Sygedagpengeloven § 4

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 22. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1657 af 30. december 2024

§ 4

Retten til sygedagpenge er betinget af, at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget efter kapitel 17, kan beskattes i Danmark.

Stk. 2 Sygedagpenge kan dog udbetales til personer, hvis indkomst ikke er omfattet af stk. 1, når

  • 1) indkomsten kan beskattes på Færøerne eller i Grønland og

  • 2) de pågældende ikke har eller ikke længere har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter lovgivningen for Færøerne og Grønland og de pågældende i øvrigt enten har ophold her i landet eller har ophold på Færøerne eller i Grønland og indtægten er erhvervet ved beskæftigelse her i landet eller på dansk skib.

Stk. 3 Personer, der efter EF-forordning nr. 1408/71 er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 4 Personer, der efter en international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, har ret til sygedagpenge, selv om deres indkomst omfattet af stk. 1 ikke kan beskattes i Danmark.

Stk. 5 Får en person udbetalt løn fra en udenlandsk arbejdsgiver under sygdom, har arbejdsgiveren ret til refusion af sygedagpenge, jf. § 54.