Toldloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af toldloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1116 af 22. september 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 4. januar 2022,
som ændret ved lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1694 af 30. december 2024

Kapitel 1 Definitioner
§ 1

I denne lov forstås ved:

  • 1) Det danske toldområde: De danske landområder og søterritoriet samt luftrummet derover.

  • 2) EU's toldområde: De områder, som er fastsat i EU's bestemmelser herom, herunder det danske toldområde.

  • 3) Tredjelande: De områder, som ikke er omfattet af EU's toldområde, Grønland og Færøerne anses som tredjelande.

  • 4) Uberigtigede varer: Varer, for hvilke der ikke er betalt told og afgifter.

  • 5) Varer i uberigtiget stand: Varer, der opbevares uden betaling af told og afgifter.

  • 6) Varer i ikke-afgiftsberigtiget stand: Varer, der opbevares uden betaling af afgifter.

  • 7) Afgifter: Merværdiafgift og punktafgifter.