Ved tinglysning af overdragelse af en anpart af en fast ejendom indføres oplysning om anpartens størrelse i tingbogen, såfremt der foreligger oplysning herom. Er anparten forbundet med en brugsret til en lejlighed i ejendommen, indføres oplysning om lejlighedens beliggenhed, angivet med matrikelbetegnelse, gadenavn, hus nr., etage mv., lejlighedens eventuelle nummer, areal samt fordelingstal, hvis et sådant er fastsat, i tingbogen, såfremt der foreligger oplysning herom.
Stk. 2 For anparter, hvortil der ifølge en tinglyst samejeoverenskomst er knyttet en eksklusiv brugsret til en bestemt del af en fast ejendom, oprettes efter anmodning fra en adkomsthaver et blad for hver anpart (underblad) i tilknytning til ejendomsbladet.
Stk. 3 På det i medfør af stk. 2 oprettede underblad registreres rettigheder mv., der alene angår den pågældende anpart. Hvis der ikke samtidig med anmodningen om oprettelse af et underblad indsendes en samejeoverenskomst til tinglysning, skal der i anmodningen henvises til en allerede tinglyst samejeoverenskomst.