Et rederi, som anvender tonnageskatteordningen, skal hvert år i sit skattemæssige årsregnskab, jf. skattekontrollovens § 6, vedlægge en skriftlig erklæring fra en revisor om, at betingelserne i § 3, stk. 1 og 2, samt i § 6, stk. 2, 2. pkt., er opfyldt. Rederiet skal ligeledes hvert år vedlægge oplysning om, i hvilket omfang den af rederiet i årets løb ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. § 6 a. Rederiet skal endvidere det første år, hvor reglerne i § 6 a kan finde anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, som på basisdatoen, jf. § 6 a, stk. 1, 2.-4. pkt., var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Rederiet skal desuden hvert år vedlægge oplysning om, hvorvidt samtlige betingelser for tonnageskatteordningen er opfyldt.
Stk. 2 Ved udlejning af skibe, jf. § 6, stk. 2, er det en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at rederiet kan fremlægge dokumentation for, at lejeren alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.
Stk. 3 For operatørselskaber er det en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, jf. § 21 a, at operatørselskabet kan fremlægge dokumentation for, at ejeren eller lejeren af skibet alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af denne lov. Det er endvidere en betingelse, at dokumentationen indeholder oplysning om, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret.
Stk. 4 Et operatørselskab, der anvender tonnageskatteloven, skal hvert år i sit skattemæssige årsregnskab, jf. skattekontrollovens § 6, vedlægge en skriftlig erklæring fra en revisor om, at betingelserne i § 3, stk. 1 og 2, er opfyldt. Operatørselskabet skal ligeledes hvert år vedlægge oplysning om, i hvilket omfang den af selskabet i årets løb opererede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. § 21 a, stk. 2, 3. pkt., jf. 5. og 6. pkt. Operatørselskabet skal endvidere det første år, hvor reglerne i § 21 a kan finde anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af selskabet opererede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af denne lov, og som på basisdatoen, jf. § 21 a, stk. 2, 4. pkt., var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Operatørselskabet skal desuden hvert år vedlægge oplysning om, hvorvidt samtlige betingelser for tonnageskatteordningen er opfyldt.