Valgmenighedsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af valgmenighedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valgmenigheder

Lov nr. 204 af 24. maj 1972,
jf. lovbekendtgørelse nr. 797 af 24. juni 2013,
som ændret ved lov nr. 1679 af 30. december 2024

Kapitel 4 Præster
§ 14

Det af valgmenigheden foretagne valg af præst stadfæstes af biskoppen efter ansøgning fra menighedens bestyrelse, jfr. dog herved § 2, stk. 1.

Stk. 2 Det er en betingelse for stadfæstelsen, at den af menigheden valgte person opfylder betingelserne for ansættelse som præst i folkekirken.

Stk. 3 Kombinationsansættelse efter § 2, stk. 2, sker efter biskoppens bestemmelse herom.

§ 15

Den, der er stadfæstet som præst for en valgmenighed, skal modtage præstevielse, såfremt han ikke allerede er præsteviet, og have kollats af stiftets biskop.

§ 16

Inden valgmenighedens præst tiltræder, skal han skriftligt erklære samvittighedsfuldt at ville efterkomme de regler, der gælder for folkekirken, og de regler, der særligt gælder for valgmenigheder.

§ 17

Efter ansøgning fra valgmenighedens bestyrelse og præst kan biskoppen stadfæste en person som medhjælper hos valgmenighedens præst, såfremt han opfylder kravene efter § 14, stk. 2.

Stk. 2 Medhjælperen skal præstevies og have kollats som i § 15 anført og afgive den i § 16 nævnte skriftlige erklæring.

Stk. 3 Medhjælperen udfører kirkelige handlinger på valgmenighedspræstens ansvar.

§ 18

Dør en valgmenighedspræst, eller fratræder han sin stilling, skal valgmenighedens bestyrelse omgående gennem provsten og biskoppen afgive indberetning herom til biskoppen.

Stk. 2 Ønskes valgmenighedens anerkendelse opretholdt, skal bestyrelsen snarest muligt tage skridt til, at den ledige præstestilling besættes på ny.

Stk. 3 Efter bestyrelsens indstilling kan præstegerningen under ledighed i præstestillingen med biskoppens tilladelse udføres af en præst i folkekirken eller en anden, der er præsteviet i folkekirken.

Stk. 4 Tilbagekaldes valgmenighedens anerkendelse, jfr. § 21, tilbagekaldes tillige præstens stadfæstelse.