Udrykningsbekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af udrykningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udrykningskørsel m.v.

Bekendtgørelse nr. 154 af 25. februar 2009,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 900 af 25. juli 2014 og bekendtgørelse nr. 1486 af 29. juni 2021

Kapitel 3 Udrykningssignaler
§ 5

Motorkøretøjer, der er registreret som udrykningskøretøj, skal være forsynet med en eller flere blå udrykningslygter, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr.

Stk. 2 Udrykningskøretøjer skal endvidere være forsynet med et eller flere udrykningshorn, der opfylder bestemmelserne i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr. Færdselsstyrelsen kan tillade, at udrykningskøretøjer, der er omfattet af § 4, stk. 2, godkendes og registreres uden at være forsynet med udrykningshorn.

Stk. 3 Lygtebroer med udrykningssignaler på motorkøretøjer, der tilhører politiet eller det statslige redningsberedskab, og som er godkendt til udrykningskørsel, kan afmonteres ved anden form for kørsel.

Stk. 4 Færdselsstyrelsen kan tillade, at supplerende lydsignaler anvendes i særlige situationer.

§ 6

Motorkøretøjer, der af politiet anvendes til kontrolkørsel og lignende formål og kun lejlighedsvis til udrykningskørsel, kan udstyres med udrykningssignaler.

§ 7

Udrykningslygte skal anvendes under udrykningskørsel. Udrykningslygte kan tillige anvendes under standsning ved uheldssted eller lignende.

Stk. 2 Udrykningshorn skal anvendes under udrykningskørsel, medmindre anvendelse af udrykningslygte efter omstændighederne skønnes tilstrækkeligt til at advare andre trafikanter. Der må ikke anvendes forskellige udrykningshorn på samme tid under kørslen.

Stk. 3 Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan anvendelse af udrykningslygte og udrykningshorn undlades ved udrykningskørsel med motorkøretøj tilhørende politiet, såfremt sådan undladelse skønnes nødvendig af hensyn til formålet med udrykningskørslen, herunder som følge af polititaktiske overvejelser m.v., og såfremt omstændighederne i øvrigt, herunder færdselssikkerhedsmæssige forhold, ikke taler væsentligt imod. Ved kørsel med sådanne køretøjer kan endvidere gøres ganske kortvarig brug af udrykningshorn uden samtidig anvendelse af udrykningslygte, f.eks. i forbindelse med standsning af andet køretøj.

Stk. 4 Udrykningssignaler må, bortset fra ved reparation og prøvning, i øvrigt ikke anvendes.