Tech-transferloven § 4a

Denne konsoliderede version af tech-transferloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med fonde

Lov nr. 483 af 9. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 13. februar 2025

§ 4a

Til fremme af lovens formål efter § 1, nr. 2, kan et universitet stifte og eje et eller flere aktieselskaber og være medejer i et eller flere aktieselskaber stiftet af andre danske universiteter efter denne bestemmelse. Aktieselskaberne skal have vedtægtsmæssigt hjemsted og hovedkontor i Danmark.

Stk. 2 Universitetets indskud i aktieselskaber efter stk. 1 eller erhvervelse af aktier i sådanne må på ethvert indskudstidspunkt ikke overstige det højeste af følgende beløb:

  • 1) 5 mio. kr. eller

  • 2) 3 pct. af universitetets uddannelsestilskud fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i det pågældende finansår.

Stk. 3 Ved opgørelsen efter stk. 2 medregnes indskud med værdien på indskudstidspunktet og aktier med værdien ved erhvervelsen eller overdragelsen.

Stk. 4 Det eller de deltagende universiteter skal eje aktieselskaberne fuldt ud.

Stk. 5 Et aktieselskab stiftet efter stk. 1 kan opfylde sit formål ved at stifte eller erhverve ejerandele i aktie- eller anpartsselskaber, der har samme formål som aktieselskabet. Aktieselskaber stiftet efter stk. 1 må ikke alene eller tilsammen have så store ejerandele i selskaber omfattet af 1. pkt., at disse får en sådan forbindelse til et enkelt aktieselskab stiftet efter stk. 1 eller et enkelt universitet, som et datterselskab har til et moderselskab efter selskabsloven.

Stk. 6 Det eller de deltagende universiteter skal anvende indtægter i form af udbytte fra aktieselskabet til aktiviteter inden for deres formål.

Stk. 7 Universitetet skal i årsrapporten redegøre for indskud og erhvervelse efter stk. 1 og for det økonomiske mellemværende mellem det eller de deltagende universiteter og de aktieselskaber, som universitetet har ejerandele i.

Stk. 8 Uddannelses- og forskningsministeren kan med de bevilgende myndigheders godkendelse regulere beløbsrammerne i stk. 2.