Undergrundsloven § 12a

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023,
som ændret ved lov nr. 612 af 11. juni 2024

§ 12a

De i § 12, stk. 1, nævnte tilladelser meddeles på grundlag af udvælgelseskriterier vedrørende:

  • a) ansøgerens tekniske og finansielle kapacitet og

  • b) de efterforskningsarbejder, som ansøgerne har til hensigt at udføre, eller måden, hvorpå ansøgerne har til hensigt at foretage indvinding i det pågældende område.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan herudover bestemme, at størrelsen af det beløb, ansøgerne tilbyder at betale ved udstedelsen af tilladelsen, skal indgå i udvælgelseskriterierne.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte andre relevante, objektive og ikke-diskriminerende udvælgelseskriterier med henblik på at foretage det endelige valg mellem ansøgere, som vurderes at stå lige efter en bedømmelse af de under stk. 1, litra a og b, og eventuelt stk. 2, omhandlede udvælgelseskriterier.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan, ud over de i stk. 1-3 omhandlede kriterier, ved bedømmelsen af ansøgere lægge vægt på en eventuel manglende effektivitet eller manglende opfyldelse af forpligtelser i forbindelse med tidligere tilladelser.

Stk. 5 Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter, at det i en procedure for meddelelse af tilladelser skal indgå, at sammensætning af grupper af virksomheder, der i forening meddeles tilladelser, som nævnt i stk. 1, foretages af ministeren, skal sammensætningen ske på grundlag af et eller flere af de i stk. 1-4 omhandlede kriterier.

Stk. 6 Såfremt klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter, at det i en procedure for meddelelse af tilladelser skal indgå, at udpegning af operatør for en gruppe af virksomheder, der i forening meddeles tilladelser, foretages af ministeren, skal udpegning ske på grundlag af sagkundskab og eventuelt andre af de i stk. 1-4 omhandlede kriterier.

Stk. 7 De i stk. 1-6 nævnte kriterier offentliggøres sammen med de i § 12, stk. 1, litra a, nævnte indkaldelser af ansøgninger. Enhver ændring af disse kriterier offentliggøres på tilsvarende måde.