 2021, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4752 H.

Den nuværende retstilstand indebærer, at tilskadekomne i visse situationer kan få kompensation efter både erstatningsansvarsloven i form af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og efter arbejdsskadesikringsloven i form af midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, uanset kompensationen dækker et indtægtstab for samme periode. Det er ikke muligt at rejse et tilbagebetalingskrav mod tilskadekomne.

Den nuværende retstilstand indebærer videre, at tilskadekomne i en række sager må vente med at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, indtil der er truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Ansvarsforsikringsselskaberne undlader således i nogle sager at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når tilskadekomne har fået tilkendt en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven og udbetaler først erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet den endelige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Det skyldes, at ansvarsforsikringsselskaberne ikke kan indtræde i tilskadekomnes ret til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der måtte være udbetalt efter erstatningsansvarsloven for samme periode, som den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven dækker.

Ved udbetalingen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven fradrages den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne har modtaget i samme periode, hvor pågældende er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. § 2, stk. 2, i erstatningsansvarsloven.

3.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Beskæftigelsesministeriet finder den nuværende retsstilling uhensigtsmæssig, da tilskadekomne kan være i en situation, hvor pågældende i nogle situationer må vente unødigt længe på sin erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, og i andre situationer kan få kompensation for samme indtægtstab to gange. Hertil kommer, at det kan forudses, at forslagene i lovforslaget med hensyn til uddannelsesgodtgørelse og voldsskadeforsikringsordning vil indebære nye situationer med samspil.

Det foreslås derfor at præcisere, at tilskadekomne alene skal kunne opnå kompensation for et indtægtstab én gang. Forslaget har til formål at ændre den nuværende uhensigtsmæssige praksis og at sikre, at tilskadekomne ikke kommer til at vente unødigt længe på sin erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven.

Forslaget vil således indebære, at al erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven anses for erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 17 og 17 a, herunder midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, og som uddannelsesgodtgørelse efter forslaget til § 18 e i lovforslagets § 1, nr. 16.

Det samme vil gælde for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der udbetales af et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter den foreslåede § 49 a i lovforslagets § 1, nr. 53. Dette forsikringsselskab kan således udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til tilskadekomne eller efterladte, uden at afvente Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.

Det vil dermed blive muligt for ansvarsforsikringsselskaberne og forsikringsselskaber, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, også at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven, uanset der verserer en arbejdsskadesag – uden at risikere at skulle kompensere et indtægtstab, som også dækkes efter arbejdsskadesikringsloven.

Endvidere vil ændringen sikre, at tilskadekomne ikke får dækket sit indtægtstab to gange.

Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. må som efter gældende praksis underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller arbejdsulykkesforsikringsselskabet om, at der verserer en ansvarssag eller anden sag, der kan danne grundlag for refusion.

Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. vil dermed få dækket den udbetaling, der er foretaget, men ikke mere.

Endelig vil der med forslaget blive skabt adgang til, at den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes forsikringsselskab og staten i offererstatningssager kan rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, for eventuelle erstatninger m.v., som forsikringsselskabet, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, skulle have udbetalt, men som den erstatningsansvarlige skadevolder, denne ansvarsforsikringsselskab eller staten i offererstatningssager har udbetalt.

3.8. Bemyndigelsesbestemmelse, der skaber mulighed for et forsøg med at delegere afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne

3.8.1. Gældende ret

Efter § 40, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse i alle spørgsmål efter loven, medmindre andet er fastsat. Afgørelser efter loven drejer sig om, hvorvidt en anmeldt skade kan anerkendes, og for de anerkendte arbejdsskadesager tillige om erstatning og godtgørelse m.v. til tilskadekomne eller efterladte. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelser i sager om både ulykker og sygdomme.

I afgørelsen af, om en anmeldt sag om en ulykke kan anerkendes som arbejdsulykke efter §§ 5 og 6 i arbejdsskadesikringsloven, indgår en vurdering af både retlige og lægefaglige delspørgsmål.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser, herunder afgørelser om anerkendelse eller afvisning af en ulykke, kan af sagens parter; tilskadekomne/efterladte og forsikringsselskabet m.fl. indbringes for Ankestyrelsen efter § 44 i arbejdsskadesikringsloven. Derudover har arbejdsgiveren efter § 44, stk. 1, nr. 4, en særlig ankeret til Ankestyrelsen, hvorefter arbejdsgiveren kan indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om anerkendelse eller afvisning af en arbejdsskade for Ankestyrelsen. Arbejdsgiveren kan ikke indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om erstatning og godtgørelse m.v. for Ankestyrelsen.

Ulykker skal efter § 31 i arbejdsskadesikringsloven anmeldes af arbejdsgiverne eller den frivilligt sikrede til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejdsulykkesforsikring. Selvforsikrede offentlige arbejdsgivere skal anmelde til pågældende forsikringsenhed, der har samme retsstilling efter arbejdsskadesikringsloven som arbejdsulykkesforsikringsselskaber.

Forsikringsselskaberne skal sende anmeldelser af ulykker videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når ulykken har medført eller må antages at medføre tilskadekomnes død, når ulykken har medført, at ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens § 15, når ulykken har medført, at tilskadekomne ikke har genoptaget sit sædvanlige arbejde i sædvanligt omfang 5 uger efter ulykkens indtræden, eller ulykken er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022. Forsikringsselskabet skal tillige sende anmeldelser af ulykker videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet skønner, at betingelserne for anerkendelse af tilfældet som en arbejdsulykke ikke er opfyldt.

Efter § 15 i arbejdsskadesikringsloven har forsikringsselskaberne, herunder selvforsikrede enheder, adgang til at behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter lov om arbejdsskadesikring uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaberne har ikke dermed hjemmel til at træffe afgørelse herom. Tilskadekomne har mulighed for at anmode om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om kravets eksistens og størrelse. I så fald skal forsikringsselskabet sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den anmeldte ulykke kan anerkendes som en arbejdsskade efter loven, og i så fald træffe afgørelse om kravet. I det omfang et forsikringsselskab har behandlet et krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler og har udbetalt beløbet til tilskadekomne eller behandleren, indebærer det ikke, at ulykken dermed er anerkendt.

Det fremgår af § 24, stk. 1, i sygedagpengeloven, at udbetalingen af sygedagpenge ophører efter udløbet af en kalendermåned, når der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Det fremgår af § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven, at udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges, hvis der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Kommunen skal derfor tage stilling til, om sygedagpengeperioden skal forlænges, hvis der ved udløbet af perioden i § 24, stk. 1, i sygedagpengeloven er anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet. Det er en betingelse, at der verserer en arbejdsskadesag, når kommunen træffer afgørelse om forlængelse, og at sygemeldingen har hel eller delvis forbindelse med den verserende arbejdsskadesag. Det er desuden en betingelse for at fortsætte sygedagpengeudbetalingen, at sygedagpengelovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed og om, at den sygemeldte skal medvirke ved kommunens opfølgning m.v. Det er ikke en betingelse, at der er tale om fuld uarbejdsdygtighed.

Efter fast praksis, som ikke er kodificeret i lov eller bekendtgørelse, er der ikke hjemmel til at forlænge sygedagpengeudbetalingen efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade eller efter den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, uanset udfaldet af afgørelsen om tabet af erhvervsevne.

Sygedagpengeperioden kan ikke forlænges efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings første afgørelse om erhvervsevnetab, herunder i sager, hvor tabet af erhvervsevne er under 15 pct., og der derfor ikke bliver tale om erstatning for tab af erhvervsevne. Sygedagpengeperioden kan ligeledes ikke forlænges, når afgørelsen er midlertidig, og der er fastsat revision, eller hvis spørgsmålet om tab af erhvervsevne faktisk er under revision hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for kommunens afgørelse. Det giver endvidere ikke ret til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget en anmodning om genoptagelse af en arbejdsskadesag. Sygedagpengeudbetalingen kan ikke forlænges, hvis det alene er spørgsmålet om godtgørelse for varigt mén, der fortsat mangler at blive truffet afgørelse om.

I Ankestyrelsens principmeddelelse 45-19 er det præciseret, hvornår der kan ske forlængelse af sygedagpengeperioden, hvis Ankestyrelsen ændrer eller hjemviser en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Hvis Ankestyrelsen ændrer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandle sagen med henblik på at tage stilling til spørgsmålene om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Kommunen skal i denne situation genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet, idet arbejdsskadesagen fortsat anses for verserende.

Hvis Ankestyrelsen ophæver Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade eller ophæver den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviser sagen til fornyet behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal kommunen genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet.

3.8.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Beskæftigelsesministeriet finder på baggrund af af aftalen, at der skal skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår anerkendelsesspørgsmålet i sager om arbejdsulykker. Erhvervssygdomme er ikke omfattet af forsøget.

Forslaget indebærer, at beskæftigelsesministeren får en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, at der delegeres afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sager om anmeldte ulykker. Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil således få tillagt kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en ulykke kan anerkendes eller skal afvises som arbejdsulykke, herunder foretage de retlige og lægefaglige vurderinger efter loven.

Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, skal alene træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i sager, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter § 40, stk. 1, skulle have truffet afgørelse herom.

Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil således fortsat kunne behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter § 15, uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i disse sager og uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Kompetencen til at træffe afgørelser om erstatning m.v., herunder for eksempel erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fastholdes hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, skal derfor sende anerkendte sager om arbejdsulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet vurderer, at ulykkens følger kan begrunde erstatning og godtgørelse ud over udgifter til betaling af udgifter til behandlingsudgifter og hjælpemidler efter lovens § 15.

Formålet med forsøget vil være at afdække effekterne af, at der delegeres afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne i sager om arbejdsulykker. Forsøget skal for eksempel afdække, om sagsbehandlingstiderne kan forkortes samtidig med, at kvaliteten af sagsbehandlingen og tilskadekomnes retssikkerhed bevares. Det forventes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil modtage og skulle træffe afgørelse i færre sager om anerkendelse eller afvisning af en ulykke, mens forsøget pågår.

Forsøget forventes ikke at indebære tilsvarende flere sager i forsikringsselskaberne. Det skyldes, at forsikringsselskaberne allerede i dag foretager tilsvarende vurderinger i sagerne, herunder med henblik på at afgøre, hvorvidt sagerne skal sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikringsselskaberne har de fornødne kompetencer til at træffe afgørelse om anerkendelse eller afvisning af arbejdsulykker.

Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil få tillagt samme adgang til at indhente oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har. Det forudsættes, at reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven vil gælde for forsikringsselskabernes behandling af sager i forsøget, herunder at forsikringsselskaberne skal overholde alle de forvaltningsretlige krav, der i dag gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det drejer sig især om pligten til at foretage partshøring m.v. af tilskadekomne eller efterladte forud for afgørelsen om anerkendelse eller afvisning efter reglerne i kapitel 5 i forvaltningsloven, og pligten til at begrunde afgørelsen efter reglerne i kapitel 6 i forvaltningsloven.

Tilskadekomne med sager, der omfattes af forsøget, vil fortsat have adgang til at få en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og herefter adgang til at klage til Ankestyrelsen. Tilskadekomne vil indenfor 4 uger fra forsikringsselskabets afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet kunne anmode om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer en afgørelse i sagen, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse som hidtil kan påklages til Ankestyrelsen. Der er således ingen retssikkerhedsmæssige udfordringer med hensyn til at overlade afgørelseskompetence til forsikringsselskaberne for så vidt angår afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sager om arbejdsulykker.

Det nærmere indhold og rammerne for et konkret forsøg skal tilrettelægges med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsbranchen og arbejdsmarkedets parter og udmøntes i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil således indeholde nærmere definerede udvælgelseskriterier for de forsikringsselskaber, der udvælges til at indgå i forsøget. Bekendtgørelsen vil tillige præcisere afgrænsningen af, hvilke sager der indgår i forsøget, herunder i forhold til de sager, som forsikringsselskaberne allerede med de gældende regler ikke oversender til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, samt i forhold til den tidsmæssige afgrænsning i forhold til sager, der verserer, når forsøget starter og slutter. Bekendtgørelsen vil ligeledes skulle fastsætte de nærmere regler om, at forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, kan tage stilling til både juridiske og lægefaglige spørgsmål, der har betydning for afgørelsen af, om en anmeldt ulykke vil kunne anerkendes som arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven. Endvidere vil bekendtgørelsen indeholde en evalueringsforpligtelse, så bl.a. de kvalitets- og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af forsøget afdækkes.

3.9. Frist for medvirken til sagsoplysning og bødestraf

3.9.1. Gældende ret

I behandlingen af arbejdsskadesager skal der belyses en række oplysninger om arbejdsskaden, f.eks. den tilskadekomnes helbredstilstand efter skaden, erhvervsevne, indtjeningsmuligheder m.v. Det betyder, at både forsikringsselskaberne, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal indhente oplysninger fra den tilskadekomne, arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v., så sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt enhver oplysning af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skønner, er af betydning for behandlingen af sagen. Dette omfatter bl.a. eventuelle politirapporter, sygehusjournaler, med hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af sådanne rapporter, journaler og formler, jf. arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved indhentelse af oplysninger en frist, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer rimelig under hensyntagen til, hvem der anmodes om oplysninger, og hvilke oplysninger der anmodes om. Svarfristerne kan derfor variere.

En sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, straffes med bøde, jf. arbejdsskadesikringslovens § 82, stk. 3. I så fald kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

De gældende regler giver alene Arbejdsmarkedets Erhvervssikring beføjelse til at udstede administrative bødeforlæg til de sikringspligtige arbejdsgivere i ovenstående tilfælde.

3.9.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I 2019 anslog Rigsrevisionen på baggrund af en gennemgang af 200 sager i perioden 2011-2018, at 2/3 af sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skyldes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afventer information fra eksterne parter, herunder bl.a. arbejdsgiveren, offentlige myndigheder og læger m.v. Oplysningerne fra eksempelvis læger, sygehuse, arbejdsgivere og kommunerne er nødvendige for, at arbejdsskademyndighederne kan træffe afgørelse på et oplyst grundlag, idet de bidrager til at belyse tilskadekomnes helbreds- og erhvervsmæssige baggrund og tilstand.

Beskæftigelsesministeriet ønsker på baggrund af arbejdsskadeaftalen at nedbringe sagsbehandlingstiden, så tilskadekomne kan få en hurtigere afgørelse og få klarhed over deres økonomiske situation. Det foreslås derfor, at der indføres en lovfastsat frist for professionelle aktørers medvirken til oplysning af sager hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bødestraf for manglende overholdelse af fristen. Formålet med forslaget er at motivere flere professionelle aktører, som f.eks. de sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger til at besvare anmodninger om oplysninger hurtigere og dermed bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden. Ud fra de samme hensyn findes det hensigtsmæssigt at muligheden for at ifalde bøde for manglende medvirken til sagsoplysningen udvides til også at omfatte anmodninger fra Ankestyrelsen, da det forventes at medvirke til en hurtigere oplysning af sagen og dermed en kortere sagsbehandlingstid i alt.

Det foreslås, at sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger skal senest 14 dage efter, at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, afgive oplysninger, jf. stk. 2, som de er i besiddelse af. Er aktøren ikke i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal aktøren give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen orientering herom inden for fristen. Overholdes fristen ikke, sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen en rykkerskrivelse for oplysningerne og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4. Oplysningerne efter 1. pkt. eller orienteringen efter 2. pkt., skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem.

Det foreslås endvidere, at der fremover kan straffes for manglende medvirken til sagsoplysningen ved både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Det foreslås således, at sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger, der ikke senest 14 dage efter, at en rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, medvirker til sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, straffes med bøde. Beskæftigelsesministeriet finder det hensigtsmæssigt, at pligten til at medvirke til sagsoplysningen ved begge instanser skærpes, idet det medvirker til en hurtigere sagsbehandling, så der ikke går unødig lang tid med at afvente oplysninger fra professionelle aktører.

Fristen på de 14 dage, og bødestraf for manglende overholdelse af fristen, vil alene gælde for professionelle aktører. Arbejdsgivere, der er sikringspligtige efter arbejdsskadesikringslovens § 48, betragtes som professionelle aktører efter den foreslåede bestemmelse og kan med forslaget straffes med bøde, hvis de ikke medvirker til sagens oplysning. Privatpersoner, der ikke har sikringspligt efter arbejdsskadeloven, kan derimod ikke pålægges bødestraf efter forslaget. Endvidere kan andre professionelle aktører, hvis medvirken til sagsoplysningen er nødvendig for, at arbejdsskademyndighederne kan behandle sagen, blive pålagt både. Det drejer sig f.eks. om sygehuse, hospitaler og kommuner.

Det foreslås også, at fristen på 14 dage om at afgive oplysninger gælder i forhold til oplysninger, som arbejdsgiveren, den offentlige myndighed, lægen m.v. allerede er i besiddelse af. For så vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne være akter om den tilskadekomnes kommunale sygedagpenge- eller beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre sundhedsinstanser, vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler. For arbejdsgivere kan det dreje sig om oplysninger til brug for dokumentation om ansættelsesperiode, løn- og ansættelsesforhold, f.eks. hvis tilskadekomne havde skånehensyn i arbejdet. Fristen gælder ikke for oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af en anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil f.eks. kunne være speciallægeerklæringer og funktionsattester. Hvis aktøreren ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger, skal aktøren inden for fristen give en orientering herom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen.

Hvis fristen på de 14 dage ikke overholdes, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sende en rykkerskrivelse for oplysningerne og vejlede om risikoen for bødestraf. Oplysningerne skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem. Hvis aktøreren inden for fristen af rykkerskrivelsen afgiver oplysningerne eller giver orientering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen om, at de ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger, kan der ikke indledes en straffesag mod den pågældende. Bestemmelsen medfører også, at aktøren, som ikke besvarer rykkerskrivelsen inden for fristen, vil kunne straffes, uanset om vedkommende er i besiddelse af oplysningerne eller ej, hvis fristen ikke overholdes.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke inden for fristen af rykkerskrivelsen modtager oplysningerne fra den sikringspligtige arbejdsgiver, offentlige myndighed eller læge m.v., sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sagen til politiet med henblik på indledning af en straffesag mod den pågældende. Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse er betinget af, at vedkommende, som anmodes om at afgive oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, ikke medvirker til sagens oplysning. Det er således professionelle arbejdsgivere, sygehuse, kommuner m.v., der ikke besvarer anmodningen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, efter myndighederne har rykket for svar, der kan pålægges bøder. Aktører, der besvarer anmodningen, forudsættes at have afgivet de oplysninger, de er i besiddelse af, og de vil derfor ikke kunne straffes.

Bøden bør som udgangspunkt udmåles til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og til det dobbelte i andengangstilfælde. Ved yderligere overtrædelser kan bøden som udgangspunkt forhøjes med 5.000 kr pr. overtrædelse. Det foreslåede bødeniveau svarer til det nuværende bødeniveau efter arbejdsskadesikringsloven ved manglende forsikring og manglende anmeldelse m.v.

Udmåling af bødestraf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 41, 57 og 58, og bemærkningerne hertil.

3.10. Genoptagelse

3.10.1. Gældende ret

Det følger af § 41, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven, at efter anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.

Fristen på 5 år er absolut og kan ikke forlænges.

Formålet med bestemmelsen i § 41, stk. 1, er at give tilskadekomne og de efterladte samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring adgang til at få genoptaget en tidligere afvist sag. Reglen gælder både for arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Den giver efter sin ordlyd et retskrav på at få sagen genoptaget, da der ikke er betingelser for, at sagen kan genoptages. I praksis er der opstillet et krav om, at der skal være nye oplysninger. Ændringer i lovgivning, retspraksis, administrativ praksis eller samfundsmæssige konjunkturer giver ifølge praksis ikke i sig selv grundlag for at genoptage sagen.

Afgørelser om anerkendelsesspørgsmålet, uanset efter hvilke regler i loven eller på hvilket grundlag afgørelsen er truffet, kan således genoptages. Reglen gælder både for ulykker og erhvervssygdomme. Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse. Reglen har således betydning for alle afgørelser, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har afvist sagen, for eksempel med henvisning til reglerne om for sent anmeldte skader.

Fristen på 5 år til at genoptage spørgsmålet om anerkendelse er absolut og kan ikke suspenderes eller afbrydes. En afvist erhvervssygdom vil dog kunne blive behandlet på ny, uanset der er gået mere end 5 år fra afgørelsen, hvis tilskadekomne efter afgørelsen fortsat har været udsat for de skadelige påvirkninger, der har medført sygdommen. En anmodning om genoptagelse, der kommer mere end 5 år senere, vil i denne situation efter omstændighederne kunne blive anset som en ny anmeldelse. Af Ankestyrelsens principafgørelse U-7-08 fremgår, at i situationer, hvor der er tale om en ny diagnose, dvs. at der skal anvendes et andet punkt på erhvervssygdomsfortegnelsen, eller en ny påvirkning, dvs. en anden arbejdsfunktion end i den tidligere sag, vil henvendelsen som udgangspunkt blive anset for en ny anmeldelse. Videre fremgår det, at det i situationer, hvor der ikke er yderligere påvirkning efter seneste afgørelse, eller hvis det er samme påvirkning, men på en ny arbejdsplads, vil henvendelsen som udgangspunkt blive betragtet som en anmodning om genoptagelse. Er der en tidsmæssigt længere påvirkning i samme funktion, må der foretages en konkret afvejning af de forskellige hensyn. Det betyder, at i situationer, hvor en fortsat arbejdsmæssig udsættelse er relevant for vurderingen af, om sagen kan anerkendes, er der som udgangspunkt tale om en ny anmeldelse. Hvis derimod en længere udsættelse for samme påvirkning, som tidligere er uden betydning for, hvorledes sagen skal vurderes, skal reglerne om genoptagelse som udgangspunkt anvendes.

Det følger af lovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.

Formålet med bestemmelsen i § 42, stk. 1, er at sikre, dels at tilskadekomne har mulighed for at få genoptaget spørgsmålet om erstatnings- og godtgørelse, hvis der inden for 5 år efter afgørelsestidspunktet sker væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbreds- og/eller erhvervsmæssige forhold, som kan tilskrives arbejdsskaden, dels at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at genoptage spørgsmålet om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden for 5 år bliver bekendt med, at der er sket så væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, at det bør føre til en forhøjelse af tilskadekomnes godtgørelse for varigt mén eller ændring i op- eller nedadgående retning af den løbende erhvervsevnetabserstatning fremadrettet. Genoptagelsesadgangen omfatter ikke forsikringsselskaber eller arbejdsgivere.

Den gældende praksis for så vidt angår genoptagelse inden for 5 år er baseret på Højesterets dom (flertallet) af 22. april 2009 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 1869H. Højesterets flertal fandt, at genoptagelsesbestemmelsen efter sin ordlyd og sammenhæng med formodningsreglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod, må forstås således, at det i de tilfælde, der er omfattet af bestemmelsen alene er en betingelse for genoptagelse, at der er sket væsentlige ændringer af tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold m.v. Der skal således ikke ved afgørelsen om genoptagelse inden for 5-års-fristen foretages nogen vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og de ændrede forhold. Såfremt sagen genoptages, skal dette spørgsmål afgøres under hensyn til formodningsreglen, jf. § 12, stk. 2.

Efter praksis skal tilskadekomne ikke dokumentere, at der er sket ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold, som kan skyldes arbejdsskaden, når der anmodes om genoptagelse om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene inden for 5 år. Genoptagelsen forudsætter efter praksis som udgangspunkt alene, at tilskadekomne anmoder herom og oplyser, at der er sket en væsentlig ændring. Fristen for genoptagelse af afgørelser vedrørende erstatnings- og godtgørelsesniveauet kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen, og når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristen.

Ved genoptagelse efter udløbet af 5-års-fristen er det ifølge praksis et krav, at det dokumenteres, at der er en vis sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold. Det er tilskadekomne, som har bevisbyrden for, at dette er tilfældet.

Det følger af lovens § 43, at er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.

Fristerne på 5 år er absolutte og kan ikke forlænges.

Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, i op til 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige afgørelse.

Det følger endvidere af lovens § 20, stk. 1, at den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.

Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at erstatningen til en erstatningsberettiget efterladt ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.

3.10.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I næsten to ud af tre af de genoptagelsessager, hvor spørgsmålet om tab af erhvervsevne sagsbehandles igen, fører genoptagelsen ikke til et ændret resultat.

Adgangen til genoptagelse af erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene inden for fem år betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år modtager og behandler ca. 5.000 anmodninger om genoptagelse. I en del sager anmodes der om genoptagelse gentagne gange. I ca. halvdelen af sagerne er afgørelsen efter seneste genoptagelse den samme som den oprindelige afgørelse.

Det medfører bl.a., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hvert år behandler ca. 1.300 genoptagelsesanmodninger vedr. erhvervsevnetab. I omkring 30 pct. af sagerne forhøjes erstatningen, og i 5 pct. af sagerne nedsættes erstatningen. I de øvrige sager fører genoptagelsen ikke til et ændret resultat. Behandlingen af genoptagelsessager, som ikke medfører et ændret resultat, forlænger alt andet lige tilskadekomnes sagsforløb. Det betyder, at den tilskadekomne venter yderligere uden ændret resultat, og det medvirker samtidig til at trække ressourcer fra den øvrige sagsbehandling og generelt til at forlænge sagsbehandlingstiden hos arbejdsskademyndighederne.

Det fremgår af arbejdsskadeaftalen, at muligheden for at få genoptaget en afgørelse skal være betinget af, at tilskadekomne kan sandsynliggøre, at der ved fornyet behandling af sagen vil være grundlag for en ændret afgørelse. Tilskadekomne, der oplever en væsentlig forværring af deres tilstand, vil således lige som i dag fortsat have adgang til genoptagelse. Aftalepartierne finder derfor, at reglerne for genoptagelse af alle afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader og om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene efter arbejdsskadesikringsloven ændres, således at det bliver en betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til et anden materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette.

Beskæftigelsesministeriet foreslår på denne baggrund, at lovens bestemmelser om genoptagelse ændres i overensstemmelse med arbejdsskadeaftalen, således at det bliver en betingelse for genoptagelse af alle spørgsmål efter arbejdsskadesikringsloven, at der skal foreligge nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til et anden materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette. Beskæftigelsesministeriet foreslår samtidig, at der i sager om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse ikke længere vil være en 5-års-frist for genoptagelse. Den tidsmæssige ramme for at kunne få genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse vil herefter alene være begrænset af de almindelige forældelsesregler i forhold til arbejdsskadesikringsloven.

Der er ikke med forslaget tilsigtet materielle ændringer i forhold til fristerne for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade efter nugældende § 41, stk. 1, eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20, jf. § 43. Det betyder, at der fortsat vil gælde en absolut frist på 5 år for genoptagelse af disse spørgsmål. Som noget nyt vil det dog blive stillet som en betingelse for at genoptage disse spørgsmål, at tilskadekomne eller efterladte indsender oplysninger, der sandsynliggør, at der kan være grundlag for ændre den tidligere afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet eller retten til erstatninger til efterladte.

Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne afvise at genoptage en sag til materiel prøvelse, hvis tilskadekomne eller efterladte ikke fremkommer med oplysninger, som kan sandsynliggøre, at sagens faktiske omstændigheder enten adskiller sig væsentligt fra det, som blev lagt til grund ved afgørelsen, eller har ændret sig væsentligt, og at ændringerne af de helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold skyldes arbejdsskaden. Dette vil medvirke til at sikre, at færre tilskadekomne skal vente på en afgørelse, som åbenlyst ikke vil føre til et andet resultatet, ligesom sagsbehandlingsressourcerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i højere grad bliver brugt på behandling af sager, hvor der er en reel udsigt til, at tilskadekomne får en anden materiel afgørelse som følge af sagsbehandlingen.

Samtidig foreslår Beskæftigelsesministeriet, at alle regler om genoptagelse efter loven af forenklingsmæssige grunde samles i én bestemmelse. Bestemmelsen i lovens § 43, 2. pkt., om, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør kan anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse foreslås overført til lovens § 20, stk. 2, så alle regler om erstatning til efterladte samles, når det ikke drejer sig om genoptagelse af disse sager.

Sidstnævnte ændring er af redaktionel karakter og vil ikke medføre materielle ændringer i efterladtes retsstilling efter loven.

3.11. Søgsmålsfrist og rekurs

3.11.1. Gældende ret

I dag kan arbejdsskadesagens parter indbringe alle afgørelser i sagen for domstolene. I dag findes der således ikke regler om, at arbejdsskadesagens parter skal have udnyttet den administrative rekurs, inden en part kan indbringe sagen for domstolene. I dag kan en retssag vedrørende arbejdsskadesager således anlægges mod både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen. Der findes endvidere ikke regler om, at en sag skal være anlagt ved domstolene inden for en nærmere angivet periode. En parts krav efter loven kan dog være forældet som følge af forældelsesreglerne, f.eks. med de undtagelser, der fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, ligesom forsikringsselskabet efter en konkret vurdering kan fortabe sine muligheder for at gøre indsigelse mod en afgørelse som følge af retsfortabende passivitet.

Det følger af grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at afgørelser fra den offentlige forvaltning, herunder arbejdsskademyndighederne, kan indbringes for domstolene til prøvelse for den, der har en retlig interesse i sagen. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der ved lov kan fastsættes søgsmålsfrister, eller krav om, at adgang til at klage til en anden administrativ myndighed skal være udtømt, førend en sag kan indbringes for domstolene. Eksempelvis bestemmes det i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 58 d, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1, at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

3.11.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Beskæftigelsesministeriet finder på baggrund af aftalen, at der skal indføres en bestemmelse om, at den administrative rekursadgang skal være udnyttet, før der kan anlægges sag ved domstolene. Det vil sige, at retssager vedrørende afgørelser i arbejdsskadesager fremover først kan anlægges, når sagen har været påklaget til og behandlet af Ankestyrelsen, og at retssager ikke længere kan anlægges mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, men alene mod Ankestyrelsen.

Forslaget sikrer, at det eksisterende administrative rekurssystem anvendes fuldt ud, fremfor – som i dag - at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser indbringes ved domstolene uden, at Ankestyrelsen har haft lejlighed til at tage stilling til afgørelsen. Det vil således sikre, at Ankestyrelsen som øverste offentlige myndighed og som ansvarlig for praksisudmeldinger på arbejdsskadeområdet, herunder i form af principmeddelelser, også er den myndighed, der sagsøges, når en part ønsker domstolenes stillingtagen til praksis på arbejdsskadeområdet. Det forventes, at flere afgørelser afklares administrativt, uden at skulle behandles ved domstolene, så domstolenes kontrol med forvaltningen mindskes. Alt andet lige vil forslaget kunne forøge antallet af anmodninger om genoptagelser og klagesager.

Det forventes også, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med forslaget vil skulle bruge færre ressourcer i forbindelse med retssager på arbejdsskadeområdet, mens Ankestyrelsen må forventes fremover at modtage flere stævninger og således kunne få et øget ressourcebrug i forbindelse med retssager.

Endvidere foreslås det, at der indføres en frist for at indbringe Ankestyrelsens afgørelser for domstolene. Formålet med søgsmålsfristen er at sikre, at der efter en fastsat periode ikke kan rejses tvivl om gyldigheden af en afgørelse om en arbejdsskade. Dette medvirker til, at især tilskadekomne kan indrette sig og disponere i forhold til de administrative afgørelser. Herudover vil det samlede sagsforløb for visse sager blive kortere, idet nogle retssager i dag anlægges flere år efter seneste afgørelse.

Det foreslås, at søgsmålsfristen differentieres, så fristen for tilskadekomne og efterladte fastsættes til 12 måneder fra afgørelsen, mens fristen for forsikringsselskaberne, bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension, arbejdsgivere, Forsikring & Pension samt Garantifonden for skadesforsikringsselskaber foreslås fastsat til 6 måneder fra afgørelsen. Sørgsmålsfristen har til formål at sikre, at sagens parter kan varetage deres interesser inden for rimelig tid, samtidig med at hensynet til en hurtig sagsbehandling og afgørelsens gyldighed imødekommes.

Det foreslås, at fristen skal være differentieret af hensyn til, at tilskadekomne og efterladte som privatpersoner ofte har færre ressourcer og mindre erfaring end forsikringsselskabet i at anlægge retssager. Endvidere vil tilskadekomne og efterladte inden for fristen kunne ansøge om fri proces eller retshjælpsdækning via eget forsikringsselskab til at indbringe sagen for domstolene.

Forslaget er i tråd med allerede eksisterende søgsmålsfrister i andre lovgivninger, f.eks. § 58 d, stk. 2, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

I forhold til forslaget om, at der skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber til at træffe afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslagets § 1, nr. 60, foreslås det, at den administrative rekurs også skal være udnyttet i disse sager, før sagen kan indbringes for domstolene. Det betyder i praksis, at f.eks. en tilskadekommen og efterladte, der er uenig i afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet, som et forsikringsselskab har truffet, skal anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe afgørelse i sagen. Sagen behandles herefter på helt sædvanlig vis i arbejdsskadesystemet, hvorefter forslaget om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før en sag kan indbringes for domstolene inden for søgsmålsfristen, ligeledes vil omfatte disse sager.

3.12. Aldersnedsættelse af méngodtgørelse

3.12.1. Gældende ret

Efter lovens § 18, stk. 5 nedsættes godtgørelsen for mén med 1 pct. for hvert år, den tilskadekomne var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden, hvis tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden var fyldt 40 år. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Reglerne om vurderingen af det varige mén og beregningen af méngodtgørelsen er de samme i erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven.

3.12.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Partierne bag aftalen om arbejdsskadeområdet er af hensyn til den stigende pensionsalder enige om, at hæve tidspunktet for nedskrivningen af méngodtgørelsen som følge af alder med et år fra 1. juli 2035.

Beskæftigelsesministeriet foreslår derfor, at fra 1. juli 2035 vil aldersnedsættelsen ske med 1 pct. for personer, der er ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden, og med yderligere 1 pct. for personer, der er ældre end 60 år ved arbejdsskadens indtræden. Det foreslås tilsvarende, at grænsen for, hvornår godtgørelsen ikke nedsættes yderligere, hæves med et år fra det 69. år til det 70. år.

Med forslaget kommer reglerne om aldersnedsættelse af mén i henholdsvis arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven til at være forskellige, da reglerne i erstatningsansvarsloven ikke ændres tilsvarende.

3.13. Lettere adgang til erstatning ved vold på arbejdspladsen

3.13.1. Gældende ret

3.13.1.1. Arbejdsskadesikringsloven og samspillet med erstatningsansvarsloven

Arbejdsgiveren har et objektivt ansvar for de personer, der er ansat til at udføre arbejde for arbejdsgiveren. Ansvaret indebærer, at arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for skader opstået i forbindelse med arbejdet, uanset om der er en ansvarlig skadevolder eller ej. Private arbejdsgivere har pligt til at tegne en arbejdsulykkesforsikring i et forsikringsselskab mod de økonomiske følger af arbejdsulykker, mens offentlige arbejdsgivere har mulighed for at være selvforsikrede, jf. nærmere herom nedenfor. Arbejdsgivere har pligt til at anmelde arbejdsulykker, mens tilskadekomne selv og fagforeninger m.fl. har ret til at anmelde arbejdsulykker. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse omkring, hvorvidt ulykken kan anerkendes som en arbejdsskade. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer videre, om skaden har medført varige følger, og om der derfor skal udbetales erstatning m.v. Forsikringsselskabet udbetaler erstatningen ved en arbejdsulykke.

Efter § 2, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, omfattet af reglerne om arbejdsskade efter §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.

Ved en arbejdsulykke forstås efter § 6 i arbejdsskadesikringsloven en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Personskaden kan være fysisk eller psykisk og kan være varig eller forbigående. Det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at skaden er blevet behandlet.

Der kan efter arbejdsskadesikringsloven bl.a. ydes betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. lovens § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18 samt erstatning og godtgørelse til efterladte efter reglerne i lovens §§ 19-23.

Efter § 48 i arbejdsskadesikringsloven har enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer som nævnt i § 2, sikringspligt efter loven for disse personer. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan sikre egen person efter loven.

Arbejdsgiveren opfylder sin sikringspligt ved at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker og tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mod følgerne af erhvervssygdomme. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefælle sikrer egen person på tilsvarende vis.

Efter reglerne i § 50 skal sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, overføre deres risiko for ulykker til et forsikringsselskab, der tegner ulykkesforsikring efter denne lov. Det samme gælder selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at sikre egen person efter § 48, stk. 2.

Staten, folkekirken, regionerne og kommunerne har ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 48, stk. 5. De selvforsikrede arbejdsgivere bærer selv den fulde økonomiske risiko ved arbejdsulykker og skal betale de erstatninger m.v. til tilskadekomne og efterladte, som følger af loven. For kommuner og regioner er der tale om en ret til at kunne være selvforsikrede, mens det er en pligt for staten at være selvforsikret, medmindre der efter lovgivningen skal eller kan tegnes forsikring, jf. §§ 4 og 8 i cirkulære om selvforsikring i staten m.v. Som selvforsikret er man både arbejdsgiver og forsikringsselskab i arbejdsskadesager. Disse roller skal holdes adskilt, og forsikringsenhedens oplysninger, herunder følsomme personoplysninger vedrørende tilskadekomne, må ikke tilgå arbejdsgiveren. Det vil ofte sikres ved oprettelse af særlige forsikringsenheder med lukkede it-systemer.

Hvis der foreligger en arbejdsulykke, og arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin sikringspligt ved at tegne forsikring, betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forskudsvis for udgifterne i sagen, jf. § 52, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven. De beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udbetalt efter stk. 1, fordeles på alle forsikringsselskaber, som tegner arbejdsulykkesforsikring, jf. § 52, stk. 4. Hvis den virksomhed, hvor arbejdsulykken er indtruffet, er ophørt, og det ikke er muligt at udpege et forsikringsselskab, finder reglerne i stk. 1 og 4 tilsvarende anvendelse, jf. § 52, stk. 5.

Ydelser i henhold til loven kan – bortset fra skader i forbindelse med produktansvar eller forvoldt ved terrorhandlinger - ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efterladte, jf. arbejdsskadesikringslovens § 77, 1. pkt.

Personer, der udsættes for vold, trusler eller en voldsom hændelse i forbindelse med deres arbejde, kan være berettiget til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, ligesom de kan have ret til erstatning efter reglerne i erstatningsansvarsloven.

En række erstatningsposter kan dækkes efter såvel arbejdsskadesikringsloven som erstatningsansvarsloven, men beregnings- og udbetalingsreglerne er for nogle af erstatningsposterne forskellige. Der er endvidere en række erstatningsposter, som kun dækkes efter erstatningsansvarsloven.

Erstatningsansvarsloven indeholder dansk rets almindelige regler om udmåling af erstatning for forskellige former for tab, som en skadelidt efter omstændighederne har krav på at få dækket, når den pågældende er blevet påført en personskade. Loven indeholder således de nærmere regler om, hvilke poster der på baggrund af en forvoldt personskade skal betales erstatning for, og hvordan erstatningsbeløbene beregnes.

Erstatningsansvarsloven regulerer ikke spørgsmålet om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at der foreligger et erstatningsansvar. Disse betingelser følger af almindelige retsgrundsætninger og retspraksis. Det er således bl.a. en forudsætning for anvendelsen af lovens regler, at der er en skadevolder, der er ansvarlig for skaden i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler (bl.a. culpareglen, hvilket betyder, at skadevolderen for at være ansvarlig skal have handlet uagtsomt eller forsætligt eller undladt at handle) eller regler i særlovgivningen (f.eks. reglerne om objektivt ansvar efter færdselsloven). Derudover skal de almindelige erstatningsbetingelser i øvrigt være opfyldt.

Erstatning efter erstatningsansvarsloven er afhængig af, at der er en ansvarlig skadevolder.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt., at tilskadekomnes krav mod en erstatningsansvarlig i medfør af erstatningsansvarsloven nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomne kan dermed kun gøre krav gældende i medfør af erstatningsansvarsloven, hvis tilskadekomne efter erstatningsansvarsloven har ret til en erstatning eller godtgørelse, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, eller en højere erstatning eller godtgørelse, og i det tilfælde kun for differencen.

3.13.1.2. Offererstatningsloven – mulighed for dispensation fra krav om politianmeldelse

Når skadelidtes erstatningskrav udspringer af en straffelovsovertrædelse som f.eks. vold, kan der efter offererstatningsloven søges erstatning fra staten via Erstatningsnævnet.

Efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i offererstatningsloven yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat.

Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Efter erstatningsansvarsloven kan der bl.a. ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredsudgifter og andet tab som følge af skaden samt godtgørelse for svie og smerte. Har skaden fået varige følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne. Erstatning for tab af erhvervsevne beregnes efter reglerne i erstatningsansvarslovens §§ 5-9.

Efter § 6, stk. 1, i offererstatningsloven ydes erstatning, selv om skadevolderen er ukendt eller ikke kan findes, er under 15 år eller er utilregnelig.

Der er tale om en statslig garantiordning, som sikrer, at skadelidte får erstatning for sit tab, uden at skadelidte er forpligtet til at forfølge kravet mod skadevolder. Ordningen fungerer på den måde, at staten, såfremt betingelserne i offererstatningsloven er opfyldte, udbetaler erstatningen og efterfølgende som udgangspunkt retter et regreskrav mod skadevolder.

For at gøre brug af garantiordningen er det en betingelse, at skadelidte har anmeldt lovovertrædelsen til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 1.

Erstatningsnævnet foretager ved behandlingen af en ansøgning en vurdering af, om betingelserne for at opnå erstatning efter offererstatningsloven er opfyldt, herunder om der er tale om en straffelovsovertrædelse. Hvis det ved dom er fastslået, at skaden er sket som følge af en straffelovsovertrædelse, lægger nævnet dette til grund. Hvis skadelidtes krav på erstatning og godtgørelse fra skadevolderen er afgjort ved dom, yder Erstatningsnævnet som udgangspunkt erstatning i overensstemmelse med det beløb, der er fastsat ved dommen.

I tilfælde af at der ikke føres en straffesag mod gerningspersonen, kan Erstatningsnævnet foretage en vurdering af, hvorvidt der foreligger en straffelovsovertrædelse. Hvis der er tale om en utilregnelig skadevolder, vil vurderingen af, om der foreligger et strafferetligt forsæt blive foretaget på baggrund af Højesterets præmisser i dom af 17. oktober 2017 (U. 2018. 491H). Nævnet vil således vurdere, at der er tale om en straffelovsovertrædelse, ”når den objektive gerning klart bærer præg af at høre til dem, der tilregnes en normal gerningsperson som forsætlig."

Det er ifølge offererstatningslovens § 10, stk. 3, muligt for Erstatningsnævnet at fravige kravet om politianmeldelse, hvis forholdene taler for det.

Om dispensationskravet anførte Folketingets Retsudvalg i betænkning i Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, at Erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i § 10 stk. 1, skal fraviges i de konkrete sager, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod indgivelse af en politianmeldelse.

På den baggrund udviklede Erstatningsnævnet en lempelig praksis for at meddele dispensation fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor plejepersonale m.v. udsættes for vold på deres arbejde. Nævnet tog hensyn til, om der i forbindelse med manglende (rettidig) politianmeldelse var generelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn, der talte for at fravige kravet om politianmeldelse. Erstatningsnævnet dispenserede efter denne praksis i vid udstrækning fra kravet om politianmeldelse inden for 72 timer.

I 2014 ændrede nævnet denne praksis, således at dispensation kun blev meddelt, hvis konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolderen talte imod politianmeldelse. Praksisændringen blev offentliggjort i juni 2015.

I 2018 underkendte Højesteret ved dommen offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 3697 H Erstatningsnævnets praksisændring i en sag, hvor Erstatningsnævnet havde afslået en ansøgning om erstatning fra en ansat på en institution for unge, hvor en 14-årig elev havde taget halsgreb på den pågældende ansatte, som ikke anmeldte episoden til politiet.

Erstatningsnævnet afslog i den konkrete sag den ansattes ansøgning om erstatning efter offererstatningsloven, fordi nævnet fandt, at den manglende politianmeldelse ikke var begrundet i konkrete, individuelle pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn vedrørende skadevolderen. Højesteret fandt bl.a., at Erstatningsnævnets praksisændring i 2014 var uden hjemmel i loven, og at nævnet derfor var forpligtet til – som efter den tidligere praksis – at dispensere, også i tilfælde hvor den manglende politianmeldelse er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution.

Som en konsekvens af dommen har Erstatningsnævnet genindført den tidligere praksis fra før 2014. Erstatningsnævnet dispenserer derfor i dag i vidt omfang fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor plejepersonale m.v. udsættes for en straffelovsovertrædelse på deres arbejde, når den manglende politianmeldelse er begrundet i generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v.

Hvis skadelidte er blevet opfordret af sin arbejdsgiver til at indgive politianmeldelse, og skadelidte har modsat sig dette, vil der dog fortsat kunne meddeles afslag på dispensation fra anmeldelseskravet.

3.13.1.3. Frist for at indgive ansøgning om offererstatning

Det følger af offererstatningslovens § 7, stk. 1, at erstatning ikke ydes, i det omfang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning. I afgørelser, hvor Erstatningsnævnet giver afslag i medfør af offererstatningslovens § 7, stk. 1, indsættes der en vejledning om, at sagen kan genoptages, hvis forsikringsselskabet meddeler afslag på dækning. Der vejledes samtidig om, at en anmodning om genoptagelse skal være vedlagt forsikringsselskabets afslag og indgives til nævnet inden 2 år fra modtagelsen af afslaget, jf. offererstatningslovens § 13, stk. 3.

I de tilfælde, hvor der ikke er indgivet en ansøgning til nævnet i forbindelse med straffelovsovertrædelsen, men først når der er modtaget et afslag fra forsikringsselskabet, skal ansøgningen som udgangspunkt overholde fristen i offererstatningslovens § 13, stk. 1, som er 2 år fra lovovertrædelsen, medmindre der foreligger særlige grunde.

Fristen på to år blev indført med lov nr. 277 af 26. maj 1976 på baggrund af betænkning; 1975 nr. 751 om Erstatning fra staten til ofre for forbrydelse afgivet af det af justitsministeriet den 8. januar 1974 nedsatte udvalg. Af betænkningen fremgår det, at ”[u]dvalget har anset det for hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsfrist, inden hvilken ansøgning i almindelighed skal være indgivet, for at nævnet kan undgå at behandle alt for gamle krav. Fristen bør ikke være så kort, at skadelidte nødsages til at indgive ansøgning, før det er afklaret, om han har mulighed for at få erstatning fra anden side. Udvalget har derfor anset en frist på 2 år for rimelig. Fristen kan fraviges af nævnet, hvis der foreligger særlige grunde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis skadelidte først får kendskab til forbrydelsen eller til, at den er begået af en af de personer, der er omfattet af § 3, længere tid efter at forbrydelsen blev begået”.

Der kan dermed dispenseres fra fristen i offererstatningslovens § 13, stk. 1, når der foreligger særlige grunde. Fristen løber kun fra lovovertrædelsen efter stk. 1, hvis der ikke har været en straffesag eller efterforskning. Det fremgår således af offererstatningslovens § 13, stk. 2, at 2 års fristen i § 13, stk. 1, regnes fra endelig dom i straffesagen eller fra politiets afgørelse om at standse efterforskningen.

3.13.1.4. Regres for staten

Det følger af offererstatningslovens § 17, stk. 1, at staten, i det omfang der ydes erstatning, indtræder i skadelidtes krav mod skadevolderen. Ved behandlingen af regressager foretages der en vurdering af, i hvilket omfang erstatningen kan kræves af skadevolderen, og om der f.eks. er en relevant ansvarsforsikring at inddrage i sagen. Civilstyrelsen kan med tilladelse fra skadevolder gå i dialog med forsikringsselskabet. I de tilfælde, hvor en anbragt på en institution har begået vold mod en ansat på den samme institution, vil Civilstyrelsen endvidere vurdere, om der er grundlag for at rette kravet mod institutionen. Dette kan være tilfældet, hvis sagsmaterialet indeholder dokumenterede oplysninger om, at institutionen ikke har overholdt arbejdsmiljølovens regler.

Hvis der i en sag ikke kan opnås dækning hos en ansvarsforsikring, og der ikke er grundlag for at rette kravet mod en institution, vurderer Civilstyrelsen, om kravet skal nedsættes eller helt bortfalde, inden det rettes mod skadevolderen. Erstatningsansvarsloven indeholder en række regler om lempelse af erstatningsansvaret. Retspraksis for bortfald er imidlertid restriktiv i sager, hvor der er tale om straffelovsovertrædelser.

Hvis skadevolderen ikke anerkender et regreskrav, kan sagen afgøres ved domstolsprøvelse.

3.13.2. Beskæftigelsesministeriets og Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning.

3.13.2.1. Rapport fra arbejdsgruppe om ansattes mulighed for fuld erstatning, når de udsættes for vold m.v. på arbejdet

Som opfølgning på beslutningsforslag nr. 46 om erstatning for vold på arbejdspladsen nedsatte regeringen en tværministeriel arbejdsgruppe med henblik på at forbedre ansattes mulighed for at få den erstatning, de er berettiget til, når de har været udsat for vold eller voldsomme hændelser på deres arbejde.

Arbejdsgruppens arbejde udmøntede sig i rapporten Erstatning for vold på arbejdspladsen – B46 arbejdsgruppens vurderinger af mulige løsningsmodeller, som blev oversendt til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i maj 2022. Rapporten kan findes på Retsudvalgets alm. del - bilag 260 fra samling 2021-22.

Voldsrelaterede hændelser på arbejdspladser kan ske i alle brancher, men det ses ofte at finde sted i brancher, hvor der ydes omsorg, og blandt personaletyper, som i bred forstand har omsorg som stillingsindhold. I forhold til social- og ældreområdet er det indgået i arbejdsgruppens vurdering, at ansatte på socialområdet i væsentligt højere grad end øvrige brancher oplever vold og trusler på deres arbejde og får anerkendt en voldsrelateret arbejdsulykke som en arbejdsskade. Skadevolderen kan f.eks. være en beboer på et socialt botilbud eller en ældre med demens, hvor volden f.eks. begås i afmagt og på grund af skadevolders manglende forståelse for egen situation.

Det kan ifølge Rapporten Erstatning for vold på arbejdspladsen også være tilfældet på pleje- og omsorgsområdet, hvor skadevolder f.eks. pga. voldsom adfærd bliver udsat for fastholdelse eller magtanvendelse fra de ansatte med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den ansatte med en arm eller en fod. I sådanne situationer vil der typisk ikke være tale om en straffelovsovertrædelse, da skadevolderen ikke har forsæt til at begå handlingen.

3.13.2.2. Mulighed for dispensation fra krav om politianmeldelse

Arbejdsgruppen har i sin rapport Erstatning for vold på arbejdspladsen fra maj 2022 vurderet, at det vil mindske usikkerheden om, hvornår hændelser skal politianmeldes for at opnå adgang til offererstatning, hvis offererstatningsloven ændres i overensstemmelse med Erstatningsnævnets praksis, så der etableres en undtagelsesbestemmelse til kravet om politianmeldelse for pleje- og omsorgspersonale m.v. på institutioner m.v., der udsættes for en straffelovsovertrædelse på arbejdet, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod politianmeldelse af skadevolderen.

Det fremgår bl.a. af arbejdsgruppens rapport Erstatning for vold på arbejdspladsen, at der på grund af uklarhed om retstilstanden indgives politianmeldelser i sager, hvor den ansatte ikke har ønsket at indgive anmeldelse mod borgeren, og hvor der efter Erstatningsnævnets praksis vil kunne dispenseres fra kravet om politianmeldelse. Etablering af en undtagelsesbestemmelse forventes derfor også at mindske unødig administration i politiet.

Det følger endvidere af Aftalen om et forbedret arbejdsskadesystem, at aftalepartierne er enige om, at der skal indføres en undtagelsesbestemmelse til kravet om politianmeldelse i offererstatningsloven.

Justitsministeriet finder, at dette bør gøres ved at indføre en ny bestemmelse i offererstatningsloven om, at bestemmelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, fraviges, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse, eller når sådanne konkrete hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Det foreslås derfor, at indsætte en bestemmelse i offererstatningslovens § 10 om, at bestemmelsen i offererstatningslovens § 10, stk. 1, fraviges i sager, hvor pleje- og omsorgspersonale m.v. er kommet til skade på arbejdet, når pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse, eller når sådanne konkrete hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Bestemmelsen har til formål at kodificere Erstatningsnævnets nugældende praksis om dispensation fra kravet om politianmeldelse for navnlig pleje- og omsorgspersonale m.v., som har hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der uændret skulle dispenseres fra kravet om politianmeldelse, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Som eksempel på generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v. kan bl.a. nævnes det tilfælde, at arbejdsgiver ikke vil anmelde forholdet, fordi skadevolderen er anbragt på stedet på grund af sine adfærdsproblemer. Af andre eksempler kan bl.a. nævnes, at den manglende politianmeldelse er begrundet i institutionens generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige principper, eller at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke mener, at skadevolderen kan straffes, f.eks. fordi skadevolderen er under 15 år eller er utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende.

Der vil endvidere uændret skulle dispenseres, når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse. Dette vil være tilfældet, når der foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til skadevolderen, for eksempel fordi det vurderes, at skadevolderen vil opfatte en politianmeldelse som et svigt fra den ansatte eller institutionen, som ellers bidrager til at skabe tryghed. Som et andet eksempel kan nævnes, at det vurderes, at politianmeldelsen risikerer at ødelægge skadevoldendes gode udvikling, eller at en politianmeldelse vil udgøre et skadeligt indgreb i skadevolders hverdag.

Bestemmelsen vil i særdeleshed omfatte sager om plejepersonale, pædagoger, socialpædagoger, lærere eller medlemmer af en anden personalegruppe med særlig støtte- og omsorgsfunktion m.v., som udsættes for vold, trusler eller andre straffelovsovertrædelser på institutioner m.v. Også andre personer og funktioner på den pågældende institution kan være undtaget fra kravet om politianmeldelse, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3.13.2.3. Pligt for visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en voldsskadeforsikring

I sager, hvor der ikke indgives politianmeldelse, vil det være Erstatningsnævnet, som skal tage stilling til, hvorvidt der er tale om en straffelovsovertrædelse. Arbejdsgruppen har i sin rapport Erstatning for vold på arbejdspladsen fra maj 2022 peget på, at det indebærer, at en skadevolder kan opleve, at en offentlig myndighed tager stilling til, at en handling som vedkommende har begået, udgør en straffelovsovertrædelse, uden at sagen har været behandlet ved en domstol. Arbejdsgruppen har endvidere peget på, at der ikke foreligger politiakter til brug for Erstatningsnævnets vurdering af, om der foreligger en straffelovsovertrædelse, når en sag ikke er anmeldt til politiet, hvilket kan gøre det vanskeligt for den skadelidte at løfte bevisbyrden for, at der er begået en straffelovsovertrædelse.

Hvis der er tale om en hændelse, som ikke er omfattet af straffeloven, kan den ansatte ikke opnå erstatning i offererstatningsordningen. Arbejdsgruppen har i sin rapport fra maj 2022 peget på, at når der er tale om hændelser, som ikke er omfattet af straffeloven, er skadelidte i flere tilfælde nødt til at anlægge et civilt søgsmål mod skadevolder for at få sit krav efter erstatningsansvarsloven dækket. Det kan være vanskeligt for skadelidte at træffe beslutning om at føre et civilt søgsmål mod skadevolder, hvis den skadelidte er ansat til at drage omsorg for en ressourcesvag skadevolder. Arbejdsgruppen har også peget på, at der kan være en økonomisk barriere for den ansatte i relation til at indgive en stævning, hvis det ikke har været muligt at opnå fri proces eller retshjælp til søgsmålet. Samtidig kan den ansatte efter at have fået medhold i et civilt søgsmål opleve ikke at modtage den tilkendte erstatning, fordi skadevolder ikke er i stand til at betale.

Det følger endvidere af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem, at ”[a]nsatte, der udsættes for vold på arbejdet fra de borgere, som de er ansat til at tage vare på, kan stå i et etisk dilemma, hvis de via offererstatningsloven skal søge den erstatning efter erstatningsansvarsloven, som de kan være berettiget til ud over den erstatning, som de kan få fra arbejdsskadesikringsloven. For at gøre det lettere for ansatte i disse situationer at opnå fuld erstatning, er aftalepartierne enige om at forpligte visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en særlig forsikring for arbejdsskader som følge af vold på arbejdspladsen (herefter voldsskadeforsikring). Forpligtelsen skal gælde for arbejdsgivere, hvor de ansatte har en særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet fra borgere, der drages omsorg for. ”

På den baggrund foreslås det at forpligte visse offentlige og private arbejdsgivere til at tegne en voldsskadeforsikring, der dækker erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven for personskade, der forvoldes ved vold, trusler eller andre voldsomme hændelser mod de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt efter arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere der har pligt til at tegne forsikringen. Der vil i samarbejde med relevante ministerier blive fastsat helt præcise regler om, hvilke arbejdsgivere der skal være omfattet af forsikringspligten. Bemyndigelsen vil endvidere give beskæftigelsesministeren adgang til efter forhandling med relevante ministre at kunne fastsætte regler om, at visse personalegrupper, som ikke har klient- eller borgerkontakt, kan undtages fra forsikringen. Pligten til at tegne forsikring skal som udgangspunkt omfatte arbejdsgivere inden for det sociale område, ældreområdet, psykiatrien og visse undervisningsinstitutioner. Det forventes at dreje sig om bl.a. døgninstitutioner, bosteder, plejehjem, den regionale psykiatri, specialskoler, institutioner med ungdomsuddannelse for unge med særlige behov og institutioner, hvor der foregår specialundervisning for voksne.

Der henvises til en udførlig liste over, hvilke brancher og områder der forventeligt vil være forsikringspligtige arbejdsgivere efter voldsskadeforsikringsordningen, i bemærkningerne til den foreslåede § 49 a, stk. 5, 1. pkt., i lovforslagets § 1, nr. 53.

Det skal bemærkes, at det ikke er hensigten med bemyndigelsen at give ministeren mulighed for at udvide kredsen for, hvilken type af arbejdsgivere der skal omfattes af forpligtelsen.

Øvrige arbejdsgivere, som ikke omfattes af de foreslåede regler om forsikringspligt, vil kunne vælge at sikre deres ansatte mod følger af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdspladsen, hvis de vurderer, at der er behov for det.

Med forslaget vil der blive skabt bedre mulighed for, at ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdet, opnår lettere adgang til fuld erstatning og godtgørelse, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når visse krav ikke dækkes eller ikke dækkes fuldt ud efter arbejdsskadesikringsloven. Det gælder f.eks. godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, der ikke ydes efter arbejdsskadesikringsloven, samt eventuelle differencekrav i tilfælde, hvor erstatningen efter erstatningsansvarsloven er højere end arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås, at forsikringen kun skal omfatte hændelser, som anerkendes som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven. På den måde sikres det, at der er tale om en hændelse, som er sket på arbejdspladsen eller i tilknytning til arbejdet, og at der er tale om en ansat, som er omfattet af arbejdsgiverens sikringspligt efter loven.

Forsikringen skal efter forslaget både dække personskade, der efter de gældende regler vil være omfattet af offererstatningsloven, og personskade, som forvoldes ved andre voldelige hændelser i forbindelse med arbejdet, der ikke vil være omfattet af straffeloven. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en ansat på en institution, kommer til skade i forbindelse med en magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller de ansatte. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den ansatte. Forsikringen skal imidlertid ikke dække hændelser, som må anses for at være hændelige uheld. Det gælder f.eks., hvis en medarbejder deltager i boldspil med beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra en beboer.

Det foreslås, at arbejdsgivere, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, og som skal eller ønsker at tegne voldsskadeforsikringen, skal tegne den som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod arbejdsulykker. Det vil betyde, at arbejdsgiveren skal tegne en udvidet arbejdsulykkesforsikring, som også dækker skader, som er forårsaget af vold, i samme forsikringsselskab, hvor arbejdsgiveren i forvejen har tegnet forsikring mod ulykker.

Det foreslås, at arbejdsgivere, som er selvforsikrede efter arbejdsskadesikringsloven, også kan være selvforsikrede i forhold til den foreslåede lovpligtige voldsskadeforsikring. Det foreslås samtidig, at alle regionale og kommunale arbejdsgivere kan vælge at tegne forsikring i et forsikringsselskab frem for at være selvforsikrede. I de tilfælde, hvor en selvforsikret arbejdsgiver er omfattet af pligten til at have en voldsskadeforsikring, men ikke tegner en sådan forsikring, vil arbejdsgiveren også være selvforsikret i forhold til voldsskadeforsikringen. På samme måde som med hensyn til arbejdsskadesikring i øvrigt kan statslige arbejdsgivere ikke fravælge at være selvforsikrede efter voldsskadeforsikringsordningen.

Det foreslås, at det er forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, der træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er omfattet af voldsskadeforsikringen, og om eventuel erstatning, godtgørelse m.v. efter erstatningsansvarsloven. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver udbetaler ligeledes en eventuel erstatning og godtgørelse til tilskadekomne. Hos selvforsikrede arbejdsgivere er det forsikringsenheden, som varetager sagsbehandlingen og træffer afgørelse uafhængigt af arbejdsgiveren. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed kan efter forslaget indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsskade og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det foreslås endvidere, at erstatning og godtgørelse efter voldsskadeforsikringen ikke kan danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller dennes efterladte. Beskyttelsen er af hensyn til den sårbare borger, som på grund af sin mentale tilstand kan ende som en skadevolder og vil kunne risikere at blive mødt med et regreskrav, som borgeren i mange tilfælde ikke vil være i stand til at betale.

Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om erstatning efter erstatningsansvarsloven kan efter den foreslåede ordning ikke påklages til en administrativ myndighed. Det vil betyde, at hvis en part er utilfreds med forsikringsselskabets afgørelse, kan vedkommende rette henvendelse til selskabet eller anlægge sag ved domstolene, ligesom ansatte, der har været udsat for vold i henhold til straffeloven, fortsat vil have mulighed for at søge erstatning via Erstatningsnævnet, hvis sagen afvises efter voldsskadeforsikringsordningen. Det forudsættes, at den tilskadekomne starter med at gå til arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed med sin sag og først går til Erstatningsnævnet, hvis sagen afvises af voldsskadeforsikringen.

Det foreslås, at forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om arbejdsgivers forsikringspligt kan påklages af arbejdsgiveren eller tilskadekomne til Arbejdstilsynet senest 4 uger efter, at de har modtaget afgørelsen. Forslaget vil sikre, at sagens parter får mulighed for at få administrativt prøvet, om forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om arbejdsgiverens forsikringspligt er korrekt.

Det foreslås, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling. Det forventes, at der vil blive fastsat regler i en bekendtgørelse om, at både arbejdsgiveren og den tilskadekomne kan anmelde en voldsom hændelse med henblik på erstatning efter erstatningsansvarsloven. Det forventes ligeledes, at der vil blive fastsat regler om tilskadekomnes medvirken m.v. til sagsoplysningen svarende til, hvad der gælder for Erstatningsnævnet efter offererstatningsloven, og hvad der gælder for andre myndigheder efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Endelig forventes det, at der i bekendtgørelsen vil blive fastsat regler om, hvem der har pligt til at vejlede tilskadekomne, som er forsikret efter voldsskadeforsikringsordningen, om mulighederne for at anmode om erstatning og godtgørelse efter denne forsikringsordning, og hvordan denne vejledning skal foregå.

Det skal bemærkes, at forældelse af krav efter voldsskadeforsikringen følger reglerne i erstatningsansvarsloven. Derudover sidestilles voldsskadeforsikringen med en arbejdsulykkesforsikring i forhold til reglerne i lov om ansættelsesbevis og visse arbejdsvilkår og fortolkes i overensstemmelse hermed.

Hvis en ansat bliver udsat for arbejdsulykke som følge af en voldelig hændelse fra en borger på arbejdspladsen, og der ikke er tegnet voldsskadeforsikring, og arbejdsgiveren samtidig ikke var omfattet af pligten til at tegne voldsskadeforsikringen, vil den ansatte fortsat kunne gå til Erstatningsnævnet med sin sag efter reglerne i offererstatningsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 53, og bemærkningerne hertil.

3.13.2.4. Frist for indgivelse af ansøgning om offererstatning til Erstatningsnævnet

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 53, at visse offentlige og private arbejdsgivere får pligt til at tegne en voldsskadeforsikring som en udvidet del af arbejdsulykkesforsikringen, der dækker erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven for personskade, der forvoldes ved vold, trusler eller andre voldsomme hændelser mod de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt efter arbejdsskadesikringsloven. En række af de sager, som i dag behandles i Erstatningsnævnet som offererstatningssager, vil være omfattet af den fremtidige forsikringsordning og således give adgang til hurtigere erstatning uden om offererstatningssystemet. Det vil imidlertid være en forudsætning for at være omfattet af forsikringsordningen, at den pågældende skade anerkendes som en arbejdsulykke. Afgørelsen heraf vil først foreligge på det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet træffer afgørelse om erstatning.

Med henblik på at sikre et hensigtsmæssigt samspil mellem den nye voldsskadeforsikring og offererstatningsordningen foreslås det at tilpasse 2-års fristen i offererstatningsloven for indgivelse af en ansøgning om offererstatning. Det foreslås således, at i de tilfælde hvor voldsskadeforsikringen træffer afgørelse om, at der ikke kan ydes erstatning efter forsikringsordningen, vil 2-års fristen i offererstatningsloven for indbringelse af sagen for Erstatningsnævnet ikke blive regnet fra tidspunktet for lovovertrædelsen, men fra det tidspunkt, hvor voldsskadeforsikringen har truffet sin afgørelse, forudsat at den skadelidte har indgivet sin anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver inden 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået.

Forslaget skal sikre, at den tilskadekomne fortsat kan indbringe sin sag for Erstatningsnævnet, hvis voldsskadeforsikringen er mere end 2 år om at træffe afgørelse om, at sagen ikke omfattes af forsikringen. Dette kan f.eks. være tilfældet i situationer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først 2 år efter en skade kan vurdere, at skaden ikke kan anerkendes som en arbejdsulykke. Voldsskadeforsikringen træffer herefter afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af forsikringen, da det kræves, at skaden anerkendes som en arbejdsulykke. Forslaget skal sikre, at den tilskadekomne ikke vil være nødt til at anmelde sin sag præventivt til Erstatningsnævnet forud for udløbet af 2-årsfristen for ikke at udelukke sig fra Erstatningsnævnets behandling af sagen i tilfælde af, at voldsskadeforsikringen træffer afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af forsikringsordningen, mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen har fundet sted. Forslaget vil dermed sikre, at voldsskadeforsikringsordningen ikke forringer retssikkerheden for de personer, der får afslag fra voldsskadeforsikringen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

3.14. Højere erstatningsniveau for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler

3.14.1. Gældende ret

Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 15, stk. 1, kan udgifter til sygebehandling eller optræning under sagens behandling betales, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.

Ifølge lovens § 15, stk. 2, kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og lignende hjælpemidler samt kørestole under sagens behandling betales, når det er nødvendigt for at sikre sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.

Arbejdsskadesikringsloven er sekundær i forhold til sundhedsloven for så vidt angår betaling af udgifter til behandling. Det indebærer, at det kun er tilskadekomnes egenbetaling af sundhedsydelser, der kan betales. Omvendt er arbejdsskadesikringsloven primær i forhold til betaling af hjælpemidler. Det betyder, at den fulde udgift til permanente hjælpemidler, herunder udskiftning af hjælpemidler, kan dækkes af arbejdsskadesikringsloven. Har kommunen for eksempel betalt et hjælpemiddel efter serviceloven, har kommunen krav på refusion af udgiften fra arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden kan fastsættes til et engangsbeløb, jf. lovens § 15, stk. 3. Ved permanente udgifter udgør beløbet den forventede, gennemsnitlige årlige udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af lovens § 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til et engangsbeløb, der tilkendes og beregnes i det følgende år.

Kapitaliseringsfaktoren, der anvendes ved beregning af erstatning for tab af erhvervsevne, består af følgende elementer, jf. bemærkningerne til lov nr. 2200 af 29. december 2020 i lovforslag nr. L 22 fremsat den 7. oktober 2020:

- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger

- Renteniveau

- Prisregulering af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten

Kapitaliseringsfaktoren beregner erstatningen til pensionsalderen.

De gældende regler om betaling for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler kom ind i arbejdsskadesikringsloven i 2004. Det skete som en konsekvens af, at der i erstatningsansvarsloven var indsat en lignende bestemmelse i 2002. Bestemmelsen om betaling for permanente behandlingsudgifter og hjælpemidler blev indsat i arbejdsskadesikringsloven ved lov nr. 422 af 10. juni 2003 (arbejdsskadereformen). Det fremgår af lovforslaget, L 216, som fremsat den 9. april 2003, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 6576, at formålet var at udvide adgangen til at betale udgifter til sygebehandling m.v. svarende til reglerne i erstatningsansvarsloven. Den valgte metode med at udbetale hele erstatningen på én gang sikrer, at der ikke skal ske fornyet sagsbehandling hver gang, der gennemføres en behandling eller skal anskaffes et nyt hjælpemiddel.

Ved lov nr. 496 af 6. juni 2007 blev principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne ændret, herunder blev der indregnet beskatning i kapitaliseringsfaktorerne. Samtidig blev det fastsat, at værdien af erstatningen for tab af erhvervsevne i princippet skulle være den samme, uanset udbetalingsmåden.

Ved lov nr. 700 af 25. juni 2010 blev principperne justeret bl.a. på baggrund af, at mellemskatten udgik af principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne.

Kapitaliseringsfaktorerne for tab af erhvervsevne blev dog uanset disse lovændringer opretholdt som grundlag for at beregne betalingen for permanente behandlingsudgifter. Dette har medført en skævhed, idet beregningen af kapitalerstatningen beregnes til, modtageren når folkepensionsalderen, hvorimod behovet for betaling af permanente behandlingsudgifter er livsvarig.

De nuværende kapitaliseringsfaktorer indebærer dermed, at erstatningen for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ved omsætningen til en engangsbeløb ikke bliver fastsat til et beløb, der svarer til den faktiske udgift.

3.14.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Partierne bag arbejdsskadeaftalen finder det uhensigtsmæssigt, at erstatning for permanente behandlingsudgifter omsættes til et engangsbeløb efter den samme kapitaliseringsfaktor, som gælder for erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Med forslaget sikres det, at erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler i højere grad vil afspejle tilskadekomnes reelle udgifter over resten af livet og ikke kun til pensionsalderen, ligesom fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning udgår, mens fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten fortsat indgår som faktor.

De gældende regler medfører, at der i det engangsbeløb, der bliver udbetalt, ikke er taget højde for, at det fremtidige behov for dækning af udgifter til behandling såsom f.eks. timer hos fysioterapeut og hjælpemidler, såsom f.eks. proteser, kan være livslangt og ikke stopper ved pensionsalderen. Det er også uhensigtsmæssigt, at der foretages et fradrag i engangsbeløbet svarende til beskatning af en løbende erstatning, selvom erstatningen for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke er erstatning for en indkomst, men øremærket til at dække specifikke udgifter til behandling eller hjælpemidler.

Det foreslås derfor, at der fastsættes en særskilt kapitaliseringsfaktor for permanente behandlingsudgifter. Det sker ved, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for omsætning af erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, til et engangsbeløb. Fastsættelsen af de nærmere regler skal ske efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned. Reglerne om kapitaliseringsfaktoren forventes at bestå af følgende elementer:

- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger

- Renteniveau

- Prisregulering af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten

Det forventes, at det vil blive fastsat, at beløbet skal beregnes livsvarigt og ikke kun til pensionsalderen, som det er tilfældet for erhvervsevnetab.

Til forskel fra de nuværende regler, vil kapitaliseringsfaktorerne dermed ikke længere skulle indeholde elementer om fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning. Kapitaliseringen af erstatningen vil dermed ikke længere blive fastsat som om, der er tale om erstatning for en indkomst, men i stedet som erstatning for en udgift til behandling eller hjælpemidler.

Forslaget medfører, at permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke længere skal beregnes på samme måde som kapitalerstatning for erhvervsevnetab.

3.15. Erstatning for tab af forsørger indtil barnets 21. år

3.15.1. Gældende ret

Børn og unge, der mister deres forældre som følge af en arbejdsskade, har ret til forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 21. Erstatningen løber som udgangspunkt frem til barnets fyldte 18. år, men kan forlænges til barnet fylder 21 år, hvis barnet opfylder betingelserne for at få forlænget retten til erstatning.

Er barnet ved det fyldte 18. år under uddannelse, og taler forholdene i øvrigt derfor, kan erstatningen forlænges til tidspunktet for uddannelses afslutning, dog længst til pågældendes fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som på tidspunktet for dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.

Forudsætningen for at få forsørgertabserstatning er som udgangspunkt, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet efter lov om aktiv socialpolitik. Retten gælder for egne børn under 18 år, uanset om de er født i eller uden for ægteskab samt adoptivbørn.

For at have ret til erstatning indtil det fyldte 21. år, kræves det, jf. § 21, stk. 3, at barnet er under uddannelse. Endvidere kræves det, at forholdene taler for, at erstatningen kan forlænges. Det betyder i praksis, at barnet ikke skal kunne forsørge sig selv for at være berettiget til forsørgertabserstatning efter det fyldte 18. år. Det er således barnets egne forhold og indkomst, der er afgørende for, om barnet har ret til erstatning i perioden efter det fyldte 18. år og indtil det fyldte 21. år.

For at vurdere om barnet har ret til forsørgertabserstatning efter det fyldte 18. år, og indtil barnets fyldte 21. år, foretager arbejdsskademyndighederne en konkret vurdering af den enkelte sags forhold, hvor der bl.a. kan lægges vægt på barnets indkomst. Er indkomsten væsentligt højere end SU eller anden uddannelsesydelse, kan det afskære barnet fra at få erstatning efter det fyldte 18. år. Særlige forhold kan inddrages efter en konkret afvejning, men det er som udgangspunkt barnets eget forhold, der er afgørende for, om barnet har ret til erstatning.

Stedbørn kan have ret til erstatning efter lovens § 22, idet stedbørn ikke er omfattet af § 21. Det er den privatretlige forsørgelsespligt for børn, som er afgørende for, om afdøde havde forsørgelsesansvar over for barnet. Praksis efter arbejdsskadesikringslovens § 22 medfører, at efterladte ofte får tilkendt en løbende erstatning på 5 pct. af afdødes årsløn frem til, de fylder 18 år. Efter det fyldte 18. år kan stedbørn efter praksis få erstatning frem til det 21. år, på samme måde som forsørgertabserstatningen til afdødes børn. Der foretages derfor i dag en konkret afvejning af, om stedbørn har ret til erstatning efter det fyldte 18. år, hvor barnets forhold har betydning for afgørelsens resultat.

Det følger af § 22, at hvis de samlede årlige erstatninger m.v. efter §§ 20 og 21 udgør mindre end 70 pct. af afdødes årsløn, kan der inden for denne begrænsning under særlige omstændigheder tillægges erstatning til andre, som afdøde helt eller delvist forsørgede, da arbejdsskaden indtraf.

Forsørgertabserstatning til afdødes børn og stedbørn udbetales som løbende erstatning og kan ikke omsættes til kapitalbeløb.

3.15.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at alle børn og unge, som mister en eller begge forældre som følge af en arbejdsskade, hvor afdøde havde forsørgelsespligten ved dødsfaldet eller indtil barnet fyldte 18 år, fremover skal have ret til erstatning indtil deres fyldte 21. år. Retten til forsørgertabserstatningen skal være uafhængig af barnets forhold i øvrigt, idet det vurderes hensigtsmæssigt, at børn, der mister en forælder tidligt i livet, skal have bedre økonomiske betingelser i deres ungdom. Det vil hurtigere give den efterladte større klarhed om sin situation i en længere periode end i dag, og flere vil modtage en højere erstatning samlet set.

Forslaget udmøntes ved, at aldersgrænsen i lovens bestemmelser om forsørgertabserstatning til børn og unge ændres til 21 år.

Forslaget vil medføre, at der ikke længere skal foretages en konkret vurdering af, om et barn eller ung har ret til forsørgertabserstatning i perioden, fra de er fyldt 18 år og til, de er fyldt 21 år. Efterladte børn og unge vil dermed automatisk have ret til erstatning frem til deres fyldte 21. år, uanset deres økonomi og forholdene i øvrigt. Der vil således ikke længere være krav om, at de efterladte børn eller unge er under uddannelse, ligesom deres eventuelle egen indkomst ikke har betydning for retten til forsørgertabserstatning efter det fyldte 18. år. Der vil således heller ikke skulle træffes afgørelser om, hvorvidt et barn har ret til at få forlænget erstatningsperioden.

Forslaget ændrer ikke på lovens tildelingskriterie, hvorefter forsørgertabserstatningen tildeles afdødes børn, som afdøde havde forsørgelsespligt for. For unge, som er fyldt 19 og 20 år ved forældres dødsfald, kræves, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet indtil det fyldte 18. år. Udvidelsen af personkredsen sker for at sikre, at alle afdødes børn på f.eks. henholdsvis 17 og 19 år begge vil have ret til erstatning frem til deres 21. år. Hermed sikres begge børn og unge lige økonomiske betingelser i deres ungdom.

Endvidere foreslås det, at retten til erstatning skal afhænge af, om afdøde havde forsørgelsespligt for barnet eller den unge efter lov om børns forsørgelse, hvor det i dag fremgår, at det skal vurderes i forhold til forsørgelsespligten efter lov om aktiv social politik. Ændringen af hjemmelshenvisningen ift. forsørgelsespligten vil ikke ændre på, hvilke børn og unge der har ret til erstatning for tab af forsørger efter arbejdsskadesikringsloven. Erstatningsansvarslovens § 14 henviser også til forsørgelsespligten efter lov om børns forsørgelse.

Det foreslåede vil samtidig medføre, at efterladte stedbørn, der har ret til erstatning efter § 22, ligeledes fremadrettet automatisk vil få tilkendt erstatningen frem til det fyldte 21. år. Udgangspunktet vil derfor være, at stedbørn, som efter nuværende praksis kan tildeles erstatning efter § 22, skal tilkendes løbende erstatning frem til det 21. år. Stedbørn, der er fyldt 18 år, men endnu ikke er fyldt 21 år, ved dødsfaldet, har ret til at få erstatningen frem til deres fyldte 21. år, hvis de var helt eller delvist forsørget af afdøde, indtil de fyldte 18 år, f.eks. hvis de havde fælles bopæl med afdøde. Med forslaget forudsættes der ikke at ske ændringer i praksis for, hvilke stedbørn der efter gældende § 22 har ret til løbende erstatning, udover at stedbørn automatisk tilkendes erstatningen frem til det 21. år.

Hermed ensrettes perioden, hvori efterladte børn og stedbørn har ret til løbende erstatning, således at de automatisk har ret til erstatningen frem til det fyldte 21. år.

Med forslaget er der endvidere ikke tiltænkt ændring af, hvordan forsørgertabserstatningen udmåles eller udbetales. Således vil erstatningen fortsat skulle fastsættes på baggrund af en forholdsmæssig andel af afdødes årsløn og udbetales i form af en løbende erstatning.

3.16. Videregivelse af oplysninger om sort arbejde og socialt bedrageri

3.16.1. Gældende ret

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan videregive nødvendige oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til Udbetaling Danmark, pågældende skatteforvaltning og pågældende kommune, når det er nødvendigt for at kontrollere, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst.

Videregivelse af oplysninger til myndighederne kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med afgørelse om tab af erhvervsevne kommer i besiddelse af oplysninger om indtjening fra eksempelvis ikke legalt arbejde ”sort arbejde”, eller hvis vedkommende har arbejdet samtidig med at modtage sociale ydelser.

For at videregive relevante oplysninger af rent private forhold kræves det, at oplysningerne er baseret på klare og konstaterbare overtrædelser eller misbrug, eller der er en sikker antagelse herom. En mistanke vil ikke i sig selv være tilstrækkelig som grundlag for at videregive oplysningerne til andre.

Efter de gældende regler er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog ikke forpligtet til at videregive oplysninger om sort arbejde eller socialt bedrag.

3.16.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får pligt til at videregive oplysninger om indkomst fra ikke legalt arbejde ”sort arbejde” til relevante myndigheder. Dette vil fx. være den pågældende skatteforvaltning, bopælskommunen og Udbetaling Danmark.

Formålet med ændringen er at styrke indsatsen mod skatteunddragelse og socialt bedrag, idet forslaget vil styrke de underrettede myndigheders mulighed for at gribe ind over for fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af sociale ydelser eller beskatning.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at ændringerne vil styrke myndighedernes indsats mod misbrug og snyd, idet der vil være pligt til videregivelse, hvormed der er større sandsynlighed for, at de kompetente myndigheder kommer i besiddelse af relevante oplysninger til brug for at bekæmpe socialt bedrageri og skatteunddragelse.

3.17. Kapitaliseringstidspunkt

3.17.1. Gældende ret

Det fremgår af § 27, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven, at omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb finder sted på grundlag af erstatningens størrelse på omsætningstidspunktet, som er tidspunktet, hvor kapitalbeløbet kan udbetales. Omsætning af erstatning til kapitalbeløb har alene virkning for fremtiden.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at værdien af en erhvervsevnetabserstatning er den samme, uanset om erstatningen udbetales løbende eller omsættes til et kapitalbeløb.

3.17.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Tilskadekomne kan i dag i visse situationer opnå dobbelt kompensation for tab af erhvervsevne, hvis der efter en genoptagelse eller klage beregnes en kapitalerstatning for en periode, der ligger forud for afgørelsestidspunktet, og tilskadekomne allerede har modtaget en løbende erstatning for samme tab. Partierne bag arbejdsskadeaftalen er enige om, at tilskadekomne ikke bør kunne få dobbelt kompensation for et tab af erhvervsevnetab.

Efter praksis kan tilskadekomne i nogle situationer imidlertid få erstatning to gange for det samme tab. Det drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor tilskadekomne ved en afgørelse tilkendes løbende erhvervsevnetabserstatning og efterfølgende anmoder om en ny behandling af afgørelsen om erhvervsevnetabserstatningen. Hvis det ved den nye behandling vurderes, at erstatningen ikke burde være udbetalt som en løbende erstatning, men som en kapitalerstatning, træffes der en ny afgørelse herom. Herefter udbetales en kapitalerstatning for hele eller dele af den periode, hvor tilskadekomne allerede har fået udbetalt løbende erstatning. Det sker især i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om en midlertidig løbende erhvervsevnetabserstatning, hvor afgørelsen bliver påklaget til Ankestyrelsen af tilskadekomne, og Ankestyrelsen vurderer, at der er grundlag for at træffe en endelig afgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i disse situationer efter praksis udregne størrelsen af den kapitaliserede erstatning ud fra forholdene på tidspunktet for den påklagede afgørelse. Herved sker der en dobbeltkompensation, fordi tilskadekomne dels har fået en løbende erstatning frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om omsætning af erstatningen til et kapitalbeløb, dels får en kapitalerstatning, der dækker samme periode. Dette er i strid med lovens forudsætning om at sikre, at tilskadekomne altid samlet set får den samme erstatning, uanset udbetalingsmåden.

Det foreslås derfor, at der i lovens § 27 indsættes et nyt stk. 5, hvoraf det vil følge, at ændres en afgørelse, hvor der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, med tilbagevirkende kraft, og skal erstatningen efter den senere afgørelse omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes omsætningstidspunktet til datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings senere afgørelse. Har tilskadekomne ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet, udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne periode.

Med forslaget vil det blive præciseret, at kapitalerstatninger efter en ny behandling af en sag beregnes, så den altid alene dækker den fremadrettede periode fra tidspunktet, hvor kapitalerstatningen endeligt fastsættes og udbetales, dvs. fra omsætningstidspunktet.

Formålet med forslaget er i tråd med intentionerne bag loven om at sikre, at de enkelte tilskadekomne altid samlet set får den samme erstatning uanset udbetalingsmåden.

3.18. Mål for sagsbehandlingstid og fastsættelse af frister

3.18.1. Gældende ret

Efter gældende § 16, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven er fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en anmeldt skade er omfattet af loven følgende:

1) 3 måneder for afgørelse af, om en anmeldt ulykke er omfattet af loven.

2) 6 måneder for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 1, er omfattet af loven.

3) 2 år for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 2, og § 7, stk. 2, er omfattet af loven.

Fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter loven, er 1 år, jf. lovens § 16, stk. 2. Fristen er dog 2 år for erhvervssygdomssager, som ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.

Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen.

Fristerne gælder tilsvarende for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om efterladte har ret til ydelser efter loven, når arbejdsskaden har medført døden. Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelse af dødsfaldet, jf. lovens § 16, stk. 4.

Efter lovens § 16, stk. 5, underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sagens parter, når afgørelserne ikke kan træffes inden for de lovfastsatte frister. Underretningen skal indeholde en begrundelse om, hvorfor fristerne ikke kan overholdes og oplysning om, hvornår afgørelsen forventes truffet.

Efter lovens § 16, stk. 6, kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.

Efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver, der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten for følgerne heraf efter loven.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, hvorvidt den anmeldte skade er omfattet af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. For sager, der behandles som ulykker, træffes afgørelsen senest 3 måneder efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen. For sager, der behandles som sygdomme, er fristen 6 måneder.

Afgår tilskadekomne ved døden efter skadens anmeldelse, finder fristerne tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte om, at dødsfaldet ikke er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra underretningen om dødsfaldet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det fremgår af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling m.v., at det er et grundlæggende krav til forvaltningen, at afgørelser skal træffes så hurtigt, som det er muligt og forsvarligt.

På den baggrund henstilles det, at de enkelte ministerier, styrelser m.v. opstiller målsætninger for, hvor hurtigt man vil tilstræbe at behandle sager, hvor forvaltningen skal træffe afgørelser i forhold til borgerne. For sagstyper, der sjældent forekommer, eller hvor der gør sig særlige forhold gældende, kan man undlade at opstille mål for sagsbehandlingstider.

De målsætninger, der opstilles, skal på samme tid være forsvarlige og realistiske. På den ene side bør målsætningerne således være udtryk for sagsbehandlingstider, der er acceptable for borgerne, også i sager, der efter deres karakter kræver en særligt hurtig behandling. På den anden side må målsætningerne også være afpasset efter, hvad myndighederne selv anser for realistisk. Kræver visse sager af den pågældende type mere sagsbehandlingstid end andre, kan der opstilles forskellige mål for undergrupper inden for samme sagstype.

De enkelte ministerier, styrelser m.v. bør udarbejde en oversigt over de opstillede mål for sagsbehandlingstider. Oversigten er offentligt tilgængelig.

Opstillingen af målsætninger bør suppleres med en ordning, der løbende gør det muligt at kontrollere overholdelsen af - og eventuelt justere - målsætningerne. Der kan f.eks. være tale om, at der periodevis afgives indberetninger til en central instans i den enkelte styrelse m.v. om, hvorvidt målsætningerne har kunnet overholdes. Det kan i den forbindelse blive aktuelt at ændre målsætningerne, enten fordi det har vist sig, at sagerne ikke kan færdigbehandles inden for de opstillede mål, eller fordi det tværtimod har vist sig, at der kan opstilles mål om endnu kortere sagsbehandlingstider.

Borgeren bør under alle omstændigheder - hvor der ikke er fastsat særlige frister f.eks. i vejledninger - have et svar fra myndigheden inden 1 måned efter sagens modtagelse. Træffer myndigheden afgørelse i sagen inden 1 måned, udgøres svaret af afgørelsen. Er det ikke muligt at træffe afgørelse inden for denne frist, kan et foreløbigt svar til den pågældende bestå i, at myndigheden bekræfter at have modtaget sagen og oplyser, hvorpå sagen beror og så vidt muligt, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Tilsvarende fremgår af Folketingets Ombudsmands myndighedsguide om sagsbehandlingstid.

Desuden fremgår det af vejledning om forvaltningsloven, at myndigheden bør underrette den, der er part i en sag, når behandlingen af en konkret sag på grund af særlige omstændigheder vil tage længere tid end sædvanligt.

Pligten til at underrette gælder, både når sagen trækker længere ud, end myndigheden i den konkrete sag har givet udtryk for over for parten, og når sagsbehandlingen bliver mere langvarig, end det ud fra partens synspunkt med rimelighed kan forventes.

3.18.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det følger af den politiske aftale om et forbedret arbejdsskadesystem, at det er et væsentligt succeskriterie for aftalen, at sagsbehandlingstiden afkortes. Derfor er der i aftalen opstillet klare og entydige politiske målsætninger, som skal forenkle målstyringen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Aftalepartierne er i den politiske aftale enige om to konkrete mål for sagsbehandlingstiden i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem mod 2027:

1. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle arbejdsskadesager skal maksimalt være 7 måneder. Det gælder både førstegangssager, genoptagelsessager, revisionssager og sager, som Ankestyrelsen har hjemvist til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til fornyet behandling m.v.

2. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvor tilskadekomne har et tab af erhvervsevne, skal maksimalt være 20 måneder.

Det bemærkes, at målet om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på maksimalt 7 måneder for alle arbejdsskadesager vedrører den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på tværs af alle sagsområder, dvs. både sager, som kan afsluttes meget hurtigt uden udmåling af erstatning, og sager, som indebærer en længere sagsbehandlingstid, f.eks. hvor tilskadekomne har et tab af erhvervsevne. Det indebærer således ikke, at alle arbejdsskadesager skal være færdigbehandlede inden for 7 måneder.

For så vidt angår målet om en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på maksimalt 20 måneder i sager, hvor tilskadekomne har et tab af erhvervsevne, vil dette gælde for alle afgørelser, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring første gang træffer afgørelse om erhvervsevnetab, og hvor erhvervsevnetabet er på 15 pct. eller derover. Det vil være en samlet gennemsnitlig sagsbehandlingstid, der både dækker over sager med erstatning for tab af erhvervsevne, som kan afsluttes hurtigere end 20 måneder, og sager med erstatning, hvor afgørelsen først træffes senere end 20 måneder efter sagens oprettelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Sagsbehandlingstiden for begge mål skal beregnes fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings modtagelse af anmeldelsen til første afgørelse af sagen, uanset om afgørelsen er endelig eller midlertidig.

Beskæftigelsesministeriet vil anmode bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en plan for indfrielse af de politiske mål, og der vil blive fulgt op på indfrielsen af målene i aftalekredsen.

Aftalepartierne er i den politiske aftale enige om, at målene for sagsbehandlingstid skal erstatte de eksisterende lovfastsatte frister for sagsbehandlingen. Det skal styrke bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings mulighed og ansvar for at tilrettelægge den mest hensigtsmæssige sagsafvikling. Målene skal desuden give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en større fleksibilitet og forenkling i forhold til at styre driften inden for enkle og tydelige mål for sagsbehandlingstiden.

Det foreslås derfor, at de lovbestemte frister for behandling af anmeldte arbejdsskader og afgørelse af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, ophæves. Tilsvarende foreslås det, at de lovbestemte frister i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at de lovfastsatte frister binder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at fokusere sagsbehandlingen på bestemte områder og melde forventede sagsbehandlingstider ud, som de allerede på tidspunktet for udmeldingen til borgeren ikke vurderer som realistiske og i mange sager ikke kan holde. Det giver dermed en dårlig forventningsafstemning med tilskadekomne og sagens øvrige parter samt ekstra administration i forbindelse med den konkrete sagsbehandling.

Ændringen vil give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for fleksibilitet og prioritering af behandlingen af arbejdsskadesagerne. Den foreslåede ændring vil imidlertid ikke indebære en ændring af intentionen om, at tilskadekomne hurtigt skal have en afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet af en arbejdsskade.

Det vil imidlertid være nødvendigt, at man som tilskadekommen ved, hvad man kan forvente, når der anmeldes en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det forudsættes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer, som fremgår af bl.a. Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, opstiller mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, som bør være offentligt tilgængelige, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring orienterer sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid.

Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underretter sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret sag ikke kan overholdes.

Det bemærkes, at beskæftigelsesministeren i forbindelse med det årlige tilsyn med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 15 i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, vil påse, om bestyrelsen har sikret, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper opstiller mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet.

Reglerne om udbetaling af forskud på erstatning og godtgørelse videreføres efter forslaget uændret, men med en ny placering i loven.

3.19. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften

3.19.1. Gældende ret

Efter gældende ret opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 1 i lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v. (herefter arbejdsskadeafgiftsloven).

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrerer afgiften på vegne af virksomhederne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver, jf. arbejdsskadeafgiftslovens § 9, et beløb pr. fuldtidsansat til dækning for omkostninger forbundet med administrationen af afgiften.

I henhold til arbejdsskadeafgiftsloven § 3, stk. 1, består arbejdsskadeafgiften af to dele.

Afgiften udgør efter arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Denne del af afgiften angår erhvervssygdomsområdet. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sikrer blandt andet, at ansatte kan få erstatning, hvis de får en erhvervssygdom. Til dækning af erhvervssygdomssikringen opkræver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring et bidrag hos danske virksomheder. Bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring består af et AES-bidrag og en arbejdsskadeafgift. Det er alene AES-bidraget, der betales afgift af. Nogle virksomheder er sikringspligtige, og andre er frivilligt sikrede. AES-bidragets størrelse er bestemt ud fra virksomhedens branchekode. Alle virksomheder får en branchekode, når de bliver registreret hos Skatteforvaltningen. Virksomhederne kan på baggrund af branchekoden se, hvilken AES-sats de skal betale bidrag på baggrund af.

Efter arbejdsskadeafgiftsloven angår den anden del af afgiftsgrundlaget arbejdsulykker. Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tillige betale en afgift til staten på 12 pct. af de samlede kapitalerstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatninger for tab af forsørger, godtgørelser til efterladte samt hensættelser til dækning af fremtidige løbende erstatninger for tab af erhvervsevne og erstatninger for tab af forsørger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt i det foregående kalenderår som følge af en arbejdsulykke.

Det er virksomhederne, som skal dække den afgift, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bliver opkrævet efter lovens § 1. Dette sker i praksis ved, at der sammen med opkrævningen af AES-bidraget opkræves et beløb til dækning af arbejdsskadeafgiften. Disse to beløb, sammen med det beløb som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opkræver pr. fuldtidsansat til dækning af omkostningerne forbundet med administrationen, udgør det, der kaldes AES-satsen.

Hvor stor en andel af afgiften, den enkelte virksomhed skal dække, bliver bestemt på baggrund af deres branchekode. Det vil sige, at arbejdsgivere i brancher med høje udgifter til arbejdsskader skal betale højere bidrag end arbejdsgivere i brancher med mindre udgifter. Da afgiftsgrundlaget både udgøres af AES-bidrag og tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet, kan branchefordelingen af bidraget til dækningen af afgiften afvige fra branchefordelingen af AES-bidraget.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal efter § 3, stk. 6, opgøre summen efter § 3, stk. 1, nr. 2, den 20. april hvert år.

Afgiften forfalder til betaling den 1. september i afgiftsåret, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal senest den 15. september i afgiftsåret angive og indbetale afgiften, jf. § 5, stk. 2. Afgiften skal indbetales til Skatteforvaltningen.

3.19.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om, at det varige statslige provenu som følge af Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem skal tilbageføres til arbejdsgiverne via en nedsættelse af arbejdsskadeafgiften.

Det foreslås at foretage en nedsættelse af begge satser for arbejdsskadeafgiften med 2,2 procentpoint fra og med den 1. januar 2031. Det betyder, at afgiften efter § 3, stk. 1, nr. 1, på de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring nedsættes til 14,8 pct. mens afgiften efter § 3, stk. 1, nr. 2, på de samlede kapitalerstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatninger for tab af forsørger, godtgørelser til efterladte samt hensættelser til dækning af fremtidige løbende erstatninger for tab af erhvervsevne og erstatninger for tab af forsørger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt, nedsættes til 9,8 pct.

4. Behandling af personoplysninger og forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

Lovforslaget indebærer, at der vil ske udveksling, herunder indsamling og videregivelse, af personoplysninger, herunder følsomme personoplysninger, om behandlingen af tilskadekomnes arbejdsskadesag, mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forsikringsselskaber, som har overtaget arbejdsgivers forsikringspligt, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, jf. § 50 og den foreslåede § 49 b i lovforslagets § 1, nr. 53.

Der vil også ske udveksling af personoplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommuner, Udbetaling Danmark, A-kasser og forsikringsselskaber i sager om uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§ 18 a-h i lovforslagets § 1, nr. 16. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil bl.a. skulle indhente oplysninger fra kommunen om uddannelsesønsker og muligheder for at kunne gennemføre en uddannelse og varetage et ordinært job på almindelige vilkår for tilskadekomne, som bl.a. forventes at få en mén på mindst 10 pct. Hvis tilskadekomne modtager dagpenge, skal tilskadekomnes A-kasse orienteres, hvis tilskadekomne tilkendes uddannelsesgodtgørelse. Forsikringsselskaberne vil som parter i sagen have adgang til sagens dokumenter om uddannelsesgodtgørelse i systemet ”Se sag”. Det forventes, at udvekslingen af oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommunerne og forsikringsselskaberne vil omfatte både almindelige og følsomme personoplysninger. Udvekslingen af oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og A-kasserne forventes alene at omfatte almindelige personoplysninger.

Desuden vil visse forsikringsselskaber efter forslaget til § 40, stk. 2, få tillagt samme adgang til at indhente oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har i det omfang, de skal deltage i det foreslåede forsøg med afgørelseskompetence. Det drejer sig om enhver oplysning om tilskadekomne og den hændelse eller påvirkning, der har ført til den anmeldte ulykke, som forsikringsselskabet skønner er af betydning for sagens behandling. Oplysningerne, som også kan indeholde f.eks. helbredsoplysninger, kan indhentes fra arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v.

Den foreslåede behandling af personoplysninger vil være nødvendig for at sikre, at tilskadekomne får den godtgørelse eller erstatning efter loven, herunder eventuelt også efter erstatningsansvarsloven, som vedkommende er berettiget til.

Forslaget skal sikre, at allerede indsamlede relevante oplysninger så vidt muligt kan genbruges af andre relevante myndigheder eller forsikringsselskaber i relation til tilskadekomnes arbejdsskadesag.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at behandlingen af de almindelige personoplysninger vil være nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c. Det forudsættes således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er dataansvarlig for de oplysninger, som efter lovforslaget kan videregives til forsikringsselskaber, kommuner og A-kasser. Tilsvarende vil forsikringsselskaber, kommuner og A-kasser være dataansvarlig for de oplysninger, som de indhenter fra eller videregiver til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller andre aktører.

Desuden vurderer Beskæftigelsesministeriet, at behandlingen af følsomme personoplysninger i forbindelse med en arbejdsskadesag, f.eks. i form af helbredsoplysninger, kan være nødvendig, for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f.

Ligeledes forudsættes det, at den nødvendige behandling af personoplysninger vil ske inden for rammerne af artikel 5.

Den foreslåede behandling af personoplysninger er afgrænset til at vedrøre relevante personoplysninger, som kan være almindelige, fortrolige eller følsomme personoplysninger afhængigt af den konkrete sag. Det vil således være op til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommunerne, A-kasserne eller det relevante forsikringsselskab at vurdere, i hvilket omfang behandlingen, herunder indsamling eller videregivelse, af personoplysninger er relevant i tilskadekomnes sag.

Endelig forudsættes det, at oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 14 iagttages i forhold til den tilskadekomne, som personoplysningerne vedrører. Det forudsættes således, at både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommuner, A-kasser og de relevante forsikringsselskaber giver den tilskadekomne besked om, hvilke personoplysninger den tilskadekomne kan forvente vil blive behandlet i forbindelse med behandlingen af tilskadekomnes sag.

Reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven forudsættes i øvrigt at ville blive iagttaget i forbindelse med de nævnte behandlinger af personoplysninger, og i forbindelse med eventuel udmøntning af den foreslåede bemyndigelse i § 1, nr. 53 - § 49 a, stk. 5, 2. pkt., til at fastsætte regler om sagens behandling, herunder indhentning, behandling og videregivelse af personoplysninger til brug for behandling af sager om eventuel erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet.

5. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at forslaget om en ny fastsættelse af årslønnen, herunder elementet om fastsættelse af årslønnen for tilskadekomne, der arbejdede på deltid, da arbejdsskaden indtrådte, ikke medfører væsentlige ligestillingsmæssige konsekvenser.

Beskæftigelsesministeriet har vurderet lovforslaget i relation til spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling efter lov om ligestilling mellem kvinder og mænd (ligestillingsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1575 af 19. december 2022. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling skal foretages på baggrund af den samlede population af mænd og kvinder, der påvirkes af forslaget. Det bemærkes i den forbindelse, at der bl.a. er en overrepræsentation af kvinder i deltidsansættelser og en overrepræsentation af mænd i sæsonarbejde. Beskæftigelsesministeriets data viser, at forslagets negative konsekvenser fordeler sig forholdsmæssigt kønsmæssigt neutralt – med en lille overvægt hos mændene, idet 45 pct. kvinder og 55 pct. mænd bliver påvirket negativt. Det bemærkes hertil, at den kønsmæssige fordeling af forslagets konsekvenser svarer til den generelle kønsmæssige fordeling af arbejdsskader. Der ses heller ikke en kønsmæssig skævhed for tilskadekomne, der får en positiv eller uændret årsløn.

Det fremgår af ligestillingslovens § 2, stk. 3, at indirekte forskelsbehandling på grund af køn er lovligt, når den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at hvis forslaget havde medført indirekte forskelsbehandling på grund af køn, så er betingelserne for undtagelse efter ligestillingsloven opfyldt.

Forslaget om en ny fastsættelse af årslønnen har til formål at bidrage til en højere grad af ensartet vurdering og fastsættelse af indtjeningen inden skaden samt at nedbringe sagsbehandlingstiden i konkrete arbejdsskadesager til gavn for parterne i disse sager. Den nuværende praksis med mange sagsskridt samt mange skønsmæssige og individuelle vurderinger er kompleks og indebærer ikke nødvendigvis en ensartet vurdering på tværs af tilskadekomne i forhold til pågældendes ansættelsesforhold og lønforhold. Midlet til at opnå forslagets formål er at forenkle fastsættelsen af årslønnen, således at årslønnen fastsættes på grundlag af standardiserede objektive og saglige kriterier, og derved imødekomme de nuværende udfordringer med komplekse individualiserede og skønsmæssige fastsættelser af årslønnen.

Forslagets formål om at skabe større ensartethed og objektivitet i sagsbehandlingen samt nedbringe sagsbehandlingstiden i arbejdsskadesager om tab af erhvervsevne, som i dag har en meget høj sagsbehandlingstid, er et legitimt formål, som er objektivt begrundet, og hvor midlerne er nødvendige og proportionale, henset til, at det alene er et meget lille persongruppe, som påvirkes negativt af forslaget.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er ligestillingsmæssige aspekter i lovforslagets øvrige elementer.

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

6.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

Frem mod 2030 er der merudgifter for det offentlige, som omtrent udlignes af positive effekter hovedsageligt fra skat og tilbageløb af øgede erstatninger. Herefter stiger det offentlige provenu gradvist. Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for det offentlige skønnes at være et offentligt provenu på ca. 100 mio. kr. årligt, når forslaget er fuldt indfaset i 2058. Når kompensationen af arbejdsgiverne via nedsættelse af arbejdsskadeafgiften fra 2031 medregnes, vil lovforslaget samlet set være udgiftsneutralt for det offentlige fuldt indfaset.

Den lange indfasningsprofil afspejler en gradvis effekt i takt med at nye skadesårgange omfattes af de ændrede regler. Det offentlige provenu påvirkes negativt af driftsudgifter til bl.a. den nye uddannelsesordning og positivt af både skatte- og afgiftsindtægter samt tilbageløb knyttet til de øgede erstatninger, herunder tilskadekomnes forbrug af erstatningssummen og arbejdsgivernes afledte merudgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. Hertil kommer positive beskæftigelseseffekter som følger af den nye uddannelsesordning. Derudover er der også besparelser på offentlige forsørgelsesudgifter.

Der er væsentlig usikkerhed forbundet med skønnene i økonomien. Dette skyldes bl.a. den lange indfasningsprofil. Alle beløb er angivet i 2023-niveau.

De direkte økonomiske konsekvenser (inklusive adfærd, men før skat og tilbageløb) fordelt mellem stat, kommune og regioner frem til 2027 fremgår af tabel 1. De økonomiske konsekvenser er her opgjort før nedsættelsen af arbejdsskadeafgift er medregnet. De kommunal- og regionaløkonomiske konsekvenser af lovforslaget forhandles med de kommunale og regionale parter.

De statslige udgifter drives hovedsageligt af forslaget om at etablere en uddannelsesordning. Der bliver oprettet en ny konto § 17.23.41. Uddannelsesgodtgørelse på finansloven til statens medfinansiering af udgifter til ordningen. Statens medfinansiering består af en månedligt fastsat takst pr. deltager i ordningen, og AES anmoder om refusion for den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Kommunernes mindreudgifter skyldes primært, at deltagere i ordningen vil modtage uddannelsesgodtgørelse fremfor en ydelse i beskæftigelsessystemet.

Det er med betydelig usikkerhed skønnet, at 165 tilskadekomne årligt vil tilgå ordningen efter visitation fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den nye uddannelsesordning vil indebære positive beskæftigelseseffekter, når der er taget højde for en mindre fastholdelseseffekt. Beskæftigelseseffekten stiger gradvist til 300 fuldtidspersoner fuldt indfaset i 2058.

6.1.1. Nedsættelse af arbejdsskadeafgiften

Forslaget om at ændre afgiftssatsen for arbejdsskadeafgift indebærer, at afgiften af indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme nedsættes fra 17,0 pct. til 14,8 pct. samtidig med, at afgiften af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet nedsættes fra 12,0 pct. til 9,8 pct. Nedsættelsen af begge afgiftssatser med 2,2 procentpoint har virkning fra den 1. januar 2031. Forslaget har derfor først virkning for statens provenu fra 2031.

Afgiftsnedsættelsen skønnes med betydelig usikkerhed at medføre et årligt umiddelbart mindreprovenu fra og med 2031 på 100 mio. kr. (2023-niveau), mens der skønnes et årligt mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 90 mio. kr. (2023-niveau) fra og med 2031. Opgjort som varig virkning svarer den skønnede provenuvirkning til et varigt umiddelbart mindreprovenu på 95 mio. kr. (2023-niveau) og et varigt mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på 90 mio. kr.

Omkring 30 pct. af det umiddelbare mindreprovenu ved nedsættelsen af arbejdsskadeafgiften skønnes at vedrøre de offentlige arbejdsgivere (stat, kommuner og regioner).

Det er lagt til grund for provenuberegningen, at de offentlige arbejdsgivere ikke budgetreguleres, således at de offentlige arbejdsgiveres mindreudgifter til arbejdsskadeforsikring umiddelbart sker inden for uændrede udgiftslofter for driftsudgifter. I provenuberegningen er samtidig lagt til grund, at nedsættelsen af afgiften fuldt ud nedvæltes i højere lønninger.

Der er i provenuberegningen for nedsættelsen af arbejdsskadeafgiften indregnet den fuldt indfasede effekt på afgiftsgrundlaget af andre initiativer i aftalen om et forbedret arbejdsskadesystem.

6.2. Implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget udmønter store dele af den politiske aftale om arbejdsskadeområdet. Aftalens formål er at understøtte rammerne for bedre tilknytning til arbejdsmarkedet efter en skade, kortere sagsbehandlingstid, kortere sagsforløb og et forbedret erstatningssystem.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at lovforslaget har visse implementeringskonsekvenser i form af behov for tilpasset it-understøttelse og nye arbejdsgange hos primært Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Implementeringskonsekvenserne er i lovforslaget søgt minimeret ved i videst muligt omfang at basere ordningen på objektive kriterier. Der er således ikke lagt op til at bruge andre datakilder, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvender i dag. Med lovforslaget er der i videst muligt omfang forsøgt at forenkle sagsgangene. Det omfatter eksempelvis, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i langt flere sager alene skal fastsætte tilskadekomnes årsløn på baggrund af oplysninger i indkomstregistret, indførelse af krav til tilskadekomne og efterladte til at skulle sandsynliggøre, at der er er grundlag for genoptagelse af tidligere afgørelser samt automatisk udbetaling af forsørgertabserstatning til børn indtil det 21. år.

Forsøgsordningen om, at udvalgte forsikringsselskaber kan træffe afgørelse om, hvorvidt en ulykke er omfattet af loven, og kun oversende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i de tilfælde, hvor der er udsigt til ydelser efter loven eller efter anmodning fra tilskadekomne, forventes af medføre en fald i antallet af indkomne sager, som skal behandles i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og derved et mindre ressourcebehov i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det bemærkes dog, at faldet i antal sager primært vil omfatte de mindre ressourcekrævende sager. Mere ressourcekrævende sager (herunder sager med udsigt til ydelser efter loven) vil som hovedregel fortsat blive behandlet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ændringen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings sammensætning af sagsporteføljen forventes samlet at kunne indebære en mindreudgift, men samtidig forventes taksten for behandling af den enkelte sag at kunne stige.

Lovforslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige implementeringsmæssige konsekvenser for Skatteforvaltningen.

Lovforslaget er udarbejdet efter principperne for digitaliseringsklar lovgivning, idet lovforslaget i videst mulig udstrækning baseret på objektive kriterier, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anvendelse af data i sagsoplysningen ikke involverer nye datakilder. Lovforslaget lever således op til princip 1 om enkle og klare regler og princip 4 om sammenhæng på tværs og genbrug af data. I forhold til princip 3 om automatisk sagsbehandling bemærkes det, at lovforslaget tilstræber forenklet sagsbehandling, men at arbejdsskadesager i vidt omfang nødvendiggør skønsmæssige afgørelser med henblik på at sikre tilskadekomnes retssikkerhed.

Desuden vurderes det, at forslaget lever op til princip 5 om tryg og sikker datahåndtering, idet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede foretager sikker databehandling af personoplysninger for en stor gruppe borgere i forbindelse med arbejdsskadesagsbehandlingen.

Dataunderstøttelsen vil som udgangspunkt basere sig på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings eksisterende elektroniske sagsbehandlingssystem m.v. samt fra eksisterende datakilder f.eks. Indkomstregistret. Desuden vil den foreslåede nedsættelse af arbejdsskadeafgiften alene kræve satsændringer i Skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Dermed lever forslaget også op til princip 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration vil med forslaget fortsat være omfattet af reglerne om digital kommunikation i arbejdsskadesikringsloven. Forslaget lever dermed også op til princip 2 om digital kommunikation.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at lovforslaget samlet set efterlever de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7.1. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for arbejdsgiverne fuldt indfaset skønnes at være merudgifter på ca. 100 mio. kr. årligt før nedsættelse af arbejdsskadeafgift. Heraf udgør erhvervslivet (dvs. private arbejdsgivere) knap 70 pct. Størstedelen af merudgifterne kan henføres til dels forslaget om nye forenklede regler for beregning af den årsløn, der indgår i alle afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne (45 mio.kr. i 2024), og dels uddannelsesgodtgørelse (5 mio.kr. i 2024). Ud over merudgifter til erstatninger kommer afledte udgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. Denne effekt vil dog blive modsvaret af den lavere arbejdsskadeafgift fra 2031. Der vil endvidere alt andet lige kunne være marginale afledte merudgifter i regi af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag forbundet med forslaget.

Forslaget om at ændre afgiftssatsen for arbejdsskadeafgift indebærer, at afgiften af indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende erhvervssygdomme nedsættes fra 17,0 pct. til 14,8 pct. samtidig med at afgiften af tilkendte erstatninger og godtgørelser på ulykkesområdet nedsættes fra 12,0 pct. til 9,8 pct. Nedsættelsen af begge afgiftssatser med 2,2 procentpoint har virkning fra den 1. januar 2031. Forslaget har derfor først virkning for statens provenu og erhvervslivet fra 2031.

Afgiftsnedsættelsen skønnes at medføre en umiddelbar afgiftslettelse for offentlige og private arbejdsgiverne på i alt ca. 100 mio. kr. (2023-niveau) årligt fra 2031 svarende til det umiddelbare mindreprovenu. Omkring 70 pct. af det umiddelbare mindreprovenu ved nedsættelsen af arbejdsskadeafgiften skønnes at vedrøre private arbejdsgivere. Forslaget skønnes således at medføre en umiddelbar afgiftsnedsættelse for de private arbejdsgivere svarende til ca. 70 mio. kr. i 2031. Nedsættelsen vil dermed være omtrent neutral for arbejdsgivernes samlede merudgifter som følge af lovforslaget.

7.2. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Samlet set vurderes det samlede lovforslag at medføre få administrative konsekvenser for borgerne. Nogle forslag vil indebære en administrativ lettelse – andre vil i mindre omfang betyde øgede administrative byrder for en afgrænset gruppe borgere.

Forslaget om indførelse af voldsskadeforsikringsordning, forventes at medføre en administrativ lettelse for de borgere, som ellers ville skulle søge om erstatning via Erstatningsnævnet efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser eller ved civilt søgsmål. Det foreslås at forpligte visse arbejdsgivere til at tegne en forsikring, der dækker erstatning m.v. efter lov om erstatningsansvar som følge af voldsomme hændelser på arbejdspladsen, hvilket vil lette borgerens adgang til supplerende erstatning.

Derudover vurderes forslaget om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i langt flere sager alene skal fastsætte tilskadekomnes årsløn på baggrund af oplysninger i indkomstregistret og fra skatteforvaltningen, at indebære en administrativ lettelse for arbejdsgivere og tilskadekomne, idet de herefter alene i et begrænset antal sager vil skulle bidrage med indsendelse af lønoplysninger m.v.

Desuden vurderes forslaget om, at alle børn, som mister deres forældre som følge af en arbejdsskade, skal have ret til erstatning indtil deres fyldte 21. år, vil medføre en administrative lettelse, idet borgerne ikke længere skal søge om forlængelse af forsørgertabserstatningen efter det fyldte 18. år.

Forslaget om indførelse af en ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse forventes modsat at have øgede administrative konsekvenser for de borgere, som vælger at indgå i den frivillige ordning. Disse borgere vil skulle deltage i en samtale med kommunen om deres uddannelsesmuligheder m.v. De vil skulle dokumentere forhold, som er en betingelse for at få uddannelsesgodtgørelse, over for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, herunder at de er optaget på en uddannelse, og at de er studieaktive. De vil også skulle orientere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis de ikke længere er studieaktive, er sygemeldte eller skal på barsel og når uddannelsen afbrydes.

Endvidere vurderes det, at forslaget om indførelse af krav om, at der skal foreligge nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til et anden materiel afgørelse, vil indebære øgede administrative konsekvenser for de tilskadekomne og efterladte, som beder om genoptagelse af en sag, idet de i højere grad end i dag skal medvirke til oplysningen af disse sager.

9. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. maj 2023 til den 9. juni 2023 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikernes Centralorganisation, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Bedre Psykiatri, Borger- og Retssikkerhedschefen i, Business Danmark, Børne- og kulturchefforeningen, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) – Lederforening, Børnerådet, Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), CEPOS, Cevea, Contea, Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO), Dahlberg, Danmarks Statistik, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk byggeri, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Psykolog Forening (DP), Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Dansk sygeplejeråd, Danske Advokater, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Patienter, Danske Rederier, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Skoleelever, Danske Underviserorganisationers Samråd, Danske Ældreråd, Danmarks Frie Fagforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks Private Skoler – grundskoler & gymnasier, Danmarks Vejlederforening, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Den danske Aktuarforening, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Det Kriminalpræventive Råd, De private sociale tilbud (LOS), Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Efterskoleforeningen, Erhvervsstyrelsen, Ergoterapeutforeningen (Etf), EVA - Danmarks Evalueringsinstitut, FABU, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Faglige Seniorer, Fagligt Fælles Forbund (3F), FGU Danmark, Finans Danmark, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FOA, Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge (FADD), Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af katolske skoler i Danmark, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen af Kristne Friskoler, Foreningen af Speciallæger (FAS), Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for Forældre til Elever i Fri- og Privatskoler, Foreningen Frie Fagskoler, Forhandlingsfællesskabet, Forsikringsforbundet, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Frie Funktionærer, Frie Skolers Lærerforening, Frivilligrådet, Friskolerne, FSR – Danske Revisorer, Fængselsforbundet, GLS-A, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland, HK, IDA, Justitia, KL, Kooperationen – Danmarks Kooperative arbejdsgiver- og interesseorganisation, Kraka, Kriminalforsorgsforeningen, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening (krifa), Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Kvindekrisecentre (LOKK), Landsforeningen for VæreSteder, Landsforeningen for Arbejdsmiljø og Arbejdsskadede, Landsforeningen for sociale tilbud (LOS), Landsforeningen for Socialpædagoger, Landsorganisationen Danske Daginstitutioner (LDD), Landssamråd for PPR-chefer, Landsskatteretten, Lederne, LEV, Lilleskolerne, Lægeforeningen, Lærernes Centralorganisation, Modstrøm - Foreningen for FGU-elever og unge omkring FGU, Netværket for kostafdelinger, Offentligt Ansattes Organisationer, Plejefamiliernes Landsforening (PLF), Producentforeningen, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af boformer for hjemløse i Danmark (SBH), Sammenslutningen af Steinerskoler i Danmark, Sammenslutningen af Unge Med Handicap, Sedgwick Leif Hansen, Selveje Danmark, Selvejende og private institutioners forening (Spifo), SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, Sjældne Diagnoser, Skatteankeforvaltningen, Skatteforvaltningen, Skole og Forældre, Skolelederforeningen, SMVdanmark, Socialstyrelsen, Socialtilsynet Hovedstaden (Frederiksbergs Kommune), Socialtilsynet Midt (Silkeborg Kommune), Socialtilsynet Nord (Hjørring kommune), Socialtilsynet Syd (Faaborg-Midtfyn Kommune), Socialtilsynet Øst (Holbæk Kommune), Socialpædagogernes Landsforbund, SRF Skattefaglig Forening, TAMU Sekretariatet, Tandlægeforeningen, Udbetaling Danmark, Uddannelsesforbundet, Uddannelseslederne, Ungdomsskoleforeningen, Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, Willis Towers Watson, Yngre Læger, Ældresagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser