Vederlagsbekendtgørelsen § 25

Denne konsoliderede version af vederlagsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv

Bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1611 af 9. december 2024 og bekendtgørelse nr. 45 af 22. januar 2025

Ægtefællepension
§ 25

Ægtefællen efter en borgmester eller en tidligere borgmester, jf. § 18, er berettiget til ægtefællepension, såfremt den afdøde borgmester har opnået en funktionstid på mindst 1 år, jf. § 22.

Stk. 2 Ægtefællepension efter stk. 1 kan dog kun ydes til ægtefællen efter en borgmester eller en tidligere borgmester, hvis ægteskabet blev indgået:

  • 1) før den afdøde borgmester var fyldt 65 år,

  • 2) før egenpensionen til den afdøde borgmester var påbegyndt udbetalt, jf. § 24, og

  • 3) mindst 3 måneder inden dødsfaldet.

Stk. 3 Stk. 2, nr. 2, finder ikke anvendelse, hvis ægteskabet er indgået inden den 1. januar 2000.

Stk. 4 Stk. 2, nr. 3, finder ikke anvendelse, hvis dødsfaldet skyldes et ulykkestilfælde eller en akut infektionssygdom indtruffet efter ægteskabets indgåelse.

Stk. 5 Ægtefællepension beregnes efter den af borgmesteren optjente pensionsalder. Til ægtefællepensionister ydes, indtil den pågældende har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, et tillæg efter reglerne i § 12, stk. 2, i lov om tjenestemandspension. Ægtefællepension ydes på grundlag af borgmesterens egenpension og efter de regler, der i øvrigt gælder for ægtefællepension i henhold til §§ 12 og 13, dog ikke § 12, stk. 3, 1. pkt., i lov om tjenestemandspension. Ægtefællepensionen udbetales den 1. i måneden efter den måned, hvor der er udbetalt efterindtægt, eller i tilfælde af, at ægtefællen ikke er berettiget til efterindtægt, den 1. i måneden efter borgmesterens død.

Stk. 6 I de tilfælde, hvor en borgmester, jf. § 18, har varetaget de i § 22, stk. 2, 1. og 2. pkt., nævnte hverv for flere myndigheder, fordeles udgiften til ægtefællepension mellem de pågældende myndigheder i overensstemmelse med § 23, stk. 3.