En ordregiver kan anvende udbud med forhandling i følgende tilfælde:
-
1) Ved bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der opfylder et eller flere af følgende kriterier:
-
a) Ordregiverens behov kan ikke imødekommes uden tilpasning af allerede tilgængelige løsninger,
-
b) kontrakten omfatter design eller innovative løsninger,
-
c) kontrakten kan på grund af særlige omstændigheder med hensyn til dens art, kompleksitet eller de retlige og finansielle forhold eller risici i forbindelse hermed, herunder et behov for tilpasning af tilbuddene til kontraktens særlige omstændigheder, ikke tildeles uden forudgående forhandling, eller
-
d) ordregiveren kan ikke fastlægge de tekniske specifikationer tilstrækkelig præcist med henvisning til en standard, en europæisk teknisk vurdering, en fælles teknisk specifikation eller en teknisk reference, jf. punkt 2-5 i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 65).
-
-
2) Når der i forbindelse med et offentligt eller begrænset udbud kun afgives ikkeforskriftsmæssige eller uacceptable tilbud, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2 Ved ikkeforskriftsmæssige tilbud efter stk. 1, nr. 2, forstås navnlig tilbud, hvor
-
1) tilbuddet ikke lever op til kravene i udbudsmaterialet,
-
2) tilbuddet er modtaget for sent,
-
3) der foreligger bevis for ulovlig samordning eller bestikkelse eller
-
4) ordregiveren har konstateret, at tilbuddet er unormalt lavt.
Stk. 3 Ved uacceptable tilbud efter stk. 1, nr. 2, forstås navnlig tilbud, som
-
1) er indgivet af tilbudsgivere, som ikke lever op til de fastsatte minimumskrav til egnethed, eller
-
2) overstiger det af ordregiveren på forhånd fastsatte budget.
Stk. 4 Når en ordregiver udnytter muligheden i stk. 1, nr. 2, er ordregiveren ikke forpligtet til at offentliggøre en udbudsbekendtgørelse, når proceduren omfatter alle de tilbudsgivere, og kun dem, der under det forudgående offentlige eller begrænsede udbud har afgivet tilbud i overensstemmelse med udbudsprocedurens formelle krav samt opfylder kravene i § 159, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3.