Når et køretøj søges registreret, skal anmelderen angive, om køretøjet er indrettet til at benytte benzin som drivkraft eller anden drivkraft, dog ikke ved registrering af campingvogne og påhængs- og sættevogne til personbefordring, som er omfattet af § 3, stk. 1, A, eller påhængsvogne til godstransport og påhængsredskaber, som er omfattet af § 4, stk. 1, II, A. For køretøjer omfattet af § 4, stk. 1, II, A, hvis første indregistrering som nye ligger efter den 2. juni 1998, skal anmelderen endvidere angive, om køretøjet skal anvendes privat, blandet privat og erhvervsmæssigt eller udelukkende erhvervsmæssigt. Det samme gælder ved efterfølgende ændring af registrering eller anvendelse af de pågældende køretøjer. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om angivelse af oplysninger om køretøjets anvendelse samt dokumentation herfor.
Stk. 2 Om enhver ændring, der er af betydning for afgiftens beregning, skal den afgiftspligtige straks afgive anmeldelse til told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3 Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens omberegning som følge af anmeldte ændringer og træffer herunder bestemmelse om tidspunktet for overgang til de ændrede afgiftsbeløb.