Kapitel 3 Indberetning af oplysninger om plejefamilier omfattet af socialtilsynet til Tilbudsportalen og ansvar for godkendelse og ajourføring af oplysninger
For plejefamilier omfattet af socialtilsynet, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, i lov om socialtilsyn, indberettes oplysninger om plejefamilien til Tilbudsportalen af plejefamilien, herunder ved indsendelse af den digitale ansøgning om godkendelse, jf. § 2 i bekendtgørelse om socialtilsyn.
Stk. 2 For plejefamilier, som er undtaget fra kravet om digital ansøgning, jf. § 2, stk. 2 eller 3, i bekendtgørelse om socialtilsyn, indberetter socialtilsynet oplysningerne om plejefamilien til Tilbudsportalen.
Stk. 3 En plejefamilie, der er omfattet af stk. 1, skal indberette de oplysninger til Tilbudsportalen, som fremgår af § 12.
Stk. 4 Socialtilsynet godkender de oplysninger, som en plejefamilie, der er omfattet af stk. 1, har indberettet til Tilbudsportalen, jf. stk. 3, inden oplysningerne offentliggøres. Socialtilsynet har desuden adgang til at indberette oplysninger om den enkelte plejefamilie.
Stk. 5 Oplysninger om en ny plejefamilie, der er omfattet af stk. 2, offentliggøres, når socialtilsynet har godkendt plejefamilien med eller uden vilkår efter § 5 i lov om socialtilsyn.
For plejefamilier skal der indberettes de oplysninger, som fremgår af bilag 2, samt oplysninger om godkendelse og tilsyn, herunder socialtilsynets afgørelser om vilkår for godkendelsen, skærpet tilsyn, påbud og ophør af godkendelsen.
Stk. 2 Oplysningerne som nævnt i stk. 1 bliver ikke offentliggjort på Tilbudsportalen, jf. dog bilag 2.
Stk. 3 En plejefamilie har ikke krav på, at andre oplysninger end de, der er nævnt i stk. 1, skal fremgå af Tilbudsportalen.
Socialtilsynet påser, at de indberettede og offentliggjorte oplysninger om den enkelte plejefamilie, jf. §§ 11 og 12, er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Stk. 2 Plejefamilier og socialtilsynet, jf. §§ 11 og 12, skal minimum én gang årligt indberette ændringer af oplysninger på Tilbudsportalen om allerede eksisterende plejefamilier, jf. dog stk. 3.
Stk. 3 Ændringer i oplysninger om plejefamiliens adresse/fysiske rammer, antal pladser, plejefamilietype og plejefamiliens ydelser skal indberettes straks til Tilbudsportalen.
Ophører en godkendt plejefamilie, eller bortfalder plejefamiliens godkendelse, jf. § 5, stk. 11, i lov om socialtilsyn, skal det socialtilsyn, der, jf. § 11, stk. 1, har ansvaret for godkendelse af oplysningerne om plejefamilien til Tilbudsportalen, snarest muligt fjerne plejefamilien fra Tilbudsportalen.