Tjenestemandsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af tjenestemandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tjenestemænd

Lov nr. 291 af 18. juni 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017,
som ændret ved lov nr. 663 af 11. juni 2024

Kapitel 2 1 Ansættelse
§ 2

Ansættelse som tjenestemand sker i følgende former:

  • 1) Varig ansættelse.

  • 2) Ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje.

  • 3) Ansættelse på åremål.

§ 3

Tjenestemænd udnævnes enten af kongen eller af vedkommende minister. Bekendtgørelse om delegation af Forsvarsministerens udnævnelses- og afskedigelseskompetence

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation fastsætter, hvilke tjenestemænd der udnævnes af kongen.

Stk. 3 Vedkommende minister kan ved bekendtgørelse helt eller delvis overlade sin udnævnelseskompetence til andre.

§ 4

Ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Hvor betingelser med hensyn til alder, helbredstilstand og uddannelse ikke er fastsat i den øvrige lovgivning eller i medfør af denne, kan sådanne betingelser fastsættes af ministeren for offentlig innovation. Regler herom, der kun skal omfatte bestemte grupper af tjenestemænd, fastsættes dog af vedkommende minister eller den, han bemyndiger dertil, efter forhandling med ministeren for offentlig innovation.

§ 5

Ansættelse som tjenestemand sker efter offentligt opslag, medmindre den pågældende ansættes efter forudgående ansættelse på prøve.

Stk. 2 Opslaget skal angive ansættelsesområdet og stillingens betegnelse samt den for tiden for stillingen gældende lønmæssige placering og det for tiden gældende tjenestested.

Stk. 3 Når ansøgningsfristen er udløbet, udleveres der på begæring af ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen, en liste med oplysning om navnene på alle ansøgere og eventuelt tillige andre personlige data, der er nødvendige for at identificere de enkelte ansøgere.

Stk. 4 Er der senest inden ansøgningsfristens udløb modtaget skriftlig anmodning fra en ansøger om, at de oplysninger, der skal udleveres i henhold til stk. 3, ikke gengives offentligt, skal oplysning herom påføres ansøgerlisten ved udleveringen.

Stk. 5 Hvis der er fremsat anmodning som nævnt i stk. 4, må offentlig gengivelse af ansøgerlisten eller dele deraf ikke finde sted, og overtrædelse heraf straffes med bøde.

Stk. 6 Hvor ikke ganske særlige forhold er til stede, må ansøgningsfristen ikke være mindre end 14 dage.

Stk. 7 Hvis ansættelsesmyndigheden skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnet til stillingen, eller at man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen opslås på ny.

Stk. 8 Ministeren for offentlig innovation fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved opslag og kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte undtagelser fra reglerne i stk. 1 og 2. Bekendtgørelse om opslag af tjenestemandsstillinger i staten

§ 6

Første varige ansættelse sker efter forudgående ansættelse på prøve.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte undtagelser fra reglen i stk. 1.

Stk. 3 Ministeren for offentlig innovation fastsætter regler om prøveansættelsen, herunder om uddannelse og om konstatering af udfaldet. Regler herom, der kun skal gælde for bestemte grupper af tjenestemænd, fastsættes dog af vedkommende minister eller den, han bemyndiger dertil, efter forhandling med ministeren for offentlig innovation.

§ 7

(Ophævet).

§ 8

Når en tjenestemand søger en ledig stilling, skal hans hidtidig nærmeste overordnede chef afgive en skriftlig bedømmelse af tjenestemanden til ansættelsesmyndigheden, og tjenestemanden skal have udleveret en afskrift af bedømmelsen.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte undtagelser fra reglen i stk. 1.

Stk. 3 Ministeren for offentlig innovation kan fastsætte nærmere bestemmelser om forfremmelsessagers behandling, herunder om grundlaget for personalebedømmelse. Regler herom, der kun skal gælde for bestemte grupper af tjenestemænd, kan dog fastsættes af vedkommende minister eller den, han bemyndiger dertil, efter forhandling med ministeren for offentlig innovation.

§ 9

Tjenestemanden modtager et ansættelsesbrev med angivelse af stillingsbetegnelse og ansættelsesområde.

Stk. 2 Samtidig skal tjenestemanden have meddelelse om den lønmæssige placering, der for tiden gælder for stillingen, og om, på hvilket tjenestested tjenesten indtil videre skal udføres.

Stk. 3 Ingen kan samtidig være varigt ansat i mere end én tjenestemandsstilling.