Udlændingeloven § 62t

Denne konsoliderede version af udlændingeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 8. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2. september 2024,
som ændret ved lov nr. 572 af 31. maj 2010, lov nr. 601 af 14. juni 2011, lov nr. 721 af 27. april 2021, lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 1575 af 12. december 2023, lov nr. 1458 af 10. december 2024, lov nr. 1656 af 30. december 2024, lov nr. 1698 af 30. december 2024, lov nr. 1699 af 30. december 2024, lov nr. 1700 af 30. december 2024 og lov nr. 1702 af 30. december 2024

§ 62t

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor indkvarteringsstedet, jf. § 42 a, stk. 5, ligger, skal udarbejde en plan for den indsats, der skal iværksættes under anbringelsen, inden der træffes afgørelse om anbringelse, jf. § 62 l. Betyder hensynet til den uledsagede mindreårige udlænding, at det ikke er muligt at afvente udarbejdelsen af en plan, er en kortfattet angivelse af formålet med indsatsen tilstrækkelig. Det påhviler da kommunalbestyrelsen snarest muligt og senest inden 3 måneder at opstille en plan efter 1. pkt. for den iværksatte indsats i forbindelse med anbringelsen.

Stk. 2 Planen skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Planen skal tage udgangspunkt i resultaterne af den faglige undersøgelse af forholdene for den uledsagede mindreårige udlænding, jf. § 62 q. Planen skal endvidere i forhold til de problemer, der er afdækket i undersøgelsen, indeholde konkrete mål for trivsel og udvikling hos den uledsagede mindreårige udlænding i overensstemmelse med det formål, der er nævnt i 1. pkt.

Stk. 3 Planen skal angive anbringelsens forventede varighed.

Stk. 4 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler for udarbejdelsen af planer for den indsats, der skal iværksættes, herunder om udarbejdelse af planer vedrørende uledsagede mindreårige udlændinge, som har et behandlingskrævende stofmisbrug.