Undergrundsloven § 23e

Denne konsoliderede version af undergrundsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anvendelse af Danmarks undergrund

Lov nr. 293 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november 2023,
som ændret ved lov nr. 612 af 11. juni 2024

§ 23e

Kapitel 6 a finder ikke anvendelse på geologisk lagring af CO2 på under 100 kt med henblik på forskning, udvikling eller afprøvning af nye produkter og processer.

Stk. 2 I dette kapitel forstås ved følgende:

  • 1) Affald: Stoffer, der er defineret som affald i bekendtgørelse nr. 1632 af 21. december 2010 om affald.

  • 2) CO2-lagringslokalitet: Et bestemt område med tilhørende volumen inden for en geologisk formation, der anvendes til geologisk lagring af CO2, og tilhørende anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.

  • 3) CO2-strøm: En strøm af stoffer hidrørende fra CO2-opsamlingsprocesser, som skal injiceres i en CO2-lagringslokalitet.

  • 4) Geologisk formation: En lithostratigrafisk underinddeling i distinkte bjergarter, som kan påvises og kortlægges.

  • 5) Geologisk lagring af CO2: Injektion af CO2-strømme efterfulgt af lagring af CO2 i underjordiske formationer.

  • 6) Hydraulisk enhed: Et hydraulisk forbundet porevolumen, hvor trykpåvirkning kan måles teknisk, og som er begrænset af flowbarrierer som f.eks. forkastninger, salthorste og lithologiske grænser eller af formationens udkiling eller blotning.

  • 7) Lagringskompleks: CO2-lagringslokaliteten og de geologiske omgivelser, som kan have betydning for den overordnede integritet og sikkerhed ved lagringen, dvs. sekundære indeslutningsformationer.

  • 8) Lukning af en CO2-lagringslokalitet: Endegyldig indstilling af CO2-injektion i CO2-lagringslokaliteten.

  • 9) Udbedrende foranstaltninger: Enhver foranstaltning, der træffes for at udbedre væsentlige uregelmæssigheder eller lukke lækager med henblik på at forhindre eller standse frigivelse af CO2 fra lagringskomplekset.

  • 10) Udsivning: Frigivelse af CO2 fra lagringskomplekset.

  • 11) Væsentlig risiko: En kombination af sandsynlighed for, at en skade indtræffer, og et omfang af skade, som der ikke kan ses bort fra, uden at der sås tvivl om formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009, for så vidt angår den pågældende CO2-lagringslokalitet.

  • 12) Væsentlig uregelmæssighed: Enhver uregelmæssighed i CO2-injektions- eller lagringsoperationerne eller i selve CO2-lagringskompleksets tilstand, som indebærer risiko for udsivning eller risiko for miljøet eller menneskers sundhed.