Værdipapirhandelsloven § 127a

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 3. maj 2017

§ 127a

Værdipapircentralen er en privat selvejende institution. De nærmere regler om Værdipapircentralen og dens virksomhed fastsættes af centralens bestyrelse i en vedtægt, der godkendes af Finanstilsynet.

Stk. 2 Værdipapircentralen ledes af en bestyrelse på indtil 14 medlemmer og en direktion.

Stk. 3 De i bestyrelsen behandlede anliggender afgøres, for så vidt der ikke efter vedtægterne kræves særligt stemmeflertal, ved simpelt flertal. Det kan i vedtægterne bestemmes, at formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.

Stk. 4 Erhvervsministeren udnævner for tre år af gangen formanden for bestyrelsen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer, jf. dog stk. 5-9. Af medlemmer udnævnes fire efter indstilling fra organisationer, der repræsenterer udstederne af fondsaktiverne, fire efter indstilling fra organisationer, der repræsenterer de i § 62, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte kontoførende institutter, og ét efter indstilling fra Danmarks Nationalbank. To af medlemmerne udnævnes med særlig henblik på at varetage interesser for ejerne af fondsaktiverne. For medlemmer skal udnævnes stedfortrædere.

Stk. 5 Værdipapircentralens arbejdstagere har ret til i overensstemmelse med stk. 6-9 at vælge to medlemmer af bestyrelsen og stedfortrædere for disse blandt centralens arbejdstagere.

Stk. 6 Mindst halvdelen af arbejdstagerne skal stemme for en beslutning om at udnytte retten efter stk. 5. Beslutningen meddeles skriftligt til bestyrelsen.

Stk. 7 Arbejdstagernes valg af bestyrelsesmedlemmer og stedfortrædere sker ved skriftlig og hemmelig afstemning. Medlemmerne indtræder i bestyrelsen en måned efter, at denne har fået skriftlig meddelelse om de pågældendes navn og bopæl.

Stk. 8 De bestyrelsesmedlemmer, der vælges af arbejdstagerne, udpeges for tre år ad gangen blandt de arbejdstagere, der i det sidste år før valget har været ansat i Værdipapircentralen.

Stk. 9 Erhvervsministeren fastsætter regler om

  • 1) hvem der anses som arbejdstager,

  • 2) den nærmere gennemførelse af valg efter stk. 6 og 7,

  • 3) muligheden for at undlade afholdelse af valg i henhold til stk. 7, såfremt der kun er opstillet det antal kandidater, der skal vælges som bestyrelsesmedlemmer og som stedfortrædere,

  • 4) retlig beskyttelse i ansættelsen for de arbejdstagervalgte bestyrelsesmedlemmer, idet uoverensstemmelse om beskyttelsen og om brud på eller fortolkningen af reglerne afgøres ad fagretlig vej, og

  • 5) under hvilken form Værdipapircentralens arbejdstagere skal orienteres om centralens forhold.

Stk. 10 Bestyrelsen ansætter direktionen og sørger for, at Værdipapircentralens virksomhed udøves forsvarligt i overensstemmelse med lovens og Værdipapircentralens vedtægter.

Stk. 11 Direktionen varetager den daglige ledelse af Værdipapircentralen i overensstemmelse med bestyrelsens retningslinjer og anvisninger.