Taxiloven § 41

Denne konsoliderede version af taxiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Taxilov

Lov nr. 1538 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 17. september 2024

§ 41

Indtil den 31. december 2020 udstedes årligt 500 nye tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 fordelt med 125 tilladelser pr. kvartal, jf. dog stk. 2. Ansøges der inden for et kvartal om flere end 125 tilladelser i henhold til § 3, sker fordelingen ved lodtrækning. En ansøger kan maksimalt ansøge om tildeling af 20 tilladelser pr. kvartal.

Stk. 2 Af de 125 tilladelser, der udstedes pr. kvartal, jf. stk. 1, udstedes de første op til 50 tilladelser til ansøgere, der vil anvende tilladelsen til kørsel med en nulemissionsbil, og de resterende tilladelser udstedes til øvrige ansøgere. Ansøgere, der har fået udstedt en tilladelse til en nulemissionsbil, må indtil den 31. december 2020 kun anvende tilladelsen til kørsel i en nulemissionsbil.

Stk. 3 Modtageren af en tilladelse i henhold til stk. 1 og 2 skal inden for en frist af 2 måneder fra datoen for udstedelsen af tilladelsen oplyse transportministeren om registreringsnummer for den bil, tilladelsen anvendes til. Opfyldes denne betingelse ikke, bortfalder tilladelsen. Transportministeren kan dispensere fra 2-månedersfristen, hvis modtageren kan fremvise en kvittering for køb, leasing eller leje af en bil.

Stk. 4 Tilladelser, der ikke er blevet udnyttet, vil blive tillagt antallet af tilladelser, der udstedes i det første kvartal året efter.

Stk. 5 Ikke udnyttede tilladelser til taxikørsel i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og tilladelser i henhold til § 3, der i medfør af § 19 er afleveret til transportministeren, genudstedes indtil den 31. december 2020 efter ansøgning i overensstemmelse med proceduren i stk. 1, 2 og 4.