Varmeforsyningsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af varmeforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om varmeforsyning

Lov nr. 382 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 2. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 673 af 11. juni 2024

Kapitel 6 Klage, Energiklagenævn m.v.
§ 26

Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet eller andre statslige myndigheder efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2 Kommunens, klima-, energi- og forsyningsministerens, Forsyningstilsynets og andre statslige myndigheders afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3 Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 4 Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.

§ 26a

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

  • 1) adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter regler udstedt i henhold til loven træffes af kommunalbestyrelsen, klima-, energi- og forsyningsministeren eller Forsyningstilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

  • 2) at afgørelser, truffet af en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Forsyningstilsynet eller anden statslig myndighed i henhold til en bemyndigelse efter § 24 b, stk. 1, ikke skal kunne indbringes for klima-, energi- og forsyningsministeren, og

  • 3) betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 27

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2 Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der skal behandles efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 3 Energiklagenævnet kan hos de af loven omfattede anlæg indhente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

§ 27a

Udgifterne, som er forbundet med etablering og drift af et privat ankenævn på energiområdet, der er godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om forbrugerklager, betales af virksomheder omfattet af lov om elforsyning, lov om gasforsyning og lov om varmeforsyning. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om betaling og opkrævning.

§ 28

(Ophævet)