Taxiloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af taxiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Taxilov

Lov nr. 1538 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 17. september 2024

Kapitel 4 1 Kørselskontorets pligter
§ 20

Et kørselskontor skal løbende og digitalt indsamle og opbevare oplysninger om den taxikørsel, der sælges af kørselskontoret, jf. § 4, stk. 2. For hver kørselsopgave skal der indsamles følgende oplysninger:

  • 1) Bilens registreringsnummer,

  • 2) chaufførkortnummer,

  • 3) dato for kørslen,

  • 4) kørslens begyndelses- og sluttidspunkt,

  • 5) antal kørte kilometer,

  • 6) betalingen,

  • 7) start- og slutpunkt angivet som gps-koordinater og

  • 8) øvrige gps-koordinater.

Stk. 2 Et kørselskontor skal digitalt for hver chaufførs vagt indsamle og opbevare oplysninger om:

  • 1) Bilens registreringsnummer,

  • 2) start- og sluttidspunkt,

  • 3) chaufførkortnummer og

  • 4) bilens kilometertællers visning ved vagtens start- og sluttidspunkt.

Stk. 3 Kørselskontoret skal løbende og digitalt indsamle og opbevare data, der kan indgå i samordnede digitale trafikløsninger og til statistiske formål.

Stk. 4 Et kørselskontors administrative systemer skal gennemgå en årlig systemrevision med henblik på at sikre datasikkerhed og datakvalitet. Der skal i den forbindelse udfærdiges en erklæring om den udførte systemrevision af en uafhængig revisor. Erklæringen skal indsendes til transportministeren.

Stk. 5 Kørselskontoret skal sørge for, at en kunde efter en kørt taxitur kan få

  • 1) de oplysninger, der fremgår af stk. 1, nr. 1-6,

  • 2) oplysning om kørselskontorets navn og

  • 3) information om klageadgang, jf. stk. 7.

Stk. 6 Kørselskontoret skal efter anmodning fra myndighederne indsende de indsamlede oplysninger efter stk. 1-3 eller dele heraf i digital form.

Stk. 7 Et kørselskontor skal etablere en klageordning og være tilsluttet et uafhængigt landsdækkende klagenævn, som taxibranchen skal oprette.

Stk. 8 Kørselskontoret er ansvarlig for, at den kørsel, der sælges af kørselskontoret, ikke sælges til en højere pris end de landsdækkende prislofter efter § 21.

Stk. 9 Kørselskontoret er ansvarlig for, at biler, der er knyttet til kørselskontoret, har en erhvervsansvarsforsikring.

Stk. 10 Transportministeren fastsætter nærmere regler om de oplysninger, som et kørselskontor skal indsamle, opbevare og indsende, jf. stk. 1-3 og 6.

Stk. 11 Transportministeren fastsætter nærmere regler om en systemrevision, jf. stk. 4.

Stk. 12 Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om klagenævnets virke, herunder regler om tilsyn, jf. stk. 7.