Forarbejder til Sygedagpengeloven § 42

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Dette lovforslag er en genfremsættelse af lovforslag L 45, folketingsåret 2022-23, 1. samling, i opdateret version.

Lovforslaget udmønter sammen med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov aftalen Børnene først, som regeringen (Socialdemokratiet) og Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Alternativet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne indgik den 11. maj 2021.

Lovforslagene har til formål at hjælpe udsatte børn og familier tidligere og bedre end i dag. Lovgivningen om hjælp og støtte til børn og unge, der efter gældende ret fremgår af lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022 som ændret ved § 41 i lov nr. 324 af 16. marts 2022 og § 2 i lov nr. 892 af 21. juni 2022 (serviceloven), foreslås samtidigt udskilt til en særskilt lov – barnets lov.

Med dette lovforslag foreslås de ændringer i lovgivningen, der er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. De nødvendige konsekvensændringer som følge af barnets lov i reglerne om fastlæggelse af handlekommune i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022, som ændret ved lov nr. 912 af 21. juni 2022 (retssikkerhedsloven), gennemføres dog med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love (Handlekommune for børn, der hjælpes tilbage til Danmark af danske myndigheder, og for børn, hvis forældre er i udlandet og nødvendige ændringer i handlekommunereglerne som følge af barnets lov m.v.)

Lovforslaget indeholder endvidere en række forslag på det familieretlige område. Det drejer sig for det første om adoptionsområdet, hvor der med henblik på at sikre færre skift og mere stabilitet for udsatte børn foreslås mulighed for at træffe afgørelse om adoption inden fødslen. Samtidigt foreslås der skabt mulighed for netværksadoptioner i tilfælde, hvor et barn eller en ung har en særlig tilknytning til en person eller familie, der ønsker at sikre barnet en stabil opvækst i en blivende ramme, når barnets forældre ikke kan det. Endelig foreslås der på adoptionsområdet en initiativret for barnet til at søge at få kontakt med sine oprindelige slægtninge.

For det andet foreslås der på det familieretlige område en ændring af forældreansvarsloven således, at der af hensyn til barnets bedste skal træffes en midlertidig afgørelse om, at et barn ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, når barnet opholder sig på et kvindekrisecenter eller et tilbud efter servicelovens § 110 med den ene forælder, når det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og den forælder, som barnet opholder sig hos, anmoder om, at barnet ikke har samvær eller anden kontakt med den anden forælder. Der skal dog ikke træffes en sådan afgørelse, når det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.

Derudover foreslås en fast-track ordning for godkendelse af plejefamilier. Ordningen indebærer, at en anbringende kommune under helt særlige omstændigheder vil kunne anmode et socialtilsyn om at undergive en ansøgning om godkendelse som plejefamilie en særlig hurtig behandling og træffe afgørelse inden for en periode på seks uger. Det er bl.a. en forudsætning, at kommunalbestyrelsen uden resultat har afsøgt andre muligheder for anbringelse i en godkendt plejefamilie, at plejefamilien ikke i forvejen er godkendt af socialtilsynet, og anbringelsen i den konkrete plejefamilie derfor kun vil kunne opretholdes i seks uger.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Adoption uden samtykke inden fødslen

2.1.1. Gældende ret

Efter § 2 i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2021, må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Efter lovens § 4 a, stk. 1, jf. §§ 25 a og 25 b, må adoption af et barn kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant af adoptionssamrådet eller Adoptionsnævnet. Sådanne adoptioner, der kaldes fremmedadoptioner, kræver, at adoptanterne gennemgår et godkendelsesforløb.

Det følger dog af lovens § 4 a, stk. 2, at godkendelse som adoptant ikke kræves ved stedbarnsadoption eller i situationer, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. Sådanne adoptioner kaldes familieadoptioner.

Det fremgår af § 7 i adoptionsloven, at adoption af en person under 18 år kræver samtykke fra forældrene. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden forælder. Gælder dette begge forældrene, kræves samtykke fra værge.

Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter lovens § 7, skal der efter lovens § 13, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen.

Efter § 8, stk. 2, i adoptionsloven kan samtykke ikke modtages før tre måneder efter barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold foreligger. Inden samtykket modtages, skal forældrene efter bestemmelsens stk. 3 være vejledt om adoptionens og samtykkets retsvirkninger. Fristen giver mulighed for at rådgive forældrene om de hjælpeforanstaltninger, der kan stilles til rådighed, hvis de vælger at beholde barnet.

Selvom moren ønsker at bortadoptere sit nyfødte barn, indebærer bestemmelserne i §§ 7 og 13 i adoptionsloven, at adoptionen som udgangspunkt ikke kan gennemføres, før det er fastslået, hvem der anses som far eller medmor til barnet efter børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019 som ændret ved § 1 i lov nr. 227 af 15. februar 2022. Herved sikres det, at barnets far eller medmor får mulighed for at udtale sig om adoptionsspørgsmålet, jf. § 13 i adoptionsloven. Endvidere sikres det, at faderskabet eller medmoderskabet så vidt muligt registreres således, at barnet senere kan få oplyst, hvem dets genetiske far er, eller hvem der har givet samtykke til, at moren blev behandlet med assisteret reproduktion. Henset til, at en adoptionssag af hensyn til barnet bør behandles hurtigst muligt, tilrettelægger Familieretshuset så vidt muligt behandlingen af disse sager sådan, at afklaringen af forældreskabet til barnet ikke trækker sagen unødigt i langdrag.

Faderskab og medmoderskab registreres efter kapitel 1 og 1 a i børneloven som udgangspunkt i forbindelse med barnets fødsel. Som udgangspunkt registreres faderskab og medmoderskab på grundlag af den pågældendes ægteskab med moren eller på grundlag af en erklæring om at ville varetage omsorgen og ansvaret for barnet.

Når der ikke er registreret faderskab eller medmoderskab til barnet i forbindelse med fødslen, rejses der sag om faderskab og medmoderskab. En sådan sag behandles indledningsvist af Familieretshuset. Inden barnets fødsel kan sagen efter § 4 i børneloven rejses af moderen eller af Familieretshuset.

Det følger af § 8, stk. 1, i børneloven, at moren til brug for behandlingen af sagen har pligt til at oplyse, hvem der er eller kan være barnets far, og hvem der har givet samtykke en eventuel behandling med assisteret reproduktion. Denne oplysningspligt gælder også, selvom hun ønsker at bortadoptere barnet.

Faderskab og medmoderskab kan fastslås ved anerkendelse og ved afgørelse. Er der flere mulige fædre, er det ofte nødvendigt at foretage retsgenetiske undersøgelser for at fastslå, hvem af dem der er far til barnet. Endvidere kan afgørelsen ikke træffes, før alle mulige fædre er blevet inddraget i sagen. Det kan forekomme, at behandlingen af en sag om faderskab eller medmoderskab trækker ud, f.eks. hvis den eller de mulige fædre eller den mulige medmor ikke umiddelbart kan anerkende faderskabet eller medmoderskabet, eller hvis en mand, der er eller kan være far til barnet, eller en mulig medmor til barnet har ukendt adresse, bor i udlandet eller ikke reagerer på Familieretshusets henvendelser. I så fald kan adoptionen gennemføres, hvis alle de involverede mænd og kvinder erklærer sig indforstået med adoptionen.

Ønsker en mulig far eller medmor ikke at tilslutte sig adoptionen, sættes adoptionssagen som udgangspunkt i bero, indtil forældreskabet er endeligt fastlagt.

En mand, der har haft et seksuelt forhold til en kvinde i den periode, hvor hun blev gravid, har efter § 6 i børneloven i visse tilfælde ret til at få prøvet, om han er far til barnet. Anmodning herom skal fremsættes senest seks måneder efter barnets fødsel. Tilsvarende kan en mand eller kvinde, som har givet samtykke til, at moren blev behandlet med assisteret reproduktion, inden seks måneder efter barnets fødsel rejse sag om faderskab eller medmoderskab, jf. § 6 a i børneloven. Disse muligheder for at rejse sag om faderskab eller medmoderskab er efter praksis som udgangspunkt ikke til hinder for at gennemføre adoptionen, selvom seksmåneders-fristen ikke er udløbet. Hvis helt særlige forhold tyder på, at der f.eks. kan være en mand, der har ret til at få prøvet sit faderskab efter § 6 i børneloven, og som ønsker at udnytte denne ret, bør adoptionen ikke gennemføres før udløbet af seksmåneders-fristens udløb.

At forældreskabet til barnet fastslås efter adoptionen, berører ikke adoptionens gyldighed, og som følge af adoptionen vil fastslåelsen af forældreskabet ikke have nogen retsvirkninger.

Adoptionsloven indeholder i § 9 bestemmelser om adoption, selvom forældrene ikke har givet samtykke til adoptionen.

Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 2, i adoptionsloven meddeles i særlige tilfælde, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det. Bestemmelsen fungerer som en opsamlingsbestemmelse for sager, der falder uden for anvendelsesområderne for bestemmelserne i § 9, stk. 3 og 4, om adoption uden samtykke.

Adoptionsbevilling kan efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven meddeles efter bestemmelsens stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.

Efter § 58, stk. 1, nr. 1 og 2, i serviceloven kan et barn anbringes uden for hjemmet, når der er en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller overgreb, som barnet har været udsat for. I disse situationer kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren træffe afgørelse om, at barnet anbringes uden for hjemmet.

Betingelsen i § 9, stk. 3, i adoptionsloven om, at det skal være sandsynliggjort, at forældrene varigt er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, forudsætter, at forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet i hele barnets opvækst. Dette indebærer, at der skal foretages en prognosevurdering af den fremtidige forældreevne.

Undersøgelsen af den fremtidige forældreevne udføres som en del af den børnefaglige undersøgelse af barnets og familiens forhold efter servicelovens § 50, jf. nedenfor. Manglende forældreevne kan f.eks. skyldes svær, kronisk psykisk lidelse, svære personlighedsforstyrrelser, mental retardering og langvarigt misbrug. Der kan også være tale om forældre, der inden for de seneste år ikke har været i stand til at tage sig af deres børn, og hvor det ikke med støtte og behandling har været muligt at forbedre forældreevnen.

Psykisk sygdom eller misbrugsproblemer udelukker ikke i sig selv, at forældreevnen kan være til stede eller vil kunne genvindes. Hvis det skønnes, at forældreevnen er til stede eller vil kunne genvindes, er betingelserne for at gennemføre en adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven ikke opfyldt. Med den børnefaglige undersøgelse skal der derfor foretages en prognosevurdering af, i hvilket omfang forældrene inden for barnets opvækstperiode må forventes at kunne udvikle sig så meget, at de vil kunne komme til at tage sig af barnet i hjemmet og varetage den daglige omsorg for barnet.

Kravene til prognosevurderingen afhænger af barnets alder. Der skal mere til for at sandsynliggøre, at en forælder varigt er ude af stand til at tage sig af et helt lille barn, da perioden til at vurdere forældreevnen og relationen til dette barn er begrænset eller slet ikke er der.

Det forhold, at en forælder har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og derfor har behov for f.eks. praktisk hjælp til at varetage forældreskabet, betyder ikke i sig selv, at forælderen er uden forældreevne.

Gennemførelsen af adoption efter § 9, stk. 3, forudsætter således, at forældrenes og barnets forhold og deres indbyrdes relationer er blevet grundigt belyst og nøje vurderet, og at vurderingen viser, at det er sandsynliggjort, at forældrene varigt er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. Der er således tale om situationer, hvor forældrene reelt ikke har evnen til at være forældre for deres barn.

Endvidere indebærer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i relation til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) om børns og forældres ret til familieliv, at der ved afgørelse om adoption uden samtykke skal foretages en reel afvejning mellem barnets interesse i at blive adopteret og forældrenes ønske om genforening med barnet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har understreget, at en anbringelse uden for hjemmet, der ligger forud for en eventuel adoption, sker med henblik på hjemgivelse af barnet til forældrene. Myndighederne har således en positiv pligt til aktivt at arbejde for genforening af familien. Denne forpligtelse indebærer, at der ved adoption af mindre børn stilles meget store krav til grundlaget for afgørelsen.

Det er ikke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven et krav, at den, der adopterer barnet, er godkendt som adoptant efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven, men i praksis adopteres børnene af godkendte adoptanter. Der er dog ikke noget til hinder for at gennemføre en adoption efter bestemmelsen som en familieadoption.

§ 9, stk. 4, i adoptionsloven giver en plejefamilie mulighed for at adoptere deres plejebarn uden samtykke fra barnets forældre. Efter bestemmelsen er adoption navnlig betinget af, at barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet at bryde denne tilknytning. Bestemmelse kan således ikke anvendes ved adoption af helt små børn.

En sag om adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven består af to adskilte dele: I første del træffes der afgørelse om frigivelse af barnet til adoption uden forældrenes samtykke. Kommunalbestyrelsen, børn og unge-udvalget og Ankestyrelsen samt i nogle situationer også domstolene er involveret i disse afgørelser. Anden del begynder, når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at barnet er frigivet til adoption uden samtykke. Det er først på dette tidspunkt, der tages stilling til, hvem der skal adoptere barnet. I tilfælde hvor adoptionen gennemføres som en familieadoption, foretager Adoptionsnævnet ikke denne matchning.

Når det må antages, at et barn vil være anbragt uden for hjemmet i en længere årrække, skal kommunalbestyrelsen efter § 68 d i serviceloven i forbindelse med anbringelsesafgørelse overveje, om hensynet til kontinuitet og stabilitet i barnets opvækst taler for, at barnet i stedet bliver adopteret.

Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at barnet bør bortadopteres, at forældrene ikke vil give samtykke til adoptionen, og at adoption vil kunne gennemføres uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, forelægger kommunalbestyrelsen efter § 68 e, stk. 1, i serviceloven sagen for børn og unge-udvalget.

Efter § 68 e, stk. 2 og 3, i serviceloven skal en sådan forelæggelse for børn og unge-udvalget bl.a. indeholde en børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven, en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2 -4, i adoptionsloven er opfyldt og en redegørelse for, at betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, serviceloven er opfyldt.

På baggrund af indstillingen fra kommunalbestyrelsen kan børn og unge-udvalget efter § 68 f i serviceloven indstille til Ankestyrelsen, at styrelsen træffer afgørelse om, at barnet adopteres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven.

Som beskrevet ovenfor er det Ankestyrelsens praksis, at afgørelse om adoption uden samtykke tidligst træffes tre måneder efter barnets fødsel. Dette er dog ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen inden for disse tre måneder behandler en sag om adoption uden samtykke, og at børn og unge-udvalget ligeledes i denne periode indstiller til Ankestyrelsen, at der træffes afgørelse om adoption uden samtykke.

Når Ankestyrelsen har modtaget en indstilling efter § 68 f i serviceloven fra børn og unge-udvalget om, at et barn adopteres uden samtykke, træffer Ankestyrelsen efter § 10 i adoptionsloven afgørelse om adoption af barnet efter lovens § 9.

Efter Ankestyrelsens praksis træffes afgørelsen herom tidligst tre måneder efter barnets fødsel, også selvom Ankestyrelsen har modtaget indstilling om adoption uden samtykke fra børn og unge-udvalget inden dette tidspunkt. Baggrunden herfor er, at forældrene som alt overvejende hovedregel tidligst kan give samtykke til adoption tre måneder efter barnets fødsel, jf. § 8, stk. 2, i adoptionsloven.

Efter § 11 i adoptionsloven kan Ankestyrelsens afgørelse forlanges indbragt for byretten inden 14 dage.

Modtager Ankestyrelsen anmodning om, at afgørelsen prøves af retten, indbringer Ankestyrelsen sagen for byretten. Opretholder byretten Ankestyrelsens afgørelse om, at barnets kan frigives til adoption efter § 9 i adoptionsloven, eller beslutter byretten, at barnet kan frigives til adoption i en situation, hvor Ankestyrelsen har afslået adoption uden samtykke, kan Ankestyrelsen ikke meddele bevilling til adoption af barnet, før ankefristen er udløbet, og anke ikke er iværksat inden ankefristens udløb. Efter § 475 i, stk. 1, i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022, er ankefristen fire uger. Indbringes afgørelsen ikke for domstolene inden fristens udløb, vil Ankestyrelsen efter fristens udløb kunne udstede adoptionsbevillingen. Fremkommer der på dette stadie af sagen nye oplysninger, der viser, at adoptionen ikke vil være bedst for barnet, vil Ankestyrelsen kunne undlade at gennemføre adoptionen eller udsætte udstedelsen af bevillingen.

Når et barn ikke kan bortadopteres fra fødslen, selvom forældrene ikke kan tage sig af det, kan der efter § 58 i serviceloven træffes afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke. Efter denne bestemmelse kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren træffe afgørelse om, at barnet anbringes uden for hjemmet, når der en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af bl.a. utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet. Efter § 75 i serviceloven kan formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget bl.a. træffe foreløbige afgørelser efter lovens § 58, som af hensyn til barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.

Når Ankestyrelsen efter § 10 i adoptionsloven har truffet afgørelse om, at et barn skal adopteres uden samtykke, placeres barnet efter lovens § 32 a, stk. 1, hos den ansøger med godkendelse som adoptant, der er udvalgt af Adoptionsnævnet til at adoptere barnet.

Det følger af § 84, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 726 af 10. juli 2019 om adoption (adoptionsbekendtgørelsen), at en midlertidig placering efter § 32 a i adoptionsloven ophører, når Ankestyrelsen meddeler bevilling til adoption efter § 1, 2. pkt., i adoptionsloven, eller når retten har afsagt dom om, at Ankestyrelsens afgørelse ophæves, og ankefristen herfor er udløbet.

Under den midlertidige placering har ansøgeren efter § 7 a, stk. 5, i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30 november 2020 som ændret ved lov nr. 2215 af 29. december 2020, forældremyndigheden over barnet.

Efter § 2 i bekendtgørelse nr. 728 af 10. juli 2019 om forretningsordenen for Adoptionsnævnet er en af Adoptionsnævnets opgaver ved national adoption at udvælge den godkendte ansøger, som skønnes bedst egnet til at adoptere et bestemt barn. Det følger af § 36 i adoptionsloven, at når en adoptionsansøger med generel godkendelse som adoptant søger om national fremmedadoption, sender Familieretshuset sagen til Adoptionsnævnet.

Når et barn frigives til adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven, sender Ankestyrelsen sagen til Adoptionsnævnet. Herefter udvælger Adoptionsnævnet blandt de godkendte adoptionsansøgere, der ønsker at adoptere et dansk barn, den ansøger, der skønnes bedst egnet til at adoptere det konkrete barn. Der henvises til §§ 64 og 65 i adoptionsbekendtgørelsen og §§ 27-29 i Adoptionsnævnets forretningsorden.

Det følger af § 20 a i forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, at når et barn er adopteret, kan der efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v. Dette gælder også ved midlertidig placering af barnet efter § 32 a i adoptionsloven. Bestemmelsen i § 20 a skal ses i lyset af lovens § 1, hvoraf følger, at i alle forhold, som er omfattet af loven, skal hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række. Dette suppleres af lovens § 4, hvorefter afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelserne skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Bestemmelsen i § 20 a indebærer, at selvom en adoption efter § 16 i adoptionsloven indebærer et fuldstændigt familieskifte, så betyder adoptionen ikke, at muligheden for kontakt mellem barn og forælder og andre slægtninge afskæres. Der kan dog kun fastsættes samvær eller anden kontakt, hvis dette er til barnets bedste.

2.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at den første tid i et barns liv er af stor betydning for barnets videre udvikling. Nogle få forældre har så svært ved at klare forældrerollen, at de trods støtte fra de sociale myndigheder vil give barnet en start på livet, der er præget af voldsomme omsorgssvigt, hvilket vil få store negative konsekvenser for barnet.

I disse situationer er løsningen i dag at beslutte, at barnet fra fødslen skal anbringes uden for hjemmet efter § 58 i serviceloven. I nogle af disse situationer er den bedste løsning for barnet imidlertid at få mulighed for at starte livet med at vokse op i en anden familie. Barnets behov for at starte livet i en anden familie kan være åbenbart allerede inden fødslen, f.eks. hvis forældrene på grund af mentale problemer varigt er uden forældreevne.

Der er i dag ikke mulighed for inden barnets fødsel at træffe afgørelse om gennem adoption at give barnet en ny familie.

Afgørelse om adoption kan i dag først træffes tre måneder efter barnets fødsel, også selvom det inden fødslen er klart, at barnet vil skulle bortadopteres. Dette betyder, at det er nødvendigt at anbringe barnet midlertidigt i en plejefamilie de første måneder af livet, for så derefter at træffe afgørelse om frigivelse af barnet til adoption, tage stilling til, hvem der skal adoptere barnet, og først derefter kan barnet flytte til sin nye familie.

Disse børn skal beskyttes bedre. Der bør derfor etableres mulighed for at træffe afgørelse om frigivelse til bortadoption inden barnets fødsel sådan, at barnet hurtigst muligt efter fødslen kan flytte til sin nye familie.

Denne mulighed bør alene omfatte børn, hvis forældre har en så begrænset forældreevne, at det allerede inden barnets fødsel kan sandsynliggøres, at de aldrig vil kunne tage vare på barnet, f.eks. fordi forældrene lider af svære kroniske psykiske lidelser, svære personlighedsforstyrrelser eller mental retardering.

Det skal understreges, at det ikke er hensigten med ordningen at skabe en ny adoptionsmulighed, men at der alene vil være tale om at fremskynde behandlingen af disse adoptionssager sådan, at barnet så hurtigt som muligt kan flytte til sin nye familie. Ordningen vil således have fokus på barnets ret til at vokse op i sin egen familie og ikke i en plejefamilie.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres mulighed for, at der inden barnets fødsel kan træffes afgørelse efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven om at frigive barnet til adoption, når der i helt særlige tilfælde er grundlag herfor. Forslaget foreslås gennemført ved, at der som 2. pkt. i § 9, stk. 3, i adoptionsloven indsættes en ny bestemmelse, hvorefter afgørelse efter § 9, stk. 3, vil kunne træffes inden barnets fødsel.

Med forslaget vil der blive etableret mulighed for, at Ankestyrelsen inden fødslen kan træffes afgørelse om at frigive barnet til adoption uden samtykke fra forældrene, når der i helt særlige tilfælde er grundlag herfor. Der vil således i alle sager, der er omfattet af forslaget, skulle foretages en konkret vurdering af, om der er et klart grundlag for at vurdere, at det vil være til barnets bedste at vokse op i sin egen familie, der vil kunne sikre kontinuiteten og stabiliteten for barnet i opvæksten, frem for at være anbragt hele barndommen.

Når Ankestyrelsen inden fødslen har truffet afgørelse om at frigive barnet til adoption, vil Ankestyrelsen straks efter fødslen skulle bede Adoptionsnævnet matche det frigivne barn med en adoptant og straks efter matchningen placere barnet hos den valgte adoptant efter § 32 a i adoptionsloven.

Proceduren for Adoptionsnævnets udvælgelse af, hvem der skal adoptere barnet, er fastlagt i adoptionsbekendtgørelsen og i nævnets forretningsorden. Som led i udmøntningen af ordningen vil adoptionsbekendtgørelsen og forretningsordenen blive ændret sådan, at Adoptionsnævnet hurtigst muligt efter fødslen vil kunne udvælge, hvem der skal adoptere barnet.

Den foreslåede mulighed for at adoptere et barn fra fødslen vil ikke ændre betingelserne i § 9, stk. 3, i adoptionsloven for adoption uden samtykke. Der vil dog skulle tages højde for, at der er tale om en meget indgribende afgørelse, der træffes på et ikke fuldstændigt oplyst grundlag, da der i sagens natur hverken foreligger oplysninger om barnet eller om forholdet mellem barnet og forældrene, ligesom myndighederne ved afgørelsen om at frigive barnet til adoption inden fødslen reelt aldrig har arbejdet for genforening mellem barnet og forældrene. Dette vil indebære, at der vil blive stillet meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og det vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes. Der henvises til punkt 3.

En afgørelse om adoption af et barn inden fødslen vil efter forslaget således kun kunne træffes i helt særlige tilfælde, når der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, der klart er begrundet i tungtvejende hensyn til barnets bedste. Bestemmelsen vil i praksis navnlig kunne finde anvendelse i relation til børn, hvis forældre navnligt på grund af svære kroniske psykiske lidelser, svære personlighedsforstyrrelser, mental retardering eller langvarigt misbrug har en så begrænset forældreevne, at det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.

Det bemærkes, at selvom en sag om adoption uden samtykke indledes i god tid inden barnets fødsel, er det ikke sikkert, at det vil være muligt for Ankestyrelsen at træffe afgørelse efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven om frigivelse af barnet til adoption inden fødslen. Det vil bl.a. kunne skyldes arbejdet med at fastslå faderskabet til barnet og inddragelse af den pågældende mand i sagen, den nødvendige overholdelse af forældrenes retssikkerhedsmæssige garantier i form af partsrepræsentation, partshøring, ret til aktindsigt og ret til at anmode om udsættelse af afgørelsen på at afgive en udtalelse m.v., og behov for at indhente supplerende oplysninger om forældrene.

Forslaget vil ikke ændre § 8, stk. 2, i adoptionsloven, hvorefter forældresamtykke til adoption ikke kan modtages før tre måneder efter barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold foreligger. En forælder vil således fortsat som udgangspunkt ikke kunne give samtykke til bortadoption af et barn før fødslen. Uanset om forælderen inden fødslen gerne vil give samtykke til adoption, vil der således skulle træffes afgørelse om frigivelse af barnet til adoption efter § 9, stk. 3, i adoptionsloven, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Det vil dog kunne indgå som et element i vurderingen af, om betingelserne i § 9, stk. 3, for adoption uden samtykke er opfyldt, at forælderen klart har tilkendegivet ikke at ville have noget med barnet at gøre.

De bestemmelser i serviceloven, der har betydning for behandlingen af sager om adoption uden samtykke, foreslås i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført således, at § 50 i serviceloven om børnefaglige undersøgelser foreslås videreført som § 20 i barnets lov om børnefaglige undersøgelser, § 58 i serviceloven om anbringelse uden for hjemmet som § 47 i barnets lov, §§ 68 d - 68 f i serviceloven om behandlingen af sager om adoption uden samtykke som §§ 69, 70 og 72 i barnets lov, § 75 i serviceloven om foreløbige afgørelser som § 143 i barnets lov og § 140 i serviceloven om handleplaner som §§ 91 og 92 i barnets lov om barnets plan og §§ 108 og 109 om ungeplaner. Bestemmelserne foreslås videreført uden ændringer af væsentlig betydning for behandlingen af sager om adoption uden samtykke, idet dog betegnelserne handleplan og børn og ungeudvalget foreslås ændret til henholdsvis barnets plan og ungeplan samt børne- og ungeudvalget.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke berører mulighederne efter § 20 a i adoptionsloven for at fastsætte samvær eller anden kontakt med barnet efter adoptionen.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.2. Midlertidig placering ved adoption uden samtykke

2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af § 32 a, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven, at når Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter lovens § 10 om at frigive et barn til adoption uden forældrenes samtykke efter loven § 9, stk. 1-3, placeres barnet hos den ansøger med godkendelse som adoptant, der er udvalgt af Adoptionsnævnet til at adoptere barnet. Der er tale om en midlertidig placering, indtil afgørelsen om at frigive barnet til adoption er endelig. Denne afgørelse er først endelig, når fristen på 14 dage i § 11, stk. 3, i adoptionsloven for at indbringe afgørelsen er udløbet, og der ikke er fremsat anmodning om domstolsprøvelse. Indbringes afgørelsen for domstolene, er afgørelsen endelig, når dommen, der frigiver barnet til adoption, er endelig.

Efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven må adoption af et barn under 18 år kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant af adoptionssamrådet eller Adoptionsnævnet. Adoption efter § 4 a, stk. 1, kaldes fremmedadoption.

Efter § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven kræves godkendelse dog ikke ved adoption af ægtefælles eller samlevers barn eller efter regler fastsat af social- og boligministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. Adoption efter § 4 a, stk. 2, kaldes familieadoption og omfatter efter § 1, nr. 3, i adoptionsbekendtgørelsen navnlig adoption, hvor ansøgeren adopterer et barnebarn, et søskendebarn eller en søskende, adoption af et barn under 18 år af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab er særligt knyttet til, og adoption af et barn, som ansøgeren har et særligt tilknytningsforhold til.

Efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven kan der træffes afgørelse om adoption uden samtykke fra barnets forældre, hvis forældrene tilbagekalder et samtykke til adoption, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det, eller hvis forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.

Adoption efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven kan gennemføres både som fremmedadoption og som familieadoption. Den, der adopterer et barn efter § 9, stk. 1-3, behøver således ikke at være godkendt som adoptant efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven.

I praksis gennemføres adoptioner efter § 9, stk. 1-3, normalt som fremmedadoptioner.

Der vil dog kunne opstå situationer, hvor et barn, der er frigivet til adoption uden samtykke efter § 9, stk. 3, fordi forældrene er ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, har nære slægtninge, f.eks. en søskende til en af barnets forældre, der gerne vil adoptere barnet. I så fald kan adoptionen gennemføres, hvis det i overensstemmelse med § 2 i adoptionsloven må antages, at det er bedst for barnet at blive adopteret af dette familiemedlem.

Når barnet ikke skal adopteres af en godkendt adoptant, men gennem familieadoption af en nær slægtning m.v., kan barnet ikke placeres midlertidigt hos adoptanten efter § 32 a i adoptionsloven, men må forblive anbragt efter servicelovens regler herom.

2.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Når en adoption uden samtykke efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven søges gennemført som en familieadoption, bør barnet som ved andre adoptioner efter § 9, stk. 1-3, hurtigst muligt kunne placeres hos den kommende adoptant, mens adoptionssagen færdigbehandles.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at når en adoption efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven søges gennemført som en familieadoption, vil barnet kunne placeres hos den kommende adoptant, når Ankestyrelsen efter lovens § 10 har truffet afgørelse om, at barnet kan adopteres uden samtykke.

Forslaget foreslås gennemført ved, at betingelsen om, at ansøgeren skal have en godkendelse som adoptant, udgår af § 32 a, stk. 1, 1. pkt., i adoptionsloven.

Forslaget vil betyde, at bestemmelsen i § 32 a i adoptionsloven også vil finde anvendelse ved familieadoption efter § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven. Hvis det vil være bedst for et barn, der skal bortadopteres efter § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven, at blive adopteret af et familiemedlem, vil barnet, når Ankestyrelsen efter lovens § 10 har truffet afgørelse om, at barnet kan adopteres uden samtykke, kunne placeres midlertidigt hos den kommende adoptant, mens adoptionssagen færdigbehandles.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 9.

2.3. Netværksadoption

2.3.1. Gældende ret

Efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven må adoption af et barn kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant af adoptionssamrådet eller Adoptionsnævnet. Sådanne adoptioner, der kaldes fremmedadoptioner, kræver, at adoptanterne gennemgår et godkendelsesforløb.

Det følger dog af lovens § 4 a, stk. 2, at godkendelse som adoptant ikke kræves ved stedbarnsadoption eller efter regler fastsat af social- og boligministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. Sådanne adoptioner kaldes familieadoptioner.

Det fremgår af § 1, nr. 3, i adoptionsbekendtgørelsen, at ved familieadoption forstås en adoption, hvor ansøgeren adopterer et barnebarn, et søskendebarn eller en søskende, en adoption af et barn under 18 år af forældre, som ansøgeren gennem nært og længerevarende bekendtskab eller er særligt knyttet til, en adoption af et barn, som ansøgeren har et særligt tilknytningsforhold til, og en adoption af et plejebarn. Begrebet familieadoption anvendes således også i situationer, hvor barnet ikke har en egentlig familiemæssig tilknytning til adoptanten.

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen. Dette indebærer, at der ved familieadoption skal foretages en konkret vurdering af, om adoption generelt vil bedst for barnet, og om den, der anmoder om at familieadoptere barnet, vil kunne varetage omsorgen for barnet i dets opvækst.

Efter § 66, stk. 1, nr. 4, i serviceloven kan et anbringelsessted for et barn være en netværksplejefamilie. Ved en netværksanbringelse forstås en anbringelse hos et barns familie eller netværk, som har en tilknytning til barnet, der ikke er baseret på en professionel relation.

Efter § 66 b, stk. 1 og 2, i serviceloven skal netværksplejefamilier være godkendt af kommunalbestyrelsen som konkret egnede i forhold til anbringelse af et bestemt barn. Efter § 11, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 522 af 30. april 2019 om plejefamilier skal den kommunalbestyrelse, der godkender netværksplejefamilien som konkret egnet, i forbindelse med godkendelsen tilbyde netværksplejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie. Det er en forudsætning for at være netværksplejefamilie, at familien gennemfører grundkurset i forbindelse med godkendelsen.

2.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Anbringelse af et barn hos en netværksplejefamilie har visse lighedspunkter med reglerne om familieadoption, idet de begge er baseret på en allerede etableret nær relation mellem barnet og henholdsvis plejefamilien og adoptanten.

Ved det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne om netværksplejefamilier videreført som § 43, stk. 1, nr. 4, og §§ 58 og 59 i barnets lov.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at mulighederne for at adoptere et barn gennem reglerne om familieadoption efter § 4 a, stk. 2, i adoptionsloven bør udvides til også at omfatte situationer, hvor der allerede er etableret en så nær relation mellem barnet og adoptanten, at adoptanten kan godkendes som netværksplejefamilie for barnet.

Inden en sådan familieadoption gennemføres, vil det i overensstemmelse med § 2 i adoptionsloven skulle sikres, at adoptionen er bedst for barnet, herunder at adoptanten vil kunne varetage omsorgen for barnet i dets opvækst.

Det bør dog ikke være en betingelse for adoptionen, at adoptanten har gennemført det kursus, som en netværksplejefamilie skal gennemføre for at få et barn i pleje. Dette skyldes, at det i øvrigt ikke er en betingelse for familieadoption, at der gennemføres kursus eller lignende.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at adgang til familieadoption udvides til også at omfatte situationer, hvor adoptanten opfylder betingelserne i § 58 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov for at kunne godkendes som netværksplejefamilie til barnet, dog uden krav om gennemførelse af de kursus som plejefamilier skal gennemføre. Forslaget foreslås gennemført ved, at der i adoptionsbekendtgørelsen indsættes en bestemmelse herom.

2.4. Initiativret for adopterede børn

2.4.1. Gældende ret

Efter adoptionsloven behandles adoptionssager af Familieretshuset og Ankestyrelsen.

Efter § 16, stk. 1, i lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 som ændret ved § 1 i lov nr. 962 af 26. juni 2020 og § 1 i lov nr. 969 af 26. juni 2020 (Familieretshusloven), gennemfører Familieretshusets Børneenhed bl.a. samtaler med børn i adoptionssager. Børneenheden skal således afholde samtale med et barn under 18 år, når et barn, der er fyldt 12 år, skal give samtykke til gennemførelse af en adoption, jf. § 6, stk. 2, i adoptionsloven. Endvidere er det Børneenhedens opgave at afdække barnets holdning til en adoption, hvis barnet er under 12 år, jf. § 6, stk. 3, i adoptionsloven.

Efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven må adoption af et barn under 18 år kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant. Sådanne adoptioner kaldes fremmedadoptioner. Disse adoptioner er som udgangspunkt anonyme, idet de oprindelige forældre normalt ikke kender identiteten på den, der adopterer barnet. Godkendelse som adoptant kræves dog ikke ved familieadoption efter bestemmelsens stk. 2, herunder ved plejefamilieadoption, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre.

Når en part ansøger om godkendelse som adoptant, har Familieretshuset ansvaret for at oplyse sagen til brug for afgørelsen om godkendelse som adoptant.

Ved adoption gennemføres der efter § 16 i adoptionsloven et fuldstændigt familieskifte, hvor adoptanterne træder i forældrenes sted. Som et led i forberedelsen og håndteringen af dette familieskifte er bl.a. åbenhed i adoptionen og den adopteredes ret til egen historie et tema i adoptionsprocessen. Mere overordnet kan dette ses som et element i Post Adoption Services (PAS), som er den internationale betegnelse for de forskellige former for vejledning, støtte og rådgivning, der er henvendt til adoptivfamilier og adopterede efter adoptionen. Danmark er gennem Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner forpligtet til at fremme dette arbejde.

Om et adoptivbarn har kendskab til og viden om sine oprindelige slægtninge (forældre, søskende m.v.), afhænger i nogen grad af adoptionsformen. Ved plejefamilieadoptioner er der tale om større børn, der ofte i et eller anden omfang har haft kontakt med de oprindelige slægtninge under anbringelsen. På samme måde vil der ved andre familieadoptioner også være en formodning for, at barnet har et vist kendskab til eller har haft en vis kontakt med de oprindelige slægtninge. Derimod vil der ved fremmedadoption som udgangspunkt være tale om anonyme adoptioner, og barnet vil oftest ikke have kendskab til eller have haft kontakt med de oprindelige slægtninge.

Når der er tale om en national adoption, kan den adopterede henvende sig til adoptionsmyndighederne med ønske om at få kontakt til de oprindelige slægtninge. Der er dog ikke tale om en lovhjemlet ret, og en adopteret kan heller ikke søge om at få fastsat kontakt med sine oprindelige slægtninge efter § 20 a i forældreansvarsloven. Denne ret til at søge om fastsættelse af kontakt tilkommer alene barnets oprindelige slægtninge.

En adopteret kan søge Familieretshuset, Adoptionsnævnet eller Ankestyrelsen om aktindsigt i sin adoptionssag. Da et barn normalt betragtes som part i de familieretlige sager, der vedrører barnets forhold, herunder sager om adoption, er en adopterets adgang til sin egen adoptionssag reguleret af forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014. Hvis den adopterede er under 18 år, udøver forældrene barnets rettigheder på vegne af barnet. Et barn kan således som altovervejende hovedregel ikke på egen hånd søge om aktindsigt i sin adoptionssag. Efter §§ 9 og 10 i forvaltningsloven har en part som udgangspunkt ret til aktindsigt i alle dokumenter, der vedrører sagen.

Det bemærkes, at efter § 35 i forældreansvarsloven kan et barn, der er fyldt 10 år, anmode Familieretshuset om at indkalde forældre, der ikke lever sammen, til et møde om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Denne initiativret omfatter ikke barnets oprindelige forældre.

En henvendelse fra de oprindelige slægtninge til adoptionsmyndighederne med ønske om oplysninger om et barn, der er blevet bortadopteret, herunder med henblik på at skabe kontakt til barnet, behandles af Ankestyrelsen. Ankestyrelsen videreformidler henvendelsen til den adopterede, hvis han/hun er myndig. Inden da orienteres adoptanterne dog om henvendelsen og oplyses om, at den vil blive bragt videre til den adopterede efter en kort tidsfrist, hvilket giver adoptanterne mulighed for at oplyse barnet om dets adoptionsbaggrund, hvis det ikke er sket tidligere. Etablering af kontakt mellem barnet og den oprindelige slægt vil afhænge af den adopteredes eget ønske.

Hvis den adopterede ikke er myndig, er det alene adoptivforældrene, der kontaktes af Ankestyrelsen, og ønsket om kontakt videregives til dem.

Er der tale om en national adoption gennemført efter den 26. maj 2009, har de oprindelige forældre mulighed for at få anonymiserede opfølgningsrapporter om barnets trivsel og udvikling. Første rapport udarbejdes af Familieretshuset eller Ankestyrelsen et år efter, barnet er kommet til sin nye familie. Herefter udarbejder adoptanterne rapporter om barnet i de år, hvor barnet fylder 4, 7, 10, 13 og 16 år. De oprindelige forældre har mulighed for at få rapporterne og vil normalt modtage en besked fra Adoptionsnævnet, når en opfølgningsrapport er modtaget. Adoptivforældrene har ikke pligt til at udarbejde rapporterne, og de oprindelige forældre har ikke krav på at modtage oplysninger om barnets forhold og udvikling.

Af hensyn til muligheden for at opretholde kontakten mellem barnet og den oprindelige slægt kan barnets oprindelige slægtninge efter § 20 a i forældreansvarsloven søge om at få fastsat kontakt med barnet, herunder også i form af bl.a. telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.lign., navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde kontakt med dem. Ud over de oprindelige forældre omfatter bestemmelsen bl.a. også bedsteforældre og forældrenes søskende. En sådan ansøgning behandles af Familieretshuset. En anmodning efter § 20 a i forældreansvarsloven forudsætter ikke, at ansøgeren ved, hvem der adopterede barnet, eller kender barnets identitet efter adoptionen.

2.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Begrebet ”åbenhed i adoption” dækker over flere forskellige former for åbenhed, og forståelsen af begrebet vil derfor også afhænge af den enkelte person og dennes situation. Begrebet anvendes ofte som udtryk for en adopterets viden om og kontakt med sine oprindelige slægtninge.

En undersøgelse gennemført til brug for helhedsanalysen af det danske adoptionssystem, ”Delundersøgelse 2: Voksne adopteredes oplevelse af at være adopteret og behov for støtte”, Ankestyrelsen, september 2014, peger ikke entydigt på, at mere åbenhed i adoptioner i alle tilfælde vil være ønsket og hensigtsmæssigt. Undersøgelsen viser også, at åbenhed generelt bidrager til en større forståelse af adoptionen for den adopterede. En senere analyse, ”At vokse op som adopteret i Danmark”, VIVE, 2017, viser bl.a., at graden af åbenhed omkring adoptionen har stor betydning for de adopteredes identitetsdannelse. Åbenhed og lukkethed kan dog ifølge analysen ikke nødvendigvis ses som noget ubetinget positivt og negativt, men at det i høj grad er situationsbestemt og kan ændre sig i løbet af opvæksten. Generelt oplevede de adopterede, som analysen omfattede, en manglende mulighed for at tale om adoptionen som negativt, men de kunne også opleve, at det på bestemte tidspunkter i livet eller i forbindelse med bestemte typer af oplysninger kunne være vanskeligt at håndtere åbenheden.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at et barn, der er adopteret ved fremmedadoption i Danmark, bør sikres adgang til at påvirke sin egen situation i forhold til sine oprindelige forældre og andre slægtninge gennem en selvstændig ret til at tage initiativ til at søge tilbage til sine rødder. Barnet kan i dag henvende sig til adoptionsmyndighederne med et ønske om kontakt til sine oprindelige forældre og andre slægtninge, men det kan ikke ske uden adoptanternes samtykke, når barnet ikke er fyldt 18 år. For langt de fleste adopterede børn vil dette ikke udgøre en barriere i forhold til at søge tilbage til de oprindelige slægtninge. Ministeriet finder imidlertid ikke, at imødekommelsen af barnets behov for at søge sine rødder bør afhænge af adoptanternes holdning, da det ikke kan afvises, at adoptanterne i nogle situationer vil kunne have modsatrettede interesser eller vil kunne være tilbageholdende i forhold til at imødekomme barnets ønsker.

Der bør derfor etableres en ret for børn, der er adopteret ved fremmedadoption i Danmark, og som er fyldt 12 år, til uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at tage initiativ til, at der iværksættes en proces med henblik på at etablere kontakt til barnets oprindelige slægtninge. En sådan initiativret kan ses som en forlængelse af den forpligtelse til at sikre Post Adoption Service (PAS) til adopterede, der påhviler danske myndigheder. Der er ikke behov for, at ordningen omfatter voksne, da de selv kan tage initiativ til at få etableret kontakt med deres oprindelige slægtninge.

Et vigtigt opmærksomhedspunkt er, at der ikke bør være tale om en traditionel ansøgning om fastsættelse af kontakt, som myndighederne kan imødekomme eller afslå. Der bør i stedet være tale om at give en adopteret, der ikke er fyldt 18 år, ret til at tage initiativ til, at der iværksættes en proces, der har til formål at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge, navnlig de oprindelige forældre. Denne proces bør samtidig tage højde for den sårbarhed, der ofte vil være hos et barn, der søger afklaring af/oplysninger om sin identitet og baggrund. Inden processen iværksættes, bør det derfor gøres klart for barnet, at processen ikke nødvendigvis vil føre til kontakt med de oprindelige slægtninge.

Det bør være Familieretshuset, der står for at iværksætte denne proces. Det skyldes de kompetencer, der findes i Børneenheden i Familieretshuset i forhold til at tale med og rådgive børn, og Familieretshusets kompetencer i forhold til at håndtere adoptionsforløb.

Under hensyn til den mulige følelsesmæssige kompleksitet, som det at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge kan rumme, og den måde, det kan påvirke barnet, bør initiativretten kun gælde for børn, der er fyldt 12 år. Endvidere bør initiativretten afgrænses til nationalt adopterede, dvs. situationer hvor barnet ved adoptionen som udgangspunkt boede i Danmark. Dette skyldes, at den alene bør omfatte situationer, hvor de geografiske forhold normalt ikke udgør en praktisk hindring i forhold til at skabe kontakt mellem den adopterede og de oprindelige slægtninge.

Da der er tale om følelsesmæssige komplekse forhold, vil der kunne opstå situationer, hvor det ud fra en børne- og adoptionsfaglig vurdering ikke er bedst for barnet at fortsætte processen hen imod etablering af kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. I sådanne situationer bør Familieretshuset kunne afslutte processen. Da der er tale om en beslutning af processuel karakter, bør beslutningen ikke kunne påklages til højere administrativ myndighed.

Den omhandlede initiativret vil ikke have til formål at give en mindreårig adopteret en selvstændig ret til aktindsigt i sin adoptionssag. Denne partsrettighed skal fortsat udøves gennem adoptanterne, indtil barnet er fyldt 18 år og dermed er blevet myndigt. Derfor skal den omhandlede initiativret ikke give den adopterede ret til at få udleveret oplysninger om de oprindelige slægtninges identitet, hvis de ikke ønsker det.

Med en sådan initiativret vil et adopteret barn få en egentlig rettighed i forhold til i dag, hvor en adopteret kun på egen hånd kan henvende sig til myndighederne med et ønske om at få kontakt med sine oprindelige slægtninge, når den adopterede er fyldt 18 år, og hvor kontakten formidles gennem adoptivforældrene, når den adopterede ikke er fyldt 18 år.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der etableres en initiativret for nationalt adopterede børn, der er fyldt 12 år, til at anmode Familieretshuset om at igangsætte en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Den foreslåede initiativret vil ikke omfatte adopterede, der er fyldt 18 år.

Med forslaget vil barnet få ret til uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren at tage initiativ til at få kontakt med sine oprindelige slægtninge gennem en proces, som Familieretshuset igangsætter. Barnet vil til enhver tid kunne standse processen, og det vil være frivilligt for de oprindelige slægtninge, som barnet ønsker at få kontakt med, om de vil deltage i den foreslåede proces.

Forslaget foreslås gennemført ved, at der som § 25 f, stk. 1, i adoptionsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter et barn, der er adopteret gennem national adoption og er fyldt 12 år, vil kunne tage initiativ til, at der iværksættes en proces med henblik på at etablere kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Efter bestemmelsen vil anmodning herom skulle sendes til Familieretshuset. Det foreslås efter bestemmelsens stk. 2, at Familieretshuset vil kunne afslutte en proces efter stk. 1, hvis det vil være bedst for barnet, at der ikke etableres kontakt mellem barnet og de oprindelige slægtninge. Familieretshusets beslutning herom vil efter forslaget ikke kunne påklages til højere administrativ myndighed.

Endvidere foreslås forslaget gennemført ved, at anvendelsesområdet for § 25 i adoptionsloven, der giver social- og boligministeren ret til at fastsætte regler om behandlingen af adoptionssager, vil blive udvidet til også at omfatte fastsættelse af regler om den proces, der følger af den foreslåede bestemmelse i § 25 f i adoptionsloven.

Endelig foreslås forslaget gennemført ved, at anvendelsesområdet for § 16, stk. 1, i Familieretshusloven vil blive udvidet sådan, at Børneenheden også vil varetage opgaven med at afholde samtaler og yde rådgivning, når et barn udnytter sin initiativret efter den foreslåede nye bestemmelse i § 25 f i adoptionsloven.

Etableres der kontakt mellem barnet og dets oprindelige forældre og andre slægtninge, kan kontakten fremadrettet foregå på aftalebasis. Er der ikke enighed om kontakten, vil barnets oprindelige forældre og andre slægtninge efter § 20 a i forældreansvarsloven kunne søge om fastsættelse af samvær eller anden kontakt.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 6-8, og § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.5. Samvær med børn på kvindekrisecentre m.v.

2.5.1. Gældende ret

Forældreansvarsloven regulerer barnets ret til samvær og anden kontakt med den af forældrene, som barnet ikke har bopæl hos.

Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af samvær, kan der efter lovens § 21, stk. 1, træffes afgørelse herom. Aftale eller afgørelse om samvær kan efter lovens § 21, stk. 3, ændres.

Der kan efter § 22 træffes afgørelse om anden kontakt mellem barnet og forælderen og om ændring af en sådan afgørelse. Anden kontakt omfatter bl.a. telefonsamtaler, brevveksling, elektronisk post, fotografier el.lign.

Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt.

Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt træffes en midlertidig afgørelse om samvær eller anden kontakt. Efter bestemmelsen kan det bl.a. under behandlingen af en sag om fastsættelse af samvær bestemmes, at der skal være samvær under den videre behandling af sagen. Bestemmelsen giver også mulighed for under behandlingen af en sag om ophævelse af samvær at suspendere samværet.

Hvis barnet ikke har samvær med den forælder, der anmoder om samvær, skal Familieretshuset efter lovens § 29 a som udgangspunkt hurtigst muligt og inden tre uger træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær.

Afgørelser om samvær og anden kontakt, herunder midlertidige afgørelser herom, træffes efter lovens § 30 a, stk. 2, af Familieretshuset eller familieretten.

Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at barnet har ret til kontakt med begge forældre. Det følger således af lovens § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.

Efter § 1 i forældreansvarsloven skal hensynet til barnets bedste og til barnets ret til trivsel og beskyttelse i alle forhold, der er omfattet af loven, komme i første række. Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal ved afgørelsen have fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare. Endvidere skal der være fokus på at beskytte barnet mod at blive vidne til vold. Sidstnævnte kan bl.a. have selvstændig betydning, hvis barnet tidligere har været vidne til vold mellem forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene, som barnet ikke har været vidne til, men hvor der er risiko for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til. Det har ikke betydning, hvem der har været offer for volden, og det skal dermed også tillægges betydning, hvis der f.eks. har været vold i forholdet mellem en forælder og dennes samlever.

Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste i §§ 1 og 4 i forældreansvarsloven indeholder loven i § 4 a, stk. 1, en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for personfarlig kriminalitet af grovere karakter såsom manddrab, seksualforbrydelser eller grov vold eller for overtrædelse af terrorbestemmelser i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022, ikke mod den anden forælders ønske har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder mod den anden forælders ønske. Dette gælder uanset, om det strafbare forhold er begået mod egne børn, øvrige familiemedlemmer eller andre. § 4 a gælder dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt m.v. med den anden forælder.

Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder der er dømt for at have begået de nævnte straffelovsovertrædelser.

Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er omfattet af § 4 a, stk. 1, indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Tilsvarende gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængselsstraf m.v., men eksempelvis betinget frihedsstraf eller bøde, for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1. Kriminalitet har dog kun betydning, hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn, herunder beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme. Det er navnlig tilfældet ved kriminalitet, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker.

Begrebet barnets bedste skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen af barnets bedste skal altid ske ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer, og på barnets egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed.

Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal tage ansvar for barnet dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrørende barnet. Forældreansvarsloven bygger således på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve samvær, hvis det er bedst for barnet. Dette vil eksempelvis i udgangspunktet være tilfældet, hvis en forælder har udøvet vold mod barnet, ligesom vold mod den anden forælder kan føre til, at barnets kontakt til den voldelige forælder afskæres.

Som led i fastlæggelsen af, hvad der er barnets bedste, skal der i alle forhold vedrørende barnet tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Barnet skal således inddrages under en sag om samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder. Dette gælder også ved midlertidige afgørelser, men ved disse afgørelser må der dog tages hensyn til afgørelsens midlertidige karakter, og til, at den vil blive fulgt op af en endelig afgørelse. Det må derfor ved midlertidige afgørelser vurderes, hvad der er bedst for barnet ud fra et kortere tidsperspektiv end, hvis der er tale om en endelig afgørelse. Der henvises til §§ 5 og 34 i forældreansvarsloven.

Efter § 109, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Boformer efter § 109 i serviceloven benævnes almindeligvis kvindekrisecentre.

Kvindekrisecentres virksomhed omfatter kvinder, som har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, trusler om vold eller tilsvarende. Der henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3765-3766.

Ophold på et kvindekrisecenter er omfattet af det såkaldte selvmøderprincip, som indebærer en ret for kvinden til at få ophold og modtage hjælp på krisecentre uden forudgående kommunal visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at ophold på kvindekrisecentre har en akut karakter og er afgørende for, at kvinder udsat for vold m.v. kan få akut hjælp uden at skulle afvente en afgørelse fra kommunen. Det er således lederen af krisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning af kvinden på krisecenteret, jf. § 109, stk. 3, i serviceloven.

Selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret medfører, at kvindekrisecentrene og lederne af disse har en vigtig opgave i forhold til beslutningen om at optage eller afvise en kvinde. Det er afgørende, at kvinder, som får ophold, befinder sig i kerneområdet for krisecentrenes virke. Derfor er visitationsarbejdet på et kvindekrisecenter koncentreret om en grundig visitationssamtale med kvinden. Visitationen foretages således ofte af fagpersonale, der har viden om vold og erfaring med at behandle voldsproblematikker.

Personalet på kvindekrisecentrene har løbende samtaler med kvinderne efter optagelsen, og disse samtaler medvirker til at sikre en løbende overvejelse af, om opholdet på kvindekrisecenteret fortsat er berettiget. Hvis en kvinde ikke længere opfylder betingelserne for opholdet, træffer lederen afgørelse om, at kvinden skal udskrives fra kvindekrisecenteret.

Efter § 110, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Disse boformer henvender sig til både kvinder og mænd og til en bredere målgruppe end voldsramte.

Tilbud efter § 110 i serviceloven (§ 110-tilbud) er ligesom tilbud efter lovens § 109 omfattet af selvmøderprincippet, og det indebærer en ret for borgeren til at få ophold og modtage hjælp på tilbuddet uden forudgående kommunal visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at tilbuddet har en akut karakter. Det er lederen af tilbuddet, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning.

Blandt § 110-tilbuddene findes i dag en række specialiserede tilbud, der er målrettet mænd i krise, eksempelvis på grund af partnervold eller skilsmisse. Disse tilbud tilbyder en midlertidig bolig, hvor mændene kan have mulighed for ophold med eventuelle børn. Under opholdet modtager mændene støtte og hjælp.

§ 110 i serviceloven regulerer ikke optagelse af børn, men bestemmelsen er ikke til hinder for, at et barn tager ophold på et § 110-tilbud sammen med den ene forælder.

Når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, kan der opstå spørgsmål om barnets samvær med den anden forælder.

Efter forældreansvarsloven vil opholdet ikke i sig selv kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Bestemmelserne om barnets bedste og trivsel og beskyttelsen af barnet mod vold i lovens §§ 1 og 4 og § 4 a, stk. 1, indebærer imidlertid, at enhver tvivl om barnets trivsel og beskyttelse skal komme barnet til gode, så der ikke fastsættes eller fastholdes et samvær, hvor der er risiko for, at barnet udsættes for vold eller for at være vidne til vold. Oplysning om, at barnet sammen med den ene forælder har taget ophold på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud, er en væsentlig oplysning i den forbindelse.

Efter praksis udsteder kvindekrisecentre erklæringer til Familieretshuset om baggrunden for opholdet, f.eks. at kvinden har været udsat for vold eller trusler om vold. Foreligger der en sådan krisecentererklæring, der samtidigt indeholder oplysninger om barnet og barnets perspektiv på baggrund af volden, vil der kunne være grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om afslag på samvær. Dette forudsætter dog, at volden m.v. er godtgjort eller sandsynliggjort, f.eks. ved politianmeldelse, skadestuerapport m.v.

Ved afgørelsen lægges der også vægt på omfanget af et eventuelt eksisterende samvær, barnets alder, konfliktniveauet mellem forældrene, konkrete beskyttelseshensyn, årsagen til opholdet på kvindekrisecenteret og oplysninger om barnets forhold til den pågældende forælder. Af hensyn til barnets bedste træffes der således i konkrete tilfælde afgørelse om, at samværet kan fastsættes eller ikke skal ophæves, idet det vurderes at være til barnets bedste at opretholde kontakten med den anden forælder.

I praksis forekommer det aldrig eller sjældent, at der søges om samvær med et barn, der opholder sig på et § 110-tilbud, men i givet fald vil sagen blive behandlet på samme måde som ved ophold på et kvindekrisecenter. Det bemærkes dog, at der ved ophold på et § 110-tilbud ikke udstedes en krisecentererklæring som den, der udstedes ved ophold på et kvindekrisecenter.

2.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Forældreansvarslovens regler om samvær og anden kontakt skal administreres, så afgørelsen af forældrenes uenighed afspejler den bedst mulige løsning for det konkrete barn. Der er således efter de gældende regler fokus på, at afgørelser om samvær og anden kontakt skal være bedst for barnet.

Med de seneste ændringer af forældreansvarsloven er fokus på barnets trivsel og på at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare eller for at være vidne til vold, blevet skærpet. Der henvises til lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven), hvorved der i § 4 i forældreansvarsloven blev indsat en bestemmelse om beskyttelse af børn mod vold m.v. Der henvises videre til lov nr. 202 af 5. marts 2019 om ændring af forældreansvarsloven (Forældremyndighed, barnets bopæl og samvær for forældre, der er dømt for visse former for kriminalitet af grovere karakter) og lov nr. 2215 af 29. december 2020 om ændring af forældreansvarsloven (Forældremyndighed, barnets bopæl og samvær for forældre, der er dømt for overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser), hvorved formodningsreglen imod, at barnet har samvær eller anden kontakt med en volds- eller terrordømt forælder, blev indsat som § 4 a i forældreansvarsloven.

Trods dette skærpede fokus på at skærme barnet mod vold m.v. opstår der imidlertid fra tid til anden situationer, hvor der er risiko for, at et barn, der opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud med en voldsramt forælder, har samvær med en voldelig forælder.

Efter ministeriets opfattelse er børn, der med en forælder opholder sig på et kvindekrisecenter eller et § 110-tilbud på grund af vold eller trusler om vold fra den anden forælder, særligt sårbare, og der må derfor ikke opstå tvivl om hverken mulighederne for at beskytte barnet mod en voldelig forælder eller myndighedernes pligt til at sætte barnets bedste først. Det bør derfor være helt klart, at hensynet til barnet og barnets bedste også i disse situationer skal stå over andre hensyn, herunder også over hensynet til den anden forælders mulighed for at have kontakt med barnet.

Ministeriet finder på den baggrund, at når et barn opholder sig på et kvindekrisecenter eller på et § 11o-tilbud med den ene forælder, og det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, bør der efter anmodning træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, medmindre det er bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.

En sådan ordning vil understøtte forældreansvarslovens fokus på, at afgørelser efter loven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at beskytte barnet mod at være vidne til vold.

Ministeriet finder, at der helt undtagelsesvist kan være situationer, hvor det efter en konkret og individuel vurdering er bedst for barnet at have kontakt til den forælder, som barnet ikke opholder sig hos, mens sagen undersøges nærmere. Der vil således under hensyn til barnets bedste kunne fastsættes samvær, eventuelt under overvågning, eller der kan fastsættes anden kontakt, f.eks. videomøde.

Ministeriet finder endelig, at denne ordning ikke må gøre det muligt at omgå et andet bærende princip i loven om, at der er en generel formodning for, at det er bedst for et barn at have kontakt med begge forældre.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der som § 29 b i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der af hensyn til barnets bedste skal træffes en midlertidig afgørelse om, at et barn ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, når barnet opholder sig i en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110 med den ene forælder, det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og den forælder, som barnet opholder sig hos, anmoder om, at der ikke er samvær eller anden kontakt med den anden forælder. Efter den foreslåede bestemmelse skal dette dog ikke gælde, når det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.

Forslaget vil betyde, at når et barn, der er involveret i en sag om samvær, opholder sig på et kvindekrisecenter eller i et § 110-tilbud sammen med den ene forælder på grund af vold eller trusler om vold fra den anden forælder, vil det som udgangspunkt være bedst for barnet, at der træffes afgørelse om at suspendere et allerede fastsat samvær eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær, herunder også kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven. Dette vil dog forudsætte, at den forælder, der opholder sig med barnet på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, anmoder om, at der ikke skal være samvær.

Bestemmelsen vil kun finde anvendelse, hvis det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, og det derfor umiddelbart anses for bedst for barnet ikke at have kontakt med den anden forælder. Ved ophold på et kvindekrisecenter vil dette normalt kunne godtgøres ved fremlæggelse af en krisecentererklæring, som kvindekrisecenteret har udfyldt, og ved ophold på et § 110-tilbud vil dette normalt kunne godtgøres ved, at tilbuddet bidrager med lignende oplysninger om årsagen til opholdet m.v.

Med henblik på vurderingen af barnets bedste bør erklæringen indeholde oplysninger om den vold eller trusler herom, som er foregået i familien, en beskrivelse af behovet for midlertidigt at skærme barnet fra at have kontakt med den anden forælder samt oplysninger om barnets situation og belysning af barnets perspektiv, herunder i forhold til hvordan volden m.v. påvirker barnet, og hvordan barnet selv oplever sin situation i forhold til at have kontakt med den anden forælder. Det vil kunne være nødvendigt at supplere erklæringen med f.eks. andre sagkyndige udtalelser, politianmeldelse af volden m.v., skadestuerapport m.v.

Fremlægges der ikke en erklæring fra kvindekrisecentret eller tilsvarende oplysninger fra § 110-tilbuddet, vil det bero på en konkret vurdering, om det trods den manglende erklæring vil kunne anses for godtgjort, at betingelserne for at anvende den foreslåede bestemmelse vil være opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke vil pålægge de omhandlede kvindekrisecentre og § 110-tilbud at udarbejde de nævnte erklæringer m.v.

Flytter barnet fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, inden der er truffet en midlertidig afgørelse, vil den foreslåede bestemmelse ikke længere finde anvendelse.

En afgørelse truffet efter den foreslåede bestemmelse vil ikke bortfalde, selvom barnet flytter fra kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, og den vil heller ikke bortfalde, selvom den omhandlede vold og de omhandlede trusler er anmeldt til politiet, og politiet beslutter ikke at foretage videre i sagen. Samværsforælderen vil dog under henvisning til disse omstændigheder kunne søge om fastsættelse af midlertidigt samvær under den fortsatte behandling af sagen. Den foreslåede bestemmelse vil ikke finde anvendelse ved afgørelsen af denne ansøgning.

I de situationer, hvor den foreslåede bestemmelse ikke vil finde anvendelse, vil det forhold, at barnet opholder sig på kvindekrisecenteret eller § 110-tilbuddet, indgå i den almindelige vurdering af barnets bedste og hensynet til barnets trivsel og beskyttelse mod vold m.v.

Er der truffet afgørelse om at suspendere et samvær eller en anden kontakt eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær eller anden kontakt, vil afgørelsen skulle følges op af en nærmere undersøgelse af barnets bedste med henblik på, at der træffes en endelig afgørelse i sagen. Under behandlingen af sagen vil en afgørelse om midlertidigt afslag på samvær eller anden kontakt kunne ændres således, at der fastsættes midlertidigt samvær under den videre behandling af sagen, eventuelt alene i begrænset omfang eller under overvågning.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.6. Fast-track ordning for godkendelse af plejefamilier

2.6.1. Gældende ret

Socialtilsynet har siden den 1. januar 2014 haft ansvaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med den generelle kvalitet i tilbud omfattet af lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 1. juli 2022 (socialtilsynsloven), herunder med almene, forstærkede og specialiserede plejefamilier.

Af socialtilsynslovens § 5 fremgår, at socialtilsynet varetager opgaven med at godkende tilbud, herunder plejefamilier omfattet af § 4, stk. 1, nr. 1, som generelt egnede. Godkendelse af tilbuddene sker efter ansøgning. Godkendelsen indebærer en vurdering af, om tilbuddet er generelt egnet til at modtage borgere i tilbuddets målgruppe inden for rammerne af godkendelsen i overensstemmelse med de krav, der bl.a. følger af socialtilsynslovens §§ 6 og 11 a-18.

Godkendelsen af plejefamilier skal, jf. § 5, stk. 3, i socialtilsynsloven, som minimum omfatte plejefamiliens adresse, antal pladser, plejefamilietype og plejefamiliens ydelser.

Det fremgår af § 5 a, stk. 1, i socialtilsynsloven, at socialtilsynet ved sin godkendelse efter § 5 af almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-3, i serviceloven, skal følge et fast koncept for godkendelsen, der er udarbejdet af Socialstyrelsen og udstedt af Social-, Bolig- og Ældreministeriet som et bilag til bekendtgørelse nr. 469 af 21. april 2022 om socialtilsyn (socialtilsynsbekendtgørelsen). Konceptet beskriver centrale elementer i godkendelsesforløbet og indeholder redskaber til afdækning og vurdering af ansøgernes kompetencer.

I forbindelse med godkendelse af sociale tilbud, herunder plejefamilier, som er omfattede af socialtilsynsloven, og det efterfølgende driftsorienterede tilsyn med disse, vurderer socialtilsynet tilbuddenes generelle kvalitet inden for følgende temaer:

1. Uddannelse og beskæftigelse

2. Selvstændighed og relationer

3. Målgrupper, metoder og resultater

4. Sundhed og trivsel

5. Organisation og ledelse

6. Kompetencer

7. Økonomi

8. Fysiske rammer

Ved vurderingen af kvaliteten inden for tema 1-6 og 8 anvender socialtilsynet en centralt fastsat kvalitetsmodel, jf. § 14 i socialtilsynsbekendtgørelsen, som inden for hvert tema er opdelt i en række kriterier og indikatorer. Der er udarbejdet én kvalitetsmodel for plejefamilier og én for øvrige sociale tilbud.

Som led i vurderingen af plejefamiliens økonomi inden for temaet økonomi, jf. ovenfor, skal socialtilsynet, jf. § 11 c i socialtilsynsloven, foretage en overordnet vurdering af, om plejefamiliens økonomi giver grundlag for en stabil anbringelse.

Socialtilsynets godkendelse er en forudsætning for, at tilbuddet, herunder plejefamilien, kan indgå i den kommunale forsyning og dermed kan anvendes af kommunerne.

Det følger af § 5, stk. 7, i socialtilsynsloven, at socialtilsynet i forbindelse med en godkendelse kan fastsætte vilkår, hvis opfyldelse er en betingelse for fortsat godkendelse. Socialtilsynet kan således give en betinget godkendelse, hvis det anses for overvejende sandsynligt, at tilbuddet efterfølgende vil kunne opfylde betingelsen. Muligheden er således reserveret til de tilfælde, hvor der alene udestår formalia, eller hvor der er andre forhold, som er væsentlige nok til at være en betingelse for godkendelse, men som omvendt trods alt alene udgør en mindre del af det samlede godkendelsesgrundlag.

Det følger af socialtilsynslovens § 5, stk. 10, at socialtilsynet kan træffe afgørelse om ophør af en godkendelse, hvis tilbuddet eller plejefamilien ikke længere opfylder betingelserne for at være godkendt, jf. socialtilsynslovens § 5, stk. 1.

Det fremgår af socialtilsynslovens § 5, stk. 11, at en plejefamilies godkendelse bortfalder, hvis plejefamilien ikke har været benyttet til det godkendte formål i en sammenhængende periode på tre år. Det er f.eks. tilfældet, hvis der ikke har været anbragt børn eller unge hos plejefamilien inden for en sammenhængende periode på tre år.

Af servicelovens § 4, stk. 4, fremgår det, at kommunen, i tilfælde, hvor der er et akut behov for at placere en borger, og der ikke kan findes et egnet og allerede godkendt tilbud, kan anvende et tilbud, herunder en plejefamilie, i op til tre uger, uden at tilbuddet er godkendt af socialtilsynet. Socialtilsynet skal orienteres straks om anvendelsen af det tilbud eller den plejefamilie, der ikke er godkendt af socialtilsynet.

I forlængelse heraf fremgår det af socialtilsynslovens § 5, stk. 6, at socialtilsynet, når særlige grunde taler for det, kan træffe afgørelse om, at tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet, og som kommunalbestyrelsen i akutsituationer har visiteret borgere til i en periode på op til tre uger, jf. servicelovens § 4, stk. 4, kan anvendes i yderligere tre uger.

Det følger af socialtilsynslovens § 5, stk. 8, at socialtilsynet efter anmodning fra et allerede godkendt tilbud eller plejefamilie kan træffe afgørelse om, at den meddelte godkendelse og de meddelte vilkår for godkendelsen, jf. lovens § 5, stk. 1, kan fraviges på nærmere bestemte betingelser eller inden for en nærmere bestemt periode. Der kan f.eks. være tale om, at en plejefamilie, der er godkendt til to børn, får godkendt en fravigelse af plejefamiliens godkendelse, således at plejefamilien inden for en afgrænset periode eller på baggrund af nogle konkrete betingelser får mulighed for at modtage tre børn, fordi den anbringende kommune ønsker, at et tredje barn, som er en søskende til et af de andre børn, gives mulighed for ophold i plejefamilien. En fravigelse af rammerne for godkendelsen er kendetegnet ved at være tidsbegrænset i modsætning til en ændring af godkendelsen, som er permanent.

2.6.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Ministeriet finder, at der er behov for at etablere en ordning, hvor socialtilsynet kan godkende familier hurtigt i de særlige tilfælde, hvor det måtte være nødvendigt at placere et barn akut i en plejefamilie, der ikke er godkendt, så barnet ikke skal skifte anbringelsessted, og så færre akutanbragte børn oplever skift i anbringelsessted inden for de første to måneder.

Ministeriet finder det i den forbindelse centralt, at en sådan ordning hverken direkte eller indirekte opfordrer kommunerne til at anbringe akut i ikke-godkendte familier, og at det heller ikke skal være med til at skabe en forventning om, at en plejefamilie, som har et barn anbragt efter akutbestemmelsen, kan godkendes som generelt egnet, hvis familien reelt ikke opfylder kravene.

Ministeriet finder det desuden vigtigt at understrege, at en sådan ordning ikke må betyde, at de plejefamilier, der godkendes i en sådan ordning, ikke skal opfylde de almindelige krav, som stilles til plejefamiliers kvalitet i forbindelse med godkendelse og løbende tilsyn.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en fast-track ordning i socialtilsynsloven, som medfører, at en anbringende kommunalbestyrelse under helt særlige omstændigheder vil kunne anmode socialtilsynet om at undergive en konkret ansøgning om godkendelse af en plejefamilie, som ikke allerede er godkendt af socialtilsynet, en særlig hurtig behandling, det vil sige inden for en periode på seks uger fra det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har anbragt et barn eller en ung i plejefamilien. De seks uger svarer til den periode, hvor en kommunalbestyrelse, jf. § 4, stk. 4, i serviceloven og § 5, stk. 6, i socialtilsynsloven kan anvende f.eks. en plejefamilie, der ikke er godkendt af socialtilsynet.

At der vil være tale om helt særlige omstændigheder fremgår af betingelserne for bestemmelsens anvendelse, jf. det i lovforslagets § 3, nr. 9, foreslåede § 5 b, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at der vil skulle være tale om, at afgørelsen om anbringelse er truffet efter reglerne i § 143, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, om afgørelser truffet af formanden eller næstformanden for kommunens børne- og ungeudvalg (foreløbige afgørelser), fordi sagen af hensyn til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børne- og ungeudvalget.

Det vil desuden være betingelse for anvendelse af fast-track ordningen, at den anbringende kommunalbestyrelse uden resultat har afsøgt mulighederne for anvendelse af godkendte plejefamilier samt muligheden for anbringelse i en netværksplejefamilie.

Kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, at plejefamilien vil opfylde betingelserne for at blive godkendt af socialtilsynet, og at plejefamilien vil kunne opfylde barnets eller den unges behov for støtte, samt at barnet eller den unge vil forblive anbragt i den konkrete plejefamilie. Fast-track ordningen vil således ikke kunne anvendes til foreløbige eller helt kortvarige anbringelser.

Kommunalbestyrelsen vil i sin anmodning til socialtilsynet skulle redegøre for, hvordan den finder, at ovennævnte betingelser for anvendelse af fast-track ordningen er opfyldt og begrunde, hvordan plejefamilien vurderes at kunne imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

Socialtilsynet vil kunne afvise kommunalbestyrelsens anmodning, hvis socialtilsynet ikke finder, at betingelserne for anvendelse af fast-track ordningen er opfyldt, og afvisningen vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Hvis anmodningen afvises, og plejefamilien således ikke godkendes af socialtilsynet inden for de angivne seks uger, vil kommunalbestyrelsen ikke kunne opretholde den konkrete anbringelse ud over de seks uger.

Hvis socialtilsynet finder, at betingelserne for anvendelse af fast-track ordningen er opfyldt, vil socialtilsynet skulle gennemføre en fuld godkendelsesproces inden for de angivne seks uger. En plejefamilie, der godkendes i fast-track ordningen vil således skulle opfylde de samme krav som andre plejefamilier, og socialtilsynet vil skulle anvende det fastsatte koncept for godkendelsen af plejefamilier, jf. § 5 a i socialtilsynsloven.

Socialtilsynet vil have mulighed for at godkende plejefamilien med vilkår, jf. § 5, stk. 7, hvis tilsynet ved udløbet af seks-ugers fristen vurdere, at plejefamilien vil kunne godkendes, men det mangler enkelte oplysninger eller skridt i godkendelsen. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis plejefamilien ikke har haft mulighed for at deltage i de obligatoriske kurser inden godkendelsen, men dette forventes at ville ske inden for en kortere tidshorisont.

En plejefamilie, som bliver godkendt i en fast-track ordning vil være generelt godkendt og ikke alene godkendt som plejefamilie for det barn eller den unge, som begrundede godkendelse i fast-track ordningen.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

2.7. Ændringer som følge af barnets lov

2.7.1. Ændringer i lovgivning på Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressort

2.7.1.1. Gældende ret

Reglerne om hjælp og støtte til børn og unge, herunder børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse fremgår efter gældende ret af serviceloven.

Serviceloven indeholder i afsnit IV bestemmelser, der alene regulerer hjælp og støtte til børn og unge. Dette afsnit indeholder kapitel 6 om generelle bestemmelser, kapitel 7 om dagtilbud til børn, der efter gældende ret alene indeholder bestemmelser om særlige dagtilbud og hjemmetræning, kapitel 8, der efter gældende ret alene indeholder bestemmelser om særlige klubtilbud, kapitel 9 om økonomiske tilskud m.v., herunder merudgiftsydelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste, kapitel 10 om personlig hjælp og ledsagelse, kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge, herunder anbringelser og behandlingen af sager om adoption, og kapitel 12 om tilbud til unge fra 18 til 22 år, der indeholder bestemmelser om efterværn. Derudover indeholder serviceloven også i afsnit II om forebyggelse, rådgivning og videnudvikling bestemmelser, der alene vedrører hjælp og støtte til børn. Det drejer sig efter § 11 om indsatser som led i det tidlige forebyggende arbejde.

Derudover indeholder serviceloven også uden for afsnit IV bestemmelser om hjælp og støtte, der finder anvendelse for såvel voksne som børn og unge. Af § 44 fremgår eksplicit, at bestemmelserne i § 83, § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse for børn, der har behov for det. De tre nævnte bestemmelser vedrører hjælp og støtte i form af personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice, aflastning samt hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor. Herudover er der en række andre bestemmelser i serviceloven, der hjemler hjælp og støtte, som også i relevant omfang kan gives til børn og unge. Det drejer sig efter § 112 om hjælpemidler, § 113 om forbrugsgoder, § 113 b om midlertidige hjælpemidler og forbrugsgoder, § 114 om bilstøtte, § 116 om boligindretning, § 117 om individuel befordring, § 118 om pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom og §§ 119-122 om pasning af nærtstående som ønsker at dø i eget hjem. Endelig kan social- og boligministeren efter § 101, stk. 12, fastsætte regler om social stofmisbrugsbehandling efter § 101 af børn og unge under 18 år i særlige tilfælde.

Serviceloven indeholder endvidere i andre afsnit end afsnit IV om børn og unge generelle processuelle regler m.v., der også finder anvendelse i relation til hjælp og støtte til børn og unge. Det drejer sig om regler vedrørende de strukturelle forhold, herunder kommuners og regioners forsyningsansvar i §§ 4 og 5, rammeaftaler i § 6, Socialstyrelsens opgaver med at følge udviklingen og mulighed for at give påbud i §§ 13 b og 13 c, Tilbudsportalen i § 14, det generelle tilsyn med forholdene for børn, unge og vordende forældre i § 146, det personrettede tilsyn i § 148, det driftsorienterede tilsyn med tilbud, der ikke er omfattet af socialtilsynets kompetence, i §§ 148 a og 149, finansiering og takstberegning i §§ 173-175, statsrefusion i §§ 176-180 og 181, mellemstatslig refusion efter § 180 a, forsøgsgodkendelse efter § 184 og overførsel af regionale tilbud efter §§ 186 og 186 a. Endvidere indeholder serviceloven regler, der knytter sig til behandlingen af sager om hjælp og støtte til børn og unge, herunder efter § 3 at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse, og hvad afgørelsen skal indeholde, efter § 3 a varslingspligt, efter §§ 140 og 140 a handleplaner, efter §§ 158-161, 164 og 165 regler om egenbetaling og tilbagebetaling, efter §§ 165 a og 165 b regler om ophør af udbetaling af ydelser i særlige tilfælde, efter §§ 166-168 klageregler, efter §§ 169-172 særlige regler om domstolsprøvelse, efter § 182 regulering af satser og efter § 183 opgørelse af indtægtsgrundlag. Derudover indeholder serviceloven bestemmelser om rådgivning og støtte til kommuner, regioner og borgere m.v. i §§ 13 og 13 a om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation i Socialstyrelsen (VISO) og til borgere i § 15 om den uvildige konsulentordning (DUKH). Endelig indeholder serviceloven bestemmelser, der også er af relevans for hjælp og støtte til børn og unge, i § 16 om brugerinddragelse, i § 18 om samarbejdet med frivillige sociale organisationer og foreninger, i § 18 a om muligheden for at tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for frivillige, i §§ 152-155 c om underretningspligt, i §§ 156-157 b om straf og i § 172 a bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte regler vedrørende Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen).

Også anden lovgivning på Social-, Bolig- og Ældreministeriets område indeholder bestemmelser, der relaterer sig til hjælp og støtte til børn og unge. Det drejer sig for det første om retssikkerhedsloven. Denne lov indeholder generelt bestemmelser om behandlingen af sager på det socialretlige og beskæftigelsesmæssige område, men indeholder også bestemmelser, der knytter sig specifikt til behandlingen af sager om hjælp og støtte efter serviceloven til børn og unge. Der henvises i en række af disse bestemmelser eksplicit til serviceloven, herunder bestemmelser vedrørende hjælp og støtte til børn. Det drejer sig om § 3 a om offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, § 8 om bemyndigelse for social- og boligministeren til at fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, § 9 b om ret til hjælp uden for opholdskommunen, § 9 c om mellemkommunal refusion, § 11 c om indhentning af oplysninger uden samtykke, § 12 c om sygehusadvis, § 12 g om aftaleoversigten, §§ 18-21 om børn og unge-udvalget, § 43 om delegation af opgaver til private, § 50 om Ankestyrelsen, § 55 om udvidet votering i Ankestyrelsen, § 72 om opsættende virkning, § 73 om domstolsprøvelse og §§ 82-84 om statistik.

For det andet drejer det sig om lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 28. januar 2022 (socialtilsynsloven). Denne lov indeholder bestemmelser om driftsorienteret tilsyn med tilbud efter serviceloven til bl.a. børn og unge.

For det tredje drejer det sig om en række love på det familieretlige område. Adoptionsloven indeholder således henvisninger til servicelovens bestemmelser om hjælp og støtte til børn i § 9, stk. 3 og 4, hvor der henvises til servicelovens regler om anbringelse og plejefamilier, i § 10, stk. 1, der indeholder henvisning til servicelovens regler om adoption uden samtykke, og i 15, stk. 3, der indeholder henvisning til plejefamilier. Forældreansvarsloven indeholder i § 24 henvisning til servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Tilsvarende henvisning er indeholdt i §§ 9 og 24 i lov om Familieretshuset.

For det fjerde drejer det sig om lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, jf. lovbekendtgørelse nr. 764 af 1. august 2019 som ændret ved § 10 i lov nr. 821 af 9. juni 2020. Denne lov indeholder regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for børn og unge, der er anbragt efter serviceloven.

For det femte drejer det sig om en række love på boligområdet. Lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 890 af 21. juni 2022 (almenlejeloven), der indeholder en henvisning til servicelovens regler om boligindretning.

Tilsvarende henvisning findes i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 4. september 2019 som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1167 af 8. juni 2021 (lejeloven).

2.7.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås hjælp og støtte til børn og unge på det socialretlige område, der i dag reguleres i serviceloven, udskilt til en særskilt ny lov – barnets lov. Ministeriet finder det i den sammenhæng nødvendigt, at der foretages konsekvensændringer i serviceloven ved ophævelse af de bestemmelser, der alene omhandler hjælp og støtte til børn og unge, samt hvor relevant konsekvensrettelse af de bestemmelser i serviceloven, der er hjemmel for støtte til såvel voksne som børn og unge, og af de understøttende bestemmelser i serviceloven, der regulerer strukturen omkring hjælp og støtte efter serviceloven.

Ministeriet finder det endvidere hensigtsmæssigt, at de bestemmelser i serviceloven, der regulerer udveksling af oplysninger i sager om hjælp og støtte til børn og unge, samles med de øvrige bestemmelser om udveksling af oplysninger i retssikkerhedsloven, fremfor at de videreføres i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Endelig finder Social-, Bolig- og Ældreministeriet det nødvendigt, at der foretages konsekvensændringer i den øvrige lovgivning på ministeriets ressortområde, hvor der henvises til bestemmelser i serviceloven om hjælp og støtte til børn og unge.

2.7.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at bestemmelserne, der alene omhandler hjælp og støtte til børn og unge, i servicelovens § 11, afsnit IV, § 101, stk. 10 og 12, §§ 140, 140 a, 146, kapitel 27, §§ 156, 157, 159, 160 og 167-172 og kapitel 30 a ophæves. Det foreslås videre, at der som følge af det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og den deri foreslåede udskillelse af bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge foretages de nødvendige konsekvensændringer i §§ 1, 2, 3, 3 a, 5, 13, 13 b, 14, 113, 137 f, 148, 148 a, 158, 161, 165 a, 174, 176, 177, 181, 182 og 184 i serviceloven.

Det foreslås videre, at i de øvrige love, der berøres af den foreslåede udskilning af bestemmelserne om hjælp og støtte til børn fra serviceloven til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, foretages de nødvendige konsekvensændringer. Det drejer sig om retssikkerhedsloven, socialtilsynsloven, adoptionsloven, voksenansvarsloven, forældreansvarsloven og Familieretshusloven. De foreslåede ændringer består af henvisninger til serviceloven, der foreslås ændret til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov samt indsættelse af henvisninger til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Derudover foreslås henvisningerne til børn og unge-udvalget i de nævnte love ændret til børne- og ungeudvalget.

Endelig foreslås bestemmelserne i serviceloven om deling af oplysninger i sager om børn og unge videreført i retssikkerhedsloven. Det drejer sig om § 13, stk. 5 og 6, i serviceloven vedrørende deling af oplysninger i sager, hvor den nationale videns- og specialrådgivningssituation er involveret, samt §§ 49 a og 49 b om deling af oplysninger som led i det tidligt forebyggende arbejde. Disse bestemmelser foreslås med lovforslagets § 2, nr. 10, videreført som §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven.

Bestemmelserne vil i lighed med efter gældende ret udgøre specifik regulering af udveksling af oplysninger inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Det følger af databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, at behandlingen af almindelige personoplysninger alene må finde sted, hvis mindst en af betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt. Efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, er indhentning og videregivelse af personoplysninger lovlig, når behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse.

Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 2, efterlader et nationalt råderum for medlemsstaterne til at indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om behandling af personoplysninger med henblik på overholdelse af forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, ved at fastsætte mere præcist specifikke krav til behandlingen for at sikre lovlig og rimelig behandling. Efter bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, skal grundlaget for behandling i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c, fremgå af EU-retten eller national ret.

De foreslåede bestemmelser i §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven vil være nationale særregler om de involverede myndigheders behandling, herunder udveksling, af personoplysninger, som har hjemmel i forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, jf. artikel 6, stk. 2 og 3.

Der vil i de fleste tilfælde omfattede af de foreslåede bestemmelser ikke være tale om oplysninger, som er særligt beskyttede i databeskyttelsesforordningen. Der vil dog i visse situationer kunne være tale om videregivelse af helbredsoplysninger, som er særligt beskyttede efter artikel 9, stk. 1, i forordningen. Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at de med lovforslagets § 2, nr. 10, foreslåede bestemmelser i §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven i lighed med de gældende bestemmelser i § 13, stk. 5 og 6, og §§ 49 a og 49 b i serviceloven er inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen med henvisning til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 9, stk. 2, litra h.

Endvidere vil der kunne være tale om personoplysninger vedrørende strafbare forhold. Herom følger det af forordningens artikel 10, at behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstaltninger på grundlag af forordningens artikel 6, stk. 1, kun må foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.

Databeskyttelsesforordningens artikel 10 suppleres af databeskyttelseslovens § 8. Efter § 8, stk. 1, i databeskyttelsesloven må der for den offentlige forvaltning ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Efter bestemmelsens stk. 2 må sådanne oplysninger som udgangspunkt ikke videregives. Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 2 og 3, kan videregivelse af oplysningerne dog ske, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Udveksling af oplysninger om strafbare forhold kan være nødvendig for de involverede myndigheders varetagelse af opgaver i relation til hjælp og støtte til børn og unge. De foreslåede bestemmelser i §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven vurderes at falde inden for rammerne af det nationale råderum efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, jf. § 6, stk. 2-3. Endvidere vurderes det, at den behandling af personoplysninger om strafbare forhold, som følger af de foreslåede §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven, vil være i overensstemmelse med forordningens artikel 10 og databeskyttelseslovens § 8, og at de foreslåede bestemmelser i §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven vil udgøre hjemmel i national ret til behandling af personoplysningerne.

Det bemærkes, at behandlingen af personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelser i §§ 11 d-11 f i retssikkerhedsloven vil skulle ske under iagttagelse af de grundlæggende principper i forordningens artikel 5.

Det foreslås herudover, at der foretages de nødvendige ændringer i anden lovgivning på Social-, Bolig- og Ældreministeriets område, som følge af den foreslåede udskillelse af bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn og unge til en særskilt lov. Der foreslås således ændringer af retssikkerhedsloven, socialtilsynsloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, almenlejeloven og lejeloven.

2.7.2. Ændringer i lovgivning på andre ministerieområder end Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressort

2.7.2.1. Gældende ret

Der henvises til bestemmelser i serviceloven om hjælp og støtte til børn og unge i en lang række love på andre ministeriers end Social-, Bolig- og Ældreministeriets ressortområder.

På Beskæftigelsesministeriets område drejer det sig for det første om lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 12. februar 2021 som ændret ved § 11 i lov nr. 452 af 20. april 2022 og § 20 i lov nr. 1267 af 13. september 2022, der indeholder hjemmel til, at Udbetaling Danmark kan indhente, samkøre og sammenstille oplysninger til brug for kommunens administration af kontante ydelser og økonomiske tilskud efter bl.a. servicelovens bestemmelser om hjælp og støtte til børn og unge. For det andet drejer det sig om lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 21. januar 2019 som ændret ved § 3 i lov nr. 546 af 3. maj 2022, (børnetilskudsloven), hvor der henvises til reglerne i serviceloven om anbringelse af et barn, herunder i familiepleje, og om døgnophold for et barn med forældremyndighedsindehaverne m.v. For det tredje drejer det sig om lov om delpension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 17. september 2015 som ændret ved § 30 i lov nr. 1555 af 19. december 2017, § 6 i lov nr. 1559 af 27. december 2019 og § 5 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, (delpensionsloven), hvor der henvises til reglerne om plejevederlag i kapitel 23 i serviceloven. For det fjerde drejer det sig om lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1263 af 2. september 2022 som ændret ved § 2 i lov nr. 878 af 21. juni 2022 (sygedagpengeloven), hvor der henvises til reglerne i serviceloven om dækning af tabt arbejdsfortjeneste og plejevederlag. For det femte drejer det sig om lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 528 af 25. april 2022 som ændret ved § 2 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 2 i lov nr. 875 af 21. juni 2022, (gammel førtidspensionsloven), hvor der henvises til reglerne om plejevederlag i serviceloven. For det sjette drejer det sig om lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar 2021, som bl.a. ændret ved § 2 i lov nr. 466 af 20. marts 2021 og § 3 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021 og senest ved § 5 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, der indeholder henvisninger til servicelovens regler om støtte til pasning af barn med handicap, pasning af døende nærtstående, anbringelse af børn og unge, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og særlige dag- og klubtilbud. For det syvende drejer det sig om barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1391 af 30. september 2022, hvor der henvises til servicelovens regler om dækning af tabt arbejdsfortjeneste og plejevederlag. For det ottende drejer det sig om lov nr. 223 af 22. marts 2006 om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager som ændret ved § 1 i lov nr. 879 af 21. juni 2022, der indeholder henvisning til bestemmelser i serviceloven om pasning af bl.a. et barn eller ung med funktionsnedsættelse og om plejevederlag. For det niende drejer det sig om lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, som ændret ved § 1 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 1 i lov nr. 875 af 21. juni 2022 (pensionsloven), der indeholder henvisning til servicelovens bestemmelser om plejevederlag og dækning af tabt arbejdsfortjeneste. For det tiende drejer det sig om lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022 som ændret ved § 2 i lov nr. 371 af 28. marts 2022, § 7 i lov nr. 452 af 20. april 2022, § 3 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 og § 1 i lov nr. 878 af 21. juni 2022, der indeholder henvisninger til servicelovens bestemmelser om dækning af tabt arbejdsfortjeneste, plejevederlag og støtte til pasning af barn med handicap. For det ellevte drejer det sig om lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022 (arbejdsskadesikringsloven), hvor de relevante henvisninger er til servicelovens afsnit IV om hjælp og støtte til børn og unge. For det tolvte drejer det sig om lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021 som ændret ved § 2 i lov nr. 546 af 3. maj 2022 (boligstøtteloven) der indeholder en henvisning til servicelovens regler om forældrepålæg. Endelig drejer det sig om lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014 som bl.a. ændret ved § 1 i lov nr. 1569 af 15. december 2015 og § 10 i lov nr. 1559 af 27. december 2019 og senest ved § 15 i lov nr. 2382 af 14. december 2021, der indeholder en henvisning til servicelovens regler om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

På Børne- og Undervisningsministeriets område drejer det sig for det første om lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1396 af 5. oktober 2022 (folkeskoleloven), der indeholder henvisning til anbringelsessteder efter serviceloven. For det andet drejer det sig om dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 985 af 27. juni 2022 som ændret ved lov nr. 1162 af 8. juni 2021, lov nr. 2594 af 28. december 2021 og lov nr. 2595 af 28. december 2021, der indeholder henvisninger til servicelovens regler om en børnepolitik, om særlige dagtilbud og om særlig hjælp og støtte til børn og unge. For det tredje drejer det sig om lov om de gymnasiale uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 957 af 22. juni 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 2352 af 22. december 2021 og § 4 i lov nr. 880 af 21. juni 2022, for det fjerde om lov om forberedende grunduddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 606 af 24. maj 2019, og for det femte om lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 21. juni 2022, der alle tre indeholder henvisning til servicelovens hjælpemiddelbestemmelser. For det sjette drejer det sig om lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1172 af 12. august 2022, der indeholder henvisning til servicelovens anbringelsesregler. For det syvende drejer det sig om lov om friskoler og private grundskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1166 af 11. august 2022, der indeholder henvisning til servicelovens bestemmelser om hjemmetræning. Endelig drejer det sig om lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1401 af 11. oktober 2022, der af relevans for børn og unge indeholder henvisning til private leverandører af hjælp efter servicelovens §§ 83 og 86 samt opholdssteder og døgninstitutioner.

På Justitsministeriets område er der tale om retsplejeloven, der indeholder henvisning til serviceloven om sagkyndige beskikket efter § 172 samt hjælp og støtte til børn og unge efter § 52. Sidstnævnte henvises der også til i straffeloven. Derudover drejer det sig på Justitsministeriets område om lov om fonde og visse foreninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 2020 af 11. december 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 (fondsloven), hvor der henvises til fonde, der har indgået driftsaftale efter serviceloven. Endvidere indeholder lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1705 af 27. december 2018, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021 og § 6 i lov nr. 897 af 21. juni 2022, en række henvisninger til servicelovens bestemmelser om hjælp og støtte til børn og unge. Det drejer sig om henvisninger til reglerne om døgnophold, forældrepålæg og særligt støtte til børn og unge, samt at bestemmelserne i §§ 48, 63 a- 63 c, 64, 68, 68 b, 70, 71, 148 og 170-172 i serviceloven finder tilsvarende anvendelse i visse tilfælde omfattet af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Endelig drejer det sig på Justitsministeriets område om lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014 som ændret ved § 14 i lov nr. 285 af 29. marts 2015, § 4 i lov nr. 140 af 28. februar 2018, lov nr. 486 af 30. april 2019 og § 2 i lov nr. 895 af 21. juni 2022, der indeholder en henvisning til døgninstitutioner efter serviceloven.

På Skatteministeriets område drejer det sig om afskrivningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 242 af 18. februar 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 672 af 19. april 2021, § 1 i lov nr. 2193 af 30. december 2021 og lov nr. 1598 af 28. december 2022, der indeholder en henvisning til døgninstitutioner og bygninger omfattet af serviceloven. Derudover drejer det sig om lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 som ændret senest ved § 2 i lov nr. 2193 af 30. november 2021 (køretøjsregistreringsloven), der henviser til servicelovens regler om bilstøtte. Tilsvarende henvisning findes i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1107 af 2. juni 2021 (vægtafgiftsloven), og lov om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 31. maj 2021 med senere ændringer (brændstofforbrugsafgiftsloven). Endvidere drejer det sig om lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1306 af 22. september 2022 (kompensationsloven), der indeholder henvisning til servicelovens anbringelsesregler. Derudover drejer det sig om ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1735 af 17. august 2021, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1388 af 5. oktober 2022, der indeholder henvisning til ydelser efter serviceloven til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren, dækning af netværksplejefamiliers omkostninger, dækning af udgifter ved ledsagelse, gavekort ved social stofmisbrugsbehandling, godtgørelse i forbindelse med formidlet døgnophold samt til servicelovens anbringelsesregler. Endvidere indeholder lov om merværdiafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 904 af 21. juni 2022 (momsloven) henvisning til ydelser efter § 83 i serviceloven. Pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020 som ændret senest ved § 3 i lov nr. 1389 af 5. oktober 2022, indeholder henvisning til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven. Lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 724 af 25. maj 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1389 af 5. oktober 2022, (børne- og ungeydelsesloven) indeholder henvisning til servicelovens regler om døgnophold for et barn eller en ung med forældremyndighedsindehaveren m.v., om forældrepålæg og om privat familiepleje. Endelig indeholder kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 824 af 28. april 2021 som senest ændret ved § 5 i lov nr. 902 af 21. juni 2022, henvisning til servicelovens regler om dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

På Indenrigs- og Sundhedsministeriets område drejer det sig for det første om lov om forpligtende kommunale samarbejder, jf. lovbekendtgørelse nr. 446 af 8. april 2022 som ændret ved § 9 i lov nr. 426 af 18. maj 2016, der indeholder en henvisning til servicelovens bestemmelse om vedligeholdelsestræning for børn og unge, rådgivning til børn, unge og familier, særlige dag- og klubtilbud, merudgiftsydelse, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og ledsagelse. For det andet drejer det sig om lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 890 af 21. juni 2022 (almenlejeloven), der indeholder en henvisning til servicelovens regler om boligindretning. Tilsvarende henvisning findes i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 4. september 2019 som senest ændret ved § 3 i lov nr. 1167 af 8. juni 2021 (lejeloven). For det fjerde drejer det sig om lov om frikommunenetværk, jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018 som ændret ved lov § 16 i nr. 551 af 7. maj 2019, § 15 i lov nr. 1558 af 27. december 2019, § 12 i lov nr. 1559 af 27. december 2019 og lov nr. 2598 af 28. december 2021 (frikommuneloven), der indeholder henvisninger til servicelovens bestemmelser om aflastning og anbringelse. Samtidigt foreslås, at perioden for forsøg efter frikommunelovens § 10 forlænges til den 31. marts 2023, således at forsøgene kan afsluttes i forbindelse med ikrafttrædelsen af det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Endelig drejer det sig om sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022, som ændret senest ved lov nr. 911 af 21. juni 2022, der indeholder henvisning til servicelovens regler om anbringelse, dækning af tabt arbejdsfortjeneste og hjælp efter § 83, § 84, stk. 2, og § 86, stk. 1, jf. § 44.

På Udlændinge- og Integrationsministeriets område drejer det sig for det første om lov nr. 623 af 8. juni 2016 om integrationsgrunduddannelse (igu), som ændret senest ved § 1 i lov nr. 916 af 21. juni 2022, der indeholder en henvisning til anbringelsesreglerne i serviceloven. For det andet drejer det sig om udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022, som ændret senest ved § 10 i lov nr. 893 af 21. juni 2022, der indeholder henvisninger til servicelovens bestemmelser om støtte til pasning af et barn med handicap og døende nærtstående, om rådgivning til børn, unge og familier og om særlig støtte til børn og unge. Derudover indeholder udlændingeloven regler om, at en række bestemmelser i serviceloven finder tilsvarende anvendelse i visse tilfælde vedrørende uledsagede mindreårige og børn og unge uden lovligt ophold. For det tredje drejer det sig om lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som ændret ved § 1 i lov nr. 546 af 3. maj 2022 og § 4 i lov nr. 831 af 14. juni 2022 (Ukraine-særloven), der indeholder henvisninger til servicelovens bestemmelser om anbringelse.

2.7.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser

Bestemmelser i serviceloven vedrørende hjælp og støtte til børn og unge foreslås med lovforslagets § 1 og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov udskilt i en særskilt barnets lov. Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det i den sammenhæng nødvendigt, at der foretages konsekvensændringer i lovgivning på andre ministeriers ressortområder, hvor der henvises til bestemmelser i serviceloven om hjælp og støtte til børn og unge.

2.7.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der foretages de nødvendige konsekvensændringer i lovgivning på andre ministeriers områder, som følge af den foreslåede udskillelse af bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn og unge til en særskilt lov. Der foreslås ændringer af lov om Udbetaling Danmark, børnetilskudsloven, delpensionsloven, sygedagpengeloven, gammel førtidspensionsloven, barselsloven, lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager, pensionsloven, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., arbejdsskadesikringsloven, boligstøtteloven, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, folkeskoleloven, dagtilbudsloven, lov om de gymnasiale uddannelser, lov om erhvervsuddannelser, lov om efterskoler og frie fagskoler, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, retsplejeloven, fondsloven, lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, afskrivningsloven, køretøjsregistreringsloven, vægtafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, kompensationsloven, ligningsloven, momsloven, pensionsbeskatningsloven, børne- og ungeydelsesloven, kildeskatteloven, lov om forpligtende kommunale samarbejder, sundhedsloven, lov om integrationsgrunduddannelse (igu) og udlændingeloven. De foreslåede ændringer består for det første i ændring af henvisninger til serviceloven til henvisninger til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, hvor den gældende henvisning er til en bestemmelse i serviceloven, der alene vedrører støtte til børn og unge, og hvor bestemmelsen derfor med lovforslagets § 1 foreslås ophævet og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. For det andet foreslås der ændringer i form af tilføjelse af henvisninger til barnets lov, hvor der efter gældende ret henvises til bestemmelser i serviceloven, der vedrører hjælp og støtte til såvel børn og unge som til voksne, og hvor der derfor vil være behov for en tilføjelse af en henvisning til barnets lov, idet den del af servicelovsbestemmelsen, der vedrører hjælp og støtte til børn og unge med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov.

3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

3.1. FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen) indeholder en regulering af børns rettigheder på alle samfundsområder.

Det fremgår af konventionens artikel 19, at deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, mens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.

Det grundlæggende hensyn til barnets bedste fastslås i konventionens artikel 3, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets bedste komme i første række.

Efter konventionens artikel 9, stk. 1, skal deltagerstaterne sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets bedste. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 2, at i behandlingen af enhver sag efter stk. 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.

Efter konventionens artikel 9, stk. 3, skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets bedste. Denne ret og hensynet til barnets bedste skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 19.

Efter konventionens artikel 20 har staterne pligt til at sørge for særlig beskyttelse af et barn, der midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser. En sådan særlig beskyttelse kan bl.a. omfatte anbringelse i pleje eller adoption. Endvidere følger det af artikel 21, at stater, der anerkender og/eller tillader adoption, skal sikre, at barnets bedste skal være af altafgørende betydning.

Det følger af artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at enhver har ret til respekt for bl.a. sit familieliv. Adoption af et barn uden samtykke og ophævelse af samvær mellem børn og deres forældre udgør et indgreb i barnets og dets forældres ret til familieliv. Beskyttelsen efter artikel 8, stk. 1, er imidlertid ikke absolut. Det følger således af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) har i flere familieretlige sager udtalt, at artikel 8 kræver, at de nationale myndigheder i den enkelte sag skal finde en rimelig balance mellem barnets og forældrenes interesser, og at der i den forbindelse skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste. Domstolen inddrager børnekonventionen ved fortolkningen af barnets bedste.

Efter Domstolens praksis har staterne som udgangspunkt en bred skønsmargin ved vurderingen af, om det er nødvendigt at anbringe et barn uden for hjemmet. Myndighedernes skønsmargin indskrænkes imidlertid i takt med, at intensiteten i indgrebet i retten til familieliv øges. Domstolen foretager således en mere indgående prøvelse, når det drejer sig om mere indgribende begrænsninger i retten til familieliv som eksempelvis adoption uden samtykke eller afskæring af barnets kontakt med sine forældre. Det samme gør sig gældende ved vurderingen af overholdelse af retssikkerhedsgarantier, der har til formål at sikre forældrenes og barnets ret til familieliv.

Ved tvangsindgreb påser Domstolen, at afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt og aktuelt grundlag. Der skal således bl.a. være indhentet de nødvendige lægelige og psykologiske vurderinger og rapporter om familiens og barnets situation. Kravene hertil øges, jo mere indgribende afgørelsen er.

3.2. Adoption uden samtykke fra fødslen

Forslaget om adoption uden samtykke fra fødslen har til formål at styrke kontinuitet og stabilitet i opvæksten for et barn, når det allerede inden fødslen er klart, at barnets forældre varigt er uden forældreevne og derfor ikke vil være i stand til at tage sig af barnet. Den foreslåede ændring af § 9, stk. 3, i adoptionsloven vil betyde, at det i disse helt særlige situationer vil blive muligt at gennemføre en adoption af barnet fra fødslen, når dette er den bedste løsning for barnet. På den måde vil barnet fra fødslen få sin egen familie, der vil varetage omsorgen for barnet i dets opvækst, i stedet for at skulle være anbragt i en længere årrække forinden en eventuel bortadoption.

Forslaget, der vil indebære indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, er begrundet i hensynet til at beskytte barnets rettigheder og friheder, herunder barnets ret til at vokse op i sin egen familie. Forslaget varetager derfor anerkendelsesværdige hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om sådanne indgreb i retten til familieliv går videre, end det er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportionalt.

I sager om adoption uden samtykke har Domstolen understreget, at en anbringelse uden for hjemmet, der ligger forud for en eventuel adoption, sker med henblik på hjemgivelse af barnet til forældrene. Dette indebærer, at myndighederne har en positiv pligt til aktivt at arbejde for genforening af familien, inden der træffes afgørelse om adoption uden samtykke. Det kan således indebære en overtrædelse af artikel 8, hvis der træffes afgørelse om adoption af barnet uden samtykke under henvisning til, at adoption er bedst for barnet, og denne situation er opstået, fordi myndighederne har undladt at tage relevante skridt til genforening af familien under den forudgående anbringelse. Domstolen har dog samtidigt understreget, at myndighederne under alle omstændigheder har pligt til at træffe afgørelse om adoption ud fra, hvad der vil være den bedste løsning for barnet. Der henvises navnlig til Domstolens dom af 10. september 2019 i Strand Lobben og andre mod Norge (sagsnr. 37283/13), præmis 208.

Videre har domstolen understreget, at adoption uden samtykke er et meget vidtgående og definitivt indgreb, der kun bør anvendes i exceptionelle situationer. Domstolen ses ikke at have taget stilling til afgørelser om adoption uden samtykke, der er truffet inden fødslen, men da der er tale om meget indgribende afgørelser, stilles der meget store krav til grundlaget for afgørelsen, og der skal foreligge helt ekstraordinære omstændigheder, før der kan træffes afgørelse om adoption af et nyfødt barn, ligesom adoptionen skal være begrundet i tungtvejende hensyn til barnets bedste. Det bemærkes, at Domstolen heller ikke ses at have taget stilling til tilsvarende indgribende afgørelser om anbringelse uden samtykke, der er truffet inden fødslen.

Endelig stiller Domstolen strenge krav til dokumentationen for, at ovennævnte betingelser for adoption uden samtykke er opfyldt, bl.a. at der skal foreligge relevante og aktuelle oplysninger om barnet og om dets relation til sine forældre.

Efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede ændring af § 9, stk. 3, i adoptionsloven sikre en rimelig balance mellem hensynene til det ufødte barns og forælderens interesser. Ministeriet lægger herved vægt på, at der i alle sager omfattet af den foreslåede ændring vil skulle foretages en konkret vurdering af, om der er et klart grundlag for at vurdere, at det vil være til barnets bedste at vokse op i sin egen familie, der vil kunne sikre kontinuiteten og stabiliteten for barnet i opvæksten, frem for at være anbragt hele barndommen. Når det drejer sig om afgørelser, der træffes inden eller umiddelbart efter fødslen, skal der ved denne vurdering navnlig lægges vægt på grundige undersøgelser af forældrenes forældreevne på både kortere og længere sigt, herunder deres vilje og evne til, med fornøden støtte, at forbedre deres forældreevne. Der vil således kun kunne træffes afgørelse om adoption inden fødslen i ekstraordinære situationer, hvor det på afgørelsestidspunktet er dokumenteret, at det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet. Endelig lægger ministeriet vægt på, at det ved administrationen af den forslåede ændring vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter børnekonventionen og EMRK overholdes.

Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at indgrebet ikke vil gå videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, og at den foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.

3.3. Samvær med børn på krisecentre m.v.

Formålet med forslaget om afskæring af samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. er at styrke beskyttelsen af de børn, der opholder sig på et kvindekrisecenter m.v. med den ene forælder, når opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder. Den foreslåede bestemmelse i § 29 b i forældreansvarsloven vil betyde, at det i disse situationer som udgangspunkt vil være bedst for barnet, at der træffes afgørelse om at suspendere et allerede fastsat samvær eller om midlertidigt at afslå at fastsætte samvær. Det følger dog af forslaget, at dette ikke vil gælde, når det anses for bedst for barnet at have kontakt med den anden forælder.

Forslaget, der vil indebære indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8, stk. 1, er begrundet i hensynet til at beskytte barnet mod en voldelig forælder, der ikke er i stand til at tage sig af barnet, og som det derfor er bedst for barnet ikke at have kontakt med. Forslaget har således til formål at beskytte andres rettigheder og friheder, og det varetager derfor anerkendelsesværdige hensyn efter EMRK artikel 8, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om denne mulighed for indgreb i retten til familieliv går videre, end det er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, dvs. om indgrebet er proportionalt.

Domstolens praksis i forhold til afskæring af samvær mellem børn og forældre er restriktiv. Afskæring af samvær må efter Domstolens praksis kun ske i særlige tilfælde og afgørelse om afskæring af samvær skal altid foretages på baggrund af en konkret vurdering, hvor hensynet til både barnet og forældrene skal indgå. Domstolen har derfor udtalt, at artikel 8 kræver, at de nationale myndigheder skal finde en rimelig balance mellem barnets og forældrenes interesser, og at der herved skal lægges særlig vægt på hensynet til barnet bedste, herunder at der ikke må fastsættes samvær, der kan skade barnets sundhed og udvikling. Der henvises bl.a. til Domstolens dom af 9. juni 1998 i Bronda mod Italien (sagsnr. 22430/93), præmis 62, og dom af 8. juli 2003 i Sahin mod Tyskland (sagsnr. 30943/96), præmis 66.

Efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse vil den foreslåede bestemmelse i § 29 b i forældreansvarsloven sikre en rimelig balance mellem hensynene til barnets og forælderens interesser. Ministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at der i alle sager omfattet af bestemmelsen skal foretages en konkret vurdering af, om det er til barnets bedste at have samvær m.v. med den pågældende forælder. Ved denne vurdering skal der lægges vægt på barnets hidtidige relation til den pågældende forælder, barnets interesse i at have kontakt med denne forælder og den nærmere karakter af de omhandlede voldelige og truende handlinger. Endvidere skal der lægges vægt på, at der alene er tale om en midlertidig afgørelse, der kun vil gælde, mens barnets forhold til samværsforælderen afdækkes nærmere med henblik på at træffe en endelig afgørelse om samværet, og at spørgsmålet om midlertidig kontakt altid vil kunne tages op, hvis der fremkommer nye oplysninger. Den omstændighed, at et barn opholder sig på et kvindekrisecenter m.v. med den ene forælder, og opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder, medfører således ikke nødvendigvis, at kontakten mellem barnet og den pågældende forælder afbrydes. Endelig lægger ministeriet vægt på, at det ved administrationen af bestemmelsen vil skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter børnekonventionen og EMRK overholdes.

Det er på denne baggrund ministeriets opfattelse, at indgrebet ikke vil gå videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, og at den foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel 8.

4. Konsekvenser for FN’s Verdensmål

Lovforslaget vurderes at understøtte 2030-dagsordenens princip, ”Leave no one behind”, idet lovforslaget sammen med det samtidigt fremsatte forslag om barnets lov skal bidrage til at sikre bedre hjælp og støtte til de allermest udsatte børn og unge i Danmark. Formålet med barnets lov er således bl.a. at hjælp og støtte efter loven skal iværksættes med henblik på at sikre, at børn og unge, som har behov for støtte, kan opnå samme mulighed for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.

Lovforslaget vil bidrage til at sikre bedre hjælp og støtte til de mest udsatte børn og unge ved at understøtte kontinuitet for anbragte børn og unge gennem forslaget om udvidelsen af reglerne om opsættende virkning i lovforslagets § 2, nr. 21, i sager om hjemgivelse eller ændret anbringelsessted, hvor en afgørelse om ændret anbringelsessted for eller hjemgivelse af et barn som udgangspunkt ikke vil kunne iværksættes, så længe Ankestyrelsen behandler en anmodning om vurdering af afgørelsen. Tilsvarende gælder for forslaget om en fast-track ordning for godkendelse af plejefamilier. De to forslag vil samlet ses kunne bidrage til, at unødige skift for barnet begrænses eller forhindres. Endelig vil forslaget om adgang til at træffe afgørelse om adoption inden barnets fødsel kunne bidrage til at sikre færre skift og mere stabilitet for udsatte børn og unge, jf. lovforslagets § 4, nr. 2.

Danmark har tilsluttet sig FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, herunder verdensmål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner. Efter delmål 16.2 skal mishandling, udnyttelse og menneskehandel og alle former for vold og tortur mod børn stoppes. Forslaget om afskæring af samvær med børn på kvindekrisecentre m.v. vil medvirke til opfyldelse af delmål 16.2, og det vurderes derfor, at lovforslaget vil have positive konsekvenser for Danmarks opfyldelse af verdensmål 16.

5. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og Familieretshuset og familieretten skal have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Afgørelser efter forældreansvarsloven træffes således uanset forældrenes køn.

Med lovforslaget foreslås det, at der efter anmodning som udgangspunkt vil skulle træffes en midlertidig afgørelse om, at barnet ikke har samvær og anden kontakt med den anden forælder, når barnet med den ene forælder opholder sig på et kvindekrisecenter eller et tilbud efter § 110 i serviceloven, og det godtgøres, at opholdet skyldes vold eller trusler om vold fra den anden forælder.

Kvinder er i væsentligt større omfang end mænd udsat for partnervold, og kvinder tager derfor meget oftere ophold på et kvindekrisecenter på grund af partnervold end mænd på grund af partnervold tager ophold på et tilbud efter § 110 i serviceloven. Dette indebærer, at når et barn, der opholder sig på et kvindekrisecenter eller i et tilbud efter § 110 i serviceloven, og der skal træffes afgørelse om samvær, vil resultatet oftere blive, at barnet ikke har samvær med sin far end med sin mor. Forslaget vil opretholde dette, og det vil derfor have negative ligestillingsmæssige konsekvenser for mænd.

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes at medføre merudgifter på 0,1 mio. kr. i 2023 og årligt herefter for Familieretshuset som følge af den foreslåede ændring vedr. initiativret for adopterede børn. Forslaget skønnes herudover ikke at medføre mer- eller mindreudgifter af betydning. Forslaget er forhandlet med kommunerne.

I forhold til forslaget om i særlige tilfælde, når et barn eller en ung anbringes uden samtykke efter en foreløbig afgørelse (formandsafgørelse), at indføre en fast-track ordning for godkendelse af plejefamilier vurderes den foreslåede ordning både at medføre positive og negative implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige. En ny fast-track ordning forventes som en positiv implementeringskonsekvens for det offentlige at medføre, at kommunerne skal træffe færre afgørelser om skift af anbringelsessted, da barnet eller den unge med det samme kan anbringes hos den plejefamilie, hvor barnet eller den unge også skal blive boende på længere sigt.

Modsat vil forslaget indebære negative implementeringsmæssige konsekvenser for det offentlige, idet kommunerne skal foretage en mere omfattende begrundelse for valget af den konkrete plejefamilie og redegøre for, hvorfor betingelserne for anvendelse af fast-track ordningen er opfyldt, ligesom socialtilsynet skal gennemføre vurderingen af plejefamilien inden for kortere tid, hvilket har betydning for tilsynets planlægning og tilrettelæggelse af deres godkendelsesprocesser og kan medføre mindre forsinkelser for godkendelser af andre sociale tilbud. Det vurderes dog, at der vil være tale om et meget begrænset antal sager, der bliver omfattet af fast-track ordningen, hvorfor de samlede implementeringskonsekvenser for det offentlige ved forslaget vurderes at være meget begrænsede.

Lovforslaget vurderes ikke i øvrigt at have implementeringsmæssige konsekvenser, idet lovforslaget i meget vidt omfang viderefører gældende ret med de ændringer, der følger af forslaget om barnets lov.

Social-, Bolig og Ældreministeriet har herudover overvejet, hvorvidt lovforslaget følger de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning.

Det vurderes, at princip nr. 1 om enkle og klare regler er iagttaget i lyset af, at det med lovforslaget foreslås, at bestemmelserne i serviceloven om deling af oplysninger i forbindelse med behandlingen af en sag om støtte til et barn eller en ung flyttes til retssikkerhedsloven.

Det vurderes, at den foreslåede ordning bidrager til enkle og klare regler i lovgivningen, da ordningen vil medfører, at alle bestemmelser, der regulerer udveksling af oplysninger i sager om støtte til børn og unge samles i retssikkerhedsloven. Dette vurderes bl.a. at kunne bidrage til at gøre reglerne lettere for myndighederne at forvalte.

Lovforslaget understøtter, at der kan kommunikeres digitalt med borgerne og virksomheder. Princip nr. 2 om digital kommunikation er derfor iagttaget i lovforslaget. Det forudsættes herefter fortsat, at al kommunikation mellem myndighederne og borgeren eller virksomheden vil foregå via Digital Post eller i papirform for de borgere, som er fritaget fra at modtage post fra Digital Post.

Det vurderes, at princip nr. 3 om at muliggøre automatisk sagsbehandling fraviges ved det foreslåede lovforslag. Dette skyldes, at der er tale om et område, hvor der er behov for en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag. Afgørelserne beror i høj grad på en skønsmæssig vurdering, hvor barnets eller den unges samlede situation iagttages efter belysning af forholdene omkring barnet eller den unge. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at indføre flere objektive kriterier i bedømmelserne, da der er tale om sager, hvor der skal ske en samlet og konkret og individuel vurdering af forholdene i sagen.

For så vidt angår princip nr. 4 om ensartede begreber og genbrug af data er den foreslåede ordning i lovforslaget baseret på eksisterende begreber og genbrug af data.

Princip nr. 5 omhandler tryg og sikker datahåndtering. Med lovforslaget foreslås det, at bestemmelserne i serviceloven om deling af data i forbindelse med behandlingen af en sag om støtte til et barn eller en ung flyttes til retssikkerhedsloven. Det drejer sig om servicelovens § 13, stk. 5 og stk. 6, samt §§ 49 a og 49 b. Servicelovens § 13 vedrører specialrådgivning fra VISO til kommunerne. I den foreslåede bestemmelse i § 11 d i retssikkerhedsloven vil der kunne ske videregivelse af nødvendige oplysninger fra kommunen til VISO uden samtykke i både sager om særlig støtte til børn og unge eller om udarbejdelse af en indstilling om adoption, ligesom VISO uden samtykke vil kunne behandle de oplysninger, som videregives fra kommunen. Uanset adgangen til at videregive og behandle oplysninger uden samtykke fremgår det dog af forslaget, at det altid bør tilstræbes at indhente samtykke. Servicelovens §§ 49 a og 49 b omhandler udveksling af oplysninger i det tidlige og forebyggende arbejde. Udvekslingen af oplysninger som led i det tidlige eller tværfaglige samarbejde om børn og unge med særlige støttebehov er omfattet af straffelovens, forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. Endvidere kan der være andre regler i anden sektorlovgivning om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger om rent private forhold af betydning for behandling af sager om børn og unges sociale forhold. Lovforslaget indeholder således en videreførelse af gældende regler, der vurderes at leve op til princippet om tryg og sikker datahåndtering.

For så vidt angår princip nr. 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur er det forudsat i lovforslaget, at den eksisterende fællesoffentlige infrastruktur, herunder CPR, NemID (eller et eventuelt fremtidigt tilsvarende elektronisk identifikationsmiddel) og Digital Post vil blive benyttet.

Endelig vurderes det, at princip nr. 7 om forebyggelse af snyd og fejl er opfyldt, idet lovforslaget følger de samme regler og principper som gældende ret.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Det bemærkes herunder, at lovforslagets forslag om ændring af forældreansvarslovens § 6, nr. 2, ikke har økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, da boformer efter §§ 109 eller 110 i serviceloven ikke med forslaget pålægges at udarbejde en krisecentererklæring eller afgive lignende oplysninger om årsagen til opholdet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgerne

Det følger af retssikkerhedslovens § 72, at en klage over en afgørelse som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Det betyder, at afgørelsen kan iværksættes, inden Ankestyrelsen har behandlet klagen. Der findes dog visse undtagelser hertil, blandt andet i sager om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode og valg og ændring af anbringelsessted. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, kan kommunalbestyrelsen i disse sager træffe afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Afgørelsen om, at en afgørelse iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Med lovforslaget foreslås det, at der tilføjes et stykke til retssikkerhedslovens § 72 med et princip om opsættende virkning i sager om hjemgivelse eller ændret anbringelsessted, hvor barnets plejefamilie, støtteperson eller venskabsfamilie har bedt Ankestyrelsen om en vurdering af afgørelsen. Den foreslåede ordning gælder børn under 10 år, da børn over 10 år med lovforslaget vil få selvstændige partsbeføjelser og dermed bl.a. klageadgang i sager om hjemgivelse eller ændret anbringelsessted. Dette vurderes at være en positiv administrativ konsekvens for børn under 10 år, idet indførelsen af opsættende virkning i denne type sager vil bidrage til at hindre unødige skift for barnet.

Den foreslåede ordning vil medføre, at flytningen eller hjemgivelsen sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har foretaget en vurdering af afgørelsen. Den foreslåede ordning vil forhindre, at barnet bliver flyttet frem og tilbage, hvis Ankestyrelsen finder frem til, at der er truffet en forkert afgørelse.

Lovforslaget vil bidrage til, at barnets behov for kontinuitet i opvæksten sikres ved, at der kommer flere øjne på sagen og der sikres en uvildig vurdering.

9. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.

10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke natur- og miljømæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget er en opdateret genfremsættelse af lovforslag L 45 (2022-23, 1. samling), jf. Folketingstidende 2022-23, 1. samling, A, L 45, der blev fremsat den 6. oktober 2022, og som bortfaldt ved afholdelse af valg til Folketinget den 1. november 2022.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 25. maj 2022 til den 24. juni 2022 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: 3F - Den Offentlige Gruppe, 6-Byerne, Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund, Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Amnesty International, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu, Baglandet København, Baglandet Ålborg, Baglandet Vejle, Baglandet Århus, Bedsteforeningen, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Børn og Familier, Byretterne, Børnehjælpsdagen, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnenes Bureau, Børneringen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Handicapforbund, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykologforening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Danske Handicaporganisationer (DH), Danske Regioner, Datatilsynet, De Anbragtes Vilkår, Den Danske Dommerforening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Departementet for Børn, Unge og Familie (Grønland), Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, FABU, FADD – Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt selskab for Sundhedsplejersker, Familieretshuset, FOA – Fag og Arbejde, FBU- ForældreLANDSforeningen, Forældre og Fødsel, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen af ledere af sundhedsordninger for børn og unge, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Foreningen til støtte for Mødre og Børn, Foreningen Retssikkerhed i Familiers Trivsel (RIFT), Frivilligrådet, Godfar, HK Kommunal, HK Landsklubben, Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder , Joannahuset, Jordemoderforeningen, Julemærkefonden, Justitia, Jysk Børneforsorg, KFUM’s Sociale Arbejde, KL, Kvinderådet, KVINFO, Kredsdommerforeningen , Kristelig Fagbevægelse, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen DUI-leg og virke, Landsforeningen af ungdomsskoleledere, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS), Landsforeningen for børn og forældre, Landsforeningen for Socialpædagoger, Barna- og útbúgvingarmálaráðið, Landsforeningen LEV, Ledernes Hovedorganisation, Livsværk, Lev uden Vold, Lægeforeningen, Lær for Livet, Mandecentret, Mentorbarn, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes Landsforening, Politiforeningen, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Retspolitisk Forening, Rigsombudsmanden i Grønland , Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsrevisionen, Rådet for etniske minoriteter, Røde Kors, Rådet for Socialt Udsatte, Sand, Selveje Danmark, Sind, Sjældne Diagnoser, Skole og Forældre, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialtilsynene, Socialt Lederforum, SUMH – Sammenslutningen af Unge med Handicap, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), TABUKA , Tuba, Tænketanken Adoption, Udbetaling Danmark, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund , Ungdommens Røde Kors , Ungdomskriminalitetsnævnet, Ungdomsringen, UNICEF Danmark, Vestre Landsret, Østre Landsret.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser