Miljøministeren påser, at § 25 og de regler, der er fastsat i medfør af § 25, stk. 2 og 4, overholdes.
Stk. 2 Miljøministeren påser, at påbud og forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser meddelt efter § 25 overholdes.
Stk. 3 Bliver miljøministeren opmærksom på et ulovligt forhold, der vedrører § 25, foranlediger ministeren det ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om et forhold af ganske underordnet betydning.
Stk. 4 Er et påbud eller forbud ikke efterkommet inden den fastsatte frist, kan miljøministeren lade foranstaltningen udføre for den ansvarliges regning.
Stk. 5 I tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse, eller hvor det i øvrigt af håndhævelsesmæssige eller miljø- eller sundhedsmæssige årsager skønnes nødvendigt, kan miljøministeren som tilsynsmyndighed for overholdelse af § 25 i en afgrænset periode træffe beslutning om at udføre den kontrol, som vandforsyninger eller indehaveren af en tilladelse efter § 25, stk. 1 eller 5, ellers skulle udføre som egenkontrol, for vandforsyningens eller tilladelsesindehaverens regning. I afgørelsen om at overtage egenkontrollen kan miljøministeren fastsætte de krav, der er nødvendige for ministerens gennemførelse af kontrollen.