Finanstilsynet kan i de i stk. 2 nævnte sager offentliggøre navnet på en virksomhed eller en fysisk person, som i henhold til § 83, stk. 1, meddeles en påtale for overtrædelse af loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf. Finanstilsynet kan ligeledes offentliggøre navnet på en virksomhed eller en fysisk person, hvis det i de i stk. 2 nævnte sager konstateres, at virksomheden eller den fysiske person ikke har overtrådt loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf. Offentliggørelse efter 1. og 2. pkt. kan ske, når det skønnes at være af interesse for investorerne at kende navnet på virksomheden eller den fysiske person.
Stk. 2 Offentliggørelse kan ske i sager om overtrædelse af
-
1) reglerne om overtagelsestilbud, jf. § 31, stk. 1, og § 32, stk. 1-3, og af bestemmelser herom udstedt i medfør af § 32, stk. 4,
-
2) reglerne om værdipapirhandleres indberetning af transaktioner og offentliggørelse af priser og transaktioner, jf. § 33, stk. 2 og 4, § 33 a, stk. 1 og 2, og § 33 b, stk. 1, samt bestemmelser udstedt i medfør af § 33, stk. 3 og 5, § 33 a, stk. 4, og § 33 b, stk. 3 og 4,
-
3) reglerne i artikel 37-42 i Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO2-auktionerings-forordningen), og
-
4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 236/2012 af 14. marts 2012 (shortsellingforordningen).
Stk. 3 Finanstilsynet kan i de i stk. 2 nævnte sager endvidere offentliggøre navnet på den virksomhed eller den fysiske person, som tilsynet har pålagt en daglig eller ugentlig bøde i henhold til § 95, hvis det skønnes at være af interesse for investorerne at kende navnet på virksomheden eller den fysiske person.
Stk. 4 Offentliggørelse i henhold til stk. 1 kan ikke ske, hvis den vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person.
Stk. 5 Finanstilsynet kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, offentliggøre et påbud om ændring af forhold i strid med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, der i henhold til § 93, stk. 3, 1. og 3. pkt., meddeles en fysisk eller juridisk person eller en sammenslutning af juridiske personer.
Stk. 6 Hvis en udsteder af værdipapirer undlader at efterkomme et påbud om offentliggørelse af oplysninger, der er meddelt i henhold til § 93, stk. 3, kan Finanstilsynet offentliggøre oplysningerne. Offentliggørelse efter 1. pkt. kan ske i sager omfattet af § 27, stk. 1 og 7, § 27 a, stk. 1-3 og § 29, stk. 1, og sager omfattet af regler udstedt i medfør af § 30.