Udbudsloven § 176

Denne konsoliderede version af udbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1564 af 15. december 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 10 af 6. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 1668 af 30. december 2024

Betingelser vedrørende kontraktens gennemførelse
§ 176

En ordregiver kan fastsætte særlige betingelser for gennemførelsen af en kontrakt. Betingelserne skal være forbundet med kontraktens genstand, jf. § 163, og skal anføres i udbudsbekendtgørelsen eller i det øvrige udbudsmateriale. Betingelserne kan omfatte økonomiske, innovationsrelaterede, miljømæssige, sociale eller beskæftigelsesrelaterede hensyn.

Stk. 2 Ordregivere skal under overholdelse af betingelserne i stk. 1 indføre krav i kontrakten om anvendelse af personer under oplæring ved gennemførelsen af de offentlige kontrakter, der er omfattet af regler udstedt i medfør af stk. 4, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Pligten i stk. 2 finder ikke anvendelse, når anvendelsen af personer under oplæring

  • 1) medfører en sikkerhedsrisiko,

  • 2) ikke egner sig til gennemførelse af kontrakten eller

  • 3) strider mod anden lovgivning.