Kapitel 1 Fælles bestemmelser
Indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, har, i det omfang det er praktisk muligt, ret til at føre telefonsamtaler, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 1, og i øvrigt reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Indsatte, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, har i de første 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i 10 år, alene ret til at føre telefonsamtaler, hvis kriminalforsorgsområdet meddeler tilladelse hertil, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57 a. 1. pkt. finder ikke anvendelse ved telefonsamtaler med de personer og myndigheder, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 56.
Adgangen til at føre telefonsamtaler kan nægtes, hvis dette findes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2.
Stk. 2 Udover de i stk. 1 nævnte tilfælde, kan adgang til at føre telefonsamtaler for en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, nægtes, hvis dette skønnes påkrævet af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Stk. 3 Efter straffuldbyrdelseslovens § 59 b kan kriminalforsorgsområdet afskære en indsat, der udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, og som flere gange har overtrådt straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57 a, stk. 1, fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i et nærmere bestemt tidsrum.
De indsatte afholder selv udgifterne til telefonsamtaler.
Stk. 2 Hvis særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler derfor, kan det uanset bestemmelsen i stk. 1 tillades den indsatte at føre telefonsamtale for kriminalforsorgsområdets regning.
Anmodninger om at føre telefonsamtale med den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den pågældende i den straffesag, der har ført til indsættelse i institutionen, eller andre, som de indsatte efter straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, kan brevveksle ukontrolleret med, imødekommes i almindelighed. Det samme gælder anmodninger om at føre telefonsamtale med en advokat, der er beskikket for eller valgt af den indsatte som forsvarer i en verserende sag om prøveudskrivning fra forvaring.
Afgørelser om de indsattes adgang til at telefonere træffes af kriminalforsorgsområdet.
Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet kan under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte regler om den praktiske gennemførelse af de indsattes ret til at føre telefonsamtaler, herunder om begrænsninger med hensyn til hyppighed og varighed af de indsattes telefonsamtaler under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at påhøre eller aflytte samtalerne. Begrænsninger kan ligeledes fastsættes under hensyn til de personaleressourcer, der medgår til at optage og kontrollere telefonsamtaler efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 og 5, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 4, 1-2. pkt.
Telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens 57, stk. 4. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed, herunder om, at en optaget samtale efterfølgende kontrolleres, jf. stk. 4.
Stk. 2 Har politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at en indsat skal udstå fængselsstraf m.v., oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller er det på anden vis oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal kriminalforsorgsområdet til brug for afgørelsen om, hvorvidt en telefonsamtale til og fra den indsatte skal optages, påhøres eller aflyttes, sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet om de omstændigheder, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4.
Stk. 3 Telefonsamtaler til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, skal optages, påhøres eller aflyttes, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 5. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed, herunder om, at en optaget samtale efterfølgende kontrolleres, jf. stk. 4.
Stk. 4 Kriminalforsorgsområdet skal foretage hyppig stikprøvevis kontrol af telefonsamtaler, der optages i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 og 5. Kontrol sker ved, at personalet efterfølgende lytter til den optagne telefonsamtale. Optagelser af telefonsamtaler skal slettes senest 6 måneder efter, de er foretaget.
Stk. 5 Ved telefonsamtaler, der optages, påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der skal påhøre, aflytte eller kontrollere samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.
Stk. 6 De indsattes telefonsamtaler med en person, der er nævnt i § 4, optages, påhøres eller aflyttes ikke.