Kapitel 7 Vandløbenes vedligeholdelse
Vandløb skal vedligeholdes således, at det enkelte vandløbs skikkelse eller vandføringsevne ikke ændres, medmindre andet er fastsat i regulativet, jf. § 12, stk. 4, eller i afgørelse efter § 36 a, stk. 1.
Stk. 2 Grødevæksten i vandløbene kan begrænses ved mekaniske metoder som grødeskæring, opgravning og lignende eller ved biologiske metoder som etablering af skyggegivende vegetation på vandløbets bredder.
Stk. 3 Afskåret grøde skal optages, medmindre grøden ikke er til skade for vandløbet eller det vandområde, vandløbet udmunder i.
Stk. 4 Slam, grøde og andet, der ophobes ved stemmeværker eller andre anlæg, må ikke videreføres til skade for vandløbet eller for det vandområde, vandløbet udmunder i. Vandløbsmyndigheden kan fastsætte nærmere bestemmelse herom.
Bredejere og brugere af tilstødende ejendomme skal tåle, at fornødent vedligeholdelsesarbejde udføres. Fyld, afskåret grøde og andet, der fremkommer ved sædvanlig vedligeholdelse, skal den, der bruger de tilstødende ejendomme, modtage og bortskaffe fra vandløbets bredder uden erstatning. Skader som følge af almindelig kørsel og færdsel til fods langs vandløbet i forbindelse med vedligeholdelse kan ikke kræves erstattet. Såfremt der i øvrigt under vedligeholdelsesarbejder påføres ejere eller brugere skade eller ulempe, har ejeren eller brugeren ret til erstatning efter lovgivningens almindelige regler.
Benyttes arealer ved vandløb til græsning for løsgående husdyr, kan vandløbsmyndigheden påbyde, at bredejerne anbringer og vedligeholder forsvarligt hegn, og at vandingssteder skal graves uden for vandløbets profil og frahegnes dette.
Miljøministeren kan efter forhandling med KL (Kommunernes Landsforening) fastsætte nærmere regler om vandløbenes vedligeholdelse og om vandløbsmyndighedernes behandling af sager efter dette kapitel.
Vedligeholdelsen af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden.
Stk. 2 Det kan pålægges pumpelag og landvindingslag helt eller delvis at afholde udgifterne til vedligeholdelse af vandløb under laget og at foretage vedligeholdelsen. Vandløbsmyndighedens afgørelse om hel eller delvis afholdelse af udgifterne kan inden 4 uger efter, den er meddelt parterne, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 107-111, 114-118 og 122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke finder anvendelse på projekter, der er omfattet af regler, der fastsættes i medfør af § 1, stk. 9, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.
Under et offentligt vandløbs regulering overtages vedligeholdelsen af den strækning, der reguleres, af anlægsledelsen, og udgifterne herved henregnes til anlægsudgifterne.
Vandløbsmyndigheden kan for at begrænse grødevæksten i forbindelse med tilrettelæggelsen af vedligeholdelsen af offentlige vandløb foretage beplantning langs vandløb, ligesom det kan påbydes bredejerne at bevare skyggegivende vegetation.
Vedligeholdelsen af private vandløb påhviler bredejerne, medmindre der efter stk. 3 eller efter § 36 er truffet anden bestemmelse.
Stk. 2 Såfremt vedligeholdelsesbyrden forøges som følge af regulering af vandløb eller anlæg af nye vandløb, skal de grundejere, som pålægges udgifter ved de nævnte foranstaltninger, afholde de forøgede vedligeholdelsesudgifter i forhold til hver enkelts nytte af foranstaltningen.
Stk. 3 Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 105 og 106 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 107-111, 114-118 og 122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke finder anvendelse på projekter, der er omfattet af regler, der fastsættes i medfør af § 1, stk. 9, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.
Vandløbsmyndigheden kan fastsætte bestemmelser om vedligeholdelsens omfang og udførelse, herunder om der skal foretages opsamling af afskåret grøde.
Vandløbsmyndigheden kan for private vandløb, for hvilke det af regler om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning fremgår, at der skal foretages en indsats, træffe afgørelse om ændret vedligeholdelse således, at vandløbet eller dele heraf ikke eller kun i særlige tilfælde må vedligeholdes.
Stk. 2 Vandløbsmyndigheden kan først træffe afgørelse efter stk. 1, når myndigheden har indhentet godkendelse hertil hos de statslige myndigheder.