Udlændingeloven § 34

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 8. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2. september 2024,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022 og lov nr. 1575 af 12. december 2023

Foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken
§ 34

Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal afvises, udvises, overføres eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a, kan politiet eller Udlændingestyrelsen, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal:

  • 1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet eller Udlændingestyrelsen,

  • 2) stille en af politiet eller Udlændingestyrelsen fastsat sikkerhed,

  • 3) tage ophold efter politiets eller Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse og

  • 4) give møde hos politiet eller Udlændingestyrelsen på nærmere angivne tidspunkter.

Stk. 2 Politiet eller Udlændingestyrelsen kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling, bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet eller Udlændingestyrelsen på nærmere angivne tidspunkter, såfremt

  • 1) udlændingen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

  • 2) udlændingen uden rimelig grund udebliver fra en samtale med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

  • 3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet, eller

  • 4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 7, 4. pkt., og § 42 d, stk. 2, 2. pkt.