Forfattere: Thomas Elholm og Jesper Hjortenberg
Udgivelsesdato: 16. december 2024
ISBN: 9788757457551
- Side 342 -
...fuldbyrdelse af en betinget straf ikke var en retsafgørelse i art. 4 a’s forstand, fordi den skønsbeføjelse, der var tillagt retten i det udstedende land, ikke vedrørte længden eller arten af straffen, men alene spørgsmålet, om den betingede dom skulle fuldbyrdes. I sådanne tilfælde finder udleveringslovens § 16 (daværende § 10 g) ikke anvendelse.
(...)
- Side 344 -
...er implementeret i udleveringslovens § 16, som har været aktuel i en række nyere sager ved danske domstole.8585. Bestemmelsen i udleveringsloven er formuleret som en obligatorisk afslagsgrund, hvilket set i lyset af EUD’s tilkendegivelser i C-416/20 (TR) kan anses for problematisk, jf. også Lucas (2022), s. 342 ff. Disse omtales kort i det følgende.
(...)
...straffens udløsning. Efter udleveringslovens § 16, stk. 1, kan udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt, uden at den pågældende har været til stede under retssagen, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, ikke finde sted, medmindre de processuelle garantier i § 16, stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt.
(...)
- Side 345 -
...skønsbeføjelse, men at retten i Polen alene kunne skønne, om straffen skulle udløses. Der forelå derfor ikke en afslagsgrund efter rammeafgørelsens art. 4 a, og udleveringslovens § 16 fandt således ikke anvendelse. Da de øvrige betingelser for udlevering i de to sager var opfyldt, kunne der ske udlevering.8686. Se også dommene i U 2018.2556 Ø og TfK 2019.1513 Ø.
(...)
...opfyldt, nærmere bestemt, om P havde fået afgørelsen om udløsning af reststraffen forkyndt og var blevet udtrykkeligt underrettet om muligheden for en fornyet prøvelse, jf. stk. 1, nr. 3. De polske myndigheder oplyste, at betingelserne i rammeafgørelsens art. 4 a, stk. 1, litra c (ii), var opfyldt, idet der var sket forkyndelse efter polsk lovgivning.
(...)
- Side 346 -
...dømtes skyld, efter at der var foretaget en egentlig prøvelse af sagen, og altså dér hvor betingelserne i udleveringslovens § 16 skulle være opfyldt. Den dømte havde ikke selv valgt sin forsvarer til sagen i 2010, og der havde ikke været kommunikation mellem dømte og forsvareren. På denne baggrund nægtede Højesteret – ikke overraskende – udlevering.