Forsyningstilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.
Stk. 2 Forsyningstilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de af loven omfattede anlægs indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse anlægs udførelse af deres opgaver. Forsyningstilsynet udarbejder en analyse af omkostninger og udgifter til opvarmet vand, der er undtaget efter § 20 e. Forsyningstilsynet udarbejder analysen på baggrund af de oplysninger, som det geotermiske anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg anmelder i medfør af § 21 a. Forsyningstilsynets analyse skal foreligge inden 5 år efter idriftsættelse af det geotermiske anlæg.
Stk. 3 Forsyningstilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring tariffer, rabatter og andre betingelser. Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om, hvordan sådanne forhold skal offentliggøres af de af loven omfattede anlæg, og regler om fakturering og specificering af omkostninger.
Stk. 4 Forsyningstilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i et af loven omfattet anlæg med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.
Stk. 5 Forsyningstilsynet kan hos en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, indhente de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbunden med en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Stk. 6 Forsyningstilsynet kan pålægge en virksomhed, der er omfattet af stk. 5, at tilvejebringe de oplysninger, herunder at tilvejebringe dem i en bestemt form, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om tilvejebringelse af oplysninger.
Stk. 7 Hvis Forsyningstilsynet ikke har mulighed for at indhente oplysninger efter stk. 5 om en transaktion mellem en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, og en virksomhed, der er koncernforbunden med denne virksomhed, kan Forsyningstilsynet foreløbigt fastsætte den indregningsberettigede udgift til den pågældende transaktion. Den foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift bortfalder, når de nødvendige oplysninger er fremsendt og dokumenteret. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler for Forsyningstilsynets foreløbige fastsættelse af den indregningsberettigede udgift.
Stk. 8 Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.
Stk. 9 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en virksomhed, som ejer anlæg omfattet af loven, skal udarbejde en selvevaluering af virksomhedens overholdelse af varmeforsyningslovens kapitel 4, 4 a og 4 b til brug for tilsynet. Der kan herunder fastsættes regler om, at selvevalueringen ledsages af en erklæring fra en statsautoriseret revisor, som ikke er eller har været virksomhedens sædvanlige revisor og hverken har eller i perioden, som selvevalueringen vedrører, har haft andre opgaver for virksomheden, og som har dokumenteret erfaring med regnskaber baseret på varmeforsyningsloven.