Eleverne på en ungdomsskole, der giver heltidsundervisning på 8. og 9. klassetrin, aflægger folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver, medmindre skolen har meddelt Undervisningsministeriet, at den ikke afholder prøverne. Folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver afholdes efter de regler herom, der gælder for folkeskolen og dens elever.
Stk. 2 Undervisningsministeren kan fastsætte regler om ungdomsskolernes meddelelse efter stk. 1, 1. pkt., herunder om tidsfrister herfor samt om elevers adgang til fritagelse for deltagelse i folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver.
Stk. 3 Ungdomsskolen skal på sin hjemmeside på internettet offentliggøre oplysning om, hvorvidt den afholder folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver, jf. stk. 1, og orientere forældrene herom ved elevens tilmelding til skolen.