Varetægtsbekendtgørelsen Afsnit III

Denne konsoliderede version af varetægtsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1099 af 16. oktober 2024

Kapitel 8 Vejledning og planlægning
§ 21

En varetægtsarrestant skal snarest efter at være anbragt i institutionen vejledes om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold under opholdet i varetægtsfængsel.

Kapitel 9 Anvisninger
§ 22

En varetægtsarrestant skal efterkomme de anvisninger, som gives af institutionens personale i forbindelse med varetagelsen af institutionens opgaver, jf. straffuldbyrdelseslovens § 32.

Kapitel 10 Fællesskab
§ 23

En varetægtsarrestant, som ikke er isoleret i medfør af retsplejeloven, skal så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fællesskabsbekendtgørelsen).

Kapitel 11 Medindflydelse
§ 24

Varetægtsarrestanter, som ikke er isolerede i medfør af retsplejeloven, skal have mulighed for at øve indflydelse på deres tilværelse i institutionen gennem valgte talsmænd efter reglerne i bekendtgørelse om gennemførelsen af medindflydelse for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (talsmandsbekendtgørelsen).

Kapitel 12 Deltagelse i gudstjeneste m.v.
§ 25

En varetægtsarrestant, som ikke er isoleret i medfør af retsplejeloven, har ret til at deltage i gudstjenester, der afholdes i institutionen. Såfremt ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan kriminalforsorgsområdet dog nægte bestemte varetægtsarrestanter adgang til at deltage i gudstjenester og begrænse antallet af deltagere. Hvis det besluttes at begrænse antallet af deltagere, skal de pågældende varetægtsarrestanter så vidt muligt i stedet have adgang til at overvære gudstjenesten via elektroniske medier.

Stk. 2 En varetægtsarrestant har ret til samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig det.

Kapitel 13 Egne genstande og penge
§ 26

En varetægtsarrestant har ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i institutionen efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen).

Kapitel 14 Udgivelse af blad
§ 27

Varetægtsarrestanter har ret til at udgive blade efter reglerne i bekendtgørelse om indsattes udgivelse af blad i kriminalforsorgens institutioner.

Kapitel 15 Arbejde og uddannelse m.v.
§ 28

En varetægtsarrestant har ikke beskæftigelsespligt, men skal tilbydes beskæftigelse efter reglerne i bekendtgørelse om beskæftigelse m.v. af indsatte i kriminalforsorgens institutioner (beskæftigelsesbekendtgørelsen).

Kapitel 16 Fritiden
§ 29

En varetægtsarrestant skal i videst muligt omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende sine forhold, herunder fx rengøring af eget opholdsrum og vask af eget tøj.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet skal så vidt muligt tilbyde varetægtsarrestanter aktiviteter i fritiden.

Stk. 3 En varetægtsarrestant har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft, medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn, eller varetægtsarrestanten er anbragt i sikringscelle efter retsplejelovens § 775, stk. 5, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66.

Kapitel 17 Forsorgsmæssig bistand
§ 30

Kriminalforsorgsområdet skal vejlede og bistå en varetægtsarrestant for at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, der følger af varetægtsopholdet.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet skal i forbindelse med sin virksomhed efter stk. 1 formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand.

Kapitel 18 Sundhedsmæssig bistand
§ 31

En varetægtsarrestant har ret til lægebehandling, herunder tilkald af egen læge, og anden sundhedsmæssig bistand efter reglerne i bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Kapitel 19 Behandling
§ 32

En varetægtsarrestant har ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre afgørende sikkerheds- eller ordensmæssige forhold taler imod, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2 En varetægtsarrestant, som har gennemført motivations- og forbehandling, tilbydes primærbehandling.

Stk. 3 Social behandling mod stofmisbrug kan variere i form og intensitet, og de givne bygnings- og sikkerhedsmæssige rammer i arresthuset vil kunne have betydning for og eventuelt begrænse indholdet af behandlingen.

Stk. 4 Udlændinge, som er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14 eller 15, har ikke ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige forhold taler herfor, herunder hvis der er udsigt til, at den pågældende skal være varetægtsfængslet i lang tid, og konkrete grunde i form af f.eks. hensynet til den pågældendes helbred samtidig tilsiger social behandling mod stofmisbrug. Tilsvarende gælder for udlændinge, der er frihedsberøvet efter hjemrejselovens § 16 eller udlændingelovens § 36, og hvis frihedsberøvelse opretholdes af retten i medfør af udlændingelovens § 37.

Stk. 5 Social behandling mod stofmisbrug skal så vidt muligt iværksættes senest 14 dage efter, at den pågældende har fremsat begæring herom over for kriminalforsorgen.