En arbejdsgiver, der udbetaler løn under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde fraværet til lønmodtagerens handlekommune senest 5 uger efter første fraværsdag, hvis fraværet strækker sig ud over arbejdsgiverperioden, jf. kapitel 10.
Stk. 2 En arbejdsgiver, der udbetaler sygedagpenge i arbejdsgiverperioden under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde sygefraværet til lønmodtagerens handlekommune, senest 1 uge efter at udbetaling af sygedagpenge fra arbejdsgiveren er ophørt, hvis fraværet strækker sig ud over arbejdsgiverperioden, jf. kapitel 10.
Stk. 3 En arbejdsgiver, der ikke udbetaler løn og ikke har pligt til at udbetale sygedagpenge i arbejdsgiverperioden under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde sygefraværet til lønmodtagerens handlekommune senest 14 dage efter første fraværsdag.
Stk. 4 Anmeldelse af sygefraværet til kommunen skal ske via Nemrefusion. I forbindelse med anmeldelsen kan arbejdsgiveren vælge at oplyse kommunen om sygdommens betydning for lønmodtagerens mulighed for at arbejde.
Stk. 5 Lønmodtageren skal ved et underretningsbrev orienteres om de oplysninger, som arbejdsgiveren har afgivet til Nemrefusion ved anmeldelse af sygefraværet. Er lønmodtageren ikke enig i de af arbejdsgiveren afgivne oplysninger, skal lønmodtageren senest 8 dage efter kommunens afsendelse af underretningsbrevet gøre kommunen opmærksom herpå ved digital selvbetjening, jf. § 69 a.