Valgmenighedsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af valgmenighedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valgmenigheder

Lov nr. 204 af 24. maj 1972,
jf. lovbekendtgørelse nr. 797 af 24. juni 2013,
som ændret ved lov nr. 1679 af 30. december 2024

Kapitel 5 Kirkebøger
§ 19

Valgmenighedens præst fører kirkebog over de kirkelige handlinger, han foretager, efter de regler, der gælder for førelse af folkekirkens ministerialbøger. Kontraministerialbog føres dog kun over de konfirmationer, han foretager.

Stk. 2 Provsten autoriserer kirkebøgerne og fører tilsyn med deres førelse efter de regler, der gælder for folkekirkens ministerialbøger.

Stk. 3 Valgmenighedens præst afgiver meddelelser m.v. i forbindelse med kirkebogsføringen efter regler, der fastsættes af ministeren for ligestilling og kirke.

Stk. 4 Attester efter valgmenighedens kirkebog udstedes efter de regler, der gælder for udstedelse af attester efter folkekirkens ministerialbøger.

§ 20

Tilbagekaldes valgmenighedens anerkendelse, afleveres kirkebøgerne med arkivmateriale til sognepræsten i det sogn, hvor valgmenigheden har haft sit hjemsted.

Stk. 2 Udskrevne kirkebøger afleveres til landsarkivet efter de regler, der gælder for folkekirkens ministerialbøger.