Forarbejder til Sygedagpengeloven § 71a

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Den tidligere regering fremlagde i oktober måned 2016 en national handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering. Dette lovforslag har til formål at gennemføre en række af handlingsplanens punkter.

Lovforslaget indeholder to hovedpunkter:

Lovforslaget indeholder for det første et forslag til en ny bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der efter retskendelse kan ske blokering af en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra den pågældende hjemmeside begås nærmere bestemte overtrædelser af straffeloven.

Bestemmelsen vil f.eks. skulle bruges over for hjemmesider, der indeholder propaganda til fordel for terrororganisationer mv. Det skyldes, at ekstremisters og terroristers brug af internet og sociale medier i rekrutteringsøjemed er steget betydeligt inden for de senere år. Et væsentligt element i indsatsen mod online radikalisering består således i at reducere omfanget af voldeligt ekstremistisk materiale på internettet.

Lovforslaget indeholder for det andet forslag til ændringer af en række ydelseslove med henblik på at skabe hjemmel til at forhindre, at fremmedkrigere kan finansiere deres ophold i konfliktområder med offentlige ydelser.

Med de foreslåede ændringer vil der blive indført en klar hjemmel til standsning af udbetalingen af offentlige ydelser til fremmedkrigere og – i tilfælde, hvor ydelserne allerede måtte være udbetalt – at kræve dem tilbagebetalt. De foreslåede ændringer skaber bl.a. en mere sikker og effektiv procedure i sager om standsning eller tilbagebetaling af de ydelser, som der allerede i dag helt eller delvist er hjemmel til at inddrage. Desuden skaber de foreslåede ændringer mulighed for at standse – eller kræve tilbagebetaling af – en række offentlige ydelser, som der ikke i dag er den fornødne hjemmel til at inddrage.

2. Baggrund

Den tidligere regering fremlagde i oktober måned 2016 en national handlingsplan om forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering. Handlingsplanen indeholder en række initiativer om bl.a. håndtering af ekstremistisk propaganda og forebyggelse af online-radikalisering, hård kurs mod fremmedkrigere og styrket indsats mod radikalisering i fængsler.

2.1. Håndtering af ekstremistisk propaganda og forebyggelse af online-radikalisering

Af handlingsplanen fremgår det bl.a., at Center for Terroranalyse (CTA), som er en del af Politiets Efterretningstjeneste (PET), vurderer, at navnlig Islamisk Stat og andre militante islamistiske gruppers propaganda bidrager til at radikalisere personer og miljøer i Danmark. CTA vurderer, at propagandaen kan have en radikaliserende effekt på især socialt marginaliserede og andre sårbare unge. Endvidere kan virtuelle fællesskaber på sociale medier samt gruppefællesskaber som dem, man finder i kriminelle miljøer, fængsler og islamistiske miljøer, virke fremmende for radikalisering.

CTA peger på, at militant islamistiske budskaber i stigende grad finder klangbund hos voldsparate unge, der føler sig socialt marginaliserede og søger identitet og status. Disse budskaber bæres i høj grad frem af lettilgængelig, eksplicit propaganda på sociale medier, som taler direkte til de unge.

Den sikkerhedsmæssige trussel fra radikalisering og ekstremisme udspringer ikke kun fra militant islamisme. CTA vurderer, at der også findes politisk ekstremistiske miljøer i Danmark, som er parate til at anvende vold for at fremme deres dagsorden. Volden kan være rettet mod politiske modstandere, minoritetsgrupper, herunder flygtninge og migranter, samt mod organisationer og virksomheder, som man vurderer har symbolsk værdi. Terrortruslen fra politisk ekstremistiske miljøer i Danmark er dog begrænset.

I lyset af trusselsbilledet mod Danmark er indsatsen mod ekstremisme og radikalisering et højt prioriteret fokusområde i det danske samfunds indsats mod terror.

2.2. Hård kurs mod fremmedkrigere

Af handlingsplanen fremgår det endvidere, at truslen fra hjemvendte fremmedkrigere er reel. Ophold i konfliktzoner i udlandet kan føre til bl.a. radikalisering, brutalisering og (øget) voldsparathed, og personer, som kommer til Danmark fra konfliktzonen, kan være motiveret til at gennemføre et angreb herhjemme. Samtidig kan hjemvendte fremmedkrigere påvirke og radikalisere andre med deres ekstremistiske synspunkter.

Det fremgår, at den hårde kurs mod fremmedkrigere skal fastholdes og suppleres med yderligere initiativer, som kan supplere og understøtte de tiltag, der allerede er iværksat. I den forbindelse skal der sættes fokus på, hvordan det gøres mindre attraktivt for herboende at rejse ud som fremmedkrigere, og hvordan børn og unge, som er sårbare over for ekstremistisk påvirkning, skærmes fra hjemvendte fremmedkrigeres radikalisering.

Fremmedkrigere skal ikke kunne finansiere deres ophold i konfliktzoner med offentlige ydelser. Det anføres, at det således i højere grad end tilfældet er i dag bør være muligt at standse udbetaling af offentlige ydelser eller at kræve dem tilbagebetalt, hvis den person, der modtager ydelserne, opholder sig i konfliktområder i udlandet uden et anerkendelsesværdigt formål på det tidspunkt, hvor ydelsen udbetales.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Blokering af adgangen til hjemmesider

3.1.1. Gældende ret

Det er i dag ikke muligt efter retsplejelovens bestemmelser om strafferetsplejen at blokere en hjemmeside.

Retsplejeloven indeholder imidlertid bestemmelser om beslaglæggelse. Der kan bl.a. ske beslaglæggelse af genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådighed over som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis, bør konfiskeres eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som kan kræve den tilbage, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1. Efter retspraksis omfatter genstande også dokumenter på hjemmesider, og der kan derfor ske beslaglæggelse heraf, jf. f.eks. Højesterets kendelse af 13. april 2007 (gengivet i UfR 2007.1831 H).

Beslaglæggelse sker som udgangspunkt efter rettens kendelse. Afgørelse om beslaglæggelse kan dog træffes af politiet, såfremt den, som indgrebet retter sig mod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet.

Beslaglæggelse af hjemmesider anvendes hovedsageligt af politiet i de tilfælde, hvor hjemmesiden administreres i Danmark. Det vil i praksis være hjemmesider, der ender på  ”. dk”, som er administreret af DK Hostmaster.

En retskendelse sendes til administratoren af den pågældende hjemmeside (DK Hostmaster), hvorefter administratoren træffer de nødvendige tekniske foranstaltninger til at overføre rettighederne til hjemmesiden til politiet/anklagemyndigheden. Hvis man herefter forsøger at tilgå hjemmesiden, vil man typisk i en periode blive mødt med en besked om, at rettighederne til hjemmesiden er overført til politiet/anklagemyndigheden.

I det omfang, der er tale om en hjemmeside, som administreres i udlandet, kan det i praksis være vanskeligt at gennemføre en beslaglæggelse, idet der kræves bistand fra det land, hvor hjemmesiden administreres.

Det er muligt at anmode andre lande om retshjælp til gennemførslen af en beslaglæggelse af en udenlandsk hjemmeside, men det er ofte meget tidskrævende, og erfaringsmæssigt er der lande, hvor det ikke er muligt at få denne retshjælp.

Blokering af hjemmesider anvendes aktuelt i Danmark på aftalebaseret basis i form af Netfilterordningen. Rigspolitiet har siden 2005 samarbejdet med Red Barnet og størstedelen af internetudbyderne i Danmark i bestræbelserne på at forhindre adgang via internettet til materiale vedrørende seksuelt misbrug af børn. Som led i samarbejdet med internetudbyderne videregiver Rigspolitiet løbende på grundlag af konkrete samarbejdsaftaler oplysninger til internetudbyderne om internetadresser, der efter Rigspolitiets vurdering indeholder ulovligt materiale af den omtalte karakter. Internetudbyderne iværksætter herefter en såkaldt DNS-blokering af hjemmesiden.

En DNS-blokering, der er iværksat i forbindelse med Netfilterordningen, medfører, at man i forbindelse med forsøg på at tilgå blokerede hjemmesider vil blive mødt med en besked om, at adgangen til den hjemmeside, som man har forsøgt at tilgå, er blokeret, fordi hjemmesiden indeholder materiale, som er omfattet af straffelovens § 235. Det er dog muligt at omgå en sådan blokering for en person med en vis teknisk indsigt.

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af handlingsplanen, udnytter ekstremistiske miljøer systematisk internettet og sociale medier som platform til at sprede propaganda, rekruttere nye tilhængere og koordinere aktiviteter, og de opnår hurtig spredning af symboler, billeder, film, musik og nyheder med antidemokratiske og voldelige budskaber. I handlingsplanen lægges der op til en flerstrenget indsats for at bekæmpe ekstremistisk propaganda og forebygge radikalisering via internettet og sociale medier. Et af tiltagene går på at begrænse udbredelsen af ekstremistisk online-indhold.

Det skal blandt andet ske gennem etableringen af en ny enhed forankret i PET, som – i samarbejde med bl.a. internetindustrien – skal sikre, at voldeligt ekstremistisk online-materiale hurtigst muligt identificeres og fjernes fra nettet, så børn og unge i mindre grad eksponeres for det. Desuden skal der indføres et internetblokeringsfilter, som skal begrænse adgangen til udenlandske hjemmesider, som spreder terrorpropaganda mv.

Som det fremgår ovenfor, er der efter retsplejeloven ikke adgang til at blokere en hjemmeside, der anvendes til strafbare handlinger, og det er ofte meget tidskrævende og forbundet med betydelige vanskeligheder at få beslaglagt sådanne hjemmesider i udlandet, ligesom der er lande, hvor det ikke er muligt at få bistand til at gennemføre en beslaglæggelse af en hjemmeside.

Efter Justitsministeriets opfattelse er de nugældende muligheder for at beslaglægge hjemmesider derfor ikke tilstrækkelige til at sætte effektivt ind over for udenlandsk baserede hjemmesider, hvorfra der udbredes terrorpropaganda mv.

Selvom problemstillingen omkring anvendelsen af udenlandske hjemmesider til formål, der er i strid med dansk lovgivning, ikke er begrænset til radikalisering, er det vurderingen, at en ny bestemmelse om blokering af hjemmesider på nuværende tidspunkt bør begrænses til sager om overtrædelse af straffelovens regler om terrorisme mv., herunder udbredelse af terrorpropaganda, og til sager om overtrædelse af straffelovens regler om trusler mod samt chikane og måludpegning af offentligt ansatte.

Det er således vurderingen, at en ny bestemmelse om blokering af hjemmesider bør begrænses til de områder, hvor der på nuværende tidspunkt vurderes at være et praktisk behov for et stærkere værn mod straffelovsovertrædelser foretaget fra hjemmesider.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven, som giver politiet adgang til at få blokeret adgangen til en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra den pågældende hjemmeside foretages overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a.

Justitsministeriet er opmærksom på, at det er muligt at omgå en blokering af en hjemmeside for en person med en vis teknisk indsigt. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at indgrebet vil have en effekt i forhold til at begrænse udbredelsen af det ulovlige materiale for den gennemsnitlige internetbruger.

Justitsministeriet finder, at der alene bør foretages blokering, hvis en række nærmere betingelser er opfyldt, som i vidt omfang svarer til reglerne om andre efterforskningsmidler som eksempelvis beslaglæggelse og edition, herunder navnlig at indgrebet alene kan anvendes ved visse bestemte overtrædelser af straffeloven efter forudgående retskendelse, og at indgrebet skal være proportionalt.

3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i retsplejeloven som § 791 d, hvorefter politiet gives adgang til at blokere adgangen til en hjemmeside, hvis der er grund til at antage, at der fra den pågældende hjemmeside foretages en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse opretholdes ved siden af den foreslåede blokeringsbestemmelse. Reglerne om beslaglæggelse forudsættes anvendt, når denne fremgangsmåde vurderes praktisk anvendelig.

Justitsministeriet er opmærksom på, at bestemmelsen til trods herfor fortsat potentielt vil kunne finde anvendelse på et større antal sager. Politiet forudsættes derfor at foretage en vurdering af, om ressourceforbruget ved indgrebet står mål med lovovertrædelsens grovhed, og om indgrebet er egnet i det konkrete tilfælde.

Der skal endvidere foretages en proportionalitetsafvejning, inden der træffes afgørelse om blokering. Blokering må således ikke foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og den ulempe, som indgrebet må antages at medføre.

Det skal bl.a. indgå i vurderingen, at det på nuværende tidspunkt kun er teknisk muligt ved hjælp af en DNS-blokering at blokere en hel hjemmeside, også selv om det kun er en lille del af indholdet på hjemmesiden, der udgør en lovovertrædelse. Det vil eksempelvis ikke være muligt kun at blokere en profil på et socialt medie. Med en DNS-blokering er det kun muligt at blokere hele det sociale medie, hvilket generelt må antages at ville være et uproportionalt indgreb.

Det foreslås endvidere, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og administratorer af internetdomæner skal bistå politiet med at gennemføre blokering af en hjemmeside. Afviser den pågældende udbyder eller administrator uden lovlig grund at bistå politiet, finder tvangsmidlerne over for vidner anvendelse (bøder, erstatning mv.), jf. retsplejelovens § 178.

Politiet forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig mod, dvs. lejeren af den hjemmeside (registranten), som retten har givet tilladelse til at blokere. Indeholder hjemmesiden ikke kontaktoplysninger, og kan politiet ikke umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden vis, kan underretning undlades. Underretning af personer i udlandet vil ske efter de almindelige retshjælpsregler om underretning til personer i andre lande.

Det forudsættes endvidere, at såfremt politiet bliver bekendt med, at grundlaget for kendelsen ikke længere er til stede – for eksempel fordi det ulovlige indhold er fjernet fra hjemmesiden – skal politiet hurtigst muligt fjerne blokeringen. Politiet pålægges dog ikke hermed en pligt til løbende at kontrollere indholdet af de blokerede hjemmesider.

Det foreslås tillige, at kendelsen til enhver tid kan omgøres af retten.

Det foreslås endelig, at hvis den, mod hvem indgrebet retter sig, fremsætter anmodning herom, skal politiet snarest muligt efter modtagelsen af anmodningen forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. En kendelse vil kunne kæres efter de almindelige regler herom.

Henvender den, mod hvem indgrebet retter sig, til politiet, skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten.

Justitsministeriet vil foretage en evaluering af erfaringerne med den foreslåede mulighed for at blokere adgangen til en hjemmeside, hvorfra der er grund til at antage, at der foretages en overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 i, 119 eller 119 a. Det tilstræbes, at evalueringen gennemføres 3 år efter lovforslagets ikrafttræden.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede mulighed for at blokere adgangen til en hjemmeside – også i lyset af, at der er tale om et nyt retsmiddel – bør have været gældende i nogen tid, inden det vurderes, om der måtte være behov for ændringer.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1 og bemærkningerne hertil.

3.2. Stop for udbetaling af offentlige ydelser til fremmedkrigere

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Udbetaling af offentlige ydelser

3.2.1.1.1. Udbetaling af folkepension og førtidspension

Folkepension er en offentlig social pension, der sikrer de berettigede en indkomst, når de når folkepensionsalderen. Reglerne om folkepension fremgår af lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1239 af 13. oktober 2016.

Førtidspension sikrer et forsørgelsesgrundlag til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, hvis arbejdsevne er varig og væsentligt nedsat i et sådant omfang, at personen ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i et fleksjob. Reglerne om førtidspension fremgår af lov om social pension for så vidt angår førtidspension tilkendt efter reglerne gældende fra 1. januar 2003 (ny førtidspension) og i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1240 af 13. oktober 2016, for så vidt angår førtidspension tilkendt efter reglerne fra før 2003 (gammel førtidspension).

Som udgangspunkt, skal man bo i Danmark for at få tilkendt og udbetalt dansk pension. En pensionist kan modtage pensionen i forbindelse med ferie og kortere ophold i udlandet. Pensionister, der har fast bopæl i Danmark, skal meddele Udbetaling Danmark, hvis pensionisten tager midlertidigt ophold af mere end to måneders varighed i lande uden for EU/EØS og Schweiz, dog ikke ved ophold i Grønland eller på Færøerne.

Pensionslovene indeholder en række undtagelser, der betyder, at pensionister med fast bopæl i udlandet kan få udbetalt pension, hvis pensionisten i øvrigt opfylder kravene herfor. Tager pensionisten fast bopæl i lande uden for EU/ØES og Schweiz kan dette få betydning for retten til og størrelsen af pensionen, herunder eventuelle tillæg.

Danmark har indgået overenskomster med en række lande, som betyder, at dansk pension kan udbetales ved fast bopæl i disse lande, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

3.2.1.1.2. Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og feriedagpenge

Arbejdsløshedsdagpenge reguleres af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 31. januar 2017, samt bekendtgørelser fastsat med hjemmel heri. Reglerne om arbejdsløshedsdagpenge administreres af arbejdsløshedskasserne.

Der er fastsat nærmere regler om rådighedsforpligtelsen og dermed retten til dagpenge i bekendtgørelse nr. 701 af 27. maj 2015 om rådighed. Efter § 4 i bekendtgørelsen skal et medlem have bopæl og opholde sig i Danmark, jf. dog forordning (EF) nr. 883/2004, artikel 64 og 65. Forordningen indebærer bl.a. situationer, hvor medlemmet kan søge arbejde i et andet EU/EØS land i en begrænset periode.

Efter bekendtgørelsens § 5 kan et medlem få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land, hvis medlemmet inden afrejsen godtgør over for arbejdsløshedskassen at have en aftale med en arbejdsgiver om en ansættelsessamtale i det andet land. Medlemmet skal give meddelelse om opholdets varighed til jobcenteret og arbejdsløshedskassen før rejsen. Medlemmet skal komme tilbage til Danmark inden for 5 dage. Udover ovennævnte tilfælde er det ikke muligt at modtage arbejdsløshedsdagpenge under ophold i udlandet.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal videregive underretninger om medlemmers ophold i udlandet til medlemmets arbejdsløshedskasse.

Hvis arbejdsløshedskassen bliver opmærksom på forhold, der kan have betydning for medlemmets ret til dagpenge, f.eks. at medlemmet opholder sig i udlandet, skal arbejdsløshedskassen undersøge sagen nærmere.

Efter gældende regler i § 65 a, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. skal arbejdsløshedskassen høre medlemmet i de situationer, hvor arbejdsløshedskassen forventer, at der senere skal træffes en afgørelse til ugunst for medlemmet, hvis medlemmet ikke er bekendt med, at arbejdsløshedskassen er i besiddelse af oplysningerne, eller at arbejdsløshedskassen vil benytte bestemte oplysninger i en afgørelse om medlemmets ret til ydelser.

Det fremgår af § 65 a, stk. 5, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at hvis der udbetales ydelser til medlemmet på tidspunkt for høringen, skal arbejdsløshedskassen fortsætte med at udbetale ydelserne, indtil der træffes en afgørelse, som er meddelt medlemmet.

Samtidig skal arbejdsløshedskassen oplyse medlemmet om, at ydelser, der udbetales efter, at arbejdsløshedskassen har sendt høringen, og til der er truffet en afgørelse, bliver udbetalt med forbehold for, om medlemmet har ret til dem.

Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra arbejdsløshedskassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget, jf. § 86, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Endelig fremgår af lovens § 86, stk. 2, sidste pkt., at forudbetalte feriedagpenge skal tilbagebetales, hvis betingelserne for retten til feriedagpengene efterfølgende ikke opfyldes.

Efter gældende regler i § 75 h, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er retten til feriedagpenge betinget af, at medlemmet på ferietidspunk-tet er i et arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledigt, ville have dagpengeret i tilfælde af ledighed og har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse eller løn.

Efter gældende regler i § 75 h, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er der i bekendtgørelse nr. 698 af 27. maj 2015 om feriedagpenge fastsat nærmere regler om feriedagpenge.

Det fremgår heraf, at medlemmet bl.a. på ferietidspunktet skal holde ferie, have fået ret til feriedagpenge og have bopæl i Danmark eller i et andet EØS-land og være omfattet af artikel 65 i forordning (EF) nr. 883/2004.

Det fremgår endvidere, at medlemmet under ferien som udgangspunkt skal opfylde de samme betingelser for at få dagpenge, som hvis man var ledig. Medlemmet skal dog ikke stå til rådighed, jf. § 62 i lov om arbejdsløsheds-forsikring m.v. Det betyder bl.a., at det ikke er krav om ophold og bopæl i Danmark under ferien.

Hvis medlemmet bliver syg eller frihedsberøvet under ferien, har pågældende stadig ret til feriedagpenge. Det gælder dog kun, hvis medlemmet ikke før ferien vidste, at den pågældende ville blive syg eller frihedsberøvet.

Retten til feriedagpenge bortfalder, hvis arbejdsløshedskassen ikke har modtaget ansøgningen om feriedagpenge for et ferieår senest den 31. maj i det følgende ferieår. Udbetaling kan tidligst ske en uge før ferien.

3.2.1.1.3. Udbetaling af barselsdagpenge

Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 29. april 2015 med senere ændringer, regulerer forældres ret til fravær i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption og retten til barselsdagpenge under fraværet. De nærmere regler om ret til barselsdagpenge er fastsat i bekendtgørelse nr. 1109 af 26. november 2012 med senere ændringer. Barselsdagpenge administreres af Udbetaling Danmark.

For at opnå ret til barselsdagpenge kræves opfyldelse af et beskæftigelseskrav.

En lønmodtager skal enten have været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de sidste 13 uger før fraværet og i denne periode have været beskæftiget i mindst 120 timer, eller ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge (eller en ydelse, der træder i stedet herfor) eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., eller inden for den seneste måned have afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller være elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov, eller være ansat i fleksjob efter § 70 c, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det er forudsat i barselsloven, at det er en betingelse for ret til barselsdagpenge, at den pågældende er sammen med barnet i fraværsperioden. Der stilles i loven ikke krav om, at forældrene opholder sig i Danmark under orloven, og der er derfor ikke noget i vejen for, at forældrene under hele eller dele af orloven opholder sig i udlandet, så længe de/den af forældrene, der modtager barselsdagpenge, er sammen med barnet.

Barselsdagpengene udbetales af Udbetaling Danmark til den barslende eller dennes arbejdsgiver, hvis der udbetales løn under fraværet.

3.2.1.1.4. Udbetaling af sygedagpenge

Sygedagpenge reguleres af lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1032 af 23. juni 2016, som ændret ved § 5 i lov nr. 624 af 8. juni 2016.

Sygedagpenge udbetales – uanset alder – til lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende eller ledige, der er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom og som har en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. beskæftigelseskravet i sygedagpengelovens §§ 30, 32, 34 og 42.

Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, træffes af ansøgerens opholdskommune og sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne, jf. sygedagpengelovens § 7, stk. 1.

Det er bl.a. efter sygedagpengelovens § 4 en betingelse, at den sygemeldte persons indtægt kan beskattes i Danmark. Denne betingelse gælder dog ikke for personer, der efter EU-lovgivningen eller international aftale om social sikring er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Det er endvidere efter sygedagpengelovens § 3 en betingelse, at den sygemeldte har lovligt ophold her i landet.

Sygedagpenge kan trods hovedreglen om ophold i Danmark efter sygedagpengelovens § 3, stk. 2, i visse tilfælde udbetales til personer, der opholder sig i udlandet.

Sygedagpenge udbetales til den sygemeldte af kommunen eller til arbejdsgiveren, hvis denne udbetaler løn under sygefraværet. Dog udbetaler arbejdsgiveren sygedagpenge i de første 30 kalenderdage (arbejdsgiverperioden), hvis den sygemeldte har været ansat hos arbejdsgiveren i de seneste 8 uger og har haft mindst 74 timers beskæftigelse i perioden.

3.2.1.1.5. Udbetaling af efterløn

Efterløn reguleres af kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt bekendtgørelser fastsat med hjemmel heri. Efterlønsordningen administreres af arbejdsløshedskasserne.

Efterløn giver medlemmer af en arbejdsløshedskasse med en længerevarende tilknytning til arbejdsmarkedet mulighed for at trække sig helt eller delvis tilbage fra arbejdsmarkedet på fleksible vilkår i op til 5 år før folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

De grundlæggende betingelser for at få ret til efterløn fremgår af §§ 74 og 74 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det er herunder en betingelse, at medlemmet har nået efterlønsalderen, jf. lovens § 74, og har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land, jf. lovens § 74 a.

Efterløn kan tages med under ophold inden for EØS-området uden tidsbegrænsning, og det er herunder muligt at bosætte sig i et andet EØS-land og samtidig modtage efterløn.

Efter lovens § 74 n, stk. 2, kan der ikke udbetales efterløn til et medlem, der opholder sig i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne i længere tid, eller som tager bopæl der. Der er i bekendtgørelse nr. 1576 af 17. december 2013 om fleksibel efterløn med senere ændringer fastsat nærmere regler herom, og det følger heraf, at et medlem kan få udbetalt efterløn under midlertidigt ophold i lande uden for EØS-området, Grønland, Færøerne og Schweiz i op til sammenlagt 3 måneder inden for hvert kalenderår.

3.2.1.1.6. Udbetaling af fleksydelse

Fleksydelse reguleres af lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 17. september 2015, som ændret ved § 7 i lov nr. 624 af 8. juni 2016, samt bekendtgørelse nr. 559 af 29. april 2015 om fleksydelse.

Fleksydelse er en tilbagetrækningsordning for fleksjobbere, som ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden de når folkepensionsalderen. Fleksydelsesordningen administreres af Udbetaling Danmark.

De grundlæggende betingelser for at få ret til fleksydelse fremgår af §§ 1 a-2 a i lov om fleksydelse. Det er herunder en betingelse, at medlemmet har nået fleksydelsesalderen, jf. lovens § 1 a, og har bopæl her i riget eller i et andet EØS-land, jf. lovens § 2.

Fleksydelse kan tages med under ophold inden for EØS-området uden tidsbegrænsning, og det er herunder muligt at bosætte sig i et andet EØS-land og samtidig modtage fleksydelse.

Efter §§ 54 og 60-63 i bekendtgørelse om fleksydelse kan der ikke udbetales fleksydelse til en person, der opholder sig i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne i længere tid, eller som tager bopæl der. Efter bekendtgørelsen kan en person få udbetalt fleksydelse under midlertidigt ophold i lande uden for EØS-området, Grønland, Færøerne og Schweiz i op til sammenlagt 3 måneder inden for hvert kalenderår.

3.2.1.1.7. Udbetaling af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Betingelserne for ret til og udbetaling af integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb og ledighedsydelse, samt hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende (kapitel 10 og 10 a), fremgår af lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017.

Det er en betingelse for ret til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at personen opholder sig lovligt her i landet, jf. lovens § 3.

Personer, der opholder sig i udlandet, kan ikke få hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lovens § 5, stk. 1. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis modtageren deltager i aktiveringstilbud, udøver samvær, som ikke kan foregå her i landet med egne børn under 18 år, modtager nødvendig lægebehandling, som ikke kan fås her i landet, eller der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg, jf. § 5, stk. 2.

Personer, der har modtaget uddannelseshjælp, kontanthjælp og revalideringsydelse i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 4 ugers ferie. En ferieperiode må dog højst vare 2 uger. Personer, der har modtaget ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 5 ugers ferie. Det er en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Personer, der er visiteret til fleksjob og modtager fleksløntilskud eller ledighedsydelse, har ret til at holde op til 25 dages ferie med ledighedsydelse. Personer, der efter aftale med kommunen holder ferie, kan i ferieperioden opholde sig i udlandet, jf. § 5, stk. 4.

Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling efter lovens § 91, stk. 1, nr. 2, såfremt personer, mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet. Kommunen kan endvidere træffe afgørelse om fremadrettet nedsættelse af hjælpen med 1/3 i en periode eller tilbagebetaling af en del af hjælpen, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet, jf. reglerne i lovens § 42 og § 43.

3.2.1.1.8. Udbetaling af boligstøtte

Boligstøtte udbetales efter lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 24. februar 2016 med senere ændringer. Størrelsen på boligstøtten beregnes på grundlag af lejens størrelse, husstandens indkomst samt boligens areal og husstandens sammensætning.

Boligstøtte er delt op i to ydelser, boligydelse og boligsikring. Boligydelse ydes til folkepensionister og førtidspensionister, som er tilkendt pension efter reglerne fra før 1. januar 2003. Boligsikring ydes til lejere og til førtidspensionister, som er tilkendt pension efter reglerne fra 1. januar 2003. Boligsikring og boligydelse administreres af Udbetaling Danmark.

Boligstøtten er efter gældende regler i boligstøttelovens § 5 betinget af, at ansøgeren har fast bopæl i landet og benytter boligen til helårsbeboelse. Ved midlertidigt ophold i udlandet normalt ikke over 6 måneder er formodningen for, at der stadig vil være tale om fast bopæl.

Som medlemmer af husstanden medregnes efter boligstøttelovens § 7, stk. 1, ansøgeren, dennes ægtefælle, (hjemmeværende børn) og andre, der har fast ophold i boligen. Det er personer, der faktisk har fast ophold i boligen, som indgår i husstanden. Ved enkelte husstandsmedlemmers kortere ophold normalt ikke over 6 måneder uden for hjemmet, eksempelvis i forbindelse med strafafsoning, rekreationsophold eller kortere fravær i uddannelsesøjemed, vil formodningen være for fast ophold.

3.2.1.1.9. Udbetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

3.2.1.1.9.1. Børnetilskud ydes til børn under 18 år efter reglerne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 7. oktober 2014.

Børnetilskud tilkommer som hovedregel barnet. Reglerne om børnetilskud har et socialt sigte, idet børn af enlige forsørgere og visse pensionistforældre samt børn, der mangler en forsøger, er de primære målgrupper. Desuden ydes der tilskud til børn fra en flerbørnsfødsel.

Herudover ydes der efter loven tilskud til forældre, der adopterer et udenlandsk barn, og til forældre, der deltager i visse uddannelsesforløb.

Det er bl.a. en betingelse for at få ret til tilskud efter loven, at barnet faktisk opholder sig her i landet, jf. lovens § 5, stk. 1, nr. 2. Dog kan der udbetales børnetilskud ved kortvarige ophold i udlandet, eller hvis barnet opholder sig midlertidigt i udlandet som led i barnets uddannelsesforløb med henblik på at forbedre barnets muligheder for at klare sig under fortsat ophold her i landet, jf. herved lovens § 5, stk. 3.

Børnetilskud udbetales som udgangspunkt til moderen, men kan udbetales til andre i visse situationer.

3.2.1.1.9.2. Bidrag til et barns underhold, der er fastsat efter lov om børns forsørgelse, kan, når det ikke betales på forfaldsdatoen, efter ansøgning udbetales af Udbetaling Danmark for tiden indtil barnet fylder 18 år til den person, der er berettiget til at kræve bidraget fastsat efter § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse, jf. kapitel 3 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det er en betingelse for ret til at få bidrag udbetalt forskudsvis af Udbetaling Danmark, at forældrene ikke lever sammen, jf. § 18 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Udbetaling Danmark indtræder herefter i retten til at indkræve bidraget hos bidragsbetaleren.

3.2.1.1.10. Udbetaling af Statens Uddannelsesstøtte (SU)

Statens Uddannelsesstøtte (SU) reguleres af SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014 med senere ændringer, og bekendtgørelse nr. 1662 af 14. december 2015 med senere ændringer (SU-bekendtgørelsen).

SU gives til ungdomsuddannelse og til videregående uddannelse eller privat uddannelse indtil opnået kandidatgrad. SU udbetales med et beløb pr. kalendermåned (støttemåned) i et kalenderår (støtteåret), og gives som udgangspunkt til uddannelse i Danmark. SU kan endvidere under visse betingelser gives til uddannelse i udlandet.

De grundlæggende betingelser, som den uddannelsessøgende skal opfylde for at få ret til SU, fremgår af SU-lovens kapitel 1.

Den uddannelsessøgende skal være indskrevet på og gennemgå en uddannelse, der er godkendt som SU-berettigende, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 1. Den uddannelsessøgende skal endvidere være studieaktiv, jf. SU-lovens § 2, stk. 1, nr. 2. Regler herom er med hjemmel i lovens § 2, stk. 2, fastsat i SU-bekendtgørelsens kapitel 2. Det er udgangspunktet, at den uddannelsessøgende er studieaktiv indtil andet konstateres, jf. SU-bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser skal deltage i obligatorisk undervisning og foreskrevne prøver, aflevere opgaver mv. efter de regler, der gælder for uddannelsen. Uddannelsessøgende ved videregående eller privat uddannelse er studieaktive indtil de er mere end 6 måneder svarende til 30 ECTS forsinket i uddannelsen, jf. SU-bekendtgørelsens § 13, stk. 1, 1. pkt.

Den uddannelsessøgende skal være dansk statsborger eller udenlandsk statsborger, der kan ligestilles med en dansk statsborger, jf. SU-bekendtgørelsens §§ 1-8.

Den uddannelsessøgende skal endelig være fyldt 18 år, jf. SU-lovens § 2 a, stk. 1.

3.2.1.1.11. Udbetaling af Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU)

Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU) reguleres af SVU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 8. juni 2016, og bekendtgørelse nr. 733 af 16. juni 2016 om statens voksenuddannelsesstøtte, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1152 af 30. august 2016 (SVU-bekendtgørelsen).

SVU gives til en række uddannelser på folkeskoleniveau eller gymnasialt niveau og til efter- og videreuddannelse på videregående niveau. For at få SVU skal den uddannelsessøgende opfylde en række betingelser, jf. SVU-lovens § 2, stk. 1, nr. 1-8.

Der er i SVU-lovens § 14 hjemmel til at standse udbetalingen af SVU, hvis de uddannelsessøgende ophører med at deltage i et planlagt uddannelsesforløb. Udbetalingen bortfalder den resterende del af uddannelsesforløbet med udgangen af den kalenderuge, hvori den uddannelsessøgende er holdt op.

3.2.1.1.12. Udbetaling af børne- og ungeydelse

Børne- og ungeydelse reguleres af lov om en børne- og ungeydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 609 af 3. juni 2016.

Der udbetales for børn og unge under 18 år en skattefri børne- og ungeydelse, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 1, stk. 1 og 2, hvis betingelserne i lovens § 2 er opfyldt, herunder, at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

For børn under 15 år udbetales børneydelsen med en fjerdedel i hvert kvartal, jf. lovens § 5, stk. 3. Ydelsen udbetales første gang for det kvartal efter det kvartal, hvori barnet er født. Børneydelsens størrelse afhænger af barnets alder. For børn under 3 år er beløbet 17.964 kr. årligt, for børn mellem 3 og 6 år er beløbet 14.220 kr. årligt, og for børn og unge mellem 7 og 14 år er beløbet 11.184 kr. årligt (2017-niveau).

For unge mellem 15 og 17 år sker udbetalingen månedsvist og sidste gang for den måned, hvor den unge fylder 18 år. I den måned, hvor den unge fylder 18 år, udbetales ydelsen forholdsmæssigt, svarende til antallet af dage fra månedens begyndelse til og med fødselsdagen i forhold til antallet af dage i måneden, jf. lov om en børne- og ungeydelse § 5, stk. 4. For unge mellem 15 og 17 år er beløbet 11.184 kr. (2017-niveau).

Som udgangspunkt udbetales børne- og ungeydelsen til barnets mor, jf. § 4. Andre ydelsesmodtagere kan eksempelvis være barnets far, hvis barnet bor hos ham, eller den person, som har taget barnet i pleje med henblik på adoption.

Retten til den fulde ydelse er endvidere betinget af, at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl eller beskæftigelse her i riget i mindst to år inden for de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen vedrører, jf. børne- og ungeydelseslovens § 2, stk. 1, nr. 7. Retten til fuld ydelse optjenes gradvist, så der efter 6 måneders bopæl eller beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen. Efter 1 år er der ret til 50 pct., efter halvandet år 75 pct. og efter 2 år 100 pct.

3.2.1.1.13. Ophør af udbetaling af visse offentlige ydelser i strafunddragelsestilfælde

For alle de under punkt 3.2.1.1.1-3.2.1.1.7 samt punkt 3.2.1.1.10 og 3.2.1.1.11 omtalte ydelser gælder det, at retten til ydelserne ophører for personer, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor den pågældende er varetægtsfængslet, politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling, eller der foreligger en varetægtsfængslingskendelse. Ligeledes bortfalder retten til ydelserne for den, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

3.2.1.1.14. Betydning af ydelsesstop for ægtefælle/samlever

Det har betydning for mange sociale ydelser, om en person er enlig eller gift/samlevende. Det ændrer som udgangspunkt ikke på en persons status som enlig eller gift/samlevende, om ægtefællen eller den samlevende tager på ferie eller tager midlertidigt ophold i udlandet. Det har heller ikke betydning for status som enlig eller samlevende, hvilken indtægt en ægtefælle eller samlever har, men det kan få betydning for tildeling og udmåling af mange af ydelserne.

Hvis en ægtefælle eller samlever til en person, der befinder sig i udlandet, mener, at samlivet er ophørt, må en herboende ægtefælle eller samlever indgive ansøgning om separation eller skilsmisse eller på anden vis godtgøre, at samlivet er ophævet. Det vil således være en konkret vurdering efter gældende regler og praksis, om det i den enkelte sag er tilstrækkeligt godtgjort, at samlivet er ophørt.

3.2.1.2. Inddragelse af pas og udrejseforbud

3.2.1.2.1. Ved lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven (Styrket indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet m.v.), der trådte i kraft den 1. marts 2015, blev der bl.a. indført hjemmel til at nægte udstedelse af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden (paslovens § 2, stk. 1, nr. 4).

For så vidt angår vurderingen af, hvorvidt en persons formodede deltagelse i aktiviteter i udlandet kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed mv., fremgår følgende af punkt 2.3.1.3 og 2.3.1.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som fremsat, side 10-11:

”2.3.1.3. Vurderingen af, om en persons formodede deltagelse i aktiviteter i udlandet kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil […] bero på et konkret skøn, der foretages af politiet.

Det vil i den forbindelse være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som en person forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

[…]

2.3.1.4. Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Også personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i en konfliktzone for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand.

Begrebet »konfliktområde« skal i denne henseende forstås som det geografiske område, hvor kampene foregår.

[…]

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder.

[…]

Også ophold hos en gruppe eller organisation, der driver organiseret kriminalitet, vil efter omstændighederne kunne indebære eller forøge risikoen for, at de pågældende vil begå alvorlige strafbare forhold, herunder eksempelvis drab, frihedsberøvelse eller ildspåsættelse, i Danmark med den konsekvens, at politiet vil kunne træffe afgørelse om f.eks. pasinddragelse og udrejseforbud efter de foreslåede bestemmelser.

Ovenstående eksempler er ikke udtryk for en udtømmende opremsning af tilfælde, hvor politiet vil kunne træffe afgørelse efter de foreslåede bestemmelser. ”

For så vidt angår det mistankekrav (”grund til at antage”), der skal være opfyldt for, at der kan træffes afgørelse efter bestemmelsen, fremgår bl.a. følgende af punkt 2.3.1.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som fremsat, side 10:

”Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprøves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf. pkt. 2.3.5.

[…]

Som et andet eksempel på oplysninger, der i almindelighed vil være tilstrækkelige til at opfylde mistankegrundlaget, kan nævnes oplysninger om, at en person opholder sig i et konfliktområde uden et anerkendelsesværdigt formål. Også oplysninger om, at en person har opholdt sig i et konfliktområde uden et anerkendelsesværdigt formål, vil efter omstændighederne kunne være tilstrækkelige til at opfylde mistankegrundlaget. ”

Det bemærkes, at de oplysninger, der indgår i politiets afgørelser om pasinddragelse, i praksis ofte vil stamme fra PET. PET tilvejebringer således oplysninger om fremmedkrigere som led i varetagelsen af tjenestens opgaver med at forebygge, efterforske og modvirke handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund. PET vil i visse tilfælde være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om pasinddragelse og evt. udrejseforbud, men som PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver til politikredsene. For nærmere herom henvises til punkt 2.3.1.6 og 2.3.1.7 i Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som fremsat, side 12.

Når politiet efter bestemmelsen inddrager et allerede udstedt pas fra en person, der opholder sig i udlandet, skal politiet af egen drift søge rettens godkendelse af den trufne afgørelse, inden passet inddrages, jf. paslovens § 2, stk. 4, sidste pkt.

3.2.1.2.2. Politiet kan efter paslovens § 2 b, stk. 1, meddele en person, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, forbud mod at udrejse i det tidsrum, som passet i henhold til § 2, stk. 2, er inddraget i. Bestemmelsen supplerer således pasinddragelseshjemlen i § 2, stk. 1, nr. 4. Politiet kan dog ikke meddele udrejseforbud til en person, der befinder sig i udlandet.

Efter paslovens § 2 b, stk. 2, kan politiet under særlige omstændigheder skriftligt give tilladelse til, at en person, der er meddelt forbud efter stk. 1, kan foretage en specifik rejse. Efter § 2 b, stk. 3, kan den, udrejseforbuddet retter sig mod, kræve spørgsmålet om ophævelse af forbuddet forelagt retten til afgørelse. Politiet skal uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om udrejseforbuddet skal opretholdes eller ophæves.

Efter paslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., straffes overtrædelse af et udrejseforbud meddelt efter § 2 b, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

3.2.1.2.3. Politiets beslutning om pasinddragelse eller meddelelse af et udrejseforbud er en afgørelse, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1. Omfanget af politiets forpligtelse til at partshøre den person, afgørelsen retter sig imod, herunder om den pågældende persons mulighed for at varetage sine interesser, er nærmere behandlet i punkt 2.3.4.1.1-2.3.4.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget bag den omtalte ændring af pasloven, jf. Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som fremsat, side 13-14.

De stedlige politidirektørers afgørelse om bl.a. pasinddragelse i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, kan i medfør af § 27, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1337 af 28. november 2013 med senere ændringer (pasbekendtgørelsen) påklages til Rigspolitichefen. Rigspolitichefens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. stk. 2.

Det følger endvidere af paslovens § 2 b, stk. 3, at den, som et udrejseforbud efter § 2 b, stk. 1, retter sig mod, kan kræve spørgsmålet om ophævelse af forbuddet forelagt retten til afgørelse. Politiet skal uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om udrejseforbuddet skal opretholdes eller ophæves.

Det bemærkes, at hverken klagen til Rigspolitichefen eller indbringelsen for domstolene har opsættende virkning.

3.2.1.2.4. Ved lov nr. 176 af 24. februar 2015 om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v., udlændingeloven og retsplejeloven blev der desuden indført en bestemmelse i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, hvorefter opholdstilladelse eller opholdsret bortfalder, hvis en udlænding opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

3.2.1.3. Forbud mod indrejse og ophold i visse konfliktområder

3.2.1.3.1. Ved lov nr. 642 af 8. juni 2016 om ændring straffeloven og om ophævelse af Lov, hvorved det forbydes fra dansk Territorium at understøtte krigsførende Magter (Væbnede konflikter i udlandet m.v.), der trådte i kraft den 1. juli 2016, blev § 114 j om forbud mod indrejse og ophold i visse konfliktområder indsat i straffeloven.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og som uden tilladelse indrejser eller opholder sig i et område som nævnt i § 114 j, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år. Det gælder dog ikke for indrejse og ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, jf. bestemmelsens stk. 2.

I medfør af straffelovens § 114 j, stk. 3, er justitsministeren bemyndiget til efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsministeren at indføre indrejse- og opholdsforbud i særlige områder i udlandet, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt.

Det fremgår af straffelovens § 114 j, stk. 4, at justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, efter ansøgning kan tillade, at en person indrejser eller opholder sig i et område, der er omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet, hvis indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt formål. En tilladelse kan omfatte en gruppe af personer, der er tilknyttet en bestemt virksomhed eller organisation mv. (en såkaldt kollektiv tilladelse).

Ved anerkendelsesværdigt formål forstås ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 187 som fremsat, side 17, formål, der ikke har med den væbnede konflikt at gøre, og som der vurderes at være rimelig anledning til at foretage på trods af den verserende væbnede konflikt. Indrejse og ophold med henblik på at udføre journalistisk arbejde, yde humanitær bistand, besøge sin nærmeste familie eller drive en igangværende erhvervsvirksomhed vil således i almindelighed være anerkendelsesværdige formål.

Endelig fremgår det af straffelovens § 114 j, stk. 5, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af ansøgninger efter stk. 4, herunder om fristen herfor. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser om hvorvidt der kan gives tilladelse til indrejse i et forbudsramt område ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

3.2.1.3.2. I medfør af bemyndigelserne i straffelovens § 114 j, stk. 3-5, er fastsat bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder. Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 30. september 2016, indeholder bl.a. nærmere regler om, hvilke områder der for tiden er omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet samt regler for sagsbehandlingen i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til at indrejse eller opholde sig i de udpegede forbudsramte områder.

Om de for tiden udpegede forbudsramte områder fremgår det af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, at Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen samt Deir al-Zour-provinsen i Syrien er blandt de områder, hvortil indrejse eller ophold kræver tilladelse. Herudover fremgår det af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 2, at Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen i Irak er omfattet af forbudsordningen.

Bekendtgørelsens §§ 4-8 indeholder nærmere regler om tilbagekaldelse, frister for indgivelse af ansøgning og sagsoplysning. I forbindelse med sagsbehandlingen vil der blive udvekslet oplysninger om ansøgeren med PET, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at en person også vil skulle søge om tilladelse til at opholde sig i et forbudsramt område, selvom området først efter indrejsen ved en efterfølgende bekendtgørelsesændring blev omfattet af de forbudsramte områder.

Endelig fremgår det af bekendtgørelsens § 9, at politidirektørens afgørelse kan påklages til Rigspolitichefen.

3.2.1.4. Bestemmelser i straffeloven om tilslutning til væbnede styrker og terrortræning mv.

Straffeloven indeholder endvidere en række regler, som på forskellig vis kriminaliserer tilslutning til væbnede styrker, og som således efter omstændighederne vil kunne anvendes til strafforfølgning af fremmedkrigere på baggrund af kamphandlinger begået i udlandet.

Det fremgår således af straffelovens § 101 a, stk. 1, om landsforræderi, at den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og som under en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er part, er tilsluttet en væbnet styrke for en part, som kæmper mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 10 år. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil på livstid. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger. Bestemmelsen kan efter omstændighederne anvendes til at strafforfølge fremmedkrigere, der har tilsluttet sig en fjendtlig væbnet styrke, der deltager i kamphandlinger mod danske styrker.

Det fremgår endvidere af straffelovens § 114 c, stk. 3, at den, som lader sig hverve til at begå handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, straffes med fængsel indtil 6 år. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphandlinger. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at en person, der tilslutter sig terrorgrupper i eksempelvis Syrien og Irak, vil kunne straffes for overtrædelse af denne bestemmelse.

Herudover indeholder straffeloven i § 114 d en bestemmelse om terrortræning. Bestemmelsens stk. 1 og 2 retter sig mod træning, instruktion og anden oplæring til handlinger af den i §§ 114-114 b omhandlede beskaffenhed. Bestemmelsen i § 114 d, stk. 3, retter sig mod den, der lader sig træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå handlinger omfattet af §§ 114 eller 114 a. Straffelovens § 114 d, stk. 3, blev bl.a. anvendt ved Vestre Landsrets dom af 23. juni 2014 (gengivet i UfR 2014.3017 V). I sagen idømte landsretten to års fængsel for forsøg på overtrædelse af bestemmelsen. Den ene af de tiltalte i sagen rejste i november 2011 til Somalia, hvor han frem til marts 2012 i en Al-Shabaab træningslejr modtog træning, instruktion eller anden oplæring til at begå terrorhandlinger.

Endvidere fremgår det af straffelovens § 114 e, at den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114-114 d, straffes med fængsel indtil 6 år. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til fængsel indtil 16 år.

Endelig fremgår det af straffelovens § 114 g, at den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 f, deltager i ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

3.2.1.5. Forvaltningslovens regler om partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse (partshøring). Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

I bestemmelsens stk. 2 fremgår dog en række situationer, hvor der kan gøres undtagelse fra ovennævnte hovedregel om partshøring. Af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, fremgår det således, at stk. 1 ikke finder anvendelse, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen tager ifølge dens forarbejder, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 153, navnlig sigte på tilfælde, hvor der ikke er rimelig grund til at tro, at de yderligere oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med sagens behandling, vil kunne korrigeres eller suppleres af den pågældende part, og det heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter kan anses for påkrævet at gennemføre en høring. Der skal endvidere foretages en bedømmelse af, om parten kan antages at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at afsvække den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse. Efter omstændighederne må sagens beskaffenhed indgå som et selvstændigt element i vurderingen, således navnlig hvis den påtænkte afgørelse vil være af indgribende betydning for den pågældende part som f.eks. forbud, påbud, fratagelse af rettigheder mv.

3.2.1.6. Regler om partshøring i arbejdsløshedskasserne

Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn udbetales af arbejdsløshedskasserne, som er private foreninger, der er godkendt til at udbetale ydelser. Arbejdsløshedskasserne er ikke omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven eller af retssikkerhedsloven.

Selvom arbejdsløshedskasserne ikke er omfattet af forvaltningsloven, stilles der i lovgivningen i det væsentlige de samme krav til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser, som der stilles til offentlige myndigheder efter forvaltningsloven.

Med hensyn til partshøring følger det af § 65 a, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at arbejdsløshedskassen skal høre medlemmet, hvis medlemmet ikke er bekendt med, at arbejdsløshedskassen er i besiddelse af, eller at arbejdsløshedskassen vil benytte bestemte oplysninger, som er til ugunst for medlemmet, og som vil indgå i arbejdsløshedskassens oplysningsgrundlag i en afgørelse om medlemmets ret til ydelser. Partshøringen af medlemmet svarer dermed til principperne herom i forvaltningslovens § 19.

I høringen skal arbejdsløshedskassen oplyse medlemmet om baggrunden for høringen og om, at der træffes afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis medlemmet ikke medvirker til sagens oplysning inden for en nærmere angivet frist. Fristen for medlemmets svar er fastsat til 1 uge efter, at høringen er kommet frem, jf. § 4, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser.

Hvis der udbetales ydelser til medlemmet på tidspunktet for høringen, fremgår det af lovens § 65 a, stk. 5, at arbejdsløshedskassen skal fortsætte med at udbetale ydelserne, indtil der træffes en afgørelse, som er meddelt medlemmet. Ydelserne skal udbetales med forbehold for, at medlemmet har ret til dem. I høringen skal arbejdsløshedskassen samtidig oplyse medlemmet om, at de ydelser, der udbetales, indtil der er meddelt en afgørelse, udbetales med forbehold for, at medlemmet har ret til dem, og at ydelserne skal betales tilbage, hvis der træffes afgørelse om, at medlemmet ikke har haft ret til ydelserne.

Endelig fremgår af lovens § 65 a, stk. 6, at hvis medlemmet ikke medvirker til sagens oplysning, træffer arbejdsløshedskassen afgørelse på det foreliggende grundlag.

Der er med hjemmel i lovens § 65 a, stk. 7, fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser. Det gælder bl.a. regler om, i hvilke situationer arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet. Det fremgår af § 6, stk. 1, at arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet om oplysninger, som arbejdsløshedskassen kommer i besiddelse af, hvis oplysningerne ikke indgår i en afgørelse til ugunst for medlemmet, eller hvis medlemmet er bekendt med, at oplysningerne vil indgå i en sådan afgørelse. Videre fremgår af stk. 2, at arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet om oplysninger, som medlemmet selv har givet, og som medlemmet er bekendt med vil kunne blive brugt i en afgørelse til ugunst for medlemmet. Endelig fremgår af stk. 3, at arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet om oplysninger, som arbejdsløshedskassen har indhentet i egne registre, indkomstregistret eller andre offentlige registre.

Der er således ikke i de gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. en bestemmelse svarende til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

3.2.2. Justitsministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Uddannelses- og Forskningsministeriets og Skatteministeriets overvejelser

3.2.2.1. Behovet for lovændring

PET’s Center for Terroranalyse (CTA) vurderer, at en betydelig del af de personer, der menes at opholde sig eller have opholdt sig i konfliktområder i Syrien eller Irak, har modtaget overførselsindkomster, mens de opholdte sig i konfliktområderne.

Der er i dag et almindeligt myndighedssamarbejde mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og PET, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra PET modtager oplysninger om kontanthjælps- og dagpengemodtagere, der er udrejst i relation til konflikten i Syrien og Irak, medmindre PET af andre grunde, herunder som følge af oplysningernes karakter, ikke kan videregive disse. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering videreformidler disse. For så vidt angår kontanthjælpsmodtagere sker videreformidlingen til rette myndighed (kommune), jf. § 7, stk. 2, i forvaltningsloven og for så vidt angår dagpengemodtagere til rette arbejdsløshedskasse, jf. § 91, stk. 9, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager anmeldelsen fra PET, fordi styrelsen har tilsynet med kommuner og arbejdsløshedskasser, herunder om de pågældende personer opfylder den rådighedsforpligtigelse, der er knyttet til modtagelsen af kontanthjælp og dagpenge. Det betyder, at man som modtager af kontanthjælp og dagpenge som altovervejende hovedregel skal opholde sig her i landet for at være berettiget til ydelserne. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har desuden hjemmel til at følge op på resultatet af anmeldelserne i kommunen eller arbejdsløshedskassen, jf. § 45 i lov om aktiv social politik og § 91, stk. 9, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Indtil videre har der i alt været 37 indberetninger fra PET til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og der er rejst et samlet tilbagebetalingskrav på ca. 672.000 kr.

Der er imidlertid en række andre offentlige ydelser, som ikke forudsætter, at man er til stede i Danmark, og som man således ikke i dag kan standse udbetalingen af eller kræve tilbagebetalt, selvom modtageren har deltaget i kamphandlinger for terrororganisationer i eksempelvis Syrien eller Irak. Endvidere giver den nuværende ordning ikke altid en tilstrækkelig hurtig mulighed for at standse udbetalingen af de relevante offentlige ydelser allerede imens, den pågældende er udrejst som fremmedkriger til f.eks. konflikten i Syrien eller Irak. Det kan f.eks. skyldes, at der skal foretages en konkret vurdering af, om en række nærmere betingelser – der ikke direkte vedrører, om den pågældende er fremmedkriger – er opfyldt, før udbetaling af ydelsen kan stoppes. Det kunne f.eks. være i forhold til, om den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er ikke acceptabelt, at fremmedkrigeres ophold i konfliktområder med henblik på deltagelse i konflikter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed mv., i et vist omfang finansieres af offentlige ydelser betalt af den danske statskasse. Det skal derfor i højere grad end tilfældet er i dag være muligt at standse udbetaling af offentlige ydelser til fremmedkrigere under deres ophold i konfliktområderne og – i tilfælde hvor de allerede er udbetalt – at kræve dem tilbagebetalt.

3.2.2.2. Offentlige ydelser, som foreslås omfattet af ordningen

PET har oplyst, at tjenesten har kendskab til, at der er blevet udbetalt barselspenge, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, SU, SVU og sygedagpenge til personer, der formodes at være udrejst til konfliktområder i udlandet. Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Skatteministeriet finder på den baggrund, at ordningen med ydelsesstop til fremmedkrigere for det første bør omfatte disse ydelser.

PET har endvidere påpeget, at også andre offentlige ydelser kan være relevante at overveje at medtage i ordningen, selvom tjenesten ikke konkret har kendskab til, at fremmedkrigere hidtil har modtaget disse ydelser i udlandet.

Ministerierne har i forlængelse heraf bl.a. set på de ydelser, som er omfattet af lov nr. 327 af 18. maj 2005 om ændring af lov om social pension og andre love (Ophør af udbetaling af social pension og andre ydelser ved unddragelse af strafforfølgning eller straffuldbyrdelse), hvorved der i en række love om udbetaling af offentlige ydelser blev etableret hjemmel til at standse udbetalingen af de omfattede ydelser, hvis ydelsesmodtageren bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet. Den omtalte strafunddragelsesordning, der blev indført i 2005 omfatter udbetaling af folkepension og førtidspension, visse ydelser omfattet af lov om social service, fleksydelse, arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, dagpenge ved sygdom eller fødsel, visse ydelser omfattet af lov om aktiv socialpolitik, integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, ledighedsydelse, revalidering, orlovsydelse, SU, SVU og repatriering.

Det er ministeriernes opfattelse, at hensynene bag denne ordning – navnlig at det kan virke stødende for den almindelige retsopfattelse, at det offentlige ved udbetaling af ydelser medvirker til, at personer, der unddrager sig strafforfølgning, kan opretholde unddragelsen – i vid udstrækning er sammenfaldende med hensynet til at stoppe udbetalingen af offentlige ydelser til udrejste fremmedkrigere, som kan udgøre en fare for den danske stat.

Ministerierne finder derfor, at de ydelser, der er omfattet af ordningen med ydelsesstop ved strafunddragelse, som udgangspunkt også bør være omfattet af en ordning, der etablerer hjemmel til at standse udbetalingen af offentlige ydelser for fremmedkrigere.

Ministerierne finder dog, at der er enkelte ydelser, der er omfattet af strafunddragelsesordningen, som ikke er relevante at medtage i en ordning om ydelsesstop over for til fremmedkrigere, der navnlig er baseret på pasinddragelsesreglerne.

Det drejer sig bl.a. om kontantydelse, idet udbetaling af denne ydelse ophører i 3. kvartal 2017. Det drejer sig endvidere om ydelser omfattet af repatrieringsloven, idet disse ydelser alene udbetales til udlændinge, der har opgivet deres opholdstilladelse i Danmark og ikke er i besiddelse af pas, der kan inddrages af danske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændinge- og Integrationsministeriet vil vurdere, om der kan etableres en ordning, hvormed udbetaling af ydelser omfattet af repatrieringsloven kan stoppes ud fra hensyn svarende til dem, der ligger bag nærværende lovforslag.

Endelig drejer det sig om enkelte ydelser, der på baggrund af deres karakter og målgruppe næppe i praksis vil blive tildelt fremmedkrigere. Målgruppen for disse ydelser omfatter således borgere med omfattende funktionsnedsættelser, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, samt personer, som skal forsørge borgere med omfattende funktionsnedsættelser. Det drejer sig om ydelser omfattet af servicelovens, § 95, stk. 2 (kontant tilskud til ansættelse af hjælper til udførelse af hjælp for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt), § 96 (borgerstyret personlig assistance i form af tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte) og § 100 (hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har opsat udbetalingen af folkepension). Det drejer sig herudover om ydelser omfattet af servicelovens § 42 (hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse), da det er en betingelse for at modtage ydelsen, at man rent faktisk passer barnet i hjemmet, hvorfor det vil være usandsynligt, at en modtager af denne ydelse udrejser af landet som fremmedkriger. Det bemærkes herudover, at hjælp efter § 95, stk. 2, ikke kan medtages til udlandet.

Det vurderes endelig, at boligstøtte, børnetilskud og børne- og ungeydelse – som adskiller sig fra de andre ydelser i lovforslaget ved at kunne udbetales til en bredere kreds end blot modtageren af ydelsen – også bør omfattes af ordningen, da sådanne ydelser også kan være med til at finansiere fremmedkrigeres ophold i konfliktområder.

3.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.3.1. Valg af lovmodel

En ordning med standsning af udbetaling og tilbagebetaling af offentlige ydelser vil med fordel kunne knyttes op på en række afgørelser, der allerede efter lovgivningen kan træffes i forhold til fremmedkrigere, herunder personer som der er grund til at antage er fremmedkrigere.

Det drejer sig for det første om reglerne om pasinddragelse og udrejseforbud efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, jf. herom ovenfor under punkt 3.2.1.2. Reglerne om pasinddragelse giver således politiet mulighed for at inddrage pas over for personer, som der er grund til at antage er udrejst til et konfliktområde i udlandet. Sager om stop for udbetaling af de omfattede offentlige ydelser vil således kunne blive en konsekvens af en afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, mod en person i udlandet.

Herudover kan en række strafferetlige regler tænkes anvendt over for hjemvendte fremmedkrigere. Det drejer sig for det første om reglerne om indrejse- og opholdsforbud i væbnede konfliktområder i straffelovens § 114 j, jf. herom ovenfor under punkt 3.2.1.3, samt reglerne om udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, som vil kunne bringes i anvendelse over for fremmedkrigere, der har opholdt sig i udlandet.

Endvidere vil overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, og §§ 114 d, e og g, jf. herom ovenfor under punkt 3.2.1.4, der bl.a. kriminaliserer tilslutning til væbnede styrker, kunne tænkes anvendt over for fremmedkrigere for kamphandlinger begået i udlandet mod eksempelvis danske styrker.

En domstolsafgørelse for overtrædelse af ovennævnte bestemmelser vil således kunne danne grundlag for et krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte offentlige ydelser.

En fordel ved denne ordning vil bl.a. være, at der ikke vil skulle etableres nye sagsgange for behandling af sager om formodede fremmekrigere i alle de udbetalende myndigheder, herunder for PET’s videregivelse af oplysninger om mulige fremmedkrigere i sådanne sager. De udbetalende myndigheder vil i stedet kunne træffe afgørelse om udbetalingsstop eller tilbagebetaling på baggrund af en afgørelse fra enten politiet eller domstolene. Dette vil indebære de bedste muligheder for, at sagerne kan behandles med den fornødne hurtighed og uden et unødvendigt stort ressourceforbrug.

3.2.3.2. Afgørelse om udbetalingsstop og afgørelse om fornyet udbetaling

3.2.3.2.1. Med henblik på at sikre myndighederne og arbejdsløshedskasserne bedre muligheder for så tidligt som muligt at stoppe udbetalingen af relevante offentlige ydelser til fremmedkrigere foreslås det, at det i de enkelte ydelseslove, som er omfattet af lovforslaget, fastsættes, at retten til de enkelte ydelser ophører, hvis politiet træffer afgørelse om inddragelse af pas i medfør af paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, fordi der er grund til at antage, at den pågældende i udlandet deltager i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ydelsesstoppet vil være en følge af en afgørelse, som politiet i forvejen har hjemmel til at træffe i medfør af pasloven efter forhåndsgodkendelse fra den stedligt kompetente byret. Ydelsesstoppet retter sig således kun imod personer, som får inddraget deres pas, fordi der er grundlag for at antage, at de befinder sig i udlandet på afgørelsestidspunktet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget bag pasinddragelsesreglerne, jf. Folketingstidende 2014-15, 1. samling, A, L 99 som fremsat, side 10, at tiltagene bl.a. tager sigte på gruppen af personer, der rejser til et konfliktområde, som det man f.eks. for tiden oplever i Syrien og Irak, for at tilslutte sig en militant oprørsgruppe eller for på anden lignende måde at tage del i væbnede kamphandlinger, idet denne gruppe udgør en reel og betydelig trussel mod det danske samfund.

Ydelsesstoppet skal effektueres, så snart politiet har truffet afgørelsen om pasinddragelse.

Som nævnt ovenfor under punkt 3.2.1.5 følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, at der ikke er pligt til partshøring, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen tager ifølge dens forarbejder, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 153, navnlig sigte på tilfælde, hvor der ikke er rimelig grund til at tro, at de yderligere oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med sagens behandling, vil kunne korrigeres eller suppleres af den pågældende part, og det heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter kan anses for påkrævet at gennemføre en høring. Der skal endvidere foretages en bedømmelse af, om parten kan antages at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at afsvække den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse.

Den udbetalende myndighed skal træffe afgørelse om ydelsesstop alene på baggrund af en oplysning om, at politiet har truffet afgørelse om pasinddragelse mod en person i udlandet. Denne afgørelse kan politiet desuden kun træffe efter forhåndsgodkendelse af domstolene.

Det vurderes derfor som udgangspunkt at være ubetænkeligt, at de udbetalende myndigheder træffer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre ydelsesmodtageren om, at de udbetalende myndigheder er kommet i besiddelse af oplysninger om, at politiet har truffet afgørelse om pasinddragelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4.

Det bemærkes, at en person, der har fået stoppet ydelsesudbetaling, vil kunne ansøge om den pågældende ydelse på ny eller anmode myndigheden om at genoptage udbetalingen efter at have dokumenteret sin tilstedeværelse i Danmark gennem fremmøde hos politiet. Der henvises herom nærmere til punkt 3.2.3.2.3 nedenfor.

Det bemærkes endvidere, at arbejdsløshedskasserne er private foreninger og derfor ikke omfattet af forvaltningsloven. Der stilles imidlertid i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. i det væsentlige de samme krav til kassernes sagsbehandling og afgørelser, som der stilles til offentlige myndigheder efter forvaltningsloven. Reglerne om partshøring efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er beskrevet nærmere under punkt 3.2.1.6.

Der er desuden med hjemmel i lovens § 65 a, stk. 7, fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser. Det gælder bl.a. regler om, i hvilke situationer arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet. Der er ikke fastsat en bestemmelse svarende til forvaltningslovens 19, stk. 2, nr. 1. Det vil, såfremt lovforslaget vedtages, blive fastsat i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser, at arbejdsløshedskassen kan træffe afgørelse om ydelsesstop eller tilbagebetaling i de omfattede situationer uden forudgående partshøring. Som ovenfor nævnt vurderes det som udgangspunkt at være ubetænkeligt, at de udbetalende myndigheder træffer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre ydelsesmodtageren om, at de udbetalende myndigheder er kommet i besiddelse af oplysninger.

Det fremgår af persondatalovens § 29, stk. 1, at hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om en række forhold, herunder den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet samt formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt. Det fremgår af persondatalovens § 29, stk. 2, at § 29, stk. 1, bl.a. ikke gælder, hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Såvel den udbetalende myndigheds registrering af oplysninger med henblik på at træffe afgørelser efter de foreslåede nye bestemmelser i lovforslagets §§ 2-13, som henholdsvis politiets og anklagemyndighedens videregivelse af oplysninger, fastlægges med lovforslaget som en lovmæssig forpligtelse. Det antages derfor, at hverken de udbetalende myndigheder, politiet eller anklagemyndigheden skal give oplysninger til den registrerede ydelsesmodtager efter persondatalovens § 29, stk. 1, jf. persondatalovens § 29, stk. 2.

3.2.3.2.2. Det foreslås endvidere, at det fastsættes i de enkelte ydelseslove, at en del af en offentlig ydelse, der som følge af politiets afgørelse om pasinddragelse mod en person i udlandet ikke er blevet udbetalt, kan kræves efterbetalt, hvis afgørelsen omgøres – enten af Rigspolitichefen efter klage eller af politikredsen selv – eller ophæves ved en efterfølgende domstolsprøvelse.

Det bemærkes, at en klage over politiets afgørelse om pasinddragelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, således ikke vil have opsættende virkning i forhold til afgørelsen om at stoppe udbetalingen af ydelsen. Udbetalingen af den relevante ydelse vil således kunne stoppes, selvom ydelsesmodtageren har klaget over politiets afgørelse, der er blevet forhåndsgodkendt af domstolene.

3.2.3.2.3. Det foreslås desuden, at en ydelsesmodtager, der har fået stoppet udbetalingen af en offentlig ydelse efter den foreslåede ordning, skal dokumentere sin tilstedeværelse i Danmark ved at møde op hos politiet for at få ret til ydelsen på ny. Ydelsesmodtageren vil herefter kunne anmode om genoptagelse af udbetalingen eller ansøge om at modtage den relevante offentlige ydelse igen, når den pågældende er tilbage her i landet. Dette gælder dog ikke for arbejdsløshedsdagpenge og feriedagpenge.

Behandling af en ansøgning om igen at få udbetalt relevante offentlige ydelser vil i øvrigt skulle ske i overensstemmelse med de eksisterende regler i de enkelte ydelseslove.

3.2.3.3. Tilbagebetalingskrav som følge af straffedomme mod fremmedkrigere

Det foreslås endvidere at fastsætte, at en person ikke har ret til de offentlige ydelser, der er omfattet af ordningen, i en periode, i hvilken den pågældende ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, et indrejse- og opholdsforbud i medfør af straffelovens § 114 j, stk. 1, eller i en periode, den pågældende ved endelig dom findes at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1. Dermed vil der også være hjemmel til at rejse krav om tilbagebetaling af tidligere udbetalte ydelser, som evt. ikke måtte være blevet standset, mens den pågældende befandt sig i konfliktområderne. Denne regel vil bl.a. sikre, at der vil kunne rejses krav mod personer, som PET ikke har videregivet oplysninger om til politiet, mens de befandt sig i de forbudsramte områder, fordi f.eks. hensynet til varetagelsen af PET’s øvrige opgaver var til hinder herfor.

Denne regel vil således indebære, at offentlige ydelser, der er udbetalt mens den pågældende ifølge dommen enten befandt sig i et indrejse- og opholdsforbudsramt konfliktområde, der under opholdet var udpeget i medfør af straffelovens § 114 j, stk. 3, eller befandt sig i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, vil kunne kræves tilbagebetalt.

Reglen vil også kunne anvendes, hvis den pågældende person har fået stoppet ydelser fra et vist tidspunkt som følge af en afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, men det ved en efterfølgende dom for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet eller § 114 j, stk. 1, fastslås, at den pågældende også har opholdt sig i konfliktområder i en yderligere periode.

Som nævnt ovenfor under punkt 3.2.1.5 følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1, at der ikke er pligt til partshøring, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen tager ifølge dens forarbejder, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 153, navnlig sigte på tilfælde, hvor der ikke er rimelig grund til at tro, at de yderligere oplysninger, der er tilvejebragt i forbindelse med sagens behandling, vil kunne korrigeres eller suppleres af den pågældende part, og det heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter kan anses for påkrævet at gennemføre en høring. Der skal endvidere foretages en bedømmelse af, om parten kan antages at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at afsvække den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse.

Den udbetalende myndighed vil skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling alene på baggrund af en oplysning om, at den pågældende ved endelig dom er fundet skyldig i et af de af ordningen omfattede strafbare forhold.

Det vurderes derfor som udgangspunkt at være ubetænkeligt, at de udbetalende myndigheder træffer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre ydelsesmodtageren om, at de udbetalende myndigheder er kommet i besiddelse af oplysninger om, at den pågældende ved endelig dom er fundet skyldig i et af de af ordningen omfattede strafbare forhold.

Det bemærkes i øvrigt, at kravet om tilbagebetaling følger direkte af, at det ved endelig dom er konstateret, at den pågældende – ved at have begået et strafbart forhold – har modtaget ydelsen i strid med betingelserne herfor i en periode, som vil fremgå af dommen. Den udbetalende myndighed vil således – hvis den af anklagemyndigheden er blevet orienteret om den pågældende dom – alene på dette grundlag skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af ydelser, der har været udbetalt i den periode, ydelsesmodtageren ifølge dommen befandt sig i udlandet. Det indebærer bl.a., at der vil skulle træffes afgørelse om tilbagebetaling, uanset om ydelsesmodtageren var bekendt med, at man ikke har ret til de af lovforslaget omfattede offentlige ydelser i en periode, hvor man overtræder straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, og § 114 j, stk. 1, om indrejse- og opholdsforbud i udpegede konfliktområder, eller er i udlandet i strid med et udrejseforbud, der er fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1.

Det bemærkes endvidere, at ydelserne først vil kunne kræves tilbagebetalt fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig dom.

Særligt for så vidt angår arbejdsløshedskasserne, bemærkes det, at disse er private foreninger og derfor ikke omfattet af forvaltningsloven. Der stilles imidlertid i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. i det væsentlige de samme krav til kassernes sagsbehandling og afgørelser, som der stilles til offentlige myndigheder efter forvaltningsloven. Reglerne om partshøring efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er beskrevet nærmere under punkt 3.2.1.6. Der er desuden med hjemmel i lovens § 65 a, stk. 7, fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser. Det gælder bl.a. regler om, i hvilke situationer arbejdsløshedskassen ikke skal høre medlemmet. Der er ikke fastsat en bestemmelse svarende til forvaltningslovens 19, stk. 2, nr. 1. Det vil, såfremt lovforslaget vedtages, blive fastsat i bekendtgørelse nr. 160 af 24. februar 2014 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser, at arbejdsløshedskassen kan træffe afgørelse om ydelsesstop eller tilbagebetaling i de omfattede situationer uden forudgående partshøring. Som ovenfor nævnt vurderes det som udgangspunkt at være ubetænkeligt, at de udbetalende myndigheder træffer afgørelse i sådanne sager uden at partshøre ydelsesmodtageren om, at de udbetalende myndigheder er kommet i besiddelse af oplysninger.

3.2.3.4. Videregivelse af oplysninger til de udbetalende myndigheder og arbejdsløshedskasserne

Selve afgørelsen om udbetalingsstoppet eller tilbagebetaling af en ydelse, vil skulle effektueres af den udbetalende myndighed eller arbejdsløshedskasse alene på grundlag af enten politiets afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, eller på baggrund af en afsagt dom for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, og af § 114 j, stk. 1, om indrejse- og opholdsforbud i udpegede konfliktområder, eller et brud på et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1.

En håndhævelse af de foreslåede regler om ophør af visse offentlige ydelser forudsætter derfor, at de udbetalende myndigheder får oplysning om, at der er truffet afgørelse efter ovennævnte regler. Den foreslåede ordning forudsætter således, at der videregives oplysninger om personer, der er truffet afgørelse mod efter ovennævnte regler, til de relevante udbetalende myndigheder, hvis politiet eller anklagemyndigheden får formodning om, at den pågældende samtidig modtager offentlige ydelser. For så vidt angår straffedomme for overtrædelser af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e og g, vil det være en forudsætning for videregivelsen, at det af dommen fremgår, at de strafbare forhold er begået i udenlandske konfliktområder. Underretningen skal ske til de myndigheder mv., som forestår udbetaling af de af lovforslaget omfattede ydelser. Det foreslås, at der i de enkelte ydelseslove indsættes bestemmelser, der pålægger henholdsvis politiet og anklagemyndigheden at videregive sådanne oplysninger. I forhold til ydelser, der udbetales af en arbejdsløshedskasse, foreslås det, at det fastsættes, at videregivelsen af oplysningerne skal ske til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der videregiver oplysningerne til medlemmets arbejdsløshedskasse.

Det bemærkes, at politiets og anklagemyndighedens videregivelse af oplysninger efter den foreslåede ordning vil være en videregivelse af oplysninger om strafbare forhold, jf. persondatalovens § 8. Den foreslåede ordning vurderes i den forbindelse at være i overensstemmelse med persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3, hvorefter oplysninger om bl.a. strafbare forhold må videregives, hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Den af lovforslaget omfattede videregivelse vil endvidere skulle administreres i overensstemmelse med de øvrige regler i persondataloven, herunder reglerne om oplysningspligt og indsigt i lovens kapitel 8 og 9.

I forbindelse med afgørelse efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 4, mod en person, der befinder sig i udlandet, vil det være politiet (der har truffet afgørelse efter rettens forhåndsgodkendelse), som skal orientere de relevante udbetalende myndigheder om afgørelsen. Det skal ske på tidspunktet for politiets afgørelse (dvs. efter rettens forhåndsgodkendelse) med henblik på, at de udbetalende myndigheder umiddelbart herefter kan træffe afgørelse om at standse udbetalingen af de relevante offentlige ydelser til den formodede fremmedkriger. Orienteringen skal ske, selvom der er klagemulighed til Rigspolitichefen efter klagereglerne i pasbekendtgørelsens § 27, stk. 1. Politiet vil endvidere skulle orientere den udbetalende myndighed, hvis afgørelsen senere omgøres eller ophæves efter klagereglerne i pasloven og pasbekendtgørelsen eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse.

I sager om tilbagebetaling af tidligere udbetalte offentlige ydelser på grundlag af en straffedom for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, om indrejse- og opholdsforbud i udpegede konfliktområder eller et fastsat udrejseforbud i medfør af paslovens § 2 b, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, vil det være anklagemyndigheden, der skal orientere de relevante udbetalende myndigheder om, at der er truffet en domstolsafgørelse efter ovennævnte regler, hvis der er en formodning for, at den domfældte modtager bestemte offentlige ydelser. Det bemærkes, at en formodning hos anklagemyndigheden om, at den domfældte modtager eller har modtaget bestemte offentlige ydelser som udgangspunkt vil basere sig på de oplysninger, som er fremkommet under behandlingen af straffesagen, og at orienteringen vil skulle ske på det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig dom.

At politiet eller anklagemyndigheden skal have formodning om, at den pågældende modtager en omfattet offentlig ydelse, medfører, at politiet og anklagemyndigheden kan videregive ovennævnte oplysninger til de relevante udbetalende myndigheder i situationer, hvor de har oplysninger, der tyder på, at den pågældende modtager en offentlig ydelse, som den pågældende myndighed udbetaler.

3.2.3.5. Særligt om arbejdsløshedsdagpenge

Som nævnt i lovforslagets punkt 3.2.1.1.2 kan et medlem af en arbejdsløshedskasse – udover de særlige tilfælde efter § 5 i bekendtgørelse nr. 701 af 27. maj 2015 om rådighed, hvorefter et medlem efter visse betingelser kan få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land – ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge under ophold i udlandet. Det er derfor for så vidt angår arbejdsløshedsdagpenge ikke nødvendigt at fastsætte en regel om, at en person mister retten til arbejdsløshedsdagpenge, hvis vedkommende får inddraget sit pas, fordi der er grund til at antage, at vedkommende er udrejst til et konfliktområde i udlandet, jf. punkt 3.2.3.2 ovenfor. Der er af samme årsag ikke behov for at fastsætte de særlige regler om tilbagebetaling, der er nævnt i punkt 3.2.3.3 ovenfor.

Det bemærkes, at der for så vidt angår arbejdsløshedsdagpenge – ligesom for de andre offentlige ydelser, der er omfattet af lovforslaget – foreslås fastsat en regel som omtalt under punkt 3.2.3.4 om videregivelse af oplysninger om pasinddragelsen eller om den endelige dom for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, e eller g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, således at det sikres, at styrelsen hurtigst muligt bliver bekendt med de oplysninger, der skal til for at stoppe udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge eller kræve tilbagebetaling. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil videregive denne oplysning til den relevante arbejdsløshedskasse, som på baggrund af denne oplysning vil kunne træffe afgørelse om udbetalingsstop eller tilbagebetaling på baggrund af de allerede gældende regler herom i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Hvis det efterfølgende dokumenteres, at medlemmet har været i Danmark i en periode, hvor arbejdsløshedskassen tidligere har truffet afgørelse om manglende ret til arbejdsløshedsdagpenge på grund af ophold i udlandet, skal arbejdsløshedskassen ændre sin afgørelse i overensstemmelse med de almindelige regler herom.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for staten af betydning.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og regioner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Forslaget om blokering af hjemmesider vil kunne have mindre økonomiske og administrative konsekvenser for internetudbydere i forbindelse med den praktiske gennemførelse af blokeringen af hjemmesider.

Lovforslaget forventes ikke i øvrigt at have administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 11. januar 2017 til den 8. februar 2017 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Akademikerne, Advokatrådet, Advokatsamfundet, AK-Samvirke, Amnesty International, Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ASE, ATP, BDO, Kommunernes Revision, Beskæftigelsesrådet, Bestyrelsesforeningen for Social- og Sundhedsskolerne, Brancheforeningen Telekommunikationsindustrien, Børnerådet, CEPOS, Cevea, Copenhagen Business School, Juridisk Institut, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Konservative Studerende, Danmarks Liberale Studerende, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske Erhvervsakademier, Danske Erhvervsskoler, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer, Danske Landbrugsskoler, Danske Regioner, Danske Revisorer, Danske Seniorer Danske, SOSU-skoler, Danske Studerendes Fællesråd, Danske Universiteter, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Diverse A-kasser, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Folketingets Ombudsmand, Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA), Foreningen af danske lægestuderende, Foreningen af Institutionschefer og Områdechefer m.fl., Foreningen af kommunale sociale-, sundheds, og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, Frit Forum, Socialdemokratiske Studerende, Frivilligrådet, FSR – danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Fængselsforbundet i Danmark, Gymnasiernes Bestyrelsesforening, Gymnasieskolernes Rektorforening, Handelsskolernes Lærerforening (HL), HK/Kommunal, HK/Stat, Ingeniørforeningen i Danmark, Institut for Menneskerettigheder, Jobrådgivernes brancheforening, Justitia, KL, Kraka, Kriminalforsorgsforeningen, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Kulturministeriets Rektorer (KUR), Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Landbrug & Fødevarer, Landforeningen for førtidpensionister, Landsforeningen af Fleks- og skånejobbere, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, Landsforeningen KRIM, Landsforeningen SIND, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Landsorganisationen i Danmark (LO), Landssammenslutningen af Handelsskoleelever, Landsskatteretten, LEV, Lærernes Centralorganisation, Lærerstuderendes landskreds, Politiforbundet, Private Gymnasier og Studenterkurser, Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Rektorkollegiet for de kunstneriske og kulturelle uddannelser (RKU), Rektorkollegiet for de maritime uddannelser, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden på Grønland, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser Rådet for psykisk sårbare på arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS), samtlige byretter, Skatteankestyrelsen, Skolelederforeningen, SAND, SRF Skattefaglig Forening, Statsforvaltningerne, Studenterrådgivningen, Syddansk Universitet, Juridisk Institut, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Udbetaling Danmark, Uddannelsesforbundet, Udviklingshæmmedes Landsforbund, Vestre Landsret, VEU-rådet, VUC, Lederforeningen og VUC, Bestyrelsesforeningen, ÆldreForum, Ældresagen, Østre Landsret, Aalborg Universitet og Juridisk Institut Aarhus Universitet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser