Afgiften for tinglysning af pant omfattet af §§ 5 a og 5 b, som er anmeldt til tinglysning fra og med den 1. maj 2023 til og med den 31. december 2028, og som er til sikkerhed for lån til udskiftning af et olie- eller gasfyr med en anden opvarmningskilde end olie- eller gasfyr, godtgøres, hvis følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Pantet tinglyses i en fast ejendom eller i en andel i en andelsboligforening, hvor der enten er
-
a) en eller flere enheder registreret i BBR som helårsbeboelse, i det omfang der ikke er tale om en fleksbolig, hvor det i BBR er registreret, at enheden eller enhederne er godkendt til sommerhus eller fritidsbolig, eller
-
b) en eller flere enheder registreret i BBR som sommerhus, og hvor det i BBR er registreret, at enheden eller enhederne kan benyttes som helårsbeboelse.
-
-
2) Mindst 90 pct. af det pantsikrede beløb anvendes til udskiftningen af olie- eller gasfyret med den anden opvarmningskilde.
-
3) Udskiftningen af olie- eller gasfyret med den anden opvarmningskilde sker inden for 12 måneder fra tidspunktet for anmeldelse af pantet til tinglysning.
-
4) Det udskiftede olie- eller gasfyr og den anden opvarmningskilde skal være til brug for opvarmning af den eller de enheder, som opfylder en af betingelserne i nr. 1.
Stk. 2 Godtgørelse efter stk. 1 sker efter anmodning til told- og skatteforvaltningen ved brug af den til formålet udarbejdede blanket, jf. dog stk. 4. Anmodningen skal indeholde oplysninger om dato og løbenummer for det tinglyste pant og dokumentation for overholdelse af de betingelser i stk. 1, som på tidspunktet for anmodningen skal være overholdt.
Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse om godtgørelse senest 14 dage efter modtagelse af anmodningen efter stk. 2 og udbetaler en eventuel godtgørelse samtidig hermed. Finder told- og skatteforvaltningen på grundlag af den foreliggende dokumentation ikke grundlag for at træffe afgørelse, kan told- og skatteforvaltningen dog anmode den, der har anmodet om godtgørelse, om at fremkomme med yderligere dokumentation. I sådanne tilfælde afbrydes afgørelsesfristen, indtil den fornødne dokumentation foreligger. Told- og skatteforvaltningen skal herefter træffe afgørelse senest 14 dage efter modtagelsen af denne dokumentation.
Stk. 4 Virksomheder registreret efter § 17 skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive den godtgørelsesberettigede afgift af tinglysninger omfattet af stk. 1 i et særskilt felt på virksomhedernes afgiftsangivelse efter § 17, stk. 2.
Stk. 5 Virksomheder registreret efter § 17 skal hver måned indsende oplysninger til told- og skatteforvaltningen om de tinglyste pant omfattet af stk. 1, hvor virksomheden har angivet afgiften som godtgørelsesberettiget efter stk. 4. Oplysningerne skal indeholde dato og løbenummer samt størrelsen på det godtgjorte beløb for hvert tinglyst pant.
Stk. 6 Pant omfattet af stk. 1 anses for afgiftsberigtiget efter denne lov, uanset at afgiften er godtgjort.
Stk. 7 Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for dokumentationen, der skal medsendes anmodningen om godtgørelse efter stk. 2, og for angivelse af godtgørelse efter stk. 4. Bekendtgørelse om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.