Ved levering af vand fra en almen vandforsyning kan der i prisen indregnes de i denne bestemmelse anførte udgifter, jf. dog stk. 2, 4 og 5. Udgifterne omfatter nødvendige udgifter til
-
1) indvinding og distribution af vand,
-
2) lønninger og andre driftsudgifter,
-
3) administration,
-
4) bidrag til dækning af udgifter til Vandsektortilsynet, jf. kapitel 4 i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold,
-
5) investeringer,
-
6) forrentning af fremmedkapital,
-
7) rådgivning af vandforsyningens kunder om vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger og deltagelse i vandværkssamarbejder og lign.,
-
8) kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget,
-
9) dækning af en fastsat økonomisk godtgørelse, jf. § 64 c i lov om miljøbeskyttelse,
-
10) dækning af en økonomisk godtgørelse efter § 64 d, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse,
-
11) bidrag til dækning af udgifter til opgaver, der falder ind under en forening oprettet i medfør af vandsektorlovens § 21 og regler udstedt i medfør heraf, som kan yde støtte til projekter, der har til formål at forbedre vandsektorens effektivitet og kvalitet, og
-
12) bidrag til dækning af udgifter til oprettelse og drift af et godkendt privat tvistløsningsorgan efter § 6 i lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager og efter § 12 a i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold samt regler udstedt i medfør af de nævnte love.
Stk. 2 Lån indregnes i prisen, jf. stk. 1, som afdrag på lån fratrukket optagne lån.
Stk. 3 Hel eller delvis overdragelse af en almen vandforsyning må hverken direkte eller indirekte føre til højere priser for ydelser fra den pågældende almene vandforsyning, herunder som følge af indregning af forøgede udgifter til finansiering med fremmed kapital, driftsmæssige afskrivninger eller forrentning af indskudskapital.
Stk. 4 Stk. 1-3 omfatter også prisfastsættelsen for salg af vand mellem almene vandforsyninger.