Værdipapirhandelsloven § 84

Denne konsoliderede version af værdipapirhandelsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

denne lov blev ophævet den 3. januar 2018, men er stadig relevant i nogle tilfælde

Lov om værdipapirhandel m.v.

Lov nr. 1072 af 20. december 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 21. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 532 af 29. april 2015 og lov nr. 426 af 3. maj 2017

§ 84

Finanstilsynets bestyrelse, jf. § 345 i lov om finansiel virksomhed, træffer bortset fra sager omfattet af § 86, stk. 2,

  • 1) beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger,

  • 2) beslutning om at overgive sager omfattet af nr. 1 til politimæssig efterforskning og

  • 3) godkender regler og vejledninger, der skal udstedes af Finanstilsynet.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for sager om efterlevelse af artikel 37-42 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 (shortsellingforordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 (EMIR-forordningen) bortset fra artikel 17 , forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014/EU af 23. juli 2014 (CSD-forordningen) og forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/2014/EU af 23. juli 2014 (CSD-forordningen).

Stk. 3 § 84 a, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af Finanstilsynets bestyrelse, observatøren, medlemmer af ekspertpanelet og Forbrugerombudsmanden.

Stk. 4 I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte sager har parten ret til foretræde for bestyrelsen. 1. pkt. kan efter formandens beslutning fraviges i sager af særlig hastende karakter. Desuden bortfalder retten til foretræde, såfremt der foreligger efterforskningsmæssige hensyn, der taler imod.

Stk. 5 Bestyrelsen kan ved instruks delegere sin kompetence efter stk. 1, nr. 1 og 2, til Finanstilsynets direktion.