Forfattere: Henrik Hjort Elmquist
Udgivelsesdato: 21. oktober 2013
ISBN: 9788757431285
- Side 421 -
...henset til erklæringen med meget høj grad af sikkerhed er sandsynliggjort... Erklæringens gyldighed og indhold er materielle spørgsmål, der – som det forudsætningsvis fremgår af princippet i tinglysningslovens § 12 – falder uden for tinglysningsvæsenets gebet.« Landsretten var i et vist omfang enig med Rusland og indledte med følgende konstatering:
(...)
...dokument, herunder eksempelvis i form af en offentlig erklæring. Tinglysningsdommeren skulle, ifølge retten, i en sådan situation i medfør af princippet i tinglysningslovens § 12, stk. 1, undersøge, om erklæringen vedrører den person, som efter tingbogen er berettiget til at råde over ejendommen. Herudover skal dommeren påse, at erklæringen angår forhold,
(...)
- Side 422 -
...at Udenrigsministeriets erklæring angik Sovjetunionen, og dermed den (juridiske) person som efter tingbogen var berettiget til at råde over ejendommen, samt at erklæringen angik forhold, som det faldt indenfor ministeriets kompetence at udtale sig om. Tinglysningsdommernes prøvelse levede derfor op til de krav, der fulgte af tinglysningslovens § 12:
(...)
...adkomstberigtigelse. Tinglysningsdommerne i Gentofte og København har derfor i medfør af tinglysningslovens § 10 og ud fra principperne i tinglysningslovens § 12 og § 20, sammenholdt med grundlovens § 19, været berettiget til at lægge indholdet af Udenrigsministeriets erklæring til grund for adkomstberigtigelserne i Den Russiske Føderations navn.«
(...)
- Side 424 -
...Konstateringen af, at Udenrigsministeriet ved udarbejdelsen af den anførte erklæring har udøvet sin kompetence efter grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., kan således forklares alene med henvisning til tinglysningslovens regler om, at der (blot) skal være tale om en erklæring fra en kompetent myndighed, og domstolene udelukkende skal prøve, om dette er tilfældet.
(...)
...Højesteret derfor blot konstatere, at Udenrigsministeriet havde handlet i henhold til sin kompetence efter grundlovens § 19, og en videre prøvelse var derefter ikke nødvendig efter princippet i tinglysningslovens § 12.16771677. I en note til dommen (note 4) fremgår ligeledes, at »Højesteret tog således ikke stilling til den folkeretlige bedømmelse«.