Udlændingeloven § 58g

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 8. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2. september 2024,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 1575 af 12. december 2023, lov nr. 1458 af 10. december 2024, lov nr. 1698 af 30. december 2024, lov nr. 1699 af 30. december 2024, lov nr. 1700 af 30. december 2024 og lov nr. 1702 af 30. december 2024

§ 58g

Udlændingemyndighederne indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS, hvis

  • 1) udlændingen er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 for en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år og meddelt indrejseforbud for mindst 6 år,

  • 2) udlændingen er udvist af landet i medfør af § 25,

  • 3) udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 10, stk. 1 eller 2, nr. 1 eller 2,

  • 4) udlændingens opholdstilladelse er inddraget i medfør af § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3,

  • 5) udlændingens opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet i medfør af § 21 b, stk. 1,

  • 6) udlændingen har fået frataget sin danske indfødsret i medfør af § 8 B, stk. 3, i lov om dansk indfødsret,

  • 7) udlændingen har fået udstedt visum efter § 4 eller § 4 a og er udvist af landet i medfør af § 25 b efter at have fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7,

  • 8) udlændingen er udvist af landet efter § 25 a, stk. 2, eller § 25 b og meddelt indrejseforbud,

  • 9) udlændingen er optaget på den liste, der er nævnt i § 29 c, stk. 1,

  • 10) udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, eller

  • 11) udlændingen er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 6.

Stk. 2 Udlændingemyndighederne kan indberette en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS, hvis udlændingen er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Stk. 3 Udlændingemyndighederne indberetter i medfør af SIS-tilbagesendelsesforordningen en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, til SIS, hvis udlændingen er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse.

Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om udlændingemyndighedernes kompetence til at indberette efter stk. 1-3, herunder på en anden udlændingemyndigheds vegne.