Forarbejder til Sygedagpengeloven § 71b

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, og Socialdemokratiet indgik den 16. november 2018 »Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger«. Regeringen (Socialdemokratiet) vil med indeværende lovforslag udmønte aftalen.

Formålet med aftalen er at bevare tilliden og opbakningen til det danske velfærdssystem, hvor man tilbyder et økonomisk sikkerhedsnet til borgere, som har brug for hjælp. Det svækker opbakningen og tilliden til vores velfærdssystem, hvis vi oplever, at skattefinansierede velfærdsydelser udbetales til personer, der ikke har ret til dem. Det er helt centralt, at borgere i det danske samfund får udbetalt den ydelse, som de har ret til – hverken mere eller mindre.

Det danske velfærdssystem bygger på et princip om ret og pligt. Det betyder, at når man er ledig og modtager en overførselsindkomst fra det offentlige, hvor der stilles krav om, at man skal opfylde en rådighedsforpligtelse, så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og gøre, hvad man kan for at finde et job.

Aftalen indeholder derfor en række initiativer, som skal medvirke til at forenkle og skærpe reglerne om sanktioner i kontanthjælpssystemet, så kommunerne får lettere ved at administrere reglerne og begår færre fejl. Reglerne skal endvidere understøtte, at borgerne reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet eller en indsats, der kan bringe dem tættere herpå. Initiativerne i aftalen sigter endvidere på at skabe mere og bedre kontrol med udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser med det formål at forhindre misbrug og fejludbetalinger.

Nedenfor beskrives de elementer, som indgår i aftalen. Det er dels elementer, som udmøntes i lovforslaget dels elementer, som udmøntes administrativt.

– Klare og konsekvente sanktioner for udlandsophold og uoplyst arbejde

Sanktionerne for personer, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, eller som ikke har oplyst om arbejde, skal skærpes således, at ydelsen nedsættes med 1/3 i 20 uger, og den nedsatte hjælp gøres tilbagebetalingspligtig i 20 uger for personer på høje ydelser. For personer på lave ydelser nedsættes hjælpen med tre sanktionssatser pr. måned i tre måneder, og den nedsatte hjælp gøres tilbagebetalingspligtig i 20 uger. Sanktionen vil ikke være ægtefælleafhængig.

– Sanktion ved manglende underskrivelse af medborgerskabserklæring

Hvis en person ikke vil underskrive sin medborgerskabserklæring, nedsættes den pågældendes ydelse med 600, 1.200, 1.800 eller 2.100 kr. afhængigt af ydelsesniveau.

– Færre sanktionssatser

De nuværende 80 satser ændres til fire faste sanktionssatser på 200, 400, 600 og 700 kr.

– Rimelige grunde for udeblivelse skal tænkes ind ved tilbud

Den udtømmende liste af rimelige grunde afskaffes, så kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud skal tage højde for og angive, hvilke rimelige grunde en person har til ikke at tage imod et tilbud. Dermed vil personen fra start få en indsats, som den pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i.

Fremadrettet vil der endvidere kunne være andre rimelige grunde til ikke at deltage i et tilbud m.v. end i dag.

– Krav om jobsøgning og frist for at joblogge

Kommunerne skal ved første samtale med jobparate og åbenlyst uddannelsesparate indgå en aftale om jobsøgningsaktiviteter. Kommunerne tilrettelægger selv og i samarbejde med personen det konkrete indhold af aftalen ud fra en individuel og konkret vurdering af, hvad der er meningsfyldt i den enkelte situation.

– Udvidet og forenklet brug af skærpede rådighedssanktioner

Kommunerne får mulighed for at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, når personen har fået én afgørelse om en sanktion på grund af manglende opfyldelse af personens rådighedsforpligtelse. Det er en betingelse, at kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed. Den skærpede rådighedssanktion udvides samtidig til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp.

Personens ydelsessag lukkes helt, hvis personen ikke møder op i den aktivitet, som kommunen har anvist, f.eks. fremmøde i jobcenteret i en hel kalendermåned. Personens ægtefælles sag lukkes ligeledes. Hjælpen kan genoptages, hvis personen eller ægteparret søger hjælp på ny, og begge opfylder deres rådighedsforpligtelse.

– Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtten

Personer, som får nedsat hjælpen som følge af en sanktion, må ikke kompenseres ved at modtage mere i boligstøtte.

– Hurtigere sanktionsafgørelser

Kommunerne skal have mulighed for at sende agterskrivelse (partshøring og afgørelse i samme brev) til jobparate og uddannelsesparate modtagere af hjælp. Agterskrivelsen udgør den endelige afgørelse, som vil træde i kraft uden yderligere meddelelse til personen, med mindre personen kommer med bemærkninger inden for fristen.

– Forenklet vejledning

Kommunernes vejledningsindsats forenkles både i form og indhold. Kommunen skal senest ved første jobsamtale efter ansøgningen om hjælp drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, så personen forstår sine rettigheder og pligter. Kommunen skal sikre, at den skriftlige vejledning udleveres til personen ved første henvendelse, og at vejledningen tillige sendes til personen. Kommunen skal endelig sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Kommunen skal give vejledningen hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at en person har behov for dette.

– Klare rammer for udvidet partshøring af aktivitetsparate

Reglerne om udvidet partshøring af aktivitetsparate skal i praksis gennemføres af hensyn til personens retssikkerhed. Regelsættet præciseres, således at det fremgår klart, hvad der er en tilstrækkelig indsats fra kommunernes side for at komme i kontakt med en aktivitetsparat person.

– Udvidelse af muligheden for månedsvis opgørelse af sanktioner

Muligheden for at opgøre udeblivelser månedsvis i forbindelse med afgørelser om sanktioner udvides til alle sanktioner. Det er en forudsætning for, at kommunen kan opgøre sanktionerne månedsvis, at kommunen i umiddelbar tilknytning til hver forseelse tager kontakt til personen.

– Pligt til at politianmelde borgere

Kommunerne forpligtes til at politianmelde personer, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet i mere end 14 dage. Det skal gælde uanset, hvor personen har opholdt sig og uanset grunden til, at personen har opholdt sig i udlandet. Kommunerne forpligtes endvidere til at politianmelde personer, hvis kommunen inden den 1. januar 2023 træffer afgørelse om tilbagebetaling af beløb på mere end 30.000 kr., og fra den 1. januar 2023 træffer afgørelse om tilbagebetaling af beløb på mere end 21.500 kr., hvor tilbagebetalingskravet beror på, at personen uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse.

– Stop for social eksport via reglen om flyttehjælp

Fremadrettet skal det være tilflytterkommunen, der administrerer reglerne om flyttehjælp, så den aktuelle opholdskommune ikke har mulighed for at tilskynde personer på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Samtidig sikres det, at tilflytterkommunen allerede ved tilflytningen er opmærksom på personens behov.

– Ankestyrelsen skal kunne undersøge Udbetaling Danmarks sagsområder

Med henblik på at forbedre beskæftigelsesministerens muligheder for at føre tilsyn med Udbetaling Danmarks bestyrelse skal beskæftigelsesministeren som en del af sit tilsyn kunne bede Ankestyrelsen foretage generelle undersøgelser på de områder, som Udbetaling Danmark varetager. Dette betyder, at Ankestyrelsens kompetence til at foretage undersøgelser af Udbetaling Danmarks sagsbehandling harmoniseres med den kompetence, som Ankestyrelsen har til at foretage undersøgelser af sagsbehandlingen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

– Hjemmel til fokusrevision på ikke refusionsberettigede områder

Der skal etableres en udvidet og systematisk adgang til at gennemføre fokusrevisioner på udvalgte indsatsområder, som Beskæftigelsesministeriet udvælger på baggrund af en nærmere vurdering af ordningernes risiko, væsentlighed og kompleksitet. Med henblik på at kunne foretage fokusrevisioner på ikke refusionsberettigede tilbud fastsættes der regler om, at Beskæftigelsesministeriet kan udføre fokusrevisioner på disse områder i lighed med, hvad der gælder i forhold til refusionsberettigede områder.

– Yderligere aftaleelementer, som udmøntes administrativt

De nedenstående elementer indgår ikke i lovforslaget, da disse elementer kan fastsættes administrativt.

Der skal være en tæt opfølgning på brugen af sanktioner, herunder for udsatte personer, og aftalepartierne modtager to gange årligt en opgørelse af kommunernes sanktionering.

Ankestyrelsen skal udarbejde tre praksisundersøgelser om kommunernes brug af sanktionsreglerne i 2020-2022, hvor der skal være et særligt fokus på sanktioner over for aktivitetsparate.

Der indføres en skærpet opfølgning for kommuner med utilfredsstillende resultater, således at kommuner, der har en markant højere eller lavere andel af personer, som sanktioneres, end landsgennemsnittet, skal indsende en redegørelse, som drøftes med aftalepartierne. I alvorligere sager vil kommunen endvidere blive indkaldt til en samtale med beskæftigelsesministeren.

Der oprettes en hotline i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som bl.a. skal rådgive og vejlede kommunerne og a-kasserne om, hvordan de bedst muligt oplyser sager, hvor styrelsen har videreformidlet oplysninger fra PET om kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som er udrejst i relation til konflikten i Syrien og Irak. Hotlinen skal også give kommunerne bedre viden om socialt bedrageri og vejledning i forbindelse med politianmeldelse af sager om socialt bedrageri.

Love som lovforslaget skal ses i sammenhæng med m.v.

Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love. Med lov nr. 174 ændres bl.a. betegnelsen integrationsydelse til henholdsvis selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Disse ændringer skal træde i kraft den 1. januar 2020.

Ved beskrivelsen af gældende regler er der taget udgangspunkt i de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov nr. 551 af 7 maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love. Disse regler skal først træde i kraft den 1. januar 2020, hvilket er samtidigt med bestemmelserne i nærværende lovforslag.

Lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats er en ny hovedlov. Lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love indeholder konsekvensrettelser til bl.a. lov om aktiv socialpolitik som følge af den nye lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Da nærværende lovforslag er tæt forbundet med de ovennævnte love, har det været hensigtsmæssigt at beskrive gældende ret i nærværende lovforslag på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7. maj 2019 og lov nr. 551 af 7. maj 2019, således at man i nærværende lovforslag har anvendt de kommende regler f.eks. i forhold til, at alle samtaler i kontaktforløbet fremover benævnes jobsamtaler m.v.

Det betyder, at henvisninger i § 1, nr. 2, 17, 18, 21 og 58, og i § 14, nr. 1, tager udgangspunkt i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, mens forslagene i § 1, nr. 1, 3, 4, 8, 10, 18, 19, 20, 21, 47, 54, 55, 56, 57, 58, 59 og 61, tager udgangspunkt i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love. Hvor der ikke er sket ændringer som følge af disse love, er der taget udgangspunkt i gældende ret i lov om aktiv socialpolitik.

1.1. Baggrund

1.1.1. Forslag om en mere konsekvent og ensartet sanktionering

Tre praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen om anvendelsen af sanktioner i kommunerne og en evaluering af sanktionsområdet (§§ 13, 13 a og 35-41 i lov om aktiv socialpolitik), som Beskæftigelsesministeriet har fået gennemført, tegner et billede af, at kommunerne har en række udfordringer i forhold til at anvende reglerne korrekt og efter intentionen med lovgivningen.

Der er derudover en række forhold, der kan medvirke til at begrænse sanktioners tiltænkte virkning. For det første kan der gå lang tid, fra en modtager af hjælp begår en forseelse, der udløser en sanktion, til den pågældende bliver pålagt en sanktion. For det andet er området præget af kompleksitet. Der er f.eks. 80 sanktionssatser på kontanthjælpsområdet (integrationsydelse og uddannelses- og kontanthjælp). Selvom der beløbsmæssigt er flere gengangere, kan den konkrete sanktion for manglende opfyldelse af rådighedsforpligtelsen derfor være uigennemskuelig for en person, der først ved den månedlige udbetaling kan se sanktionen udmålt i et kronebeløb. Tilsvarende kan jobcenteret have vanskelligt ved at vejlede personen præcist om en sanktions størrelse og dermed om konsekvensen ved manglende rådighed.

Forenklingen af reglerne forventes at betyde, at kommunerne får lettere ved at administrere reglerne og som følge heraf vil begå færre fejl. Det vil styrke personens retssikkerhed og gøre det lettere for personen at forstå reglerne og konsekvenserne af ikke at stå til rådighed. Samtidig skærpes reglerne, hvilket – sammen med regelforenklingen – forventes at bidrage til at øge reglernes adfærdsregulerende virkning og derved sikre, at en modtager af hjælp reelt står til rådighed.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Klare og konsekvente sanktioner ved udlandsophold og uoplyst arbejde

2.1.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik sanktioneres en modtager af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Sanktionens størrelse afhænger af hvilken ydelse, den pågældende modtog på forseelsestidspunktet. Personer på de højere ydelser sanktioneres efter § 42. Personer på de lavere ydelser, dvs. hjælp under 11.423 kr. (2019-niveau), sanktioneres efter § 43. Sanktionens størrelse efter §§ 42 og 43 øges, hvis den pågældende sanktioneres to, tre eller flere gange inden for de seneste 5 år.

I tilfælde hvor kommunen har truffet afgørelse efter § 91 i lov om aktiv socialpolitik om tilbagebetaling af ydelser, som er modtaget uberettiget og mod bedre vidende på grund af ophold i udlandet eller uoplyst arbejde, skal personen endvidere sanktioneres efter §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik.

Efter § 42 i lov om aktiv socialpolitik skal en person, som modtager hjælp i form af integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp på mindst 11.423 kr. (2019-niveau) pr. måned efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, have hjælpen nedsat med 1/3 i 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

En person skal have hjælpen nedsat med 1/3 i 20 uger, hvis personen to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

En person skal have hjælpen nedsat med 1/3 i 20 uger og skal herudover tilbagebetale den nedsatte hjælp, hvis personen tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

Nedsættelsen sker tilsvarende i hjælpen til ægtefællen grundet den gensidige forsørgelsespligt. Den nedsatte hjælp til ægtefællen er ligeledes tilbagebetalingspligtig.

Nedsættelsen sker i hjælpen fra første hele kalendermåned efter afgørelsen. Tilbagebetalingskravet efter § 42 i lov om aktiv socialpolitik beregnes på grundlag af hjælpen for første hele kalendermåned efter afgørelsen og de efterfølgende måneder, og hjælpen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Hvis en person eller dennes ægtefælle tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 36-41 i lov om aktiv socialpolitik eller i øvrigt ikke er berettiget til hjælp, udskydes sanktionen om nedsættelse eller tilbagebetaling af hjælpen som følge af uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes hjælp. Hvis sanktionen for uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet, eller der på ny ydes hjælp.

Nedsættelsen af hjælpen bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor kommunen har konstateret forseelsen. Kommunen træffer afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling af hjælpen ved uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet.

Efter § 43 i lov om aktiv socialpolitik skal en person, som modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4, integrationsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4, samt stk. 4, uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 2, 6, 7, 8 eller 9, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8, og § 24, stk. 3, nr. 5, eller § 23, stk. 2, nr. 9, og § 24, stk. 3, nr. 6, eller kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 2, 6, 7, 8 eller 9, eller § 25 a i lov om aktiv socialpolitik, tilbagebetale 1/3 af hjælpen for 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

En person skal tilbagebetale 1/3 af hjælpen for 20 uger, hvis personen to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

En person skal tilbagebetale hele hjælpen for 20 uger, hvis personen tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

Tilbagebetaling sker tilsvarende for så vidt angår hjælpen til ægtefællen grundet den gensidige forsørgelsespligt.

Beregningen af tilbagebetalingskravet efter § 43 i lov om aktiv socialpolitik sker på grundlag af hjælpen for første hele kalendermåned efter afgørelsen og de efterfølgende måneder, og hjælpen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Hvis en person eller dennes ægtefælle tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 36-41 i lov om aktiv socialpolitik eller i øvrigt ikke er berettiget til hjælp, udskydes sanktionen om tilbagebetaling af hjælpen som følge af uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes hjælp. Hvis sanktionen som følge af uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet, eller der på ny ydes hjælp.

Tilbagebetaling af hjælpen efter §§ 42 og 43 sker efter § 95 i lov om aktiv socialpolitik. Tilbagebetalingskravet opkræves således af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1644 af 18. december 2018 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., som er fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren.

2.1.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne er enige om at skærpe de gældende sanktioner for personer, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Det foreslås, at de nuværende sanktioner afskaffes for 1. og 2. forseelse inden for 5 år. Det foreslås videre, at den nuværende sanktion for tredje gentagelse allerede skal indtræde første gang, hvor personerne uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, eller hvor personerne mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde.

Det foreslås endvidere, at sanktionen skal være en nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for personer med høje ydelser, og at den nedsatte hjælp i 20 uger skal tilbagebetales. For personer med lave ydelser foreslås det at indføre en sanktion på tre sanktionssatser pr. måned i tre måneder, og at hjælpen i 20 uger skal tilbagebetales.

Det foreslås endvidere, at sanktionen ikke skal være ægtefælleafhængig. Det vil således alene være den ægtefælle, der har opholdt sig i udlandet og samtidigt uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ydelser, som vil blive ramt af sanktionen. Det samme vil gøre sig gældende i forhold til et ægtepar, hvor en af ægtefællerne ikke har oplyst, at pågældende har haft arbejde.

Dette ligger i tråd med, at ægtefælleafhængigheden i forhold til de andre rådighedssanktioner er afskaffet. Dette gælder dog ikke for forslaget til den skærpede rådighedssanktion, hvor begge ægtefællers sag vil kunne blive lukket, hvis betingelserne i forslaget til § 40 a er opfyldt.

Det vurderes, at forslaget vil være administrativt enkelt for kommunerne at håndtere, dels i forbindelse med vejledningsforpligtelsen, dels fordi der ikke samtidigt vil skulle træffes afgørelse om en sanktion til ægtefællen. Forslaget vil endvidere være en forenkling af udmålingen af sanktioner, idet ægtefællen tillige kan være ramt af en anden sanktion, der bevirker, at en eventuel ægtefælleafhængighed i sanktionen vil komplicere udmålingen af den tidsmæssige udstrækning af sanktionerne.

Hvis begge ægtefæller modtager ydelser på de høje satser, og de begge mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser under udlandsophold, vil begge ægtefællers hjælp blive nedsat med 1/3 i 20 uger, og begges nedsatte hjælp i de 20 uger vil skulle tilbagebetales.

Hvis en af ægtefællerne f.eks. uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, og den anden f.eks. 6 uger senere skal have en sanktion for uoplyst arbejde, vil de begge få en sanktion, idet de begge har begået en forseelse, som skal sanktioneres.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 27-37.

Reglerne om tilbagebetaling fortsættes uændret, jf. ovenfor under afsnit 2.1.1.

2.2. Krav om jobsøgning og frist for at joblogge

2.2.1. Gældende ret

Det er efter den gældende regel i § 13 i lov om aktiv socialpolitik en betingelse for at få kontanthjælp efter lovens § 11, at ansøgeren eller modtageren af hjælp ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder. Det er en betingelse for at få uddannelseshjælp, at ansøgeren eller modtageren af hjælp står til rådighed for ordinær uddannelse eller en indsats rettet mod ordinær uddannelse. Ansøgerens ægtefælle skal også udnytte sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder.

Det er en betingelse for at få integrationsydelse, at ansøgeren eller modtageren af hjælp deltager i tilbud m.v. som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven. For en person, der modtager integrationsydelse, men som ikke er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, er det en betingelse, at personen aktivt søger at udnytte sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder.

For en person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, er det endvidere en betingelse, at den pågældende udnytter sine arbejdsmuligheder ved at søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område. Personen skal efter krav fra jobcenteret søge konkrete job. En person, der modtager integrationsydelse eller uddannelseshjælp som åbenlyst uddannelsesparat, skal udnytte sine arbejdsmuligheder, indtil den pågældende skal påbegynde ordinær uddannelse.

En person, der modtager hjælp som åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, skal endvidere være aktivt jobsøgende. Personen skal overholde de aftaler om jobsøgning, der fremgår af Jobnet, og som er indgået med kommunen om hvordan og inden for hvilke områder, den pågældende skal søge job. Personen skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. § 13 a, stk. 3.

Efter gældende regler er der ikke noget krav om, at kommunerne – i modsætning til arbejdsløshedskasserne – ved første samtale skal indgå aftale om, hvilke og hvor mange job en person skal søge og inden for hvilken frist, jobsøgningsaktiviteterne skal lægges i en joblog på Jobnet. Derimod indgås der først konkrete aftaler, hvis kommunerne bliver i tvivl om personens jobsøgningsaktiviteter.

En person, der er åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, og som deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationsloven, skal som hovedregel under deltagelsen i tilbud kunne overtage og søge arbejde, medmindre jobcenteret udtrykkeligt har fraveget kravet efter de regler, der følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationsloven.

En person, der modtager hjælp som åbenlyst uddannelsesparat eller jobparat, skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. Tilsvarende gælder for jobparate integrationsydelsesmodtagere, som er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i integrationsloven, medmindre jobcenteret har besluttet, at personen undtages fra kravet om at registrere sin jobsøgning i jobloggen på Jobnet, fordi personens sproglige og it-mæssige forudsætninger ikke er tilstrækkelige til, at personen kan opfylde kravet, jf. § 26 a, stk. 4, i integrationsloven.

I jobloggen skal der registreres oplysninger om søgte stillinger, herunder bl.a. om virksomheden og ansøgningsform. Ved jobsøgningsaktiviteter forstås en jobsøgning rettet mod et specifikt job eller jobsøgning generelt, herunder deltagelse i jobmesser m.v. Jobcenteret skal løbende følge op på, om den enkelte søger job tilstrækkeligt bredt, intensivt og realistisk gennem jobloggen. Aftaler mellem jobcenteret og den pågældende person om jobsøgning og konkrete henvisninger til job fremgår af »Min side« på Jobnet, så der ikke er tvivl om aftalerne.

Vurderer kommunen, at en persons jobsøgning ikke er tilstrækkelig, kan kommunen indgå en aftale med personen om jobsøgning, som den pågældende er forpligtet til at overholde, samt fastsætte en frist for, hvornår den pågældende skal have lagt sine jobsøgningsaktiviteter ind i jobloggen på Jobnet, jf. § 13 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Afslår en person, der modtager hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, uden rimelig grund et tilbud om arbejde, eller afviser eller udebliver en person uden rimelig grund fra et beskæftigelsesfremmende tilbud, en samtale eller lignende, sker der fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter reglerne om sanktioner i §§ 35-41 i lov om aktiv socialpolitik.

Hvis en person uden rimelig grund undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, eller uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat eller uden rimelig grund har undladt at dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter som aftalt med jobcenteret, nedsættes hjælpen efter gældende regler i §§ 39-40 i lov om aktiv socialpolitik.

2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at kommunerne ved den første samtale med jobparate modtagere af kontanthjælp og integrationsydelse samt åbenlyst uddannelsesparate modtagere af uddannelseshjælp eller integrationsydelse får pligt til at indgå en aftale om jobsøgningsaktiviteterne.

Det foreslås som en konsekvens heraf, at kommunerne får pligt til at indgå en aftale om jobsøgningsaktiviteter ved den første jobsamtale med jobparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangydelse eller kontanthjælp, samt åbenlyst uddannelsesparate modtagere af overgangsydelse, som ikke er omfattet af integrationsloven, eller uddannelseshjælp.

Aftalen kan f.eks. indeholde oplysninger om:

– Hvor mange job personen skal søge.

– Hvilken frist personen har for at søge og dokumentere søgte job i jobloggen.

– Inden for hvilke faglige områder personen skal søge.

– Konkrete job fra Jobnet som personen kan søge.

– Geografisk område der skal søges i.

– Andet, f.eks. konkrete job der skal søges, eller andre jobsøgningsaktiviteter.

– Om og hvor mange ansøgninger, som personen skal lægge i jobloggen.

Kommunen skal i samarbejde med personen tilrettelægge det konkrete indhold af aftalerne ud fra en individuel og konkret vurdering af, hvad der er meningsfuldt i den enkeltes situation. Der bliver dermed ikke fastsat regler, der stiller krav om, at alle ledige skal søge et bestemt antal job inden for en vis periode.

Kommunen skal give personen individuel støtte, således at det sikres, at kravene til personens jobsøgning og personens kompetencer matcher, herunder også i forbindelse med kommunens formidling af kontakt til arbejdsgivere m.v. Kommunen skal endvidere hjælpe personen med jobsøgning, herunder i forhold til at anvende jobloggen og udarbejde cv. Kommunen skal registrere de individuelle krav til jobsøgning. De registrerede krav vil skulle indgå i ”Min Plan” på Jobnet. ”Min Plan” er en individuel plan, der for hver person samler et overblik over de tilbud, indsatser og aktiviteter m.v., der er aftalt, og som beskriver personens muligheder for at få varig beskæftigelse på arbejdsmarkedet eller mulighederne herfor forbedret. Kommunen skal samtidig sende aftalen digitalt til personen, således at det er klart for personen, hvilke krav der stilles til personens jobsøgning.

Det foreslås videre, at hvis personen ikke har opfyldt betingelserne i aftalen om jobsøgningsaktiviteter, vil kommunen kunne indkalde personen til en jobsamtale som led i kontaktforløbet. Ved samtalen skal den manglende overholdelse af jobsøgningsaftalen drøftes, herunder om personen har haft en rimelig grund til ikke at opfylde aftalen om jobsøgningsaktiviteter, f.eks. på grund af længerevarende sygdom.

Kommunen skal foretage en partshøring, inden den træffer afgørelse. Dette kan ske ved, at kommunen sender en partshøring eller en agterskrivelse, jf. forslaget om agterskrivelser i afsnit 2.8.2. om hurtigere sanktionsafgørelser, hvis en person ikke har overholdt sin jobsøgningsaftale.

Kommunen skal træffe afgørelse om sanktionering, hvis personen ikke har haft en rimelig grund til den manglende opfyldelse af jobsøgningsaftalen.

Hvis kommunen fremover vurderer, at personen ikke har haft en rimelig grund til ikke at overholde jobsøgningsaftalen m.v., foreslås det, at hjælpen til personen vil skulle nedsættes med tre gange sanktionssatsen.

Forslaget betyder, at kommunerne fremover skal indgå en aftale med åbenlyst uddannelsesparate og jobparate modtagere af hjælp om jobsøgningsaktiviteter, og at personerne vil have pligt til at overholde den indgåede aftale og registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog. Hvis kommunen konstaterer, at en person ikke har overholdt kravene i aftalen om jobsøgningsaktiviteter, skal kommunen rådighedsvurdere pågældende.

Forslaget betyder videre, at kommunerne f.eks. i forbindelse med en jobsamtale i kontaktforløbet vil kunne vælge at foretage en mundtlig partshøring i relation til sanktionen for manglende opfyldelse af aftalen. Under samtalen skal den manglende overholdelse af jobsøgningsaftalen drøftes, herunder om personen har haft en rimelig grund til ikke at opfylde aftalen om jobsøgning, f.eks. som følge af længerevarende sygdom. Kommunen vil også kunne foretage partshøring via en agterskrivelse, jf. forslaget om agterskrivelse. Kommunen vil herefter kunne træffe afgørelse om en sanktion, hvis personen ikke har haft en rimelig grund til den manglende opfyldelse af aftalen.

Sanktionen vil bestå i, at personens hjælp nedsættes med tre gange sanktionssatsen, jf. forslaget til § 1, nr. 15, om færre sanktionssatser.

2.3. Rimelige grunde skal tænkes ind ved anvisning af tilbud m.v.

2.3.1. Gældende ret

Det er en grundlæggende betingelse efter § 13, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at personen for at få integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik skal stå til rådighed for uddannelse eller arbejde og aktivt udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, herunder tage imod rimelige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, rimelige tilbud efter integrationsloven og andre beskæftigelsesfremmende tilbud eller medvirke ved beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i form af aktiviteter pålagt i et uddannelsespålæg. Ansøgers ægtefælle skal også udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder.

Der er dog situationer, hvor en modtager af hjælp ikke skal stå til rådighed. Modtager personen eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har de ikke pligt til at udnytte deres uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om uddannelse eller arbejde eller tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i visse tilfælde, jf. § 13, stk. 7, i loven. Det gælder, hvis:

1) Tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold.

2) Personen ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes.

3) Afstanden mellem bopæl og uddannelses- eller arbejdssted medfører en urimelig belastning af personen på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport.

4) Personen har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption.

5) Personen er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed.

6) Personen modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, handicappet voksen eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn.

7) Personen har ret til ferie.

8) Personen aftjener værnepligt.

9) Arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt.

10) Arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.

At en person har en rimelig grund betyder, at personen uden at få en sanktion kan handle på en måde, der i andre sammenhænge ville have medført en sanktion, f.eks. hvis personen afslår et henvist arbejde eller et aktivt tilbud.

I forbindelse med udeblivelse fra tilbud, henvist arbejde, jobsamtaler m.v. skal kommunen partshøre personen om, hvorvidt den pågældende havde en rimelig grund til at udeblive fra tilbuddet m.v.

Det er kommunen, der vurderer, om personen fortsat opfylder betingelserne for hjælpen, hvis personen f.eks. afslår et arbejde, som personen er henvist til, udebliver fra en jobsamtale, undlader at give meddelelse til jobcenteret eller arbejdsgiveren om sygdom eller afviser eller udebliver fra foranstaltningerne som led i sygeopfølgning, afviser eller udebliver fra eller ophører i tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v. Kommunen skal samtidigt vurdere, om personen har en rimelig grund til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder. Hvis personen ikke har en rimelig grund til f.eks. at afslå arbejde, skal personen sanktioneres. Det betyder, at det kun er de oplistede grunde, der kan anses for rimelige grunde til fravær m.v.

Listen i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, med de 10 rimelige grunde til, at en person ikke skal stå til rådighed, er udtømmende.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at ønsker ansøgeren at modtage eller modtager ansøgeren hjælp som aktivitetsparat, skal kommunen vurdere, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end de i stk. 7 nævnte, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for ansøgerens eller modtagerens ægtefælle.

Kommunen skal således altid foretage en konkret vurdering af, om der for en aktivitetsparat person foreligger andre forhold end de 10 rimelige grunde, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. Alvorlige psykiske lidelser kan f.eks. i det konkrete tilfælde betyde, at der ikke skal gives en sanktion for ikke at stå til rådighed. Der, hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden hos en aktivitetsparat integrationsydelses-, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsmodtager, skal der ikke gives en sanktion.

For at kunne give en aktivitetsparat person en sanktion, er det endvidere en betingelse, at kommunen har været i personlig kontakt (dialog) med personen forud for sanktionen. Kommunen kan således først træffe afgørelse om at give en person, der er aktivitetsparat, en sanktion, når kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

2.3.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I det nuværende regelsæt er der en udtømmende liste på 10 rimelige grunde – dvs. forklaringer – der gør det acceptabelt at afslå et tilbud om arbejde eller undlade at deltage i en aktiv indsats.

Det følger af ”Aftalen om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at den udtømmende liste med rimelige grunde for modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp skal afskaffes.

Baggrunden for forslaget er, at personen fra start skal have en indsats, som pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i.

Det foreslås derfor, at reglen med den udtømmende opremsning af rimelige grunde bliver afskaffet, og at kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud m.v. skal tage højde for, om personen har en rimelig grund til ikke at tage imod tilbuddet m.v.

Selvom den udtømmende liste bliver afskaffet, vil kommunen fortsat ved afgivelsen af tilbud og ved vurdering af udeblivelser m.v. skulle iagttage de 10 rimelige grunde, men andre forhold vil også kunne udgøre en rimelig grund f.eks. dødsfald hos nærtstående. Der vil dermed ikke længere være en udtømmende liste af rimelige grunde.

Det foreslås, at de forhold, som hidtil har været betragtet som rimelige grunde, fremover fortsat skal gælde, men at beskæftigelsesministeren med hjemmel i lov om aktiv socialpolitik vil få bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde i bekendtgørelsesform.

Det foreslås endvidere præciseret i § 13, stk. 8, at kommunen ud over at vurdere, om der er andre forhold, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- og arbejdsmuligheder, i lighed med praksis også skal vurdere, om en sanktion vil fremme personens rådighed, inden kommunen pålægger personen en sanktion.

Det foreslås således, at der med hjemmel i forslaget til § 13, stk. 15, i lov om aktiv socialpolitik vil blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelsesform om, at kommunen allerede ved henvisning til arbejde, afgivelsen af tilbud m.v. skal tage hensyn til de forhold, som i dag er rimelige grunde for afslag eller ophør ved henvist arbejde, tilbud m.v. Der vil således bl.a. blive fastsat nærmere regler om, at henvisning til arbejde og afgivelsen af tilbud m.v. skal ske i overensstemmelse med den transporttid, personen med rimelighed må acceptere, samt at kommunerne skal tage hensyn til oplysninger om børnepasningsproblemer, og helbredsmæssige problemer i forhold til arbejdet eller tilbuddet m.v.

Det foreslås endvidere, at bemyndigelsen i § 13, stk. 15, bruges til at fastsætte regler om, at hvis en person i perioden efter afgivelsen af tilbuddet, henvisningen til arbejde, indkaldelsen til jobsamtale m.v. udebliver fra tilbuddet, samtalen m.v., skal kommunen vurdere, om der har været en rimelig grund til ikke at møde frem. Det vil endvidere blive fastsat, at kommunen også i denne situation skal vurdere, om personen er omfattet af en af de grunde, som hidtil har været betragtet som rimelige grunde, samt om der er andre grunde til, at personen ikke skal have en sanktion. Det vil f.eks. kunne være egen opstået sygdom, børnepasningsproblemer, begravelse m.v. I disse situationer skal kommunen ikke sanktionere personen, hvis den pågældende havde en rimelig grund til ikke at møde frem.

Bemyndigelsen i § 13, stk. 15, vil endvidere blive brugt til at fastsætte regler om, at hvis der under deltagelsen i tilbuddet m.v. opstår forhold, som medfører, at en modtager af hjælp har en rimelig grund til ikke at deltage, f.eks. sygdom eller andre særlige forhold, som kommunen ikke kan tage højde for ved afgivelsen af tilbuddet, skal kommunen vurdere, om personen har en rimelig grund til f.eks. udeblivelse. I kommunens vurdering vil endvidere kunne indgå forhold, som ikke er indeholdt i den nuværende udtømmende liste over rimelige grunde, f.eks. begravelse af nærtstående, eller at personen skal til jobsamtale.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5-7.

2.4. Færre sanktionssatser

2.4.1. Gældende ret

Efter gældende regler sanktioneres manglende opfyldelse af rådighed med periodesanktioner eller punktsanktioner efter §§ 36-40 i lov om aktiv socialpolitik. Periodesanktioner efter §§ 36-38 gives som et fradrag i hjælpen (dagssats), når en forseelse løber over tid, f.eks. hvis personen udebliver fra tilbud, hvor der sanktioneres med én dagssats pr. dag, hvor den pågældende udebliver helt eller delvist, mens udeblivelse fra samtaler, sanktioneres med én dagssats pr. dag fra udeblivelsen, og indtil vedkommende igen kontakter jobcenteret. Punktsanktioner efter §§ 39-40 gives som nedsættelse af hjælpen med et fast beløb (tre dagssatser) i de tilfælde, hvor en forseelse ikke løber over tid, f.eks. hvis personen uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 3, at fradrag efter §§ 36-38 (periodesanktioner) sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen udebliver fra tilbud m.v. Gennemsnitssatsen (dagssatsen) fastsættes på grundlag af den årlige hjælp efter §§ 22-25 og fastsættes pr. dag på grundlag af en 5-dages uge. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, f.eks. på grund af egen eller ægtefælles supplerende indtægt, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel.

Det fremgår ligeledes af § 35, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at nedsættelsen af hjælpen efter §§ 39-40 (punktsanktioner) sker med tre gange dagssatsen.

Efter gældende regler om sanktioner eksisterer der i dag 80 sanktionssatser på kontanthjælpsområdet (integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp). Systemet med dagssatser kompliceres ydermere af, at hvis den månedlige hjælp til en modtager af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp er nedsat, eksempelvis grundet egne eller ægtefællens supplerende indtægter, nedsættes dagssatsen med samme andel.

2.4.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at det store antal sanktionssatser gør det vanskeligt for borgerne at gennemskue konsekvensen af manglende overholdelse af pligter i beskæftigelsesindsatsen og vanskeligt for kommunerne at administrere.

Det foreslås derfor at reducere de nuværende 80 satser til fire faste sanktionssatser på henholdsvis 200, 400, 600 og 700 kr. Samtidig foreslås det, at de fire sanktionssatser ikke vil skulle nedsættes, selv om personens hjælp bliver sat ned f.eks. som følge af egen eller ægtefællens supplerende indtægt. De fire sanktionssatser skal reguleres én gang årligt med samme procentsats som øvrige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik dog således, at de regulerede satser vil blive afrundet til nærmeste hele kronebeløb deleligt med 50 kr.

Størrelsen af sanktionssatsen vil afhænge af den pågældendes indplacering på fire ydelsesintervaller. De fire forslåede sanktionssatser vil, grundet indplacering i ydelsesintervaller, for nogle være en skærpelse i forhold til gældende regler, fordi sanktionssatsen vil blive forhøjet.

Den største procentuelle skærpelse vil være for hjemmeboende unge under 30 år, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. De vil få satsen forhøjet fra 120 kr. pr. dag til 200 kr. pr. dag svarende til en forhøjelse på 67 pct. Forhøjelsen vil for denne målgruppe medføre, at sanktionen for uden rimelig grund at afvise et tilbud om arbejde forhøjes fra tre gange dagssatsen på 120 kr., dvs. 360 kr., til tre gange sanktionssatsen på 200 kr., dvs. 600 kr. Der vil som hidtil kun kunne gives en sanktion af tre gange dagssatsen pr. måned. Derudover vil der kunne sanktioneres for det antal dage, den pågældende eksempelvis er udeblevet fra et tilbud.

For andre vil der alene ske en mindre ændring. Det vil eksempelvis gælde hjemmeboende unge under 30 år, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus. De vil få satsen forhøjet fra 193 kr. pr. dag til 200 kr. pr. dag svarende til en forhøjelse på 4 pct.

Fradraget i en kalendermåned vil imidlertid ikke kunne overstige den beregnede hjælp for den samme måned.

Hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale en mandag og først den følgende mandag henvender sig til kommunen, vil personen blive sanktioneret med syv sanktionssatser, da personen ikke har været i kontakt med kommunen i syv dage. Hvis personen modtager f.eks. 11.423 kr. (2019-niveau) i kontanthjælp, vil personen få foretaget et fradrag i hjælpen på syv gange 600 kr. dvs. 4.200 kr. Hjælpen vil herefter udgøre 7.223 kr. Efter gældende regler udgør dagssatsen 527 kr., fradraget vil være 3.689 kr., og hjælpen vil herefter udgøre 7.734 kr.

Hvis personen derimod havde taget kontakt dagen efter udeblivelsen fra jobsamtalen, ville personen blive sanktioneret med én sanktionssats, svarende til 600 kr., og hjælpen ville herefter udgøre 10.823 kr.

Hvis personen i samme situation modtog 3.553 kr. i hjælp, ville der blive foretaget fradrag i hjælpen med syv sanktionssatser af 200 kr., svarende til 1.400 kr. Hjælpen vil herefter udgøre 2.153 kr.

Hvis personen derimod havde taget kontakt dagen efter udeblivelsen fra jobsamtalen, vil personen blive sanktioneret med én sanktionssats, svarende til 200 kr., og hjælpen ville herefter udgøre 3.353 kr.

I forhold til tilbud vil fradraget i hjælpen blive beregnet på baggrund af dage med hel eller delvis udeblivelse fra tilbud ganget med den relevante sanktionssats.

Anvendelsen af de foreslåede satser vil kunne medføre, at en person, der alene er udeblevet i f.eks. 14 dage, ikke vil være berettiget til hjælp for den pågældende måned, da sanktionssatserne for nogle ydelsesniveauer vil være højere end den beregnede dagssats.

Niveauet for de foreslåede sanktionssatser vil blive fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne sikre sig tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv.

Der henvises til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 15.

2.5. Udvidet og forenklet brug af skærpede rådighedssanktioner

2.5.1. Gældende ret

Efter den gældende regel i § 40 a i lov om aktiv socialpolitik om skærpet rådighedssanktion mister en person, der er uddannelses- eller jobparat, retten til integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp i en periode på op til 3 måneder, hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed efter reglerne i lovens §§ 13 og 13 a, og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Den skærpede rådighedssanktion består i, at personen i op til tre måneder alene får udbetalt hjælp for de dage, hvor den pågældende opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller møde frem i jobcenteret, således som jobcenteret har anvist. Ved vurderingen af om en person skal have en skærpet sanktion på en, to eller tre måneder, kan indgå flere forskellige forhold, herunder hvor lang en periode forseelserne strækker sig over, f.eks. om personen har begået flere forseelser over en kortere periode på to måneder eller over en længere periode på fire eller seks måneder.

Kommunen kan således give en skærpet rådighedssanktion efter § 40 a, hvis jobparate eller uddannelsesparate ydelsesmodtagere gentagne gange – hvilket efter Ankestyrelsens praksis skal være mere end to gange – har undladt at opfylde deres rådighedsforpligtelse ved f.eks. at udeblive fra en samtale eller et tilbud, og kommunen vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde m.v.

Kommunen skal samtidig med afgørelsen om sanktion give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret, der skal kunne påbegyndes samme dag, som afgørelsen om sanktionen har virkning fra efter § 40 a, stk. 2, i loven.

Kommunen skal ved afgivelsen af tilbud, indkaldelse til samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcenteret sikre, at personen kan møde i aktiviteten, og at den pågældende ikke i forhold til den eller de konkrete aktiviteter er omfattet af en af de rimelige grunde, jf. § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik f.eks. transporttid eller barsel.

Hvis personen er forhindret i at deltage i tilbuddet, møde til samtalen eller møde frem i jobcenteret, fordi den pågældende er syg eller har børnepasningsproblemer, skal personen ifølge § 40 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet. Personen skal give meddelelsen herom forud for det tidspunkt, hvor den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret.

Hvis en person udebliver fra et tilbud, en samtale m.v., som er anvist af jobcenteret, kan kommunen ifølge § 40 a, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik i helt særlige situationer udbetale hjælp for de dage, hvor den pågældende er udeblevet. Dette gælder også, hvis personen ikke har givet meddelelse om fraværet forud for mødetidspunktet, f.eks. hvis den pågældende har været forhindret, og det har været umuligt for den pågældende at give besked om fraværet til kommunen. Personen skal, så snart det er muligt, tage kontakt til jobcenteret og oplyse om årsagen til udeblivelsen.

Opgørelsen af de dage, der kan udbetales hjælp for, sker som en samlet opgørelse for en måned. Hjælpen beregnes som en forholdsmæssig andel af månedens hjælp svarende til antallet af kalenderdage, hvor personen har opfyldt betingelserne for at modtage hjælp, sat i forhold til månedens kalenderdage. Hjælpen udbetales efter § 89, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og udbetales således normalt som et månedligt beløb. Udbetalingen sker bagud for en måned.

Personens eventuelle ægtefælle berøres ikke af den skærpede sanktion i § 40 a.

Den gældende regel i § 40 a finder ikke anvendelse for personer, der modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate.

Efter den gældende regel i § 41 i lov om aktiv socialpolitik får en person, der modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, en ophørssanktion, hvis den pågældende uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Det samme gælder, hvis en person uden rimelig grund har gentagne udeblivelser fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det skal sidestilles med en afvisning af tilbuddet.

Hjælpen til personen ophører, så længe personen afviser eller udebliver fra tilbuddet m.v. Hvis personen er gift, ophører hjælpen tilsvarende hos ægtefællen, jf. § 41, stk. 2, i loven.

Det er en betingelse for, at hjælpen kan ophøre, at kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som personen kan tage imod og dermed opfylde sin pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. § 41, stk. 3, i loven således, at personen kan modtage hjælp igen, hvis vedkommende møder frem i tilbuddet.

Kommunens vurdering af, om en person uden rimelig grund har afvist et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal foretages efter en konkret stillingtagen til sagens omstændigheder, herunder personens adfærd. Ved kommunens vurdering indgår bl.a., om den pågældende har afvist at tage imod et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v. Heri indgår også situationer, hvor personens adfærd er af en sådan karakter, at personen må anses for at have afvist tilbuddet, f.eks. hvis personen i forbindelse med afgivelsen af tilbuddet har så mange forbehold eller krav til tilbuddet, at det reelt må sidestilles med en afvisning af dette.

Ved kommunens vurdering af, om gentagne udeblivelser skal sidestilles med afvisning af tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v., indgår udeblivelsernes omfang i forhold til månedens tilbud som en vigtig del i denne vurdering. Derudover indgår, om personen møder i tilbuddet, men ikke vil deltage i aktiviteterne eller opfører sig på en sådan måde, at det virker forstyrrende for f.eks. andre kursister, eller hvis personen møder ruspåvirket op i tilbuddet.

Der skal således foretages en konkret vurdering af dels udeblivelsernes omfang, dels af om personen vurderes at deltage i tilbuddet. Det skal også vurderes, om der er en rimelig grund til udeblivelserne, jf. § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, f.eks. på grund af sygdom eller fordi personen er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed.

I forhold til en person, der ansøger om eller modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparat, skal kommunen altid foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end de rimelige grunde, der er nævnt i § 13, stk. 7, i loven, der kan begrunde, at personen ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. den gældende regel i § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik. Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er karakteriseret ved ikke umiddelbart at kunne påtage sig et ordinært arbejde, f.eks. fordi de har sammensatte og/eller komplekse problemer af faglig, social eller helbredsmæssig karakter. For aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er der således ofte flere fælles snitflader mellem beskæftigelsesindsatsen og den sociale indsats. Det kan f.eks. være problemer med stofmisbrug, psykisk sygdom og/eller hjemløshed, der enkeltvis eller i sammenhæng indebærer, at personen ikke er i stand til at reagere på en økonomisk sanktion. Der, hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden hos en aktivitetsparat integrationsydelses-, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsmodtager, skal der ikke gives en sanktion.

En person under 30 år, der har fået et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller en person under 25 år, der har fået et uddannelsespålæg efter § 16 a i integrationsloven, og som afviser uddannelsespålægget, er omfattet af § 41.

Hvis den unge ikke samarbejder om at søge ind på eller påbegynder en uddannelse efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og § 16 a i integrationsloven, og der ikke er en rimelig grund hertil, ophører hjælpen. Hjælpen skal standses, så længe muligheden for at søge ind på eller begynde på uddannelsen består. Kommunen kan beslutte, at den unge skal søge ind på en konkret uddannelse, så længe muligheden for at søge ind på eller begynde på uddannelsen består. Den unge kan således ikke få ret til hjælp igen ved blot at henvende sig i en af kommunens andre åbne tilbud.

Er muligheden for at søge ind på en given uddannelse forpasset, eller er den unge ophørt i en uddannelse, er der som udgangspunkt ingen begrænsning på, hvor ofte jobcenteret kan give den unge et uddannelsespålæg.

2.5.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af en evaluering af sanktionsområdet, som Deloitte har foretaget for Beskæftigelsesministeriet i maj 2016, at kommunerne har svært ved at skelne mellem de forskellige sanktioner og finder det bureaukratisk, at der skal stilles et åbent tilbud til rådighed, når kommunen træffer afgørelse om ophør af hjælpen. Det giver kommunerne meget arbejde samtidig med, at det er dyrt at have tilbud stående alene i forhold til denne sanktion.

Af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” fremgår det, at kommunernes muligheder for at give skærpede sanktioner ved manglende rådighed skal forbedres. Kommunerne får derfor mulighed for at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion allerede, når en person har fået én afgørelse om en sanktion på grund af manglende opfyldelse af personens rådighedsforpligtelse. Det betyder, at anden gang en person får en sanktion for diverse forseelser, kan der gives en skærpet rådighedssanktion.

Videre fremgår det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at anvendelsen af den skærpede rådighedssanktion udvides til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp.

Herudover foreslås det, at en persons ydelsessag kan lukkes helt, hvis personen, efter at have fået en afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, i en hel kalendermåned ikke møder op til en aktivitet, som jobcenteret har anvist. En ægtefælles sag om hjælp vil i den situation ligeledes blive lukket, således at ægtefællens hjælp også ophører.

2.5.2.1. Forslag om skærpet rådighedssanktion

Det foreslås, at den gældende regel i § 40 a i lov om aktiv socialpolitik ændres således, at kommunen vil kunne træffe afgørelse om, at en person mister retten til hjælp efter §§ 22-25 i en periode på op til 3 måneder, hvis personen har fået en eller flere afgørelser om sanktion efter §§ 36-40 i loven, og personen derefter på ny uden rimelig grund tilsidesætter pligten til at stå til rådighed efter §§ 13 og 13 a. Kommunen skal dog konkret have vurderet, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v., som medfører en afgørelse om sanktion efter §§ 36-40.

Forslaget vil omfatte både uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, samt jobparate og aktivitetsparate modtagere af hjælp. Den skærpede rådighedssanktion bliver dermed udvidet til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp efter §§ 22-25.

Forslaget betyder, at kommunen både i forhold til uddannelsesparate, jobparate og aktivitetsparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp vil kunne træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion efter de gældende principper. Dette vil allerede kunne ske, når personen har fået én afgørelse om en sanktion efter §§ 36-40 for ikke at overholde sine rådighedsforpligtelser, og personen derefter igen uden rimelig grund tilsidesætter rådighedspligten. Det vil være en betingelse, at kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Kommunen vil således efter forslaget kunne træffe afgørelse om skærpet rådighedssanktion overfor en person, som har fået en afgørelse om sanktion efter bestemmelserne i §§ 36-40 i loven, f.eks. for udeblivelse uden rimelig grund fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvis personen derefter på ny uden rimelig grund ikke har overholdt sine rådighedsforpligtelser, dvs. anden gang personen får en sanktion efter §§ 36-40, og hvor kommunen samtidig konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Sanktionen vil uændret bestå i, at personen i op til tre måneder alene vil kunne få udbetalt hjælp for de dage, hvor vedkommende opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at møde op i den aktivitet (tilbud, samtale eller fremmøde på jobcentret), som jobcenteret har anvist.

Forslaget betyder, at der ved vurderingen af, om en person skal have en skærpet sanktion på en, to eller tre måneder, vil kunne indgå flere forskellige momenter, herunder over hvor lang en periode, forseelserne strækker sig, f.eks. om personen har begået flere forseelser over en kortere periode på to måneder eller over en længere periode på fire eller seks måneder. Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om en person skal have en, to eller tre måneders skærpet sanktion, og kommunen skal altid vurdere, om sanktionen står i et rimeligt forhold til forseelserne, dvs. om der er proportionalitet mellem sanktion og forseelse. Kommunen skal desuden iagttage de særlige regler, der gælder i forhold til sanktionering af aktivitetsparate (jf. nedenfor).

Derudover foreslås det, at den skærpede rådighedssanktion ved den eller de afgørelser efter §§ 36-40 om sanktion for manglende overholdelse af rådighedsforpligtelserne vil være betinget af, at kommunen i forbindelse med afgørelsen om den forudgående sanktion efter §§ 36-40 skriftligt har vejledt personen og dennes eventuelle ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion. Kommunen skal således vejlede om konsekvensen for hjælpen, hvis personen to eller flere gange uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v., og om, at personen kun vil kunne få udbetalt hjælp for de dage, hvor personen opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller møde frem i jobcenteret m.v., som anvist af jobcenteret, jf. § 40 a, stk. 2, samt om, at personen og en eventuel ægtefælles ydelsessager vil blive lukket, hvis personen i en hel kalendermåned ikke er mødt til den aktivitet, som jobcenteret har anvist.

Reglerne om udvidet vejledningspligt i forbindelse med den skærpede rådighedssanktion findes i forslaget til § 35, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Forslaget om udvidet vejledningspligt i forbindelse med den skærpede rådighedssanktion vil være en skærpelse af den foreslåede generelle vejledningspligt i § 35, stk. 1, hvorefter kommunen ved første henvendelse om hjælp skriftligt skal vejlede ansøgeren eller modtageren af hjælp om alle rettigheder og pligter forbundet med hjælpen. Der henvises til bemærkningerne til afsnit 2.9. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

Baggrunden for den udvidede vejledningsforpligtelse er, at afgørelser om ophør m.v. af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i op til 3 måneder vil være af meget indgribende betydning for personen og dennes eventuelle families forsørgelsesgrundlag og økonomiske situation. Navnlig vil en afgørelse om ophør af hjælp, der strækker sig over tid, kunne være velfærdstruende for personen og evt. familie, og det vil i særlig grad gælde i forhold til aktivitetsparate. Det vil derfor være vigtigt af retssikkerhedsmæssige grunde, at personen skriftligt er blevet vejledt om konsekvenserne for hjælpen af gentagne udeblivelser m.v., der vil kunne føre til en skærpet rådighedssanktion, og om hvad personen vil skulle gøre for at få hjælp igen.

Kommunen skal dokumentere på personens sag, at skriftlig vejledning er givet, herunder hvordan den er givet, hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har haft.

Særligt i forhold til personer, der er aktivitetsparate, skal kommunen i forbindelse med den skriftlige vejledning derfor også være opmærksom på, om personen har forstået vejledningen ved at give vejledningen på en måde, der tager hensyn til personens situation, herunder at vejledningen gives under hensyn til personens forudsætninger, således at det bedst muligt sikres, at personen kender til og forstår sine rettigheder og pligter.

De særlige hensyn til aktivitetsparate, som er indeholdt i gældende regler om sanktioner, vil blive opretholdt. Kommunerne skal derfor fortsat foretage en række ekstra skridt, før de vil kunne sanktionere aktivitetsparate modtagere af hjælp, både i forhold til at vurdere, om personerne skal være omfattet af den skærpede rådighedssanktion, og i forhold til eventuelle udeblivelser fra den aktivitet, som personerne skal møde op i, når personerne er omfattet af en skærpet sanktion.

Det foreslås med præciseringen af § 13, stk. 8, at det vil være en betingelse for at pålægge en aktivitetsparat modtager af hjælp en skærpet rådighedssanktion, at kommunen har vurderet, at sanktionen vil fremme personens rådighed.

Forslaget betyder, at kommunerne i forhold til aktivitetsparate altid skal vurdere, om den skærpede sanktion fremmer personens rådighed. Alvorlige psykiske lidelser vil f.eks. i det konkrete tilfælde kunne betyde, at der ikke skal gives en skærpet rådighedssanktion. Det kan f.eks. være, hvis personen som følge af den psykiske sygdom ikke vil være i stand til at tilrettelægge og strukturere sin hverdag, og en økonomisk sanktion derfor ikke vil fremme personens rådighed. Der, hvor den skærpede rådighedssanktion ikke vil medvirke til at fremme rådigheden hos en aktivitetsparat modtager af hjælp, skal der således ikke gives en skærpet rådighedssanktion. Dette følger af forslaget til § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Forud for den skærpede rådighedssanktion skal kommunerne i lighed med den gældende regel i § 35, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik desuden have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med en aktivitetsparat person for dermed at sikre, at personen ikke havde en rimelig grund til udeblivelsen. Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kravet om personlig kontakt ifølge forslaget også kunne opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor, eller et tilbudssted, som vil kunne skabe kontakt mellem kommunen og den aktivitetsparate person, således at kommunen kan få oplysninger om en eventuel udeblivelse, der vil kunne danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sanktion i det konkrete tilfælde.

Baggrunden for de særlige værnsregler for aktivitetsparate er, at aktivitetsparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp kan være meget udsatte og skrøbelige personer, der kan have svært ved at overskue de betingelser, som kommunen stiller til personen for, at denne vil kunne modtage en ydelse. Der vil også ofte være tale om personer, som ikke vil kunne reagere på en økonomisk sanktion i form af fradrag i eller ophør af deres forsørgelsesgrundlag. Nogle vil også på grund af psykiske problemer, manglende bolig eller andre faste rammer omkring deres tilværelse have svært ved at forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, f.eks. indkaldelser til samtaler eller partshøringer i forbindelse med evt. sanktioner for manglende fremmøde og lignende.

Der er i gældende ret ikke regler om, at en persons ret til hjælp automatisk ophører, hvis personen ikke har været i kontakt med kommunen i en hel kalendermåned samtidig med, at kommunen har stillet en aktivitet til rådighed på alle hverdage.

Det foreslås, at såfremt en person – efter at have fået en afgørelse om skærpet rådighedssanktion - i en hel kalendermåned ikke møder op i pålagte tilbud, aktiviteter, samtaler, møder m.v., vil kommunen kunne lukke personens sag, hvorefter hjælpen til personen vil ophøre. Dette vil være en yderligere skærpelse for manglende opfyldelse af sin rådighedsforpligtelse.

Det betyder, at kommunen med forslaget samtidig med afgørelsen om skærpet sanktion skal træffe afgørelse om, at personens sag vil skulle lukkes, og at hjælpen vil skulle ophøre, hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder frem i den aktivitet, som kommunen har anvist.

Det vurderes, at det vil være både proportionalt og sagligt begrundet, at hjælpen vil ophøre, og personens sag lukkes, når en person, der er omfattet af en skærpet sanktion, i en hel kalendermåned uden rimelig grund ikke er mødt frem i den aktivitet, som kommunen har givet den pågældende.

Baggrunden for denne vurdering er, at personen i hele perioden har haft mulighed for at kunne modtage hjælp f.eks. ved at møde op i jobcenteret, men har valgt ikke at deltage i aktiviteten. Kommunen kan derfor gå ud fra, at personen er selvforsørgende og derfor ikke længere opfylder betingelserne for kontanthjælp m.v.

Det foreslås endvidere, at den skærpede rådighedssanktion gøres ægtefælleafhængig i forhold til, at ægtefællens ydelsessag ligeledes bliver lukket, og hjælpen dermed også vil ophøre for personens ægtefælle, hvis personen i en hel kalendermåned ikke er mødt frem i den aktivitet, som jobcenteret har anvist. Kommunen skal træffe afgørelse om, at ægtefællens sag lukkes, og hjælpen dermed ophører samtidigt med afgørelsen om skærpet sanktion for den ægtefælle, som ikke har levet op til sin rådighedsforpligtelse. Det samme gælder efter de nugældende regler i forbindelse med en ophørssanktion efter § 41.

Baggrunden for forslaget er, at det - i lighed med, hvad der tidligere var gældende for ophør af ydelsen efter § 41, hvorefter ægtefællens ydelse ligeledes ophørte – vurderes at ville være proportionalt og sagligt, at ydelsen også skal ophøre for ægtefællen, da denne også vil have fået besked om, at den pågældendes ydelse vil ophøre, hvis dennes ægtefælle ikke møder i den aktivitet, som personen er blevet tilbudt af kommunen, i en hel kalendermåned.

Baggrunden for forslaget er videre, at det er en forudsætning for at få hjælp i kontanthjælpssystemet, at begge ægtefæller udnytter deres arbejds- og uddannelsesmuligheder aktivt.

Personen og dennes ægtefælle kan ansøge om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og modtage hjælp på ny, hvis kommunen vurderer, at de opfylder betingelserne for ydelsen, herunder at de opfylder deres rådighedsforpligtelse.

Den sanktioneredes ægtefælle vil endvidere kunne få hjælp igen, hvis pågældendes ægtefælle efter afgørelsen om, at sagen skal lukkes, er kommet i arbejde eller er påbegyndt en uddannelse og dermed på ny udnytter sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder aktivt.

Forslaget vil imødekomme kommunernes ønske om mere enkle og lettere administrerbare regler for den skærpede rådighedssanktion, herunder for hvornår en personsag om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp vil kunne lukkes, når en person igennem en længere periode ikke overholder sine pligter om at stå til rådighed og ikke møder op i aktiviteter eller til samtaler, møder m.v., som er pålagt af kommunen.

De øvrige regler i § 40 a videreføres uændret, jf. afsnit 2.5.1. om gældende ret. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25.

2.5.2.2. Forslag om ophævelse af ophørssanktionen i § 41

Når man indfører den skærpede rådighedssanktion, kan man ophæve § 41 i lov om aktiv socialpolitik om ophør af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, hvorefter kommunen kan træffe afgørelse om, at hjælpen ophører, hvis en person afviser et tilbud uden rimelig grund eller har gentagne udeblivelser fra et tilbud, der kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet.

Forslaget vil imødekomme kommunernes ønske om, at der ikke længere vil skulle stilles et åbent tilbud til rådighed ud over en kalendermåned.

Det foreslås på den baggrund at ophæve ophørssanktionen i § 41.

Det betyder, at kommunen ikke længere vil kunne bringe hjælpen til ophør efter § 41, stk. 1, første gang en modtager af hjælp uden rimelig grund afviser et tilbud, eller hvis personen uden rimelig grund har gentagne udeblivelser fra tilbud, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet eller en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet m.v.

Hvis personen f.eks. afviser et rimeligt tilbud om arbejde, som jobcenteret har henvist personen til, sanktioneres den pågældende efter gældende regler med en sanktion efter §§ 39 og 40 i lov om aktiv socialpolitik, der gives som en nedsættelse af hjælpen med tre dagssatser i de tilfælde, hvor en forseelse ikke løber over tid.

Det foreslås derfor, at sanktionsbestemmelsen i § 41, stk. 1, nr. 1 og 2, om sanktion ved afvisning af og gentagne udeblivelser fra tilbud flyttes til § 39 i loven, således at afvisning af tilbud og gentagne udeblivelser fra tilbud fremover vil blive sanktioneret med tre gange sanktionssatsen efter §§ 39-40, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, til § 35, stk. 5.

Som følge heraf forslås det, at der i § 39 indsættes et nyt nr. 3 om, at hjælpen vil blive nedsat efter § 40, hvis personen uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller har gentagne udeblivelser herfra, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet eller selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet m.v.

Forslaget betyder, at hjælpen efter §§ 22-25 til personer, der er omfattet af § 39, vil blive nedsat med tre gange sanktionssatsen, jf. § 40. Der vil i en kalendermåned kun kunne ske en enkelt nedsættelse efter stk. 1.

Der er tale om en konsekvensændring, således at personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, efter ophævelsen af § 41 forstsat vil kunne sanktioneres for afvisning af tilbud og gentagne udeblivelser fra tilbud uden rimelig grund, hvis udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet eller en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet m.v. Fremover vil en ydelsesmodtager således blive sanktioneret med tre gange sanktionssatsen i stedet for en ophørssanktion, jf. forslaget til § 39, nr. 3, og § 40. Forslaget indebærer i øvrigt ikke indholdsmæssige ændringer.

I forbindelse med sanktion for afvisning af tilbud skal kommunen samtidig vejlede om, at en eventuel efterfølgende afvisning af eller udeblivelse fra tilbud efter forslaget vil kunne medføre en skærpet rådighedssanktion, hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt personen med sin adfærd udviser manglende vilje til at stå til rådighed, og kommunen ved en senere udeblivelse eller afvisning af tilbud m.v., ønsker at træffe afgørelse efter forslaget til § 40 a.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15, 25 og 26.

2.6. Udvidelse af mulighed for månedsvis opgørelse af sanktioner

2.6.1. Gældende ret

Efter den gældende regel i § 36 i lov om aktiv socialpolitik får en person, der modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, en sanktion, hvis den pågældende uden en rimelig grund udebliver helt eller delvist fra tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder tilbud eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning eller en læse-, skrive- eller regnetest.

Kommunen kan også give en person, der uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller fra en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, en sanktion i form af et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller hjælp efter integrationslovens § 23 f.

Det fremgår af gældende § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen i forbindelse med afgørelser om udeblivelse fra tilbud efter § 36 kan foretage opgørelsen som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Kommunerne kan således efter gældende regler i forbindelse med afgørelser om udeblivelser fra tilbud efter § 36 foretage en samlet opgørelse af dage med udeblivelse, partshøring og afgørelse om sanktioner én gang om måneden. Kommunen har samtidig mulighed for at fastlægge tidspunktet for den månedlige opgørelse fleksibelt og kan derfor foretage den månedlige opgørelse i slutningen af måneden, så kommunen så vidt muligt kan nå at effektuere sanktionen i samme måned, som udeblivelsen har fundet sted i.

Ifølge gældende regler om skærpet rådighedssanktion i § 40 a i lov om aktiv socialpolitik mister en person, der er uddannelses- eller jobparat, retten til integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i en periode på op til 3 måneder, hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed efter reglerne i lovens §§ 13 og 13 a, og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Det fremgår af § 40 a, stk. 5, at opgørelsen af de dage, der kan udbetales hjælp for, sker som en samlet opgørelse for en måned. Hjælpen beregnes som en forholdsmæssig andel af månedens hjælp svarende til antallet af kalenderdage, hvor personen har opfyldt betingelserne for at modtage hjælp sat i forhold til månedens kalenderdage. Hjælpen udbetales efter § 89, stk. 1, lov om aktiv socialpolitik.

I forbindelse med den skærpede rådighedssanktion foretager kommunen således efter gældende regler opgørelsen af de dage, hvor personen er mødt frem i den aktivitet, som kommunen skal anvise vedkommende, én gang om måneden, f.eks. fra den 15. i én måned til den 14. i den efterfølgende måned.

For øvrige udeblivelser eller undladelser m.v., der kan medføre sanktioner, må kommunerne efter gældende regler ikke foretage en samlet opgørelse, men skal foretage partshøring og træffe afgørelse i tilknytning til, at den enkelte forseelse har fundet sted.

2.6.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Aftalepartierne er enige om at udvide muligheden for månedsvis opgørelse af sanktioner.

Månedsvis opgørelse af sanktioner vil give kommunerne en større frihed til at tilrettelægge administrationen af sanktionsområdet på en hensigtsmæssig måde, herunder på en måde, der kan spare antallet af breve m.v. til personer, der begår flere forseelser inden for en periode på en måned.

Det foreslås derfor, at de gældende regler om opgørelse af sanktioner i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, nyaffattes, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at kommunen ud over at kunne opgøre udeblivelser fra tilbud månedsvis efter § 36 tillige kan vælge at opgøre omfanget af undladelser, afvisninger, udeblivelser m.v. efter §§ 37-40 som en samlet opgørelse en gang om måneden.

Da forslaget vil svække den tidsmæssige sammenhæng mellem forseelse og kontakt til personen om forseelsen og den ydelsesmæssige effektuering af sanktionen, foreslås det desuden, at det gøres til en betingelse for at kunne sanktionere en person, at kommunen i umiddelbar tilknytning til en forseelse, som kan sanktioneres efter §§ 37-40, oplyser personen om forseelsen og den forestående sanktionering.

Baggrunden for dette er, at personen skal have mulighed for hurtigt at reagere på en udeblivelse, således at den pågældende har mulighed for hurtigt at opfylde sin rådighedsforpligtelse igen og derved minimere størrelsen af sanktionen.

Forslaget betyder, at den mulighed for at foretage en samlet månedlig opgørelse af hjælpen, der gælder for opgørelse af sanktioner ved udeblivelse fra tilbud og i forbindelse med den skærpede rådighedssanktion, bliver udvidet til så vidt muligt også at gælde for de øvrige typer af sanktioner. Forslaget vil således give kommunerne en større frihed til at tilrettelægge administrationen af sanktionsområdet på en hensigtsmæssig måde, herunder på en måde, der kan spare antallet af breve m.v. til personer, der begår flere forseelser inden for en periode på en måned.

Tidspunktet for, hvornår der sker fradrag i, nedsættelse eller ophør m.v. af ydelsen påvirkes ikke af forslaget.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

2.7. Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtten

2.7.1. Gældende ret

Efter gældende regler i lov om individuel boligstøtte skal hjælp efter lov om aktiv socialpolitik indgå med det beløb, som ville være blevet udbetalt, hvis et husstandsmedlem ikke havde været omfattet af en sanktion for uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet, jf. § 42 i lov om aktiv socialpolitik, eller hjælpen ikke var nedsat til ugifte personer som følge af 225-timersreglen, jf. § 13 g i lov om aktiv socialpolitik.

Der gælder ikke tilsvarende regler i boligstøtteloven, når der sker nedsættelse af hjælpen efter §§ 36-40 a og § 43 i lov om aktiv socialpolitik. Når en borger får en sanktion efter §§ 36-40 a og § 43 i lov om aktiv socialpolitik, kan nedsættelsen af hjælpen således blive delvist kompenseret ved en højere boligstøtte.

2.7.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at personer, som får nedsat hjælpen som følge af en sanktion, ikke må kompenseres ved at modtage mere i boligstøtte.

Det foreslås, at hjælp efter lov om aktiv socialpolitik skal indgå med det beløb i beregningen af boligstøtte, der ville være udbetalt, hvis et husstandsmedlem ikke havde været omfattet af § 13 g, §§ 36-40 a, og §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik.

Forslaget betyder, at boligstøttereglerne bliver ændret således, at også personer, der får nedsat hjælpen efter sanktionsreglerne i §§ 36-38 og de foreslåede §§ 39-40 a og § 43 i lov om aktiv socialpolitik, i alle tilfælde vil få boligstøtte med det beløb, der ville være udbetalt, hvis pågældende ikke havde været omfattet af en sanktion.

Forslaget betyder således en udvidelse af de bestemmelser, hvorefter den beregnede boligstøtte vil skulle holdes uændret således, at boligstøtten ikke vil stige som følge af de pågældende nedsættelser af hjælpen efter lov om aktiv social politik. Dermed vil sanktioner efter §§ 36-40 a og § 43 i lov om aktiv socialpolitik med forslaget ikke kunne blive delvist kompenseret ved en højere boligstøtte.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1.

2.8. Hurtigere sanktionsafgørelser – mulighed for agterskrivelser

2.8.1. Gældende ret

Efter gældende regler skal kommunerne foretage partshøring af en person, der modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp forud for, at kommunen træffer afgørelse om sanktion.

De gældende regler om partshøring findes i forvaltningslovens § 19, der gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed (afgørelsessager).

Reglerne om partshøring har sammenhæng med undersøgelsesprincippet og skal medvirke til at sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden kommunen træffer afgørelse.

Reglerne betyder, at inden kommunen træffer afgørelse i en sag, skal kommunen sikre, at personer, der ansøger om eller modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som kommunen agter at lægge til grund ved afgørelsen, og som den pågældende ikke i forvejen må antages at være bekendt med. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, eller personen ikke er bekendt med, at kommunen er i besiddelse af de pågældende oplysninger. F.eks. vil oplysninger om udeblivelse m.v., der kan føre til nedsættelse eller bortfald af integrationsydelsen, uddannelses- eller kontanthjælpen, være til ugunst for personen.

Det er en forudsætning for, at partshøring er foretaget i overensstemmelse med § 19 i forvaltningsloven, at det klart fremgår af partshøringen, at der er tale om en partshøring, hvor parten har mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger, inden der træffes en afgørelse.

Efter gældende praksis kan kommunen i forbindelse med partshøringen oplyse personen om, hvilken afgørelse kommunen forventer at træffe på baggrund af de oplysninger, som kommunen er i besiddelse af, dvs. en foreløbig afgørelse – en såkaldt agterskrivelse, som dog ikke kan anses for den endelige afgørelse overfor personen. Det kan f.eks. være, at personen er udeblevet fra en jobsamtale. I den situation kan kommunen oplyse, at kommunen vil træffe afgørelse om, at der vil blive foretaget fradrag i hjælpen til personen fra den dag, hvor den pågældende skulle være mødt til samtalen og frem til den dag, hvor personen igen kontakter kommunen, med mindre den pågældende har en rimelig grund til udeblivelsen. Kommunen skal samtidig gøre personen bekendt med, at kommunen ikke har oplysninger om, at den pågældende havde en rimelig grund til udeblivelsen.

Partshøring skal ske, før kommunen træffer afgørelse. Partshøring skal i øvrigt ske på en måde, i en form og med en frist, der stemmer overens med formålet med partshøringen.

Partshøring er en garantiforskrift. Manglende iagttagelse af pligten til partshøring medfører, at kommunen ikke kan træffe afgørelse om fradrag, nedsættelse eller ophør af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter sanktionsbestemmelserne i §§ 36-41, i lov om aktiv socialpolitik. Det gælder også, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at partshøringspligten er opfyldt.

For aktivitetsparate modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp gælder der særlige regler om partshøring i lov om aktiv socialpolitik - såkaldt udvidet partshøring. Der henvises til afsnit 2.10.

2.8.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det vurderes at være afgørende, at der er en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem pligter og sanktioner for, at sanktioner over for en modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp skal have den ønskede adfærdsregulerende effekt. Efter de gældende regler kan der gå lang tid, fra en modtager af hjælp begår en forseelse, til den pågældende bliver pålagt en sanktion. Det fremgår af en evaluering af sanktionsområdet, som Deloitte har foretaget for Beskæftigelsesministeriet i maj 2016, at der i gennemsnit går 34 dage, fra forseelsen sker, til sanktionen udmøntes ved et fradrag i eller nedsættelse eller ophør af den pågældendes hjælp.

Kravet om partshøring forud for en afgørelse om sanktioner indebærer en forlængelse af den samlede sagsbehandlingstid. Med den tid, der medgår til partshøring, kan sanktioner for forseelser i én kalendermåned derfor typisk først effektueres i forbindelse med udbetalingen af hjælp i den efterfølgende kalendermåned.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne finder, at jo hurtigere kommunerne efter en forseelse træffer afgørelse om en sanktion, des lettere er det for borgerne at forstå reglerne og konsekvenserne af ikke at stå til rådighed.

Det foreslås derfor, at det kommer til at fremgå af § 35 i lov om aktiv socialpolitik, at kommunerne skal have mulighed for at partshøre og meddele en afgørelse i samme ekspedition ved brug af agterskrivelser i sager om sanktionering efter §§ 36-40 i loven til jobparate og uddannelsesparate modtagere af hjælp. Agterskrivelsen vil udgøre den endelige afgørelse, som vil blive sat i kraft uden yderligere meddelelser til personen, hvis personen ikke fremkommer med bemærkninger inden for fristen.

Forslaget vil i forhold til jobparate og uddannelsesparate modtagere af hjælp betyde, at kommunen vil kunne foretage partshøring, og træffe og meddele afgørelse i samme brev, idet kommunen med en agterskrivelse vil kunne meddele personen, hvordan sagen vil blive afgjort (f.eks. nedsættelse eller bortfald af hjælpen), hvis personen ikke inden for en nærmere angiven frist fremkommer med yderligere oplysninger i sagen, samt at agterskrivelsen vil skulle anses som den endelige afgørelse, hvis ikke den pågældende inden fristen kommer med bemærkninger.

Af agterskrivelsen vil det klart og tydeligt skulle fremgå, at der er tale om en partshøring, hvornår der er frist for bemærkninger, og hvilken afgørelse kommunen på det foreliggende grundlag agter at træffe (f.eks. nedsættelse eller bortfald af hjælpen), hvis ikke vedkommende inden for en angiven frist kommer med yderligere oplysninger til sagen. Det vil endvidere skulle fremgå, at agterskrivelsen skal anses som den endelige afgørelse, og at afgørelsen vil træde i kraft uden yderligere meddelelser til personen, hvis den pågældende ikke fremkommer med bemærkninger inden for fristen.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

2.9. Forenklet vejledning for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb samt ledighedsydelse

2.9.1. Gældende ret

Efter den gældende regel i § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik er fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter lovens §§ 36-41 betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om konsekvensen for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v. Kommunen skal ligeledes informere om, hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til hjælp, f.eks. at personen skal henvende sig til kommunen.

Den skriftlige vejledning skal rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til.

Vejledningen skal efter gældende regler gives, hver gang personen får et tilbud, en henvisning til arbejde, en indkaldelse til samtale m.v. Vejledningen kan f.eks. fremgå af »Min Plan« eller af kommunens indkaldelse til samtale. Vejledningspligten kan ikke opfyldes ved at gøre det muligt for en borger selv at finde oplysninger, herunder at personerne på en hjemmeside kan klikke sig frem til et underpunkt på hjemmesiden, hvori yderligere oplysninger om personernes situation eventuelt kan findes, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 143-11. Vejledningspligten kan heller ikke opfyldes ved, at kommunen har udfærdiget og trykt en pjece eller lignende, som personerne selv kan hente på kommunen.

Kommunen skal dokumentere på personens sag, at skriftlig vejledning er givet, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har, jf. Ankestyrelsens principafgørelse 86-14.

Det skal således klart fremgå af kommunens vejledning, at personen vil få en sanktion, hvis personen f.eks. uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra et tilbud, ikke møder til en samtale m.v. Det skal ligeledes fremgå, hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til hjælp, f.eks. at personen skal henvende sig til kommunen for igen at kunne få hjælp.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten medfører, at kommunen ikke kan træffe afgørelse om fradrag i, nedsættelse eller ophør af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter sanktionsbestemmelserne i §§ 36-41 i lov om aktiv socialpolitik. Det gælder også, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Tilsvarende regler om vejledningspligt gælder for modtagere af ressourceforløbsydelse i henholdsvis ressourceforløb og jobafklaringsforløb. Ifølge gældende regler i § 69 a, stk. 1, og § 69 l, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik er fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen til personer i ressourceforløb og jobafklaringsforløb således betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud m.v. eller indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret personen om konsekvensen for ydelsen, hvis personen uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet eller ikke møder til samtalen m.v. Kommunen skal endvidere samtidig skriftligt informere om, hvilke skridt en person, der uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet eller ikke møder til samtalen m.v., skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Der er ikke fastsat særlige regler om vejledningspligt i lov om aktiv socialpolitik for personer, der modtager ledighedsydelse, men vejledningen følger de almindelige regler om vejledning i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og i forvaltningsloven.

2.9.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Når kommunerne træffer afgørelse om sanktioner, bliver afgørelsen ofte hjemvist eller ændret af Ankestyrelsen, fordi kommunerne ikke har levet op til deres vejledningsforpligtelse. Ankestyrelsens praksisundersøgelser har ligeledes peget på, at kommunerne har svært ved at efterleve vejledningsforpligtelsen.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne er enige om at forenkle tilrettelæggelsen af kommunernes vejledningsindsats i forhold til rådighed og sanktioner både i forhold til indhold og omfang. Aftalepartierne er enige om, at den forenklede vejledningsindsats skal omfatte modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb samt modtagere af ledighedsydelse.

Det foreslås derfor, at kommunen altid senest ved første jobsamtale vil skulle vejlede personen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen, og i den forbindelse vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med en person på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Kommunen vil desuden skulle sikre, at den skriftlige vejledning udleveres til personen senest ved første jobsamtale, og at vejledningen tillige bliver sendt til personen. Ligeledes vil kommunen skulle sikre, at vejledningen bliver gennemgået og gjort tilgængelig for personen hvert halve år. Vejledningen vil skulle gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det eller personen anmoder om vejledning.

Forslaget betyder, at kommunen altid vil skulle vejlede personen om rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner senest ved første jobsamtale efter, at den pågældende henvender sig til kommunen om hjælp eller er blevet berettiget til ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse. Kommunen vil således altid senest ved første jobsamtale skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Det vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter.

Kommunen vil skulle vejlede i forhold til alle rettigheder og pligter vedrørende rådighed og sanktioner. Vejledningen vil derfor ikke længere kun skulle rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til, og vil således ikke længere kun skulle målrettes i forhold til, om personen indkaldes til en samtale, et tilbud m.v., hvor vejledningen efter gældende regler har forskelligt indhold.

Kommunen vil samtidig skulle sikre, at den skriftlige vejledning udleveres til personen senest ved første jobsamtale, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen.

Kommunen vil herefter skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen mindst hvert halve år afhængigt af personens situation. På denne måde nedsættes vejledningskadencen.

Kommunen vil skulle dokumentere på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet til personen, og at vejledningen er udleveret til og gjort tilgængelig for personen, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Den forenklede vejledning vil skulle være lettere for personen at forstå, så personens retssikkerhed sikres. Det foreslås derfor, at der skal udarbejdes en brugervenlig pjece, der – blandt andet ved brug af illustrationer – skal bidrage til at sikre, at personen får den nødvendige vejledning. Kommunen kan anvende pjecen som vejledning, men skal være opmærksom på, at der er en udvidet forpligtelse til at vejlede personer forud for, at kommunen vurderer, at en person skal omfattes af den skærpede sanktion efter den foreslåede § 40 a.

Med forslaget vil kommunernes tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen i forhold til rådighed og sanktioner over for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb eller ledighedsydelse, blive forenklet både i forhold til indhold og omfang. Med forslaget fastsættes samtidig regler om, at personer, der har behov for hyppigere vejledning end hvert halve år, vil skulle have vejledning efter behov. Herved sikres retssikkerheden for personer, der måtte have særlige behov for vejledning.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

2.10. Præcisering af regler om udvidet partshøring af aktivitetsparate

2.10.1. Gældende ret

For aktivitetsparate modtagere af integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp gælder der særlige regler om personlig kontakt (”udvidet partshøring”) forud for sanktionering. Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen til en aktivitetsparat modtager af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Kommunen kan derfor først træffe afgørelse om at give en aktivitetsparat person en sanktion, når kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt (dialog) med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

At kommunen skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med en aktivitetsparat person betyder, at kommunen aktivt skal forsøge at indhente personens forklaring, hvis personen f.eks. ikke har reageret på en partshøring, eller hvis oplysningerne om grunden til udeblivelsen ikke er sikre nok til, at kommunen kan vurdere, om personen havde en rimelig grund til at udeblive. Hvis personen ikke selv, f.eks. i forbindelse med en skriftlig partshøring, har oplyst noget om grunden til udeblivelsen, skal kommunen forsøge at få personlig kontakt med personen om grunden til udeblivelsen. Det samme gælder, hvis oplysningerne om grunden til udeblivelsen ikke er sikre nok til, at kommunen kan vurdere, om personen havde en rimelig grund til udeblivelsen.

Bestemmelsen blev indført den 1. januar 2014 ved lov nr. 894 af 4. juli 2013 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, SU-loven, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og forskellige andre love (Reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp til unge, aktivitetstillæg, gensidig forsørgelsesplift mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.). Baggrunden for bestemmelsen er, at aktivitetsparate modtagere af integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp kan være meget udsatte og skrøbelige personer, der kan have svært ved at overskue de betingelser, som kommunen stiller for, at personerne kan modtage en ydelse. Der vil også ofte være tale om personer, som ikke kan reagere på en økonomisk sanktion i form af fradrag i eller ophør af deres forsørgelsesgrundlag. Det kan f.eks. være på grund af svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed eller lignende. Nogle vil også på grund af psykiske problemer, manglende bolig eller andre faste rammer omkring deres tilværelse have svært ved at forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, f.eks. indkaldelser til samtaler eller partshøringer i forbindelse med eventuelle sanktioner for manglende fremmøde m.v.

Den personlige kontakt kan f.eks. være telefonisk eller personlig kontakt på bopæl eller opholdssteder, herunder behandlingssteder.

Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, og vedkommende har en mentor m.v., vil kontakten eventuelt kunne etableres via mentoren m.v. F.eks. kan kommunen kontakte mentoren med henblik på, at mentoren hjælper personen med at komme i kontakt med kommunen.

Dermed sikres det, at der skabes klarhed over, om der er omstændigheder, som gør, at personen skal eller ikke skal sanktioneres. Først når kommunen har udtømt alle rimelige muligheder i forsøget på at skabe kontakt til personen, vil der kunne pålægges en sanktion, hvis kommunen vurderer, at der er grundlag for at give en sanktion.

Det beror på en konkret vurdering af oplysningerne i den enkelte borgers sag, hvilke og hvor mange forsøg på personlig kontakt kommunen skal gøre, før kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med personen. Kommunen skal dokumentere på sagen hvordan, hvornår og hvor mange gange kommunen har forsøgt at komme i personlig kontakt med personen forud for en afgørelse om sanktion.

Kommunerne skal endvidere altid foretage en konkret vurdering af, om der er andre forhold end de udtrykkeligt nævnte rimelige grunde i den gældende regel i § 13, stk. 7, i loven, der kan føre til, at en person, der er aktivitetsparat, ikke skal have en sanktion, jf. den gældende regel i § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik. Det kan f.eks. være på grund af svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer. Der, hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden for en aktivitetsparat integrationsydelses-, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsmodtager, skal der ikke gives en sanktion.

2.10.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Reglerne om udvidet partshøring af aktivitetsparate udgør en barriere for, at kommunerne kan føre en hurtig og konsekvent sanktionspraksis.

Ankestyrelsens praksisundersøgelser viser, at kommunerne i langt størstedelen af sagerne opnår kontakt til personen, inden kommunen træffer afgørelse, men at kommunerne i den forbindelse ikke altid sørger for at få fyldestgørende oplysninger om personens begrundelse for udeblivelsen eller at dokumentere personens oplysninger i tilstrækkelig grad. Kommunerne laver således mange fejl i sager om den udvidede partshøring af aktivitetsparate, hvilket formentlig skyldes de yderligere processkridt og dokumentationskrav, som er en forudsætning for kunne sanktionere denne gruppe af personer.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at regelsættet for, hvad der er en tilstrækkelig indsats fra kommunens side for at komme i personlig kontakt med en aktivitetsparat borger, skal præciseres.

Det er ikke intentionen, at der skal ske en stramning i forhold til kommunernes sanktionering af aktivitetsparate personer, herunder syge og udsatte personer. Det er derimod intentionen, at retssikkerheden for udsatte personer skal styrkes.

Kommunerne vil fortsat have pligt til at vurdere, om en sanktion fremmer rådigheden hos personerne og bringer personerne tættere på arbejdsmarkedet. Forud for sanktionering vil kommunerne også som hidtil have pligt til at have udtømt alle muligheder for at komme i personlig kontakt med personerne.

Det vil fortsat være vigtigt, at kommunerne har fokus på, hvordan kommunerne bedst vil kunne understøtte aktivitetsparate personers muligheder for at komme tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse og stille de fornødne foranstaltninger og hjælpemidler til rådighed for aktivitetsparate personer.

Det foreslås, at det i regelsættet præciseres, hvad der vil være en tilstrækkelig indsats fra kommunens side for at komme i personlig kontakt med aktivitetsparate personer.

Forslaget betyder, at hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kravet om personlig kontakt også kunne opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor eller et tilbudssted m.v., som personen allerede er i forbindelse med for på den måde at komme i kontakt med personen, således at kommunen kan tilvejebringe oplysninger om fraværet m.v., der kan danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sanktion i det konkrete tilfælde. Kontakt vil ligeledes kunne etableres via et familiemedlem, en partsrepræsentant, en værge eller anden kontaktperson forudsat, at personen, der skal skabes kontakt til, og familiemedlemmet m.v. på forhånd har givet samtykke til kontakten. Et familiemedlem m.v. vil dog ikke kunne forpligtes til at skabe kontakt til personen.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

2.11. Sanktion for manglende underskrift af opholds- og selvforsørgelseserklæringen (Integrationsloven)

2.11.1. Gældende ret

Det fremgår af integrationslovens § 19, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen inden 1 måned efter at have overtaget ansvaret for en udlænding omfattet af § 2, stk. 2, 3 og 4, i samarbejde med udlændingen skal udarbejde en kontrakt. Udlændingen og kommunalbestyrelsen skal underskrive kontrakten, jf. § 19, stk. 1, 2. pkt., i integrationsloven. Udlændingen skal samtidig underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf. § 19, stk. 1, 3. pkt.

Opholds- og selvforsørgelseserklæringen udformes af udlændinge- og integrationsministeren, jf. § 19, stk. 1, 4. pkt., og indeholder blandt andet oplysninger om, at udlændingen erklærer at ville arbejde aktivt for at sikre sin egen og sine herboende børns og ægtefælles/samlevers selvforsørgelse og aktive deltagelse i og bidrag til det danske samfund. Herunder indgår eksempelvis at udlændingen på alle måder vil overholde dansk lovgivning og respektere danske demokratiske principper samt at anerkende, at det danske sprog og kendskab til det danske samfund er nøglen til en god og aktiv tilværelse i Danmark.

Erklæringen afspejler alle de persongrupper, som underskriver erklæringen og er opdelt i to dele. Første del vedrører alle de udlændinge, som i forskellige situationer skal underskrive erklæringen. Dvs. både nyankomne udlændinge og udlændinge, der skal underskrive erklæringen som betingelse for at opnå permanent opholdstilladelse og ægtefællesammenføring. Anden del vedrører de særlige forhold, som derudover gør sig gældende for nyankomne udlændinge. Anden del er markeret med en overskrift for nyankomne for at understrege, at dele af erklæringen er særligt rettet til nyankomne. Det følger af § 19, stk. 1, 5. pkt., at en udlænding ikke skal underskrive kontrakten eller opholds- og selvforsørgelseserklæringen, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Er udlændingen således af fysiske grunde ikke i stand til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen, men forstår indholdet heraf, skal udlændingens accept på anden vis markeres. Hvis udlændingen er handicappet på en sådan måde eller lider af en psykisk sygdom, der bevirker, at den pågældende ikke forstår betydningen af erklæringen, skal kommunalbestyrelsen anføre dette i kontrakten som begrundelse for den manglende underskrift af erklæringen.

Det fremgår i den forbindelse endvidere af § 6, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 911 af 30. august 2019 om udarbejdelse af kontrakt og om selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, at hvis det som følge af den pågældende udlændings personlige forhold ikke vil være hensigtsmæssigt inden for en måned at indgå en kontrakt med nærmere fastlæggelse af indholdet af og målet for et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, kan kontrakten bestå af en konstatering af dette samt en dato for, hvornår selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammets eller introduktionsprogrammets indhold forventes at kunne aftales eller fastsættes nærmere. Personlige forhold kan være ganske særlige grunde, som f.eks. fysisk eller psykisk handicap, torturoplevelser, stærke traumer eller lignende, som gør, at den pågældende ikke er i stand til at deltage i et program med udbytte.

Opholds- og selvforsørgelseserklæringen underskrives både af nyankomne udlændinge, som tilbydes et program efter integrationsloven, og af forskellige persongrupper under udlændingeloven som betingelse for henholdsvis at opnå permanent opholdstilladelse og for at få ægtefællesammenføring. Efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 6, er det således en betingelse for at få permanent (tidsubegrænset) opholdstilladelse, at udlændingen har underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf. integrationslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at acceptere indholdet heraf. Udlændinge kan således – bortset fra tilfælde, hvor Danmarks internationale forpligtelser, herunder FNs Handicapkonvention, måtte tilsige det – ikke få permanent opholdstilladelse, uden at afgive en sådan tilkendegivelse. Kan udlændingen ikke underskrive erklæringen, f.eks. af fysiske grunde, skal udlændingen på anden vis tilkendegive at acceptere indholdet heraf.

Det har i dag ikke ydelsesmæssige konsekvenser, hvis en udlænding undlader at opfylde sin pligt til at underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring.

Efter gældende regler sanktioneres manglende opfyldelse af kontrakten (rådighed) med periodesanktioner eller punktsanktioner efter §§ 36-40 i lov om aktiv socialpolitik.

Om gældende ret og de i dette lovforslag foreslåede ændringer af sanktionsbestemmelser henvises til bemærkningerne ovenfor om ændring af lov om aktiv socialpolitik.

2.11.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Opholds- og selvforsørgelseserklæringen er et vigtigt redskab til at sikre, at udlændinge bakker op om det danske samfunds værdier og udviser vilje til at yde til fællesskabet. Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne er enige om at indføre en sanktion for nyankomne udlændinge ved manglende underskrivelse af erklæringen inden for den fastsatte tidsfrist i integrationsloven på en måned.

Det foreslås på den baggrund at der indføres et nyt kapitel i integrationsloven om sanktioner. Der vil herefter være mulighed for med direkte hjemmel i integrationsloven at foretage én engangssanktion ved manglende underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen, jf. § 19, stk. 1, 3. pkt., i integrationsloven. Udgangspunktet vil være, at erklæringen skal underskrives inden for den første måned efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændingen, men at sanktionen vil kunne falde på et senere tidspunkt, hvis underskrivelsen ikke er sket inden for en måned.

Den persongruppe, der foreslås omfattet af en engangssanktion ved manglende underskrivelse af erklæringen vil alene være modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, som i medfør af integrationslovens § 19, stk. 1, vil have pligt til at underskrive erklæringen.

Det foreslås dertil, at kommunen fremover – samtidig med vejledningen om pligten til at underskrive erklæringen – ligeledes skal vejlede om konsekvensen ved manglende underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen. Kommunen skal således udtrykkelig vejlede udlændingen om, at såfremt han eller hun ikke overholder sin pligt, vil konsekvenserne af at afslå og ikke underskrive erklæringen være, at der vil skulle ske fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen eller overgangsydelsen.

Det foreslås endvidere, at størrelsen af engangssanktionen tager udgangspunkt i de sanktionssatser, der fremgår af lov om aktiv socialpolitik. Der henvises herved til den ved dette lovforslag foreslåede affattelse af § 35, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, samt bemærkningerne hertil, jf. afsnit 2.4.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at sanktionsniveauet for manglende underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen vil blive fastsat til henholdsvis 600 kr., 1.200 kr., 1.800 kr. eller 2.100 kr. afhængigt af ydelsesniveauet, hvilket kommer til at svare til niveauet for den sanktion, der efter nærværende forslag til ændring af lov om aktiv socialpolitik f.eks. vil blive givet ved afvisning af et jobtilbud. Til forskel fra nævnte sanktion, der vil skulle gives ved hver afvisning af et jobtilbud, vil kommunen efter forslaget om sanktion ved manglende underskrift af en opholds- og selvforsørgelseserklæring i medfør af integrationsloven alene kunne foretage fradrag i ydelsen én gang.

De fire sanktionssatser vil være knyttet til integrationsydelsens fire satser, der pr. 1. januar 2020 bliver erstattet af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse. Disse udgør, jf. § 22, i lov om aktiv socialpolitik et månedligt beløb på:

1) 2.616 kr. (2019-niveau) for personer under 30 år, der bor hos en eller begge forældre, og

2) 6.072 kr. (2019-niveau) for personer, der er fyldt 30 år, og personer under 30 år, der ikke bor hos en eller begge forældre, og

3) 8.498 kr. (2019-niveau) for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og

4) 12.143 kr. (2019-niveau) for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Det foreslås derfor, at det i § 52, stk. 3, i integrationsloven fastsættes, at engangssanktionen for ikke at overholde pligten til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen udgør:

1) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik for personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 3, nr. 4, i samme lov. (600 kr. i 2019 niveau).

2) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik for personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 3, nr. 3, i samme lov. (1.200 kr. i 2019 niveau).

3) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik for personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 3, nr. 2, i samme lov. (1.800 kr. i 2019 niveau).

4) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 4, i lov om aktiv socialpolitik for personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 3, nr. 1, i samme lov. (2.100 kr. i 2019-niveau).

Hvis en person – under 30 år, der bor hos en eller begge forældre og modtager 2.616 kr. om måneden i ydelse – uden rimelig grund ikke underskriver erklæringen, vil personen få foretaget et fradrag i hjælpen på tre gange 200 kr., dvs. i alt 600 kr.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 7.

2.12. Pligt til at politianmelde personer, som begår socialt bedrageri

2.12.1. Gældende ret

Groft uagtsomt bedrageri er strafbart efter § 12 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven). Overtrædelsen består i, at borgeren groft uagtsomt fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen.

Det fremgår af bestemmelsen, at medmindre højere straf kan idømmes efter anden lovgivning, eksempelvis straffelovens § 289 a, straffes med bøde den, der ved grov uagtsomhed fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen, og derved påfører myndigheden et formuetab.

Det betyder, at der kun kan idømmes straf efter bestemmelsen i retssikkerhedsloven, hvis personerne ikke kan idømmes en hårdere straf efter anden lovgivning for den samme forbrydelse.

Kommunerne har ikke pligt til at anmelde socialt bedrageri, men hvis der er mistanke herom, bør der ske politianmeldelse. Det er politiet, der vurderer, om der er grundlag for at rejse sigtelse efter retssikkerhedsloven eller straffeloven.

2.12.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I dag sker der kun politianmeldelse for et begrænset antal af de personer, der uberettiget har modtaget ydelser under ophold i udlandet. Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne derfor er enige om, at kommunerne skal forpligtes til at politianmelde borgere, der uberettiget og mod bedre vidende har modtaget forsørgelsesydelse under ophold i udlandet i mere end 14 dage. Det skal gælde uanset, hvor personen har opholdt sig, og uanset omstændighederne for opholdet.

Det fremgår endvidere af aftalen, at der skal fastlægges en fast beløbsgrænse for, hvornår kommunerne har pligt til at politianmelde borgere i sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om, at ydelserne er modtaget uberettiget og mod bedre vidende. Aftalepartierne har i september 2019 aftalt, at beløbsgrænsen skal være 30.000 kr. i perioden 2020-2022 og 21.500 kr. fra 2023. Kommunerne skal således forpligtes til at politianmelde borgere i de tilfælde, hvor kommunerne inden den 1. januar 2023 træffer afgørelse om tilbagebetaling af beløb på mere end 30.000 kr., og fra den 1. januar 2023 træffer afgørelse om tilbagebetaling på mere end 21.500 kr., hvor tilbagebetalingskravet beror på, at personen uberettiget og mod bedre vidende har modtaget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse.

Det foreslås, at kommunen skal indgive politianmeldelse, hvis kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling, fordi personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget følgende ydelser:

1) Ydelser efter kapitel 4, 6 a og 6 b i lov om aktiv socialpolitik, dvs. integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, hvis tilbagebetalingskravet er begrundet i et udlandsophold på mere end 14 sammenhængende kalenderdage.

2) Ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6 a-6 c eller 7, dvs. integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, og tilbagebetalingskravet udgør mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023.

Pligten til at politianmelde borgeren ved udlandsophold skal gælde, uanset omstændighederne for opholdet i udlandet. Det afgørende vil være, om personen uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ydelser efter kapitel 4, 6 a og 6 b i lov om aktiv socialpolitik under ophold i udlandet i mere end 14 sammenhængende kalenderdage.

Pligten til at politianmelde borgeren ved tilbagebetalingskrav på mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023 skal gælde, uanset om tilbagebetalingskravet vedrører ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 i lov om aktiv socialpolitik modtaget under udlandsophold eller skyldes uoplyst arbejde. Tilbagebetalingskravet vil kunne vedrøre flere perioder og vil kunne vedrøre både uoplyst arbejde og ophold i udlandet. Det afgørende for, om kommunen vil være forpligtet til at indgive politianmeldelse, vil være, om den konkrete afgørelse om tilbagebetaling indeholder et samlet tilbagebetalingskrav på mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023 vedrørende ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 i lov om aktiv socialpolitik, som er modtaget uberettiget og mod bedre vidende.

Hvis kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling vedrørende ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c eller 7 i lov om aktiv socialpolitik inden den 1. januar 2023, vil kommunen skulle indgive politianmeldelse, hvis det samlede tilbagebetalingskrav udgør mere 30.000 kr. Fra 1. januar 2023 vil kommune skulle indgive politianmeldelse allerede, hvis det samlede tilbagebetalingskrav udgør mere end 21.500 kr. Det er således tidspunktet for kommunens afgørelse om tilbagebetaling, der er afgørende for, om pligten til politianmeldelse indtræder ved et samlet tilbagebetalingskrav på 30.000 kr. eller 21.500 kr.

Kommunerne bør fortsat indgive politianmeldelse i andre situationer, hvis der er mistanke om socialt bedrageri. Hvis en kontanthjælpsmodtager eksempelvis gennem 4 måneder har undladt at oplyse om lønnet deltidsarbejde, og kommunen efterfølgende træffer afgørelse om tilbagebetaling af 20.000 kr., vil der efter en konkret vurdering, henset til den lange periode hvor kontanthjælpsmodtageren har undladt at oplyse om arbejde, kunne være grundlag for en politianmeldelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 65.

2.13. Modtagere af hjælp skal melde sig syge på den måde, som jobcenteret har anvist

2.13.1. Gældende ret

Det offentlige kan som udgangspunkt ikke bestemme, om man skal henvende sig pr. brev, mail, digitale løsninger, eller om man skal henvende sig personligt.

Der er et meget klart udgangspunkt om, at en person selv bestemmer, hvordan vedkommende vil komme i kontakt med det offentlige.

Men det er kun udgangspunktet. Der kan være særlige krav i lovgivningen. Det er altså ikke myndighederne, der selv kan bestemme, at der skal gælde særlige måder på henvendelse fra person til myndighed. Folketinget skal bestemme det ved lov, ellers er det personen, der bestemmer.

Der er dog blevet flere eksempler på, at det i lovgivningen bliver bestemt, at henvendelser skal ske på bestemte måder. Men det er stadig undtagelsen, når man ser samlet på det offentlige.

Af den gældende regel i § 40 a, stk. 3, om skærpet rådighedssanktion fremgår det, at hvis en person er syg eller har børnepasningsproblemer, skal personen meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet forud for det tidspunkt, som den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret, jf. § 40 a, stk. 2.

Efter de gældende regler i lov om aktiv socialpolitik fremgår det ikke i forhold til de øvrige sanktioner, at jobcenteret kan anvise den måde, hvorpå en person, der modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, skal meddele sygdom, hvis personen som følge heraf er forhindret i at møde i tilbud, til jobsamtaler m.v. Efter gældende regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal personer, der modtager hjælp, og som ikke kan stå til rådighed i en periode, melde sygdom til jobcenteret.

2.13.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Da der hersker usikkerhed om, hvordan en person, der modtager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, skal meddele sygdom foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i § 35, stk. 8, hvorefter en person, der er syg, når den pågældende skal møde i tilbud, møde til jobsamtale eller møde på jobcenteret m.v., skal meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet.

Hvis personen således ikke meddeler sygdom på den måde, som jobcenteret har angivet, vil personen kunne få en sanktion efter §§ 36-40 a.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.13. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15.

2.14. Ændring af rådighedstilsynet

2.14.1. Gældende ret

Efter den gældende regel i § 13 d i lov om aktiv socialpolitik fører Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tilsyn med kommunernes rådighedsadministration i sager om jobparate personer på integrationsydelse og kontanthjælp.

Rådighedstilsynet omfatter sager med negative hændelser, dvs. tilfælde, hvor ydelsesmodtageren ikke har bekræftet sin tilmelding som jobsøgende, er udeblevet fra et tilbud eller en jobsamtale, eller på anden måde har handlet i strid med rådighedsreglerne, så kommunen skal tage stilling til, om hjælpen skal reduceres og/eller ophøre efter reglerne i lovens §§ 36-41.

Tilsynet består i en stikprøvebaseret gennemgang af sager med negative hændelser, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering enten får tilsendt eller får udleveret ved tilsynsbesøg i kommunen. Tilsynssagerne udtrækkes på baggrund af kommunens indberetninger til det fælles datagrundlag af rådighedssanktioner til jobparate ydelsesmodtagere.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering gennemgår kommunens sagsmateriale for at vurdere, om kommunens afgørelser har været i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler i lov om aktiv socialpolitik. Tilsynet omfatter ikke en vurdering af, om kommunerne har overholdt de forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område m.v.

For hver rådighedssag, der er gennemgået i tilsynet, får kommunen en skriftlig tilbagemelding med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vurdering af, om kommunens afgørelse er korrekt eller behæftet med fejl, herunder om der fejlagtigt har været udbetalt integrationsydelse eller kontanthjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion. Styrelsen sender endvidere en afrapportering med det samlede resultat af tilsynet til kommunen, og afrapporteringen skal efter den gældende regel i § 13 d, stk. 5, behandles på et møde i kommunalbestyrelsen.

2.14.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det eksisterende kommunale rådighedstilsyn blev indført i 2004, hvor der i forhold til nutidens standarder var meget begrænsede muligheder for at benytte registeroplysninger i de kommunale og statslige it-systemer tilsynsmæssigt.

Med de senere års tekniske udvikling er tilsynet med manuel enkeltsagsgennemgang baseret på stikprøver dog efterhånden blevet utidssvarende, hvilket bl.a. blev påpeget i ”Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser” fra august 2016. I aftalen var der enighed mellem den daværende regering og arbejdsmarkedets parter om, at der er behov for et tilsyn, der omfatter alle jobparate ledige, og hvor der er bedre mulighed for at følge op på uhensigtsmæssig søgeadfærd eller sanktionspraksis på a-kasse- eller kommuneniveau.

Det fremgik af trepartsaftalen, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsyn med a-kassernes og kommunernes administration af rådighedsreglerne skal moderniseres, således at tilsynet skal ske ved hjælp af nøgletal på tværs af a-kasser og kommuner, som gør brug af registerdata baseret på de lediges registrering i jobloggen på Jobnet. Det blev endvidere aftalt, at det nuværende stikprøvebaserede rådighedstilsyn skal ophøre, men at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering dog skal bevare muligheden for i særlige tilfælde at kunne gennemføre stikprøvebaseret tilsyn.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har efterfølgende omlagt sit rådighedstilsyn på a-kasseområdet, så tilsynet i dag er baseret på en benchmarking af jobsøgningen blandt samtlige ledige a-kassemedlemmer. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har endvidere i samarbejde med KL udviklet en tilsvarende benchmarking af søgeadfærden for alle jobparate kontanthjælpsmodtagere på tværs af kommuner ved brug af 3 smiley-kategorier. Den offentligt tilgængelige måling giver mulighed for løbende at følge op på uhensigtsmæssig søgeadfærd samt at sammenligne jobsøgningen på tværs af kommuner.

Det er efter § 21 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Beskæftigelsesministeriets opgave at overvåge og analysere udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåge og følge op på beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene. Det fremgår endvidere af lovens § 42, nr. 4, at oplysningerne, som indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus, kan anvendes til statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1 b, og databeskyttelseslovens § 5, stk. 1, at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål.

På den baggrund vurderer Beskæftigelsesministeriet, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske opfølgning med benchmarking af søgeadfærden blandt ydelsesmodtagere i de enkelte kommuner vil kunne foretages inden for rammerne af den gældende lovgivning, hvorimod der ikke vil være hjemmel til, at styrelsen vil kunne anvende de indberettede oplysninger om enkeltpersoners søgeadfærd til at føre tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger.

Derfor foreslås det at gennemføre trepartsaftalens element om omlægning af det kommunale rådighedstilsyn. Dette vil blive gennemført ved en ændring af § 13 d i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter tilsynet vil skulle føres på grundlag af nøgletal om samtlige jobparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse og kontanthjælps registrering af jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet og kommunernes indberetninger af rådighedssanktioner. Benchmarkingens resultater vil blive anvendt i dialogen med de enkelte kommuner.

Det foreslås, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering som opfølgning på benchmarkingens resultater vil skulle indhente en udtalelse fra kommuner med mindre gode nøgletal eller med en andel af sanktioner, der afviger væsentligt fra landsgennemsnittet. Styrelsen vil herunder kunne anmode kommunen om at redegøre for, hvilke foranstaltninger kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.

I overensstemmelse med intentionen om, at det eksisterende manuelle stikprøvetilsyn skal ophøre, foreslås det, at reglerne herom i § 13 d ændres, således at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kun i særlige tilfælde vil skulle indhente sager til gennemsyn fra kommunerne til brug for tilsynet eller få udleveret sager til gennemsyn ved besøg i den enkelte kommune. Muligheden for kontrol af enkeltsager vil f.eks. kunne være relevant, hvis resultaterne af benchmarkingen og den opfølgende dialog med kommunen giver formodning om, at kommunens administration ikke er i overensstemmelse med rådigheds- og sanktionsreglerne.

Ved den særlige stikprøvekontrol af enkeltsager skal Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vurdere, om de gennemgåede afgørelser er i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp med den virkning, at udgiften ikke vil kunne anmeldes til statsrefusion. Kontrollen vil ikke være rettet mod de enkelte ydelsesmodtagere, men alene mod kommunernes administration af rådigheds- og sanktionsreglerne, og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tildeles ikke kompetence til at kunne ændre kommunernes afgørelser i kontrolsagerne. Dette er helt tilsvarende den hidtidige tilsynsordning.

Kontrollen af enkeltsager vil endvidere i lighed med den hidtidige ordning alene omfatte kommunernes rådighedsvurderinger og vil således ikke omfatte en vurdering af, om kommunerne har overholdt de forvaltningsprocessuelle regler i forvaltningsloven, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område m.v. I det omfang en konkret sag, der vil blive udtaget til stikprøvekontrol, har været, er eller kommer under behandling i Ankestyrelsen, vil sagen ikke blive behandlet i kontrollen.

Lige som det er tilfældet efter den gældende tilsynsordning vil styrelsen efter den foreslåede ordning ikke kunne anmode Ankestyrelsen om at tage bestemte afgørelser op til behandling. Sigtet med den særlige kontrol vil efter forslaget først og fremmest være fremadrettet, og resultaterne skal anvendes til at sikre, at der fremover rettes op på eventuelle fejl i administrationen.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

2.15. Generelle undersøgelser af praksis på Udbetaling Danmarks sagsområder

2.15.1. Gældende ret

Efter de gældende regler er der ikke hjemmel til, at Ankestyrelsen kan foretage generelle undersøgelser af praksis på Udbetaling Danmarks sagsområder. Ankestyrelsen har således efter de gældende regler ikke mulighed for at vurdere de sager, som Udbetaling Danmark behandler, som ikke bliver påklaget, eller hvor Udbetaling Danmark giver borgeren medhold i klagen, og afgørelsen derfor ikke bliver videresendt til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen er klageinstans for Udbetaling Danmarks afgørelser. Som led i tilsynet med Udbetaling Danmark udarbejder Ankestyrelsen én gang årligt en redegørelse til beskæftigelsesministeren om sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark på baggrund af de sager, der indbringes for Ankestyrelsen i løbet af året, jf. § 19, stk. 4, i lov om Udbetaling Danmark. Ankestyrelsens årlige redegørelse om sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark giver et billede af Udbetaling Danmarks sager, som bliver påklaget, og som efter Udbetaling Danmarks genvurdering bliver sendt videre til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen har på baggrund af de sager, som sendes til Ankestyrelsen i forbindelse med udarbejdelse af redegørelsen, set en række tendenser i Udbetaling Danmarks sagsbehandling, som kunne være relevante at få belyst nærmere ved en generel undersøgelse af Udbetaling Danmarks praksis. Det gælder også problemstillinger, som ikke har karakter af egentlige afgørelser, og som derfor ikke påklages af borgeren. Det kan f.eks. være manglende overholdelse af frister for genvurderingen af klagesager m.v.

Det er imidlertid efter gældende regler ikke muligt at undersøge udvalgte områder af praksis yderligere, og tilsynet kan derfor have svært ved at vurdere og få af- eller bekræftet, om der på et sagsområde er tale om systematiske fejl, som Udbetaling Danmarks bestyrelse bør gøres opmærksom på som led i beskæftigelsesministerens tilsyn.

2.15.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Af hensyn til borgernes retssikkerhed er det vigtigt, at der træffes korrekte afgørelser i første instans i Udbetaling Danmark. En vej til at opnå dette vil kunne være ved at skabe mulighed for, at beskæftigelsesministeren som led i sit tilsyn med Udbetaling Danmarks bestyrelse vil kunne anmode Ankestyrelsen om at foretage generelle undersøgelser af praksis på Udbetaling Danmarks sagsområder.

Det foreslås, at Ankestyrelsen skal kunne gennemføre generelle undersøgelser af praksis og sagsbehandling på Udbetaling Danmarks sagsområder. Forslaget vil i det væsentligste svare til hjemlen i lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der giver Ankestyrelsen adgang til at foretage undersøgelser af institutionen Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget betyder, at der vil ske en øget harmonisering af beskæftigelsesministerens tilsyn med Udbetaling Danmark og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

De faglige og ressourcemæssige rammer for den enkelte undersøgelse foreslås at blive fastlagt ved aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen, ligesom det er tilfældet for undersøgelser vedrørende Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Derudover foreslås det, at der bliver tilvejebragt hjemmel til, at Ankestyrelsen får mulighed for at indhente de sager og andre oplysninger fra Udbetaling Danmark, som er nødvendige for, at Ankestyrelsen vil kunne foretage undersøgelserne.

Forslaget vil udgøre et væsentligt led i tilsynet med Udbetaling Danmarks bestyrelse og vil medvirke til at sikre tilstrækkelig kvalitet og høj retssikkerhed for borgerne, idet beskæftigelsesministerens muligheder for at føre tilsyn med Udbetaling Danmarks bestyrelse vil blive forbedret.

2.16. Rådigheds- og sanktionsreglerne for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb

2.16.1. Gældende ret

Det fremgår af de gældende regler i § 69, stk. 4, og § 69 k, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at lovens § 13, stk. 7, om rimelige grunde til, at personer ikke skal opfylde rådighedsforpligtelsen, og lovens § 13, stk. 8, om at kommunen skal foretage en vurdering af, om der foreligger andre forhold, der kan begrunde, at personen ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, også finder anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb.

For modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb fremgår det af den gældende regel i § 69 a, stk. 3, og § 69 l, stk. 3, at reglerne om fradrag i, nedsættelse eller ophør af kontanthjælp m.v. i lovens § 35, stk. 2, 3 og 7, finder tilsvarende anvendelse for personens undladelse af at opfylde sine pligter efter lovens § 69 og § 69 k. Det fremgår af de gældende regler i lovens § 69 b, stk. 2, og § 69 m, stk. 2, at reglerne om fradrag i kontanthjælp m.v. i lovens § 36, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Ifølge den gældende regel i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik sker fradrag, nedsættelse eller ophør med virkning fra og med den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af ydelsen uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter. Fradrag og nedsættelser i ressourceforløbsydelsen skal ske inden for 3 kalendermåneder efter hændelsestidspunktet.

Opgørelsen af omfanget af udeblivelser fra tilbud kan efter den gældende regel i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøringen foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Fradrag i ydelsen for udeblivelser fra samtaler, tilbud, rådighedsvurdering m.v. sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet, jf. den gældende regel i § 35, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige ressourceforløbsydelse og beregnes på grundlag af en 5-dages-uge. Ydelsen pr. måned x 12/260, dvs. ydelsen pr. år divideret med det gennemsnitlige antal arbejdsdage pr. år.

Fradraget sker pr. dag med udeblivelse uanset omfanget af udeblivelsen. Hvis den månedlige ydelse er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel.

Beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter § 35, stk. 3, jf. den gældende regel i § 35, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik.

De gældende regler i § 36, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for fradrag i ressourceforløbsydelse under ressourceforløb. Det medfører, at der foretages fradrag i ydelsen for den eller de dage, hvor personen helt eller delvis er udeblevet uden rimelig grund. Hvis personen f.eks. er udeblevet uden rimelig grund fra et tilbud i sammenlagt 6 dage, foretager kommunen et fradrag på 6 gange dagsatsen i ydelsen.

Eksempel 1

En person, der har et tilbud på 20 timer fordelt på 4 dage af 5 timer, udebliver uden rimelig grund en dag. Personen får et fradrag i ydelsen for en hel dag (dagssats).

Eksempel 2

En person, der har et tilbud på 35 timer fordelt på 5 dage af 7 timer, udebliver uden rimelig grund 1 time 3 gange på en uge. Personen får et fradrag i hjælpen for tre hele dage.

Det fremgår af de gældende regler i lovens § 69 f, stk. 1-3, og § 69 q, stk. 1-3, at reglerne om nedsættelse af kontanthjælp m.v. som følge af uberettiget modtagelse af hjælp i lovens § 42, stk. 1-3 og 5-8, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb efter lovens § 68, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 4 og 5 og § 69 j, stk. 2, nr. 1 og 2. Reglerne om tilbagebetaling af kontanthjælp m.v. som følge af uberettiget modtagelse af hjælp i lovens § 43, stk. 1 og 2 og 4-6, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse efter lovens § 68, stk. 2, nr. 3 og 4 og § 69 j, stk. 2, nr. 3 og 4. Hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager oplysninger om, at en person kan være omfattet af lovens § 42, stk. 1-3 og 5-8, eller lovens § 43, kan styrelsen indhente en redegørelse fra kommunen om, hvorvidt kommunen har taget stilling til muligheden for en sanktion efter disse bestemmelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1.1.

2.16.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår ikke af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og i jobafklaringsforløb skal omfattes af de aftalte ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp. Dette er ikke hensigtsmæssigt, idet der henvises til de gældende regler i § 13, stk. 7 og 8, om rimelige grunde, § 35, stk. 2, 3 og 7, om opgørelse af udeblivelse fra tilbud og beregning af dagsatsen på periodesanktioner, § 36, stk. 2 og 3, vedrørende størrelsen på sanktioner samt §§ 42 og 43 vedrørende sanktioner for uberettiget og mod bedre vidende at have modtaget hjælp under ophold i udlandet eller uoplyst arbejde.

Det foreslås, at reglen med en udtømmende opremsning af rimelige grunde også afskaffes for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, og at kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud m.v. skal tage højde for, om personen har en rimelig grund til ikke at tage imod tilbuddet, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Selv om den udtømmende liste afskaffes, vil kommunen fortsat ved afgivelsen af tilbud og udeblivelser m.v. skulle tage højde for de 10 rimelige grunde, men andre forhold vil også kunne udgøre en rimelig grund f.eks. dødsfald hos nærtstående. Der vil dermed ikke længere være tale om en udtømmende liste af rimelige grunde ved udeblivelse fra tilbud m.v., men kommunen skal ud over de eksisterende opregnede rimelige grunde kunne lægge andre forhold til grund, f.eks. begravelse af nærtstående m.v.

Det foreslås, at personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, fortsat skal være omfattet af de nugældende sanktionsbestemmelser for disse målgrupper. Det foreslås derfor, at bestemmelserne om sanktionering af modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb bliver nyaffattet i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til de bestemmelser, der omfatter modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer i sanktionsreglerne for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, og den gældende retsstilling for personerne vil blive bibeholdt.

Der henvises til bemærkningerne til afsnit 2.3. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 39-46.

2.17. Rådighedsregler for modtagere af ledighedsydelse

2.17.1. Gældende ret

Det fremgår af de gældende regler i § 75, stk. 3 og 4, § 77, stk. 1, og § 77 a, stk. 1-4, at reglerne i lovens § 13, stk. 7, om rimelige grunde til, at personen ikke skal opfylde rådighedsforpligtelsen, og lovens § 13, stk. 8, om, at kommunen har pligt til at vurdere, om der er andre forhold, der kan begrunde, at personen ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ledighedsydelse.

2.17.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår ikke af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at modtagere af ledighedsydelse skal omfattes af de aftalte ændringer i rådighedsreglerne for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Dette er ikke hensigtsmæssigt, da der i reglerne om sanktioner for ledighedsydelsesmodtagere henvises til reglerne i lovens § 13, stk. 7 og 8. Det foreslås derfor, at ledighedsydelsesmodtagere bliver omfattet af forslagene til de ændrede regler om rimelige grunde i § 13, stk. 7, 8 og 15.

Det foreslås, at reglen med en udtømmende opremsning af rimelige grunde afskaffes for modtagere af ledighedsydelse, og at kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud m.v. skal tage højde for, om personen har en rimelig grund til ikke at tage imod tilbuddet. Selv om den udtømmende liste afskaffes, vil kommunen fortsat ved afgivelsen af tilbud og ved udeblivelser m.v. skulle iagttage de 10 rimelige grunde, men andre forhold vil også kunne udgøre en rimelig grund f.eks. dødsfald hos nærtstående. Der vil dermed ikke længere være tale om en udtømmende liste af rimelige grunde i forhold til udeblivelse fra tilbud m.v., idet kommunen vil kunne lægge andre forhold til grund, f.eks. begravelse af nærtstående m.v.

Forslaget betyder, at der skabes parallelitet til de tilsvarende regler om rimelige grunde, der forslås for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Det foreslås således, at reglen med en udtømmende opremsning af rimelige grunde for modtagere af ledighedsydelse afskaffes, og at kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud m.v. skal tage højde for, om personen har en rimelig grund til ikke at tage imod tilbuddet. Selv om den udtømmende liste afskaffes, vil kommunen fortsat ved afgivelsen af tilbud og udeblivelser m.v. skulle iagttage de 10 rimelige grunde, men andre forhold vil også kunne udgøre en rimelig grund f.eks. dødsfald hos nærtstående. Der vil dermed ikke længere være tale om en udtømmende liste af rimelige grunde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til afsnit 2.3. og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5, 6, 7, 38, 49 og 55.

2.18. Stop for social eksport via reglen om flyttehjælp

2.18.1. Gældende ret

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at yde hjælp til en person. Retssikkerhedslovens hovedregel er, at det er opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp, jf. den gældende regel i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. Det er således opholdskommunen, der er handlekommune. Opholdskommunen er den kommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 2.

Det følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 227 af 11. marts 2019 om retssikkerhed og administration på det sociale område, at reglerne i retssikkerhedsloven gælder, når kommunerne behandler og afgør sager efter lov om aktiv socialpolitik, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 5. Det er således den kommune, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig, der har pligten til at sørge for, at den enkelte eller familien får hjælp efter kapitel 10 i lov om aktiv socialpolitik.

Der kan ydes hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik. For den persongruppe, der er omfattet af integrationsloven, ydes der hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 35 i integrationsloven i de første 5 år efter, at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændingen, jf. § 34 i integrationsloven.

Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter kan ydes efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik, såfremt personen har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.

Hvad der normalt forstås ved rimeligt begrundede enkeltudgifter vil afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Kommunen skal endvidere vurdere, hvorvidt ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed), ansøgerens egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden (forebyggende sigte), og hvorvidt udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses (uforudsigelighed).

Kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage kontanthjælp m.v. efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik. Da hjælpen skal have et forebyggende sigte, er det en forudsætning, at ansøgeren ikke vil have brug for hjælp måned efter måned. Det bemærkes i den forbindelse, at der undtagelsesvis kan ydes hjælp til løbende udgifter, hvis der kun er behov for hjælpen i en kort afgrænset periode.

Bestemmelsen i § 35 i integrationsloven om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter svarer til § 81 i lov om aktiv socialpolitik, idet det dog ikke er en betingelse for at få hjælp efter § 35 i integrationsloven, at udlændingen har været ude for ændringer i sine forhold. Der kan ydes hjælp til alle udlændinge, der er omfattet af loven, og det er således uden betydning, om udlændingen er berettiget til integrationsydelse.

Efter begge bestemmelser skal der foretages en konkret og individuel vurdering af, om den ansøgte enkeltudgift er forudsigelig. Vurderingen skal ske på baggrund af det konkrete informationsniveau, ansøgeren havde adgang til samt ansøgerens konkrete forudsætninger for at forudse udgiften.

Det behøver ikke nødvendigvis at være udgiftsbehovet, som ikke har kunnet forudses. Der kan også være tale om likviditetsmæssige problemer, som bevirker, at der er behov for hjælp til enkeltudgifter, som under normale forhold kan afholdes inden for den løbende indtægt.

Kommunen kan efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Efter de gældende regler i § 85 i lov om aktiv socialpolitik, kan opholdskommunen yde hjælp til en flytning, som forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det gælder også en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til ansøgerens eller familiens økonomiske formåen, til en bolig med lavere boligudgift.

Efter § 39 i integrationsloven kan kommunalbestyrelsen yde hjælp til flytning, som forbedrer bolig- eller erhvervsforhold for en udlænding eller dennes familie. Bestemmelsens stk. 1 og 4 svarer til § 85 i lov om aktiv socialpolitik.

For begge bestemmelser gælder det, at det er en betingelse for at modtage flyttehjælp, at hverken ansøgeren eller ægtefællen har økonomisk mulighed for at betale udgifterne, herunder at hverken ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, som kan dække behovet. Det er derimod ikke en betingelse, at ansøgeren har været ude for en social begivenhed, og ansøger skal således ikke opfylde betingelserne for ret til kontanthjælp m.v. i § 11 i lov om aktiv socialpolitik for at være berettiget til hjælp efter samme lovs § 85, stk. 1.

Bestemmelsen forudsætter, at der er tale om en bolig- eller erhvervsmæssig forbedring. I de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig- og erhvervsmæssige forhold, kan der ydes hjælp efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen er omfattet af personkredsen for § 81.

Kommunen kan f.eks. yde hjælp til udgifter til depositum/indskud, transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien.

Det er ikke enhver forbedring af boligforholdene, som er en boligmæssig forbedring i lovens forstand. Det må tillige kræves, at dispositionen er rimelig set i forhold til ansøgerens samlede situation, herunder den pågældendes mulighed for selv at afholde den fremtidige husleje. For at dispositionen er rimelig, må det kræves, at den ansøgte bolig er passende i forhold til ansøgers behov. Det er en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om en passende bolig.

Såfremt en person flytter mellem to kommuner, er det således fraflytningskommunen, der afgør, om personen opfylder betingelserne for økonomisk hjælp i forbindelse med flytning, herunder om flytningen vil forbedre ansøgerens bolig- eller erhvervsforhold. At det er fraflytningskommunen, der træffer afgørelse efter flyttebestemmelsen og yder flyttehjælp, er i modsætning til § 85 i lov om aktiv socialpolitik præciseret i gældende § 39, stk. 2, i integrationsloven.

Endvidere fremgår det af den gældende regel i § 39 i integrationsloven, at kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til flytning for at forbedre bolig- eller erhvervsforhold, herunder en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til udlændingens eller dennes families økonomiske formåen, til en bolig med en lavere boligafgift for en udlænding og dennes familie. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken den pågældende eller dennes ægtefælle har økonomiske muligheder for at betale udgiften.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den gældende regel i § 85 i lov om aktiv socialpolitik. Dog er det i integrationslovens § 39, stk. 2, præciseret, at hjælpen ydes af den kommune, ansøgeren fraflytter.

Det fremgår af den gældende regel i integrationslovens § 39, stk. 3, at flytter udlændingen til en anden kommune, kan flyttehjælp kun ydes, såfremt kommunalbestyrelsen i denne kommune har godkendt at overtage ansvaret for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet.

Det fremgår af den gældende regel i integrationslovens § 39, stk. 4, at hvis flytningen sker til udlandet, kan flyttehjælpen kun ydes, såfremt den pågældende udlænding er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller er sikret varige arbejdsmuligheder i landet. Bestemmelsen svarer til § 85, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

I forhold til den beskæftigelsesrettede indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gælder, at når en person flytter til en anden kommune, videregiver Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplysninger til tilflytningskommunen om personens aktuelle »Min Plan«. Det kan være jobplan, uddannelsespålæg, rehabiliteringsplanens indsatsdel, igangværende og aftalte fremtidige beskæftigelsesforanstaltninger m.v.

Tilflytningskommune skal herefter sammen med personen vurdere, om »Min Plan« skal revideres. Hvis personen har en helhedsorienteret plan, jf. § 30 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal tilflytningskommunen sammen med personen vurdere, om planens beskæftigelsesrettede indsats skal revideres.

Hvis personen har en aftale med et jobcenter om et konkret tilbud, bevarer personen så vidt muligt retten til tilbuddet, selv om personen flytter til en anden kommune.

Hvis personen gennemfører et konkret tilbud, der er aftalt med jobcenteret i fraflytningskommunen, skal udgifterne hertil afholdes af jobcenteret i den nye kommune.

2.18.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at det fremadrettet skal være den kommune, som ansøgeren eller familien flytter til, der skal træffe afgørelse om hjælp til dækning af udgifter ved flytning efter lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven, så fraflytningskommunen ikke har mulighed for at tilskynde personer på overførselsindkomst til at flytte til en anden kommune. Således skal det fremadrettet være den kommune, der vil blive ansøgerens opholdskommune efter flytningen, der skal træffe sådanne afgørelser.

Det foreslås, at § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ændres således, at det bliver den kommune, hvori boligen ligger, der vil have pligt til at træffe afgørelse om flyttehjælp, hvis en person ansøger om hjælp til flytning efter lov om aktiv socialpolitik. Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en undtagelse til hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, idet det med forslaget vil være den kommune, hvor boligen ligger, der får pligt til at træffe afgørelse om hjælp til flytning efter lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås endvidere, at hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning ikke længere skal ydes efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik eller § 35 i integrationsloven for så vidt angår personer, der er omfattet af integrationsloven. I stedet foreslås det, at enkeltudgifter i forbindelse med flytning i stedet fremover vil skulle ydes efter § 85 i lov om aktiv socialpolitik eller § 39, stk. 2, i integrationsloven for så vidt angår personer, der er omfattet af integrationsloven. Forslaget indebærer, at hjælp i forbindelse med flytningen, uanset om der søges på baggrund af en bolig- eller erhvervsmæssig forbedring eller (for så vidt angår hjælp efter lov om aktiv socialpolitik) en social begivenhed, udbetales af den kommune, hvori boligen, ansøgeren flytter til, ligger. Dette skal sikre, at det er tilflytningskommunen, der vurderer, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne i loven for at få hjælp til udgifter i forbindelse med flytning, herunder om flytningen forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold.

Med det formål at sikre fortsat overensstemmelse mellem integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik for så vidt angår bestemmelserne om hjælp til flytning foreslås et nyt stk. 2 i § 39 i integrationsloven således, at bestemmelsen i det væsentlige spejler den foreslåede § 85, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik. Endvidere foreslås det at ændre integrationslovens nuværende § 39, stk. 2, således at flyttehjælpen til udlændinge også skal ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, som ansøgeren flytter til.

Tilflytningskommunen skal i medfør af integrationslovens § 39, stk. 3, fortsat godkende at overtage ansvaret for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, men skal efter forslaget yderligere afholde udgifterne til flytningen.

For så vidt angår flytning til udlandet, jf. nuværende § 39, stk. 4, i integrationsloven vil adgangen for fraflytterkommunen til at yde hjælp til flytning blive bibeholdt. Det vil fortsat være en betingelse, at den pågældende udlænding er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller er sikret varige arbejdsmuligheder i landet.

Forslagene ændrer ikke ved ansvarsfordelingen i forhold til den beskæftigelsesrettede indsats som beskrevet i afsnit 2.18.1. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 61, 63 og 64, og § 5, nr. 1-6.

2.19. Fokusrevisioner

2.19.1. Gældende ret

Efter § 85 i lov om administration og retssikkerhed på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 16. august 2019, fastsætter beskæftigelsesministeren efter forhandling med social- og indenrigsministeren nærmere regler om anvisning af statsrefusion og statstilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Tilsvarende bemyndigelse for beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision efter forhandling med ressortministeren findes i § 47 i lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), § 13, stk. 3, i repatrieringsloven, § 64, stk. 1, og § 75 i lov om almene boliger m.v., § 33 i lov om boliger for ældre og personer med handicap, § 19, stk. 4, i lov om friplejeboliger, og § 10, stk. 10, i lov om integrationsgrunduddannelse (igu).

De nævnte bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler vedrørende ordninger med refusion eller tilskud fra staten til kommuner er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1591 af 15. december 2017 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Transport-, Bygnings- og Boligministeriets ressortområder (regnskabsbekendtgørelsen).

Regnskabsbekendtgørelsen anvendes for udbetaling af refusion og tilskud til kommuner og regioner, regnskabsaflæggelse i kommuner og regioner samt revision af kommuners og regioners regnskaber for udgifter omfattet af ordninger om refusion eller tilskud fra staten, herunder Beskæftigelsesministeriets ordninger efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om seniorjob, lov om kontantydelse, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Revisionen af kommunernes regnskaber vedrørende de områder, der er omfattet af regnskabsbekendtgørelsen, udføres af den revision, som kommunalbestyrelsen har antaget til at revidere kommunens regnskaber i henhold til lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019. Revisionen udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, som er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., og regnskabsbekendtgørelsen indeholder desuden nærmere regler om revisionens udførelse.

Det er som hovedregel overladt til den enkelte kommunes revisor at planlægge og gennemføre revisionen ud fra revisors faglige vurdering af kommunens systemer, forretningsgange, kontrolmiljø m.v., og ud fra revisors faglige vurdering af væsentlighed og risiko for ydelser og tilskud omfattet af bekendtgørelsen. Dog kan ressortministeriet på baggrund af ministeriets analyser og vurderinger forlange, at revisor foretager revision på et eller flere sagsområder udmeldt af ministeriet (temarevision), jf. bekendtgørelsens § 66, stk. 7. De udmeldte sagsområder indgår i revisors planlægning af den samlede årlige revision af sagsområder omfattet af bekendtgørelsen.

Desuden kan Beskæftigelsesministeriet efter regnskabsbekendtgørelsens § 78 iværksætte særlige fokusrevisioner af sagsområder på ministeriets områder og fastsætte retningslinjer herfor. Retningslinjerne kan angive følgende:

1) Typer af sager, der skal revideres.

2) Revisionsmetoden, som skal anvendes, for eksempel systemrevision, substansrevision, forvaltningsrevision m.v.

3) Kriterierne for udvælgelsen af de relevante stikprøver på områderne samt stikprøvernes størrelse.

4) Rapporteringsgrundlaget for fokusrevision, herunder afrapporteringens indhold, afrapporteringens form, detaljeringsniveau og skematik.

I modsætning til temarevision gennemføres fokusrevision uafhængigt af den sædvanlige, årlige revision af de kommunale regnskaber. Beskæftigelsesministeriet afholder udgifterne til fokusrevision.

Fokusrevision giver Beskæftigelsesministeriet mulighed for at målrette revisionen og fastlægge revisionsopgaven ud fra, hvad der i det enkelte tilfælde vurderes mest hensigtsmæssigt for at opnå den ønskede afklaring og få belyst de relevante problemstillinger på det pågældende sagsområde. Ministeriet er også frit stillet med hensyn til, hvor mange og hvilke kommuner, der skal omfattes af en fokusrevision.

Som led i forenklingen af den økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen er der ved lov nr. 1527 af 18. december 2018 om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. gennemført regler om afskaffelse af statslig refusion af driftsudgifter ved aktivering m.v. og udgifter til mentorstøtte til modtagere af kontant- og uddannelseshjælp, integrationsydelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet, og ledighedsydelse samt revalidender pr. 1. januar 2019. For dagpenge- og sygedagpengemodtagere er refusion afskaffet pr. 1. juli 2019.

Samtidig med afskaffelsen af refusion er driftsudgifter ved aktivering m.v. og udgifter til mentorstøtte, bortset fra udgifter til mentorstøtte til dagpengemodtagere, blevet omfattet af reglerne om den kommunale budgetgaranti i § 14 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Regelændringerne om budgetgaranti i stedet for statsrefusion indebærer, at Beskæftigelsesministeriet ikke længere har mulighed for at iværksætte fokusrevision af alle ordninger på ministeriets ressort, idet der ikke foreligger lovhjemmel til at gennemføre fokusrevision af ordninger, der er omfattet af budgetgaranti.

2.19.2 Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at der skal etableres en udvidet og systematisk adgang til at gennemføre fokusrevisioner på udvalgte indsatsområder, som Beskæftigelsesministeriet udvælger på baggrund af en nærmere vurdering af ordningernes risiko, væsentlighed og kompleksitet. I aftalen fremhæves det, at fokusrevisioner vil styrke kommunernes mulighed for hurtigere at kunne følge op på fejladministration, så det sikres, at beskæftigelseslovgivningen, herunder velfærdsydelser, administreres i overensstemmelse med de politiske intentioner, og kun udbetales til de personer, der har ret til dem.

Efter Beskæftigelsesministeriets vurdering er det ikke i tråd med intentionen om udvidet adgang til at gennemføre fokusrevisioner, at der kun kan gennemføres fokusrevisioner på områder med statsrefusion eller -tilskud og ikke på områder med budgetgaranti. Fokusrevision bør kunne anvendes som redskab til at få nødvendig viden om kommunernes administration af beskæftigelsesrettede ordninger, uanset om ordningerne er omfattet af statsrefusion eller budgetgaranti.

De gældende regler om fokusrevision i regnskabsbekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 85 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som alene tager sigte på ordninger med statsrefusion og statstilskud. Lovens § 85 kan dermed ikke antages at indeholde tilstrækkelig hjemmel til at udvide anvendelsesområdet for regnskabsbekendtgørelsens regler om fokusrevision med ordninger under den kommunale budgetgaranti. Det vil være nødvendigt at ændre lovgivningen for at skabe hjemmel til at gennemføre fokusrevision på alle Beskæftigelsesministeriets områder.

Da fokusrevision alene anvendes på Beskæftigelsesministeriets områder og gennemføres uafhængigt af den løbende, årlige revision af kommunernes regnskaber, findes det mest hensigtsmæssigt, at reglerne om fokusrevision kommer til at fremgå direkte af lovgivningen på Beskæftigelsesministeriets område, frem for som særregler i ministeriernes fælles regnskabsbekendtgørelse. Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse om fokusrevision som § 22 g i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., der indholdsmæssigt svarer til regnskabsbekendtgørelsens § 78. Regnskabsbekendtgørelsens § 78 kan derfor ophæves.

2.20. Benchmarking og monitorering af kommunernes og Udbetaling Danmarks registerbaserede kontrolresultater i Den Fælles Dataenhed

2.20.1 Gældende ret

Der findes ikke regler eller bemyndigelsesbestemmelser i lov om Udbetaling Danmark om sammenligning og monitorering af kommunernes kontrolresultater som følge af brugen af registersamkøringer fra Den Fælles Dataenhed i Udbetaling Danmark.

2.20.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det fremgår af "Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger", at aftalepartierne er enige om at etablere en model til benchmarking og monitorering af kommunernes brug af dataenhedens leverancer og kontrolresultater, der løbende vil blive udstillet for kommunerne.

Initiativet skal optimere kommunernes kontrolindsats med sociale ydelser ved at understøtte øget kommunal videndeling, læring og ledelsesfokus på baggrund af Udbetaling Danmarks registerbaserede udsøgning af risikosager, hvor der er en formodning om snyd med overførselsindkomster. Initiativet bygger videre på økonomiaftalen for 2019 mellem regeringen og KL.

Der foreslås på den baggrund fastsat en bemyndigelsesbestemmelse, der vil give mulighed for at fastsætte nærmere regler om dette, herunder om offentliggørelse af kommunernes kontrolresultater og brug af Den Fælles Dataenheds leverancer. Det foreslås, at Udbetaling Danmarks kontrolresultater også vil kunne offentliggøres. Derudover foreslås det, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal drive og udvikle benchmarking- og monitoreringsværktøjet.

2.21. Statslig refusion af efterlevelseshjælp

2.21.1. Gældende ret

Efter den gældende regel § 85 a i kapitel 10 a i lov om aktiv socialpolitik kan Udbetaling Danmark efter ansøgning yde efterlevelseshjælp i henhold til betingelserne i § 85 a, stk. 2-8, til personer, hvis ægtefælle eller samlever er afgået ved døden.

Efter § 106, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik afholder staten og kommunen hver 50 pct. af udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.

§ 106, 3. pkt., og § 106, 4. pkt., i loven indeholder regler om refusion af udgifter til særlig støtte til deltagerbetaling efter § 34 a og § 34 b. § 34 a og § 34 b blev ophævet 1. januar 2017.

2.21.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der er relativt få sager med udbetaling af efterlevelseshjælp, hvilket betyder et uforholdsmæssigt stort kontoapparat med tilhørende afstemning og rutiner. Der ydes efterlevelseshjælp til ca. 500 personer årligt.

Det vurderes at være hensigtsmæssigt at afskaffe den kommunale medfinansiering, idet der er tale om en lille ydelsesgruppe, hvor Udbetaling Danmark modtager relativt få ansøgninger årligt, hvilket ikke står mål med de udgifter, der er til at understøtte administrationen af den delte finansiering. En afskaffelse af den kommunale medfinansiering vil lette Udbetaling Danmarks administration af finansieringen og desuden medføre en økonomisk besparelse for Udbetaling Danmark på ca. 2 mio. kr. i engangsudgifter til it-tilpasning.

Det foreslås derfor, at udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a i lov om aktiv socialpolitik fremover finansieres 100 pct. af staten. Det foreslås videre, at § 106, 3. og 4. pkt., om refusion af udgifter til § 34 a og § 34 b ophæves, da § 34 a og § 34 b er blevet ophævet.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 66.

2.22. Konsekvensændringer i love, der henviser til integrationsydelse

2.22.1. Gældende ret

Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev det vedtaget, at integrationsydelse pr. 1. januar 2020 ændrer navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. For udlændinge, der er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, benævnes ydelsen fremover selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. For øvrige personer ændres ydelsens navn til overgangsydelse.

Ved lov nr. 551 af 7. maj 2019 blev navneændringen som vedtaget ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 konsekvensændret i lov om aktiv socialpolitik. Konsekvensændringerne træder i kraft den 1. januar 2020. Benævnelsen integrationsydelse anvendes imidlertid fortsat enkelte steder i en række love:

2.22.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Navneændringen blev ikke samtidig konsekvensrettet i øvrig lovgivning. Der foreslås derfor en række konsekvensændringer i forskellige love som følge af den ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 gennemførte navneændringen fra integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Konsekvensændringerne foreslås i følgende love:

– Lov om aktiv socialpolitik

– Lov om Udbetaling Danmark

– Lov om social pension

– Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

– Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

– Barselsloven

– Lov om sygedagpenge

– Lov om fleksydelse

– Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne

– Lov om kompensation til handicappede i erhverv

– Lov om frikommunenetværk

– Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner

De foreslåede ændringer af integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019, og der er således med ændringerne ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev der bl.a. indsat et nyt kapitel 5, 5a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Kapitlerne omhandler ansættelse med løntilskud.

Af lovtekniske årsager foreslås det, at kapitel 5, 5 a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., som indsat ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, ophæves, og at kapitlerne genindsættes med den ene ændring, at "integrationsydelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats" i § 15 c, stk. 3, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., ændres til "overgangsydelse". Den foreslåede ændring er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019, og der er således med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, § 3, nr. 2 og 3 og §§ 7-16.

2.23. Forholdet til Databeskyttelsesforordningen

2.23.1. Gældende ret

Den 25. maj 2018 trådte Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov om supplerende bestemmelser til forordningen om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven) i kraft.

I forbindelse med indførelsen af databeskyttelsesforordningen samt databeskyttelsesloven blev det vurderet, at reglerne i lov om aktiv socialpolitik om indhentning, registrering og videregivelse af oplysninger lå inden for rammerne af forordningens artikel 6, stk. 1, litra a, c og e samt artikel 9, stk. 2, litra a, f og g. Lov om aktiv social politik forudsætter endvidere, at der behandles personoplysninger for at intentionerne bag loven i praksis kan gennemføres, uden at loven i sig selv regulerer behandling af personoplysninger.

Databeskyttelsesforordningen finder efter forordningens artikel 2, stk. 1, anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Ved behandling forstås enhver aktivitet eller række af aktiviteter – med eller uden brug af automatisk behandling – som personoplysninger eller en samling af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller tilintetgørelse, jf. artikel 4, nr. 2.

De grundlæggende principper for behandling af personoplysninger fremgår af forordningens artikel 5, stk. 1, og gælder for alle behandlinger af personoplysninger omfattet af forordningen. Bestemmelsen fastsætter bl.a., at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«), at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (»formålsbegrænsning«), og at personoplysninger behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende personoplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab, tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstaltninger (»integritet og fortrolighed«).

Behandlingsgrundlaget for almindelige personoplysninger fremgår af forordningens artikel 6. Der kan blandt andet ske behandling af almindelige oplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Efter databeskyttelseslovens § 6, stk. 1, må behandling af personoplysninger finde sted, hvis mindst en af betingelserne i forordningens artikel 6, stk. 1, litra a-f, er opfyldt. En behandling vil eksempelvis være lovlig efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra a, hvis den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål. En behandling vil endvidere eksempelvis være lovlig, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse, jf. forordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

For så vidt angår personnumre er det fastsat i forordningens artikel 87, at medlemsstaterne nærmere kan fastsætte de specifikke betingelser for behandling af et nationalt identifikationsnummer. Efter databeskyttelseslovens § 11 kan offentlige myndigheder behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.

Forordningens artikel 13 og 14 indeholder regler om oplysningspligt for den dataansvarlige.

Det fremgår af forordningens artikel 13, stk. 1, at den dataansvarlige, ved indsamling af personoplysninger hos den registrerede, på tidspunktet for denne indsamling skal give den registrerede de oplysninger, der følger af bestemmelsens litra a–f. Den registrerede skal bl.a. have besked om, hvem der er dataansvarlig, om formålet med behandlingen, om eventuelle modtagere af oplysningerne m.v. Oplistningen i bestemmelsen er udtømmende. Derudover følger det af artikel 13, stk. 2, at den dataansvarlige skal give den registrerede en række yderligere oplysninger for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling, herunder oplysning om indsigtsret og klageret m.v.

Artikel 14 indeholder en tilsvarende oplysningspligt, hvis personoplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede. Artikel 14, stk. 1 og 2, er i hovedparten identisk med, hvad der følger af artikel 13, stk. 1 og 2, men indeholder derudover krav om, at der skal gives oplysning om de berørte kategorier af personoplysninger, jf. artikel 14, stk. 1, og hvilken kilde personoplysningerne hidrører fra, jf. artikel 14, stk. 2.

Opdelingen i forordningen med en stk. 1, med oplysninger, der altid skal meddeles den registrerede, og en stk. 2, med oplysninger, der er nødvendige for at sikre en rimelig og gennemsigtig behandling, betyder, at den dataansvarlige i medfør af artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 2, skal foretage en konkret vurdering af, om der skal gives den registrerede yderligere oplysninger, end hvad der allerede kræves af henholdsvis artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1.

Det følger af forordningens artikel 13, stk. 3, og artikel 14, stk. 4, om oplysningspligt, at hvis den dataansvarlige agter at viderebehandle personoplysningerne til et andet formål end det, hvortil de er indsamlet, giver den dataansvarlige, forud for denne viderebehandling, den registrerede oplysninger om dette andet formål og andre relevante yderligere oplysninger, jf. henholdsvis artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 2.

Efter artikel 14, stk. 5, litra c, finder artikel 14, stk. 1-4, ikke anvendelse, hvis en indsamling eller videregivelse er udtrykkelig fastsat i EU-ret eller medlemsstaternes nationale ret, som den dataansvarlige er underlagt, og som fastsætter passende foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes legitime interesser.

Den generelle sletteret følger af artikel 5, stk. 1, litra e, hvorefter personoplysninger skal opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles (dataminimering). Det fremgår af præambelbetragtning nr. 39, at for at sikre, at personoplysninger ikke opbevares i længere tid end nødvendigt, bør den dataansvarlige indføre tidsfrister for sletning eller periodisk gennemgang.

2.23.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I forbindelse med indførelsen af databeskyttelsesforordningen samt databeskyttelsesloven blev det vurderet, at reglerne i lov om aktiv socialpolitik om indhentning, registrering og videregivelse af oplysninger lå inden for rammerne af forordningens artikel 6, stk. 1, litra a, c og e samt artikel 9, stk. 2, litra a, f og g. Lov om aktiv social politik forudsætter endvidere, at der behandles personoplysninger for, at intentionerne bag loven i praksis kan gennemføres, uden at loven i sig selv regulerer behandling af personoplysninger.

Efter de gældende regler skal jobparate og åbenlyst uddannelsesparate modtagere af hjælp registrere deres jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet og kommunerne anvender disse data i forbindelse med vurdering af, om ydelsesmodtager har været aktivt jobsøgende. Disse regler vil blive videreført med forslaget til § 1, nr. 8-10 og 21.

Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kravet om personlig kontakt også kunne opfyldes ved, at kommunen via kontakt til f.eks. en mentor, eller et tilbudssted etablerer kontakt til personen med henblik på at fremskaffe oplysninger, der vil kunne danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sanktion i det konkrete tilfælde.

Oplysningerne fra personen skal indgå i kommunernes vurdering af, om personen har en rimelig grund til ikke at have opfyldt sin rådighedsforpligtelse. Det kan f.eks. være på grund af sygdom eller misbrug.

Adgangen til oplysningerne vil kunne ske til brug i en aktuel sag, hvor jobcentre og ydelseskontorer har behov for at indhente oplysninger om en persons jobsøgningsaktiviteter i jobloggen, og til brug for sagsbehandling i forbindelse med partshøring og afgørelser, når en person ikke har overholdt sin pligt til at stå til rådighed, jf. lov om aktiv socialpolitik §§ 36-40 a.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at de foreslåede bestemmelser opfylder kravene i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, og at der med forslaget består et behandlingsgrundlag, jf. artikel 6, stk. 1, litra c og e.

Endelig fremgår det af forordningens artikel 9, stk. 2, litra f, at behandling af oplysninger om helbred kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Det er Beskæftigelsesministeriet vurdering, at de foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 8-10, 15, og 21 opfylder kravene i databeskyttelsesforordningen til behandling af personoplysninger.

Datatilsynet forudsætter i sin praksis, at myndigheder i forbindelse med sammenstilling og samkøring i kontroløjemed bl.a. har et klart og utvetydigt retsgrundlag at arbejde på, og at de personer, der berøres af kontrolordningen, skal have forudgående information om kontrolordningen.

Det foreslås i § 1, nr. 11, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fremadrettet skal føre sit tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger på grundlag af nøgletal baseret på de lediges registrering af jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet og kommunernes indberetninger af rådighedssanktioner efter §§ 36-40 a. Det er således intentionen, at styrelsen skal sammenstille oplysninger fra jobloggen om de enkelte lediges jobsøgningsaktiviteter med de gældende krav til jobsøgning og kommunernes oplysninger om sanktionering.

Beskæftigelsesministeren har i medfør af § 32 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. etableret et fælles it-baseret datagrundlag i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for administrationen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og den øvrige arbejdsmarkedslovgivning samt til brug for kontrol og til statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.

Det er desuden fastsat i § 36 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at oplysninger, som er registreret på Jobnet og andre selvbetjeningsløsninger, herunder tilmelding, cv-oplysninger for personer, der efter § 23, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (Konsekvenser af aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.) har pligt til at indlægge et cv i Jobnet, joblog, fraværsperioder, bekræftelse af jobsøgning, afklaring og andre oplysninger til brug for sagsbehandling i kommunerne og arbejdsløshedskasserne vedrørende beskæftigelsesindsatsen, indgår i det fælles it-baserede datagrundlag.

Det følger endvidere af § 45, nr. 1, i lov om organisering af beskæftigelsesindsatsen m.v., at der kan udveksles oplysninger mellem relevante offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, arbejdsløshedskasser, ATP og Udbetaling Danmark, herunder oplysninger om relevante uddannelsesmæssige og social- og sundhedsrettede aktiviteter og indsatser, udskrivelse fra sundhedsvæsenet, frihedsberøvelse, unddragelse fra frihedsberøvelse og løsladelse fra afsoningsinstitution, der er nødvendige til brug for varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter lovgivningen.

På den baggrund er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at den foreslåede bestemmelse til § 1, nr. 11, sammenholdt med § 32, § 36 og § 45, nr. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., opfylder kravene til et klart og utvetydigt retsgrundlag, og at behandlingen af oplysninger i forbindelse med det kommunale rådighedstilsyn ligger inden for rammerne af forordningens artikel 6, stk. 1, c og e, idet behandlingen er nødvendig for at fastlægge en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, og at behandlingen er nødvendig af hensyn til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings udførelse af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som styrelsen er pålagt.

Samkøringen skal overholde databeskyttelsesforordningens artikel 5, hvorefter indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål (formålsbegrænsning). Der må herudover kun indhentes og videregives oplysninger, der er tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendige i forhold til de formål, hvortil de behandles (dataminimering).

Udmøntningen af forslagets § 1, nr. 11, og kommunens administration af § 1, nr. 8-10, 15 og 21, vil skulle ske inden for disse rammer.

Kommunerne skal endvidere leve op til kravene i forordningens artikel 13 og 14 om oplysningspligt.

I de særlige tilfælde hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indhenter sager til gennemsyn fra kommunerne til brug for tilsynet efter den foreslåede § 13 d i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, herunder sager, som styrelsen modtager under tilsynsbesøg, vil de pågældende personer skulle oplyses herom i overensstemmelse med retningslinjerne i forordningens artikel 14, stk. 1-4.

Beskæftigelsesministeriet vil høre Datatilsynet i det omfang, der vil blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelsesform, jf. databeskyttelseslovens § 28.

2.24. Forholdet til grundlovens § 75, stk. 2

2.24.1. Gældende ret

Efter grundlovens § 75, stk. 2, er den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Højesteret har ved dom af 15. februar 2012 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 1761) i den såkaldte ”starthjælpssag” fastslået, at grundlovens § 75, stk. 2, må forstås således, at det påhviler det offentlige at sikre et eksistensminimum for personer, der omfattes af bestemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet er opfyldt. Højesteret fastslog i sagen, at en flygtning, som fik introduktionsydelse (svarende til SU-satsen) og en række enkeltstående ydelser m.v., fik den hjælp fra det offentlige, som han havde krav på efter grundlovens § 75, stk. 2.

Ved dom af 5. december 2005 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 770) stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom af 19. december 2002, der frifandt en kommune for en sagsøgers påstand om udbetaling af et beløb svarende til to måneders kontanthjælp. Påstanden blev bl.a. støttet på, at kommunen i strid med grundlovens § 75, stk. 2, havde standset udbetaling af kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i en periode på to måneder under henvisning til, at sagsøgeren ikke havde taget imod et tilbud om aktivering. Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at der ikke var grundlag for at fastslå, at sagsøgeren i de omtvistede to måneder ikke fik tilbud om hjælp i overensstemmelse med grundlovens § 75, stk. 2.

Ved sin dom lagde Østre Landsret vægt på, at sagsøgeren, i det omfang han deltog i aktiveringstilbud, ville få udbetalt en ydelse, som oversteg et eksistensminimum, og at hans vægring ved at deltage i aktivering alene ville have som konsekvens, at han, mens aktiveringstilbuddet stod åbent, mistede ydelsen, i det omfang han ikke deltog i aktiveringen. Landsretten lagde endvidere vægt på, at aktiveringstilbuddet var rimeligt, bl.a. i den forstand, at sagsøgeren magtede at udføre arbejdet, og at kravet om aktivering var sagligt begrundet, idet det havde til formål at forbedre sagsøgerens mulighed for selvforsørgelse.

2.24.2. Ministeriets overvejelser

Lovforslaget, herunder forslagene om klare og konsekvente sanktioner ved udlandsophold og uoplyst arbejde, færre sanktionssatser, skærpede rådighedssanktioner og sanktion ved manglende underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæring, vurderes at være foreneligt med grundlovens § 75, stk. 2.

Som det fremgår ovenfor under afsnit 2.3.1, er det en grundlæggende betingelse efter § 13, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at en person for at få integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik skal stå til rådighed for uddannelse eller arbejde og aktivt udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, herunder tage imod rimelige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, rimelige tilbud efter integrationsloven og andre beskæftigelsesfremmende tilbud eller medvirke ved beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i form af aktiviteter pålagt i et uddannelsespålæg.

Efter gældende regler sanktioneres manglende opfyldelse af rådighedskrav med periodesanktioner eller punktsanktioner efter §§ 36-40 i lov om aktiv socialpolitik, jf. ovenfor under afsnit 2.4.1. Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 3, at fradrag efter §§ 36-38 (periodesanktioner) sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen udebliver fra tilbud m.v. Periodesanktioner efter §§ 36-38 gives som et fradrag i hjælpen (dagssats), når en forseelse løber over tid, f.eks. hvis personen udebliver fra tilbud, hvor der sanktioneres med én dagssats pr. dag, den pågældende udebliver helt eller delvist, mens udeblivelse fra samtaler, sanktioneres med én dagssats pr. dag fra udeblivelsen, og indtil vedkommende igen kontakter jobcenteret, jf. ovenfor under afsnit 2.4.1. Der lægges med forslaget om færre sanktionssatser ikke op til at ændre ved denne ordning.

De fire foreslåede sanktionssatser vil, grundet indplacering i ydelsesintervaller, for nogle være en skærpelse i forhold til gældende regler, fordi sanktionssatsen vil blive forhøjet. Anvendelse af de foreslåede sanktionssatser vil bl.a. kunne medføre, at en person, der alene er udeblevet i f.eks. 14 dage, ikke vil være berettiget til hjælp for den pågældende måned, da sanktionssatserne for nogle ydelsesniveauer vil være højere end den beregnede dagssats, jf. ovenfor under afsnit 2.4.2. I en sådan situation vil den pågældende imidlertid fortsat have mulighed for at bringe sig ud af sanktionen ved f.eks. at møde frem i tilbuddet eller tage kontakt til kommunen ved udeblivelse fra en jobsamtale, således at vedkommende vil være berettiget til hjælp for den følgende måned.

Sanktionerne for manglende opfyldelse af rådighed vurderes endvidere at være rimelige og saglige, idet de bl.a. har til formål at forbedre personens mulighed for selvforsørgelse ved at understøtte, at borgerne reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet eller en indsats, der kan bringe dem tættere herpå, jf. ovenfor under afsnit 1. Tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationsloven skal være rimelige, ligesom en person fra start skal have en indsats, som pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i. Hvis en person har en rimelig grund til at ikke at møde frem, skal kommunen ikke sanktionere personen, jf. ovenfor under afsnit 2.3.2.

Det bemærkes endvidere, at niveauet for de foreslåede sanktionssatser er fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne sikre sig tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv, jf. ovenfor under afsnit 2.4.2.

De foreslåede sanktionssatser vurderes på den baggrund at være forenelige med grundlovens § 75, stk. 2.

Ligeledes vurderes forslaget om, at en persons og denne ægtefælles ydelsessag kan lukkes helt, hvis personen, efter at have fået en afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, i en hel kalendermåned ikke møder op til en aktivitet m.v., at være foreneligt med grundlovens § 75, stk. 2. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at personen og dennes ægtefælle kan ansøge om og modtage hjælp på ny, hvis de opfylder betingelserne for hjælpen.

Endvidere vurderes det, at et tilbud om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse mod underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen til en person, som ikke kan klare sig selv, vil være et tilbud om hjælp, som lever op til grundlovens § 75, stk. 2. Der lægges i den forbindelse vægt på, at kravet vurderes at være rimeligt og sagligt, idet kravet bl.a. har til formål at forbedre underskriverens muligheder for selvforsørgelse. Ved underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen erklæres det således, at underskriveren bl.a. vil arbejde aktivt for at sikre sin egen og sine herboende børns og ægtefælles eller samlevers selvforsørgelse og aktive deltagelse i og bidrag til det danske samfund. Der er endvidere lagt vægt på, at der alene vil kunne blive tale om en engangssanktion for manglende underskrivelse af opholds- og selvforsørgelseserklæringen.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget skønnes samlet set at medføre offentlige mindreudgifter på 17,3 mio. kr. i 2020, 16,3 mio. kr. årligt i 2021-2022 og 16,9 mio. kr. i 2023, jf. nedenstående tabel 2, før skat og tilbageløb af afgifter. Heraf vil staten samlet set have merudgifter på 3,3 mio. kr. i 2020, 4,4 mio. kr. årligt i 2021-2022 og 3,8 mio. kr. i 2023, og kommunerne vil samlet set have mindreudgifter på 20,7 mio. kr. årligt i 2020-2023.

I nedenstående tabel fremgår de samlede økonomiske konsekvenser fordelt på stat og kommuner.

I afsnit 3.1. beskrives konsekvenserne for henholdsvis forslaget om enklere og mere konsekvente sanktioner og styrket kontrol. I afsnit 3.2. beskrives konsekvenserne af forslaget om at afskaffe den kommunale medfinansiering af efterlevelseshjælp.

3.1 Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige af forslaget om enklere og mere konsekvente sanktioner og styrket kontrol

Forslaget om enklere og mere konsekvenser sanktioner og styrket kontrol skønnes samlet set at medføre offentlige mindreudgifter på 17,3 mio. kr. i 2020, 16,3 mio. kr. årligt i 2021-2022 og 16,9 mio. kr. i 2023, jf. nedenstående tabel 2, før skat og tilbageløb af afgifter. Heraf vil staten samlet set have merudgifter på 2,2 mio. kr. i 2020, 3,2 mio. kr. årligt i 2021-2022 og 2,6 mio. kr. i 2023, og kommunerne vil samlet set have mindreudgifter på 19,5 mio. kr. årligt i 2020-2023.

I nedenstående tabel fremgår de samlede økonomiske konsekvenser af forslaget om enklere og mere konsekvente sanktioner og styrket kontrol fordelt på stat og kommuner.

Fuldt indfaset i 2024 forventes lovforslaget at medføre mindreudgifter på 15,6 mio. kr. før skat og tilbageløb, svarende til mindreudgifter på 2,6 mio. kr. efter skat og tilbageløb.

Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser i kommuner og regioner. I staten forventes øgede udgifter til administration som følge af, at der skal oprettes en hotline i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, samt at styrelsen skal opsøge og vejlede kommuner, der har vedvarende problemer på sanktionsområdet m.v. Hertil kommer, at der vil være statslige udgifter til politi, anklagemyndighed samt domstole som følge af forslag om pligt til at politianmelde personer, som begår socialt bedrageri.

De økonomiske konsekvenser for kommunerne af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget medfører ikke økonomiske konsekvenser for regionerne.

I det følgende gennemgås de økonomiske konsekvenser af de enkelte delforslag. For forslag, der har statslige it-økonomiske konsekvenser, beskrives de samlet, jf. afsnit 3.1.3. Det gør sig ligeledes gældende for forslag, der har statslige driftsøkonomiske konsekvenser, jf. afsnit 3.1.4.

3.1.1. Klare og konsekvente sanktioner ved udlandsophold og uoplyst arbejde

Forslaget om klare og konsekvente sanktioner ved uoplyst arbejde medfører, at den nuværende sanktion for tredje gentagelse allerede skal indtræde første gang, hvor personerne uberettiget og mod bedre vidende har modtaget hjælp under ophold i udlandet, eller hvor personerne mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde. Ændringen forventes at medføre mindreudgifter til kontant- og uddannelseshjælp samt til integrationsydelse, da størrelsen på den første sanktion stiger.

3.1.2. Færre sanktionssatser

Forslaget om færre sanktionssatser medfører, at de nuværende 80 beregnede dagssatser erstattes med fire faste sanktionssatser på henholdsvis 200, 400, 600 og 700 kr. Ændringen i sanktionssatserne betyder, at der i gennemsnit vil ske en forhøjelse af dagssanktionen for alle målgrupper, hvilket medfører mindreudgifter til kontant- og uddannelseshjælp samt integrationsydelse, jf. tabel 4.

3.1.3. Sanktioner skal ikke kompenseres via boligstøtten

Det foreslås at ændre boligstøttereglerne, så personer, der får nedsat deres ydelse som følge af en sanktion, ikke kan blive kompenseret herfor ved at modtage en højere boligstøtte. Ændringen forventes at medføre mindreudgifter til boligsikring, jf. tabel 5.

3.1.4. Statslige it-udgifter

Forslag om krav om jobsøgning og frist for at joblogge samt forslag om, at rimelige grunde skal tænkes ind ved anvisning af tilbud forudsætter afholdelse af statslige IT-udgifter, jf. tabel 6. Udgifterne vedrører tilpasning af IT-systemer i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Der er yderligere IT-udgifter på 0,1 mio. kr. i 2024.

3.1.5. Statslige driftsudgifter

Det indgår i aftalen, at der skal foretages en opfølgning på sanktionsaftalens virkninger ved at gennemføre fokusrevisioner på udvalgte indsatsområder, som Beskæftigelsesministeriet udvælger på baggrund af en nærmere vurdering af ordningernes risiko, væsentlighed og kompleksitet. Der er afsat 4 mio. kr. årligt i 2020-2022 til at gennemføre to årlige fokusrevisioner, jf. tabel 5.

Det er endvidere aftalt, at der skal være en tæt opfølgning på kommunernes brug af sanktioner. Der er derfor afsat 1 mio. kr. årligt i 2020-2022 til, at Ankestyrelsen skal udarbejde tre praksisundersøgelser om kommunernes brug af sanktionsreglerne.

I aftalen indgår der et forslag om at oprette en hotline i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt at styrelsen skal opsøge og vejlede kommuner, der har vedvarende problemer på sanktionsområdet m.v.

Forslaget om pligt til at politianmelde vil medføre merudgifter til politi, anklagemyndighed samt domstole på 2,4 mio. kr. i 2020, 3,4 mio. kr. i 2021-2022 og 7,9 mio. kr. i 2023. Fuldt indfaset i 2024 forventes forslaget at medføre merudgifter på 9,3 mio. kr.

3.2. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige af forslaget om at afskaffe den kommunale medfinansiering af efterlevelseshjælp

Forslaget om at afskaffe den kommunale medfinansiering af efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a i lov om aktiv socialpolitik vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige samlet set, i det ændringen til 100 pct. statsfinansiering modregnes i bloktilskuddet til kommunerne, som vil reduceres tilsvarende. Det er skønnet at forslaget vil medføre mindreudgifter på 1,2 mio. kr. årligt i kommunerne og tilsvarende medføre statslige merudgifter på 1,2 mio. kr. årligt.

Forslaget vil lette administrationen i forbindelse med finansieringen for kommunerne og Udbetaling Danmark.

Lovforslaget lever op til de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning, jf. aftale om digitaliseringsklar lovgivning indgået af Folketingets partier i januar 2018, idet lovforslagets ovennævnte indhold understøtter muligheden for digital administration under hensyntagen til borgernes data- og retssikkerhed.

Lovforslaget er udformet under hensyntagen til ambitionen i aftale om en digitaliseringsklar lovgivning, så loven kan understøttes digitalt. Lovteksten er i videst muligt omfang udformet med objektive kriterier, så lovgivningen er digitaliseringsklar og der er mulighed for effektiv it-anvendelse i kontroløjemed.

Reglerne er formuleret teknologineutralt, så de også kan rumme fremtidig teknologisk udvikling og med lovforslaget bliver flere ordninger understøttet af digitale løsninger.

Ved udarbejdelse af lovforslaget, er der taget højde for at anvende den eksisterende offentlige it-infrastruktur, herunder f.eks. Jobnet, og at behandlingen af borgernes oplysninger kan finde sted inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.

Hensigten er, at de mange data på beskæftigelsesområdet bringes bedre i spil til gavn for kommuner, borgere og virksomheder.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

De fem principper for agil, erhvervsrettet regulering, som skal gøre det lettere at anvende nye digitale teknologier og forretningsmodeller, herunder 1) muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, 2) teknologineutral, 3) mere enkel og formålsbestemt, 4) helhedstænkende og 5) sikrer brugervenlig digitalisering, vurderes ikke at være relevante i forhold til indeværende lovforslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har administrative konsekvenser for jobparate og åbenlyst uddannelsesparate borgere, da der fremover stilles krav om, at disse personer skal indgå en aftale om jobsøgning med kommunen ved første jobsamtale og derefter skal der løbende indgås aftaler om jobsøgning.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige konsekvenser.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 28. januar til og med den 25. februar 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Ankestyrelsen, ATP, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE), Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Business Danmark, DAK, Danmarks Frie Fagforening, Danske Advokater, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Dansk Retspolitisk Forening, Danske Revisorer, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Det faglige hus, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Frie Funktionærer, Institut for Menneskerettigheder, Jobrådgivernes Brancheforening, KL, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Rigsrevisionen, Rådet for Psykisk Sårbare på arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND – De hjemløses landsorganisation, Udbetaling Danmark og Ældresagen.

Et tilrettet udkast til lovforslaget har i perioden fra den 3. til og med den 18. oktober 2019 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Ankestyrelsen, ATP, Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende (ASE), Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Business Danmark, DAK, Danmarks Frie Fagforening, Danske Advokater, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Dansk Retspolitisk Forening, Danske Revisorer, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Det faglige hus, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forhandlingsfællesskabet, Frie Funktionærer, Institut for Menneskerettigheder, Jobrådgivernes Brancheforening, KL, Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Rigsrevisionen, Rådet for Psykisk Sårbare på arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt Udsatte, SAND – De hjemløses landsorganisation, Udbetaling Danmark og Ældresagen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser