Omkostningerne til etableringen af Udbetaling Danmark finansieres, ved at Udbetaling Danmark optager lån hos pengeinstitutter, staten eller finansielle institutioner. Statslånet kan optages efter forhandling med finansministeren og må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.
Stk. 2 Udbetaling Danmark kan optage korte lån på op til maksimalt 95 mio. kr. til dækning af uforudsete driftsudgifter i løbet af et driftsår til opgaver, som Udbetaling Danmark varetager efter §§ 1, 1 a og 1 b. Lånet kan optages i pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner. Lånet skal afvikles hurtigst muligt og senest i løbet af de to efterfølgende budgetår.
Stk. 3 Udbetaling Danmark kan optage lån på maksimalt 650 mio. kr., heraf dog højst 100 mio. kr. til lån ud over finansiering af etableringsudgifter. Lånet kan optages i pengeinstitutter, KommuneKredit eller andre finansielle institutioner og skal være afviklet inden 2018. Låneadgangen forudsætter, at lån til etablering, jf. stk. 1, indfries fuldt ud samtidig med optagelse af lånet.
Stk. 4 Udbetaling Danmark kan optage lån til Arbejdsmarkedets Tillægspensions dækning af udgifter til udarbejdelse af udbud af og indgåelse af it-kontrakter og til brug for tilkøb af eller udvikling af it-løsninger til brug for Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver efter § 1. Lånet kan kun optages på baggrund af en enstemmig beslutning i bestyrelsen for Udbetaling Danmark. Lånet kan optages i pengeinstitutter eller andre finansielle institutioner. Lån til kommunale opgaver, hvor administrationen finansieres af kommunerne efter § 22, kan herudover optages i KommuneKredit.
Stk. 5 Udbetaling Danmark kan optage lån hos pengeinstitutter, staten eller finansielle institutioner til Arbejdsmarkedets Tillægspensions dækning af udgifter til udarbejdelse af udbud og indgåelse af it-kontrakter og til brug for tilkøb eller udvikling af it-løsninger, der anvendes til brug for Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver efter §§ 1 a og 1 b. Lånet kan kun optages på baggrund af en enstemmig beslutning i bestyrelsen for Udbetaling Danmark. Statslånet kan optages efter forhandling med finansministeren og må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.
Stk. 6 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er "...så vidt angår..." ved en fejl blevet udeladt i denne bestemmelse, jf. § 1, nr. 39, i lov nr. 628 af 8. juni 2016. Kommunerne hæfter solidarisk for lån optaget af Udbetaling Danmark, jf. stk. 1 og 3. For så vidt angår lån optaget efter stk. 2 og 4, hæfter kommunerne solidarisk for lån optaget til kommunale opgaver, hvor administrationen finansieres af kommunerne efter § 22. Den solidariske hæftelse for lån efter stk. 2 må ikke overstige 75 mio. kr.