Udlændingebekendtgørelsen § 36

Denne konsoliderede version af udlændingebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet

Bekendtgørelse nr. 552 af 27. maj 2024,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 886 af 27. juni 2024

§ 36

Den, der driver hotel, pensionat, bed and breakfast, vandrerhjem, campingplads eller lignende, skal i overensstemmelse med reglerne om persondataret manuelt eller elektronisk føre register over alle ankomne udenlandske gæster.

Stk. 2 Registeret skal indeholde oplysninger om udlændingens fulde navn, fødselsdato, nationalitet, faste bopæl, ankomstdato og type af og nummer på pas eller anden rejselegitimation, jf. dog § 1, stk. 2, for så vidt angår nordiske statsborgere.

Stk. 3 Udlændinge skal personligt udfylde og underskrive en anmeldelse vedrørende de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke ledsagende ægtefæller og mindreårige børn samt deltagere i fællesrejser. Udlændinge skal fremvise rejselegitimation til kontrol af rigtigheden af de afgivne oplysninger. Statsborgere i et andet nordisk land skal dog alene fremvise legitimation, jf. § 1, stk. 2.

Stk. 4 Registreringen af oplysningerne i stk. 2 skal finde sted straks efter udlændingens ankomst. Straks efter afrejsen skal datoen herfor ligeledes registreres.

Stk. 5 De oplysninger, der er indført i registeret, skal bekræftes af udlændingen og af logiværten eller dennes repræsentant. For deltagere i fællesrejser kan politiet dog tillade, at de oplysninger vedrørende fællesrejsens deltagere, der er indført i registeret, alene bekræftes af rejselederen og logiværten eller dennes repræsentant.

Stk. 6 Oplysningerne i stk. 2 skal opbevares i registeret i mindst 1 år efter indførelsen af den enkelte oplysning og må højst opbevares i 2 år efter denne indførelse.