Telefonsamtaler til og fra en indsat, som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal optages, påhøres eller aflyttes, medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens 57, stk. 4. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed, herunder om, at en optaget samtale efterfølgende kontrolleres, jf. stk. 4.
Stk. 2 Har politidirektøren i forbindelse med underretningen af kriminalforsorgen om, at en indsat skal udstå fængselsstraf m.v., oplyst, at den pågældende har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering m.v., eller er det på anden vis oplyst, at den pågældende har en sådan tilknytning, skal kriminalforsorgsområdet til brug for afgørelsen om, hvorvidt en telefonsamtale til og fra den indsatte skal optages, påhøres eller aflyttes, sikre sig, at der foreligger de nødvendige oplysninger fra politiet om de omstændigheder, som er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4.
Stk. 3 Telefonsamtaler til og fra en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, skal optages, påhøres eller aflyttes, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 5. Såfremt samtalen optages, påhøres eller aflyttes, skal samtaleparterne forinden gøres bekendt hermed, herunder om, at en optaget samtale efterfølgende kontrolleres, jf. stk. 4.
Stk. 4 Kriminalforsorgsområdet skal foretage hyppig stikprøvevis kontrol af telefonsamtaler, der optages i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 4 og 5. Kontrol sker ved, at personalet efterfølgende lytter til den optagne telefonsamtale. Optagelser af telefonsamtaler skal slettes senest 6 måneder efter, de er foretaget.
Stk. 5 Ved telefonsamtaler, der optages, påhøres eller aflyttes af personale i institutionen, kan der stilles krav om, at samtalen skal føres på et sprog, som den, der skal påhøre, aflytte eller kontrollere samtalen, forstår. Hvis forholdene taler derfor, kan der anvendes tolk.
Stk. 6 De indsattes telefonsamtaler med en person, der er nævnt i § 4, optages, påhøres eller aflyttes ikke.