Vederlagsbekendtgørelsen § 19

Denne konsoliderede version af vederlagsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv

Bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1611 af 9. december 2024

Vederlag
§ 19

Borgmesteren, jf. § 18, oppebærer et vederlag i overensstemmelse med bilag 1.

Stk. 2 Vederlag efter stk. 1 reguleres én gang årligt pr. 1. april med en reguleringsprocent, der beregnes på baggrund af lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked. Skatteministeren fastsætter årligt reguleringsprocenten. Ved reguleringen anses de i bilag 1 anførte beløb som grundbeløb pr. 1. april 2016.

Stk. 3 Et kommunalbestyrelsesmedlem, der efter § 15, stk. 5, efter tilsvarende bestemmelse i styrelsesvedtægten for en kommune med magistratsordning, jf. § 64, efter § 64 a, stk. 4, eller efter § 66 b, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, udpeges til at fungere som borgmester, jf. § 18, oppebærer i funktionsperioden vederlag efter stk. 1, jf. dog stk. 4 i denne bekendtgørelse og § 34, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde vederlag efter § 34, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse til et medlem, der uden for de i 1. pkt. nævnte tilfælde varetager opgaver, som påhviler formanden for kommunalbestyrelsen eller et magistratsmedlem, jf. dog stk. 4 i denne bekendtgørelse og § 34, stk. 6, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 4 En næstformand, der oppebærer vederlag som næstformand efter §§ 12 eller 13, kan kun modtage funktionsvederlag efter stk. 3, såfremt den pågældende inden for et regnskabsår har varetaget formandens opgaver i mere end 5 uger.

Stk. 5 Den, der modtager vederlag efter stk. 1 eller efter stk. 3, 1. pkt., kan ikke samtidig oppebære anden økonomisk ydelse af kommunens kasse for bestridelse af et kommunalt hverv. Der ydes dog godtgørelser i henhold til § 8 a, 2. pkt., og § 16, stk. 10, litra a og b, i lov om kommunernes styrelse, og der kan ydes godtgørelser i henhold til § 16, stk. 11, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 6 Vælges en borgmester, jf. § 18, og oppebærer vedkommende egenpension som tidligere borgmester, jf. § 18, som tidligere borgmester i en amtskommune, eller som tidligere regionsrådsformand, bortfalder pensionsudbetalingerne, indtil den pågældende fratræder hvervet. Tilsvarende gælder for et kommunalbestyrelsesmedlem, der efter § 15, stk. 5, § 64 a, stk. 4, eller § 66 b, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse udpeges til at fungere som borgmester, jf. § 18.