Varetægtsbekendtgørelsen § 79

Denne konsoliderede version af varetægtsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1099 af 16. oktober 2024

Vejledning, personalekontakt m.v.
§ 79

Varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, skal vejledes udførligt om de særlige rettigheder og tilbud, der efter reglerne i dette kapitel tilkommer dem som isolerede. Med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation, påhviler det personalet løbende at være særligt opmærksom på, om isolerede varetægtsarrestanter har behov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder en psykiater, udvidet adgang til besøg m.v. Særligt i forhold til varetægtsarrestanter, som undergives længerevarende isolation, påhviler det personalet at være opmærksom på, at dette behov øges i takt med varigheden af isolationen.

Stk. 2 Varetægtsarrestanter under 18 år, som efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 4 ugers varighed, og varetægtsarrestanter på 18 år eller derover, som efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 6 måneders varighed, skal ud over de aktiviteter, som følger af §§ 81-83, tilbydes yderligere mindst 3 timers daglig aktivering med personkontakt.

Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet skal 1 gang ugentligt i samarbejde med varetægtsarrestanten udfærdige en plan for vedkommendes aktivering i medfør af stk. 2.