Sygedagpengeloven § 71b

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 22. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1657 af 30. december 2024

§ 71b

En person har ikke ret til sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en af følgende ydelser:

  • 1) Sygedagpenge fra kommunen efter denne lov.

  • 2) Dagpenge efter barselsloven.

  • 3) Pension efter lov om social pension.

  • 4) Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  • 5) Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

  • 6) Fleksydelse efter lov om fleksydelse.

  • 7) Integrationsydelse, jf. den tidligere gældende § 22 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 23. september 2019, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, jf. de tidligere gældende §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, kontanthjælp efter §§ 16-20, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

  • 8) Fleksløntilskud efter §§ 123 og 124 eller tilskud til selvstændig virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • 9) Statens uddannelsesstøtte (SU) efter SU-loven.

  • 10) Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 2 Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen løslades efter afsoning af ubetinget fængselsstraf som følge af en dom, jf. stk. 1. Er personen ikke frihedsberøvet i perioden mellem en dom, jf. stk. 1, og afsoningen, medregnes denne periode i perioden efter stk. 1. Hvis personen alene idømmes bøde eller betinget fængselsstraf, regnes perioden i stk. 1 fra tidspunktet for den endelige dom, jf. stk. 1.

Stk. 3 Kommunen skal træffe afgørelse om, at en person, der har modtaget sygedagpenge fra kommunen, som personen ikke var berettiget til efter stk. 1, skal betale sygedagpengene tilbage.