Sessionen kan pålægge en værnepligtig, der møder for sessionen, og som ikke findes egnet til værnepligtstjeneste, fordi han
-
1) endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet,
-
2) lider af en midlertidig svaghed eller sygdom eller
-
3) ikke har forevist dokumentation for en påstået eller formodet svaghed eller sygdom, at møde for en senere session.
Stk. 2 En værnepligtig, der har modtaget pålæg efter stk. 1, kan kræve at blive endeligt sessionsbehandlet inden udgangen af året efter det år, i hvilket han er mødt for sessionen første gang.
Stk. 3 Er grunden til, at den værnepligtige ikke er fundet egnet til værnepligtstjeneste, den i stk. 1, nr. 3 anførte, og har han ved en senere session fortsat ikke fremvist dokumentation, kan den værnepligtige dog først kræve at blive endeligt sessionsbehandlet ved den første session i det følgende år.
Stk. 4 For den værnepligtige, der er mødt for sessionen, inden pligten hertil er indtrådt efter § 13, stk. 1, regnes fristerne først fra det år, i hvilket sessionsmødepligten indtræder.
Stk. 5 Værnepligtige, der efter tidligere at være udskrevet er blevet erklæret for tiden uegnede, kan ikke efter stk. 1 pålægges at møde i et senere sessionshalvår.